Compiler-gruppen: Teknisk perfektionisme kontra nytte - 5

Vi kan godt lide at tænke på at vi var pionerer også i arbejdet med at skabe universitetsuddannelser på IT-området. Ja, det gjorde vi på mange måder godt, men vi bragte altså også smitten videre.

Naur, H.B. Hansen og jeg selv grundlagde datalogiuddannelsen på Københavns Universitet i 1969. Naur var blevet professor der, og H.B. Hansen blev lidt senere professor på RUC. Jeg selv forblev fuldtidsansat på RC mens jeg som ekstern lektor opbyggede og underviste i flere fag. Jeg underviste også i et fag der handlede om administrativ databehandling, men det var tydeligt at jeg helt manglede praktisk erfaring med at lave sådan nogle systemer.

Jeg var stadig besat af idealet om det enkle og robuste, som i hænderne på folk der havde endnu mindre praktisk erfaring end jeg, hurtigt blev til den rene datalogi. Man definerede sin egen verden og fandt rene, robuste, og gerne matematiske løsninger på sine selv-definerede problemer, uden hensyn til omgivelsernes egentlige behov. Det var ikke blot et dansk fænomen, men noget der bredte sig overalt i den akademiske verden som Computer Science (CS).

Til gengæld opstod der også et akademisk fagområde hvor man kigger på de egentlige behov i virksomheder. Det går under navnet Information Systems (IS). Her interesserer man sig til gengæld meget lidt for de tekniske løsninger. Dette skisma mellem CS og IS er en stor barriere for at forskning kan bidrage til fortsat udvikling af IT-industrien, både her og i den store verden.

Jeg kom selv til at være medgrundlægger af først en udviklingsafdeling i Brown Boveri, hvor vi lavede systemer til overvågning af el-nettet, og senere en international udviklingsafdeling i NCR. Brown Boveri afdelingen var bemandet med udbrydere fra det smuldrende RC. Her lavede vi de mest succesrige produkter jeg har været med til. Vi havde tæt kontakt til kunderne og fik samtidig mulighed for at lave teknisk elegante løsninger.

Jørgen Green, som kom fra RC's hardware-afdeling, kom til at spille en afgørende rolle. Han fik os compiler-folk til at forstå hvad kundens behov var.

Hos NCR fik jeg mange roller, en af dem var at lede kvalitetssikringen af software. Jeg blev også leder af afdelingen for Advanced Development, som skulle udvikle teknologier som kunne blive til fremtidens produkter. Her fik jeg endnu engang lov til at lege med avancerede løsninger på selvdefinerede problemer. Purisme var stadig den drivende kraft, som kom til at ødelægge flere projekter.

I et af projekterne havde vi fået en medarbejder fra DTU, som kunne trække alt i langdrag, fx ved at insistere på at vi skulle definere et sprog hvor der slet ikke var reserverede ord. Stadig befængt af den gamle purisme var jeg ude af stand til at stoppe dette tidsspild.

Først i 1983 begyndte mit verdensbillede at skifte drastisk. Handelshøjskolen i København havde besluttet at oprette en uddannelse der kunne slå bro mellem IT og forretning. De studerende skulle simpelthen undervises 50% i hvert område.

Jeg blev lokket til at være professor i anvendt datalogi og stå for den datalogiske del af uddannelsen. Som professor ved Handelshøjskolen stod dørene åbne til virksomhederne, og jeg lærte hurtigt langt mere om IT-industrien end jeg havde lært da jeg var ansat i den. Jeg lærte også en masse om ledelse, marketing, organisation, osv., men det krævede også tilpasning til en anden kultur.

En af de ting der var svær at vænne sig til var, at man ikke skulle udtrykke sig kort og præcist. I handelshøjskoleverdenen taler man i timevis uden at sige ret meget fra en datalogs synspunkt. Hvor en videnskabelig datalogisk artikel højst må være 8 sider, er 8 sider bare et kort abstract i handelshøjskoleverdenen. Udtrykker man sig kort og præcist, tror de naturligt nok at man ikke har noget at sige.

Senere udnyttede jeg min handelshøjskoleviden til at finde på bedre måder at beskrive software-krav. Hvor idealet havde været at kravene detaljeret og præcist skulle beskrive hvad IT-systemet skulle gøre, gik jeg den modsatte vej. Man skulle beskrive de arbejdsopgaver som bruger og computer skulle udføre tilsammen. Kravet var så at computeren skulle støtte disse opgaver effektivt. Herved gav man udviklerne frie hænder uden at de tabte målet af syne. Metoden var også meget effektiv til store offentlige udbudsforretninger, hvor de tilbudte systemer i stor udstrækning fandtes allerede. Havde compiler-gruppen fundet på sådanne krav, havde RC måske set meget anderledes ud. Men det fandt vi ikke på fordi vi ikke kendte vigtigheden af at forstå behovene. Desuden var metoden nok enkel og nyttig, men bestemt ikke robust og præcis.

Trods mine forsøg på kulturel tilpasning, blev mine kolleger på Handelshøjskolen ved med at anse mig for specialisten der mente at IT var vigtigere end forretning - når alle vidste at det jo forholdt sig omvendt.

I 1999 blev jeg udlånt til det nye IT universitet, der fik Mads Tofte som direktør. Mads var ærke-datalog fra DIKU, men viste sig at have et naturtalent for ledelse. Under hans lederskab opstod et nyskabende universitet med en ånd der på mange punkter kunne minde om det gamle RC.

Det betød desværre også at man arvede syndromet med at alle gjorde hvad de syntes var rigtigt, og at den store sammenhæng derved vantrivedes. Fx opstod der også på ITU den traditionelle kløft mellem CS og IS. Blandt mine CS kolleger blev jeg anset for ham der anså økonomi og ledelse for vigtigere end datalogi - når alle jo vidste at det forholdt sig omvendt.

I dag udnytter jeg ofte mine mange erfaringer til at hjælpe IT opstartsvirksomheder. De lider næsten alle sammen af samme syndrom som compiler-gruppen gjorde: teknisk perfektionisme uden sans for kundernes og markedets egentlige behov. De unge mennesker bilder sig ind at de ved hvad markedet har brug for, og det kan være meget svært få dem til at tage kontakt med virkelige, potentielle kunder. Når det lykkes, bliver de til gengæld chokerede over de virkelige behov. Lykkes det tilstrækkeligt tidligt, er det muligt at redde situationen og udnytte den tekniske kreativitet.

Tilværelsen har mange grøfter og det kan være svært at holde sig midt på vejen. Jeg har lært hvor vigtigt det er at holde balancen, især når grøfterne råber om kap: her går vejen, ikke der hvor du går. En anden vigtig ting jeg har lært er at når en guru bliver for stor, spærrer han for udsynet.

5 af 5. Trykt i Dansk Datahistorisk Forenings festskrift, 2005: Regnecentralen - dansk institut for matematikmaskiner. Gengivet med tilladelse af redaktørerne Henning Isaksson og Ole Pedersen.

Søren Lauesens billede

Kommentarer (4)

Hans Dybkjær

Det er en meget spændende beretning, dels pga. det historiske indblik i Regnecentralen, dels fordi grøften mellem purisme og nytte i datalogi er evigt aktuel. En falsk grøft, selvfølgelig, for de bedste til at lave nyttige systemer har også et solidt greb om det teknisk rene og robuste. Jeg var på DIKU fra 1981 til 1991 og genkender klart de to strømninger og udsagn som "pladder" om alt der ikke var hårdt, matematisk stof.
Selv var jeg mest inden for semantik, logik og kategoriteori, men i dag som softwareudvikler er jeg da lykkelig for at have været studerende og instruktor under Erik Frøkjær i systemudvikling i 1982 og 83, og for på næstsidste år af 2. del, i 1985, at have været instruktor på dat0 samtidig med at Hasse Clausen blev underviser der og med sin nye bog "EDB-teknologien - strukturanalysens teknologi", nymodens ideer om user stories og meget andet var ved at hægte adskillige wannabe-dataloger af, men som vi som instruktorer blev nødt til at lære.
I arbejdet for at få succesfulde projekter i dag, er forståelse for brugernes oplevelser, arbejdsgange, situationer og behov generelt, tydeligt og selvfølgeligt nødvendige på lige fod med en dyb forståelse for teknologierne.
Ikke desto mindre er kulturgrøften dømt til at genopstå igen og igen, og dataloger dømt til hver især at erkende at begge sider er nødvendige.

Carsten Gehling

Regnecentralen har indirekte en helt særlig rolle i at jeg blev programmør. I 1985 (tror jeg nok) gik jeg på ungdomsskole i Viborg. Indtil da havde jeg kun rodet med, hvad jeg selv kunne finde på med en C64 derhjemme og en Piccoline i folkeskolen. Men på ungdomsskolen var der en gut ved navn Søren, som arbejdede på Regnecentralen i Århus. Hver uge drønede han fra Århus til Viborg for at undervise os i Comal og strukureret programmering. Det var ham, der såede de første frø hos mig om, at det var noget, der kunne være min fremtid.

Så tak Søren fra Regnecentralen - hvis du sidder derude et sted, så vid at du gjorde en kæmpe forskel for en 14-årig dreng fra Viborg. :-)

(og hvis det er dig Søren, der skriver bloggen her, så er det et fantastisk sammentræf...)

Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer