Copyright i det 21. århundrede... den er nem hva'?

Jeg har undret mig over at Copyright ikke har været dækket på version2, som om det er et af de emner, som påvirker vores digitale liv hver dag. Vi må ikke kopiere film og musik. FY DA FØJ. Vi må ikke dele software - FY DA FØJ!

Argumentet, som altid kommer frem er hensynet til dem som laver musik og softwaren. DR2 viste i går en fremragende tema-aften om disse emner - se det online (http://www.dr.dk/tv/ -> "start dr.dk tv" -> find programmet) eller se genudsendelsen 2/6 2007. Jeg var meget imponeret af at se hvordan man i Nigeria har en bugnende media-industri, men uden en copyright-lovgivning. Meget spændende! I Danmark siger vi ja og amen til medie-giganterne og til Microsoft. Vi hænger i en stadig mere kedeligt film og musik-verden, hvor vi nok er en del forbrugere som er kede af udviklingen. Medie-industrien går hårdere og hårdere til værks med tiltag, som fratager os dele af vores frihed. DR2 tema-aftenen ramte dette fint.

For et par år siden kørte bølgerne højt omkring Jon Lech Johansen, som turde trodse media-industrien ved at udgive DeCSS til fri download - dvs. opskriften på at knække DVD kopibeskyttelsen. De kostede Jon Lech Johansen fire år i retsalene indtil sagen blev droppet. I Finland blev dette fulgt op for et par dage siden med en retskendelse om at CSS ikke længere er en effektiv digital beskyttelse af digitalt indhold. Interessant!

En af de folk, jeg har meget stor respekt for er den amerikanske jura-professor Lawrence Lessig, som bl.a. er fadder til "Creative Commons". Hvis nogen spørger mig om det bedste foredrag jeg har hørt, så er svaret "Free Culture" fra OSCon 2002 af netop af Lawrence Lessig. Hør eller se det online og tænk! Grundlæggende stiller professor Lessig spørgsmål ved vores nuværende vestlige holdning til at vi naturligvis ikke tager digitalt media-information og former det til noget nyt, f.eks. ved at remixe musik. Det bliv også dækket fint i DR2s temaaften. Har jeg foreslået jer at se denne? :-)

Jeg forstår til fulde holdningen om at copyright også kan dække den lille producent og den lille musiker, men jeg kan også det den mørke side er ved at tage over. Det er langt hen ad vejen de store musikere, som skummer fløden og der er for få musiske nyskabelser, som virkelig kommer frem. Skal vi - som diskuteret i DR2s temaaften (se den..) - betale medie-skat på f.eks. 50 USD per år til kunstnerne og så til gengæld have fri og lovlig adgang til musik. Påstanden var at dette udgiftsniveau ville kunne holde medieindustrien kørende på det nuværende niveau. Frigav vi musik ville Limewire, Napster osv blive lovligt og egentlig tror jeg det ville være en spændende fremtid. Det var også fedt at se i DR2s temaaften (se...) at man i Nigeria har en remix-kultur, som har tilført masser af nyskabelser. Fedt nok.

Er det naivt hippie-bavl eller er det vejen frem?

Før du debaterer, så tag fat i DR2s temaaften og Lessigs foredrag om "Free Culture".

Diskussionen omkring disse emner handler vel især om hvad er det vi gerne som samfund vil med medie-industrien:

  • Betale Britney Spears, Madonna og de andre hyper-stjernes formuer'
  • Betale den lille musiker og beskytte disse værker'
  • Give rimelig adgang til remix og videreudvikling af medie-information?

Hvorfor er det at de fleste nok mener svarene er "nej", "ja" og "nok ja" og hvordan er det så vi indretter vores media-verden? Hrrm... Jeg sagde ikke den var nem.... Det som irriterer mig er at vi ikke har debat om disse emner i det offentlige rum, men lader medie-industrien køre udviklingen.

/pto som er tilfreds med at DR2s udsendelse kun blev omtalt en enkelt eller to gange i dette indlæg :-)

Kommentarer (23)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Peter Mogensen

Ja, det er nemlig interessant at en finsk domstol har erklæret at CSS ikke er "effektiv".

Kulturministeriet har jo ellers hele tiden haft en ganske anden forklaring på hvorfor DeCSS ikke var ulovligt, nemlig at loven ikke beskyttede "tekniske foranstaltninger", "der forhindrer eller besværliggør den personlige tilegnelse af et værk".

Under lovbehandlingen forsøgte folk jo ellers at forklare kulturministeriet at det ville gælde for samtlige "kopisikringer" og at det slet ikke kunne lade sig gøre at lave noget, der forhindrede ulovlig kopiering af digital data uden også at forhindre afspilning.

Nogen i kulturministeriet har sikkert troet at pointen var at "alt kan hackes", for svaret var at man med "effektive tekniske foranstaltninger" jo ikke mente at det skulle være teknisk effektivt.

Man har jo sikkert ikke ville åbne for at noget ikke længere var dækket af loven, blot det kunne demonstreres "hacket".
... men det er jo tydeligt vis det som finnerne er nået frem til.

  • 0
  • 0
Peter Makholm Blogger

Jeg interesserer mig for software og er meget aktiv softwareforbruger. Jeg betaler gerne den pris det er at trawle gennem Freshmeat og Sourceforge for at finde det stykke software jeg har brug for. Mit musikforbrug har en helt anden og mere pasiv karakter. Her gider jeg ikke at betalte samme pris for at lytte til en masse musik for at vælge favoritterne ud.

Jeg har leget med forskellige typer af anbefalings-netværk hvor man på den ene eller anden måde angiver hvad musik man kan lide og får nyt musik tilbage. Jo, jeg har fundet nogle guldkorn ad den vej, men langt det meste er en flad grå masse. (Måske er min smag bare for bred og ufokuseret).

Altså har jeg brug for en musikindustri der kan virke som filter og udsætte mig for det musik det er sandsynligt at jeg gerne vil høre. Det kræver at der er nogle der vil opdyrke nye kunstnerem markedsføre dem og en distributionsinfrastruktur. Det koster penge, derfor skal jeg købe musik dyrer end hvad den aktuelle kunstner får i enden.

Ofte når jeg køber en cd fordi jeg har hørt et par af numrene i radioen, så viser det sig at det er et helt andet nummer jeg ender med at have som yndlingsnummer. Derfor bør jeg betale mere for at få en hel cd istedet for bare at købe enkeltnumre.

Vi har brug for at drømme og at have idoler. Nogle hvor vi bare kan sige "tænk hvis det var mig der kunne tillade sig den slags dekadence". Så kunne man have foretrukket nogle lidt mere æreværdige erhverv end musikere og sportsfolk. Derfor er der et behov for Britney Spears, Madonna og hyperstjernernes formuer. Ja, brød og skuespil til folket!

Dermed ikke at den nuværende situation er specielt god. Balancen er forrykkert langt over imod at ophavsret handler om økonomisk magt og ikke værkernes egne kvaliteter.

  • 0
  • 0
Peter Makholm Blogger

Den finske retsag er faktisk interessant fordi den tilsyneladende anlægger en dynamisk og praktisk betragtning på om en beskyttelse er effektiv. Det vil sige at CSS ifølge dommen godt kan have været en effektiv beskyttelse. Det er udbredelsen af DeCSS og den lette adgang til "uagtsomt" at bryde CSS der er relevant.

Kulturministeriets argumentation virker mere til at lyde på forsvarets anden argumentation, nemlig at CSS ikke (alene) er en beskyttelse under ophavretslovens område.

  • 0
  • 0
Peter Toft

Det er egentlig sjov at det meste journalistik er "remix" af anden information :-)

En af de sjoveste "remix" produktioner er Chad Vader; Nyd det hvis du er Star Wars "narkoman" (ligesom mig):
http://blamesociety.net/web/chadvader.htm

Det som bare er en svær diskussion er hvor grænsen skal gå. Chad Vader bruger en figur i en "noget anden" kontekst, men tager jeg hele Star Wars IV og klipper to-tre scener anderledes i den så Obi Van Kenobi ikke dør, så er det i den nuværende media-kontekst et plagiat - eller hur?

Så skidt da - I får en mere fra samme skuffe....

Hvis I er til Star Trek, så tag lige en kigger på http://www.starwreck.com/ -> http://www.starwreck.com/download.php, hvor et hold fra Finland har lavet en hel finsk spillefilm med stor humor... Ja, den findes til fri download (også med engelske undertekster). Stor humor...

Igen - hvor er grænsen for til remix?

  • 0
  • 0
Peter Mogensen

"den lette adgang"?

Er det bare mig, der syntes det virker fuldstændig bagvendt med en lov, der har til formål at forhindre folk i at lave noget, der kan "omgå" en "effekt teknisk foranstaltning", men hvis man alligevel gør det og det bliver tilpas populært, så er er den ikke længere "effektiv"?

Men problemet er jo at NETOP kulturministeriets argumentaiton med at man godt må omgå foranstaltninger, der forhindrer afspilning ender med at tillade at omgåelse bliver så polulært at det ikke længere er "effektivt".
DeCSS er jo ikke andet end et program, der laver en CSS "krypteret" .vob fil på en DVD om til en MPEG fil på en harddisk. Det er jo netop en kopiering (omformatering) og ikke en afspilning, men det er 100% nødvendigt for at afspille.
Kulturministeriets retfærdiggørelse af denne tåbelige lov giver altså absolut ingen mening. Man svæver i et juridisk vacum indtil f.eks. en finsk domstol siger at nu er det vist ikke længere aktuelt at være nervøs for hvad man gør med DVD'er.

Suk...

Peter T: Apropos remix... har du set denne:
http://www.youtube.com/watch?v=CJn_jC4FNDo

  • 0
  • 0
Jesper Stein Sandal

Ophavsret er ikke ligetil...

Jeg lever af at producere ophavsretsligt beskyttet materiale. Min løn betales ved, at dette materiale distribueres gennem en kanal, hvor min arbejdsgiver får penge fra annoncørerne, når I som læsere klikker jer ind for at læse vores artikler.

I gamle dage (for ca. 10 år siden) foregik det meste på tryk, og der var kun en ringe risiko for, at mine artikler blev kopieret. I dag kan enhver med en weblog copy-paste mine artikler og distribuere dem til alle andre internetbrugere, uden min arbejdsgiver ser en krone for det (og Google fortæller mig, at det sker hele tiden).

Hvis alle uhindret (læs: lovligt) kunne kopiere mine artikler. så ville de sikkert blive læst af flere - og det ville nok være godt - men jeg ville ikke kunne leve af den gode vilje. Måske ville læserne betale mig for at skrive til dem, så vi kan springe annoncørleddet over, men den model ser i dag ikke ud til at være realistisk. Mere realistisk er det, at jeg i stedet måtte se mig om efter et nyt job. For eksempel hos et PR-firma, hvor jeg i stedet for artikler skulle skrive pressemeddelelser, som alverdens bloggere så helst skulle kopiere - og det ville nok være knapt så godt.

Skal ethvert garageband absolut blive MTV-stjerner (hvis MTV altså stadig viste musikvideoer) og multimillionærer? Nej, men det betyder ikke, at ophavsret som sådan bare kan smides overbord. Men vi bør nok erkende, at ophavsretten skal være mere smidig end i dag.

Og det er vel den reelt mest interessante diskussion - DRM og kopisikring er jo kun tekniske konsekvenser af vores ophavsretslige system.

  • 0
  • 0
Andreas Bach Aaen

Jeg fik min digitale videooptager til at optage temaaftenen på DR2, men missede desværre de første minutter. Hvis du har en analog kopi liggende, så må du gerne låne mig den, men hvis du lige som mig bruger en digital optager, så må du kun dele den med din hustand. Endnu engang tak for en elendig lovgivning.
Nå men DR sender vel udsendelsen engang igen når det passer dem. DR's web-tv og alt deres DRM og den endnu værre lovgivning derom giver jeg ikke noget for.

Ja det var spændende at høre om musik og filmkulturen i Nigeria. Et land med måske 150 mio. mennesker.
I den efterfølgende film var Richard Stallman som sædvanlig skarp. Tænk hvilken gennemslagskraft han ville have haft hvis han havde haft Lawrence Lessigs udseende!

  • 0
  • 0
Peter Mogensen

Hej Jesper,

> DRM og kopisikring er jo kun tekniske konsekvenser
> af vores ophavsretslige system.

Hvad er din pointe?
Jeg har ufatteligt svært ved at se hvordan det ændrer på at "DRM" er det mest tåbelige koncept IT-industrien har fostret.

  • 0
  • 0
Kristian Thy

<quote>
Jeg lever af at producere ophavsretsligt beskyttet materiale. Min løn betales ved, at dette materiale distribueres gennem en kanal, hvor min arbejdsgiver får penge fra annoncørerne, når I som læsere klikker jer ind for at læse vores artikler.
</quote>

Hvad er forskellen i ovenstående model på at læse en piratkopieret tekst på et andet site, og så på at læse den originale tekst med en adblocker installeret? Ingen for dig og din arbejdsgiver, hvad angår omsætning. Synes du der er en moralsk forskel? Løses det ved at forbyde browsing med adblocker?

Ækvivalent har Philips patenteret et tv-apparat der ikke kan mutes eller skifte kanal når der sendes reklamer. Er det ikke en god løsning for forbrugerne?

  • 0
  • 0
Jørgen Henningsen

Der er vel himmelvid forskel på at lave profit på kopier og bare dele dem for at hjælpe sin nabo (Richard Stallmans ex.). Jeg kan da godt forstå at copyright indehaveren ønsker at beskytte sig mod at få sin musik kopieret i 5e6 eksemplare i fjernøsten med vellign. cover og så dist. for en brøkdel af prisen.

  • 0
  • 0
Peter Makholm Blogger

Det er bagvendt og/eller absurd at håndhæve lovgivning med lov, og den specielle juridiske beskyttelse af DRM er desvære ikke det eneste eksempel. Men jeg mener ikke det er bagvendt at bruge et effektivitetsbegreb der består af betragtninger om uagtsomhed.

Men jeg mener at DRM-debatten er kedelig og uambitiøs. Istedet for et fedtspille omkring ordet 'effektiv' så er det langt mere interessant at diskuterer forudsætningerne for at sådan lovgivning overhovedet er blevet gennemført: Nemlig hvilken magt skal medie-industrien have.

Hvis der ikke er et muligt alternativ til 'ophavsret er en økonomisk magt' så er resten lidt lige meget. Jeg tror også det er langt lettere at få den berede opbakning til en bevægelse der viser et alternativ til den nuværende medieindustri end en bevælgelse der siger at ordet 'effektiv' er lovsjusk.

  • 0
  • 0
Peter Mogensen

Jeg tror du tager grundig fejl af debatten omkring DRM, hvis du tror at den har handlet om at "fedtspille" omkring ordet "effektivt".
Det er kun den finske dom, der har gjort netop det hjørne interessant igen.

Forudsætningerne for at lovgivningen overhovedet er blevet lavet er at man har flyttet den slags "kedelig" lovgivning væk fra folket. Det hele startede i USA, hvor man under Clinton administrationen fandt ud af at det nok var for svært at få sådan noget gennem representanternes hus, så man tog det til WIPO, hvor det blev puttet ind i "World Copyright Treaty", derefter kunne man tage hjem og fortælle at man var internationalt forpligtet til at lave DMCA.
Herhjemme var EU, så "internationalt forpligtet" til at lave Infosoc-direktivet og først da det når Europaparlamentet kommer det i nærheden af det demokratiske system, men kun ganske få opdager hvad der er på vej. Det er først da det i efteråret 2002 skal "implementeret" i dansk lov (hvilket vil sige 1-1 oversættelse) at der overhovedet bliver debat. Men på det tidspunkt er argumentet blot "EU siger vil skal".

Med sådant et system kan medieindustrien blot placere sine folk i de internationale organer væk fra den folkelige debat og få forbagt ligeså tåbelige love de ønsker.
Vi var f.eks. også tæt på at få det gjort strafbart med fængsel at krænke et patent. Det, plus softwarepatenter, kunne have gjort det meget "spændende" at være softwareudvikler.

  • 0
  • 0
Nikolaj Hald Nielsen

... the more will slip through your fingers.

Dette letter corny Star Wars citat beskriver meget godt hvordan jeg ser udviklingen i øjeblikket. Havde det ikke været for DRM, utallige søgsmål mod "pirater", DMCA agtig lovgivning og dets lige, havde vi ikke set så stor en strømning mod alternative modeller som der i øjeblikket sker.

Selv mennesker uden en synderlig interesse i IT er begynd at forstå at DRM begrænser den måde de kan bruge deres indkøbte musik på.

Flere og flere musikere og andre skabere er begynd at gå total uden om den etablerede underholdnings industri og tage sagen i egen hånd. Websites som Magnatune.com, Jamendo.com og lign. er et godt eksempel på denne udvikling.

<skamløs men dog on-topic selvpromovering>

Selv interesserer jeg mig meget for der hvor fri kultur og fri software mødes, og dette har blandt andet udmøntet sig i den integrerede Magnatune.com musik butik i *nix musikafspilleren Amarok (amarok.kde.org). Og hvis alt går vel, vil næste generation af Amarok, som i øvrigt vil udkomme til både *nix, Mac og Windows, integrerer flere spændende Creative Commons baserede music services.

Dette vil forhåbentligt få endnu flere mennesker til at opdage at der er alternativer, og ved at støtte dem kan man være med til at skubbe udviklingen i en retning som er mere fair for både forbrugere og musikere

</skamløs men dog on-topic selvpromovering>

Jeg fangede selv kun lige slutningen af "Alternative Freedom" på DR2, men bare det at et sådant program rent faktisk bliver vist, er for mig endnu et bevis på at den generelle opmærksomhed omkring disse emner er hastigt voksende!

  • 0
  • 0
Torben Mogensen Blogger

Medieindustrien har i mange år (med en vis success) lobbyet for at udvide opretshavsindehaverens rettigheder på bekostning af forbrugernes. Det var i gamle dage naturligt, at man som privatperson kunne kopiere, optage, citere, osv. uden at bryde nogen lov, og det var først hvis man tjente penge på videresalg af kopier, at man var på kant med loven.

Det er det ikke længere. Selv kopier til privat brug er ofte forbudt, og man har endvidere lavet tekniske handelshindringer i form af regionskoder eller klausuler om at bestemte udgaver af bøger, film osv. kun lovligt kan sælges i bestemte lande.

Og ophavsretshaverne er (i hvert fald i USA) mange gange ikke de oprindelige skabere eller deres efterkommere. Dermed er copyright ikke længere beskyttelse af skaberne, men en sikring af fortjeneste for store mediekoncerner.

Jeg har ikke noget imod, at copyright i en periode sikrer, at ingen kan tjene penge på et værk uden at skaberen får sin del. Men der burde det også stoppe.

Men jeg kan ikke se, at de nuværende regler og kopibeskyttelser overhovedet giver den beskyttelse - piratkopiering har altid eksisteret og vil altid eksistere sålænge det er billigere at købe piratkopier end originaler, og de eneste, der har glæde af reglerne er firmaer med penge nok til at opspore og sagsøge piraterne. Så den individuelle skaber har kun ringe reel beskyttelse af sin ophavsret, og brugerne har alt besværet.

Ideelt set burde kunstnere være betalt over skatten. Det er nuomdage teknisk muligt at bruger Internetsøgninger til at vurdere hvor meget et givet værk er læst, hørt, set eller lignende, endda opdelt efter de lande, hvori forbruget sker. Dette kan bruges som grundlag for betaling til skaberne. Hvis man f.eks. internationalt vedtog, at alle lande skulle bruge 0.1% af deres BNP til den slags betaling, så ville det give en god indtægtskilde til skaberne. Hvis der er flere om et værk (musikere, producere, tekstforfattere, osv), kan man finde en passende fordelingsnøgle (evt. kan skaberne af et værk selv blive enige om det).

Men der er store koncerner, der måtte ændre deres forretningsmodel voldsomt for at kunne virke under et sådant system, så det kommer næppe til at ske.

Torben
  • 0
  • 0
Jesper Stein Sandal

At Adblocker betyder, at du ikke ser de reklamer, der betaler min løn, er først og fremmest vores problem på Version2 og ikke noget, der umiddelbart er dækket af ophavsretten. Helt sikkert er det dog, at hvis alle brugte Adblocker, så ville det være i sidste ende være slut med reklamefinansieret "gratis" indhold på nettet. I stedet skulle du som bruger betale ved Kasse 1 for at få uafhængigt kvalitetsindhold. Formentligt ville der først være et våbenkapløb mellem indholdsubydernes reklameteknologier og Adblocker, men det er ligesom DRM kun en et spørgsmål om tid, før den tekniske diskussion bliver irrelevant.

Kan der etableres en alternativ medieindustri?

Nyhedsproduktion som fritidsbekæftigelse - WikiNews uden en kommerciel medieindustri at tære på vil ikke kunne levere den samme dækning, som journalister med et professionelt ansvar (min karriere afhængiger af, at jeg kan forholde mig neutral og kritisk). Der er mange, der har en forestilling om, at hvis vi bare alle sammen bidrager en lille smule, så kan vi løfte en endnu større byrde. Min erfaring er, at det er et meget lille fåtal, der faktisk har overskuddet, evnerne og motivationen til at løfte nogen som helst byrde.

Ser man på Digg, Slashdot og tilsvarende brugerstyrede nyhedstjenester, er det iøjnefaldende, hvor ensidig dækningen af mange historier bliver, fordi artikler, der går imod den alment accepterede udlægning af historien, stemmes ned, selvom det vel må forventes at være sundt en gang i mellem at prøve at se en sag fra den anden side. Og samtidig er der en tendens til, at sensation bliver det vigtigste nyhedskriterie.

Ser man på blogosfærens nyhedsdækning, så skal man ikke kradse ret dybt i overfladen, før det bliver åbenlyst, at de fleste nyhedsbloggere ville stå på bar bund hver dag, hvis det ikke var for alt det indhold, de kan få fra professionelle journalister. Hatten af for de engagerede amatører som ofrer deres hjerteblod for at dække en sag, som de etablerede medier ikke vil røre, men det er altså kun en meget lille del af den daglige nyhedsproduktion, der kommer fra græsrødderne.

  • 0
  • 0
Jesper Stein Sandal

Når det gælder den øvrige medieindustri, det vil sige primært film og musik, så er jeg enig i, at de tekniske forhindringer og usædvanligt frie tøjler til industriens egen håndhævning af ophavsretten, er et problem. Før internettet var disse to brancher helt på det rene med, at de måtte acceptere en vis "fair use", hvor folk kopierede LP'er over på bånd til deres venner, optog fra radioen eller kopierede tv-udsendelser på VHS. Problemet er selvfølgelig, at digitale kopier ikke har en indbygget nedgradering af kvaliteten for hver kopi, der fremstilles, men derfor bør der alligevel være en vis fair use indbygget i lovgivningen. Men hvor grænsen skal gå er ingen let diskussion.

For musikerne er fremtiden helt åbenbart, at de skal tjene deres penge på live-optrædender. For film er det sværere at finde tilsvarende alternative indtjeningsmuligheder, så vi ser nok DRM forsvinde på musik, længe før det vil ske på film.

En af mulighederne for film og tv er dog on-demand, hvor man som bruger har mulighed for at se produktet, når lysten melder sig, og ikke når dvd'en dukker op med posten fra Netflix, eller når der søndag aften skal træffes et svært valg mellem nye episoder af Simpsons på Fox eller den interessante dokumentar på History Channel. Men det forudsætter, at folk er villige til at betale for produktet frem for i stedet at hente en kopi fra en fildelingstjeneste. Og jeg mener ikke, at Apple overhovedet er i nærheden af en rimelig pris med deres prispolitik på iTunes. Hvilket salget på i gennemsnit et par og tyve musiknumre pr. solgt iPod (med plads til adskillige hundrede sange) vel også afspejler.

Og det er dér, jeg mener, at aben ligger begravet. Det er ikke DRM, der er hovedproblemet. DRM er en konsekvens af striden mellem mediekoncernerne og forbrugerne.

Hvad ville der ske, hvis Sony valgte at bruge dets film og musik til at sælge mere af selskabets elektronik? Lidt i stil med Suns argumenter for at forære dets software væk, fordi øget volumen vil komme deres øvrige forretning til gavn. Lige nu ser vi i stedet den omvendte model: Sony forærer (folk, der står i køen med checkhæftet fremme, vil nok mene noget andet) lige nu deres spilkonsoller væk, men tager sig til gengæld godt betalt for spillene. Jeg tror, det i høj grad handler om, at vi som forbrugere er nødt til at erkende, at kultur ikke altid kan være gratis. Det er heller ikke gratis at gå i teatret - hvorfor skulle det være anderledes med Pirates of the Caribbean 3?

  • 0
  • 0
Peter Mogensen

Først vil jeg godt lige slå fast at min kritik af DRM absolut intet har at gøre med at mene at "kultur skal være gratis", som du udtrykker det Jesper. Jeg har intet imod at betale for ting jeg gerne vil have og ting jeg syntes er værd at få mere af. Nogen gange kan jeg faktisk blive helt skræmt over hvor mange tusind kroner, der står for på min DVD-hylde.

Om DRM er en konsekvens af "striden mellem mediekoncernene og forbruger" syntes jeg nu også er en forsimpling.

Der er ikke nødvendigvis nogen "strid", men forbrugerne forventer (berettiget mener jeg) at vi bevæger os ind i din digitale tidsalder og her har medie-industrien været alt alt for langsom til at omstille sig. Hermed mener jeg ikke at det skal være gratis eller lign. men at forbrugerne ønsker fleksibilitet. F.eks. forventer man at når man køber en CD, så kan man høre den på sin MP3-afspiller. Hvad pokker ligner det så at sabotere CD'en så den ikke følger standarden for at forhindre at den kan læses i et CD-ROM drev med det resultat at det er ret tilfældigt om den virker overhovedet?

DET er nemlig min anke imod DRM! :
- at det ikke blot er en konsekvens af en strid mellem medie-industri og forbrugere, men at det er en konsvens af et helt igennem urealistisk ønske (på linie med evighedsmaskiner) om at kontrollere kopiering af digitalt data, som man nu engang er nød til at give adgang til for det kan afspilles kombineret med en flok IT-selskaber, der lugter mulighed for at tilrane sig et format-monopol og derfor gladeligt bilder medie-industrien ind at de nok skal løse deres ønske om at forhindre "ulovlig kopiering" og at det "perfekte" DRM er "lige om hjørnet", skønt at det er total utopi.
Resultatet er så (som en naturlig konsekvens af de tekniske realiteter) et virvar af inkompatible produkter og defekte formater, hvor forbrugerne igen og igen oplever at ting bare ikke virker.

Men ok... jeg behøves jo ikke være kunde til defekte afspillere, der respekterer disse tåbelige påfund. For min skyld må leverandørerne egentlig lave deres produkter så defekte de har lyst til.

Det egentlige problem er at ovenpå dette vanvittige DRM-cirkus har man indført en lov, der gud'hjælpe'me beskytter disse inkompatible formater imod at nogen udnytter ophavsretslovens §37 til via reverse-engineering at lave en kompatibel afspiller, DER VIRKER!

Det var det som bl.a. John Johansen gjorde med CSS og som nu åbenbart har haft til konsekvens af finnerne mener CSS ikke er "effektiv". Det var bare ikke det vores egen kulturminister mente. Han havde til gengæld en anden grund, som tydeligt viste at der ikke var hoved eller hale i loven.

Fjerner man ophavsretslovens §75c, så er jeg egentlig tilfreds.

  • 0
  • 0
Kristian Vilmann

Masser af DRM-snak.. klart nok. Men PTO rejste også en del andre spørgsmål.

Jeg klipper lige lidt i Peter Makholms svar:
> Mit musikforbrug har en helt anden og mere pasiv
> karakter.

Det er da selverkendelse. Hovedparten af de folk jeg omgås til daglig synes selv de er enormt kulturelle og brede i deres smag, mens de (igen) lytter til seneste udgydelse fra Pink på deres DRM-befængte iPod.

> Altså har jeg brug for en musikindustri der kan
> virke som filter og udsætte mig for det musik
> det er sandsynligt at jeg gerne vil høre. Det
> kræver at der er nogle der vil opdyrke nye
> kunstnerem markedsføre dem og en
> distributionsinfrastruktur. Det koster penge,
> derfor skal jeg købe musik dyrer end hvad den
> aktuelle kunstner får i enden.

Det er en smuk tanke, men jeg tror ikke det kan lade sig gøre. Musik og især den enkeltes smag er for indviklet til den slags.
Der er kun een vej til at få musikindustrien til at tænke nye veje. Stil krav! Vær nysgerrig!
Med den passivitet hovedparten af den danske befolking udviser når det gælder den musik der omgiver os dagen lang, kan det ikke undre at standarden er lav.
Der er ingen fantasi fra musikinsustrien - og forbrugerne gider ikke ikke engang brokke sig rigtigt over DRM, selvom det er åbenlyst for enhver at perspektiverne er langt forbi hvad vi ellers ville stille os til tåls med.
CD-mediet lader musikken komprimeres til ukendelighed, og ingen brokker sig, for de er holdt op med at høre efter.

Så længe det forholder sig sådan er der ikke engang nogle gider tænke over det Musikalske Makholm Filter.
Musik er noget der spilles når vi køber bøffer i Netto.

Hvis de gad kunne den samlede musikindustri lave en fantastisk base med alt muligt spændende musik, med tilbud om årsabonnementer til en billig pris og i alle mulige rare formater.
Men de gider ikke, for forbrugerne efterspørger det ikke nok.
Det er nemmere at snakke om kopibeskyttelse og retssager, og udsende endnu en overproduceret cd med holdbarhed på omkring tre måneder.

> Balancen er forrykkert langt over imod at
> ophavsret handler om økonomisk magt og ikke
> værkernes egne kvaliteter.

Helt korrekt. Faktisk er det nemmere at downloade musikken med Masters Of Reality end det er at købe cd'en. Det er jo helt forrykt, men det kan ikke betale sig for den lokale Fona at have viden om ret meget andet end de seneste døgnfluer på hitlisten.

Så længe hovedparten af det købedygtige publikum ikke er nysgerrige og krævende nok, kan man råbe så højt man overhovedet vil om fornyelse af medie-billedet, kopibeskyttelse, brud på RedBook-standarden, DRM, ophavsret osv.
Der ingen der hører efter, for de er ligeglade.

/k

  • 0
  • 0
Peter Toft

Det er fedt at se medie-producenter som Jesper Stein Sandal (http://www.version2.dk/artikel/70) ytre sig fra journalist-siden og tilsvarende Kristian Vilmann (UNIX-specialist men også fra http://www.strangeparty.dk/). Jeg havde den fornøjelse at overvære Kristian og hans spillevenner udfordre Kunstneren Kristian Hornsleth ( http://www.hornsleth.com) hvor musik og kunst mødtes - drøn spændende. Det var IMHO en million gange federe end at høre tidens poptøser.

Jeg giver meget gerne penge til Kristian og den anden Kristian fordi de laver kunst, men som jeg offline har skrevet lidt sammen med en af de meget kendte danske musik-kunstnere så er det mere end svært at holde mad på bordet, have hus og børn hvis der ikke er en nogenlunde fast indtægt. Har blev der peget på Koda som noget positivt. Hvad siger I?

Kan vi promovere ny kunst aktivt og alligevel hjælpe solide etablerede kunstnere (men ikke "random-fade-poptøserne"), uden at det skal blive DRM, Infosoc, DeCSS og alt det fis vi tilbydes?

Laver du musik, medieindhold - enten professionelt eller mere på wannabe-professionel, deltag i debatten!!

  • 0
  • 0
Lise Holt Olesen

Jeg så også DR2's temaaften, men kun den første - danskproducerede! - film. Glimrende arbejde. Og det slog mig, at Lessig med sit Creative Commons vel har svaret på udfordringerne med på den ene side at beskytte opfinderen/kunstneren på den ene side og på den anden side at give materiale fri til andre skabende/kreative. Forstår ikke, hvorfor tankerne ikke implementeres mere...
LISE HOLT OLESEN

Lise Holt Olesen
Lise Holt Olesen

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere