Gæstebloggen

Citrix Synergy 2013: "Hvor-som-helst-hed", brugeroplevelse og konkurrenceevne

Så er Citrix Synergy 2013 vel overstået. Lidt over 3 dage med over 6.000 mennesker samlet fra hele verden i Anaheim, Los Angeles, USA.

Og denne gang var der (heldigvis) helt atypisk for en it-konference anno 2013 tonet godt ned for brugen af "Cloud Computing" og Citrix viste, at de har genfundet deres kernebudskab, som CEO Mark Templeton leverede i fin form til en fyldt arena i Anaheim Convention Center tirsdag den 21. maj. Og visionen er tydelig: "Citrix is going mobile"! Og man har fundet tilbage til det dybe fokus på "any-ness" (eller som vi siger på klingende dansk: "hvor-som-helst-hed"), som virksomheden altid har været kendt for. Altså, at it-brugeren skal kunne arbejde hvor-som-helst fra på hvad-som-helst og i hvilket-som-helst system. Og det altså uden brugeren skal gøre noget anderledes fra scenarie til scenarie - det er en ensartet og fuldt genkendelig oplevelse hver gang. Og Citrix fylder så alskens bagvedliggende teknologi på, så man endda kan få en stærk brugeroplevelse fra alle typer adgangsscenarier. For hvad er "any-ness" værd, hvis tingene kører så langsomt, at man alligevel ikke kan få en dyt arbejde fra hånden, når man nu sidder på dataforbindelsen i sommerhuset, som ens 3 teenagebørn har spist al båndbredden af til deres on-line spil og konstante Facebook-opdateringer …

Men tilbage til Mark Templeton, der flere gange får slået fast, at arbejde ikke er et sted; men noget man gør, der hvor man nu er. Og det er fuldstændigt transparent for brugeren - man skal ikke gøre tingene anderledes bare fordi adgangsscenariet er anderledes. Citrix - og ikke mindst deres CEO - har en tydelig vision om, at hvis det er muligt at arbejde bedre så vil man også leve bedre. Work better - live better. Den tanke bliver så bakket op af en meget følelsesladet video med en kundecase fra et af USAs førende børnehospitaler. Og ja - det bliver en kende "amerikansk" med mange følelser. Vi følger en børnekirurgs dagligdag og hans testimonial om, at han - på baggrund af hospitalets indførelse af en "full-blown" Citrix-løsning - kan udføre sit job markant bedre. Han kan hjælpe kolleger med vurderinger af røntgenbilleder lige meget hvor han måtte befinde sig, han har adgang til alle patientoplysninger hele tiden og på ethvert tænkeligt apparat. Og han kan endda få sit kald som læge, hvor ting ofte kan være et spørgsmål om liv og død, til at gå op med, at han også en gang imellem vil se familien.

Og jeg køber den dæleme. På trods af de lyserøde kanter i indlægget, så kommer det mere rationelle budskab også igennem. Specielt i forhold til den næsten evindelige diskussion, vi har herhjemme, om vores manglende evne til at klare os mod en 9. klasse fra Kina - eller bare generelt om vores konkurrenceevne. Her er en software-producent, som toner rent flag; work better - live better. Udfør dit arbejde, hvor du nu måtte være - uden at være amputeret af ikke at have adgang til nødvendige it-systemer eller kolleger. Hvis nu den kreative idé opstår 7 dage inde i de 3 ugers afslapning på ferien, fordi hjernen endeligt har fået luft der - så udnyt det dog! Og så ved jeg godt, at 99,9% af Danmarks stressforskere lige røg op fra deres yoga-måtter med høje råb om, hvor vigtigt det er at adskille arbejde og fritid … Ellers bliver vi bare stressede. Og der er jeg bare 110% uenig. 8-16 jobbet røg altså ud med badevandet, dengang vi for alvor blev "ramt" af globaliseringen. Specielt hvad angår vidensmedarbejdere. Dem, som alle siger, skal sikre vores unikke danske innovationsevne.

Så praktisk talt hele taletiden i Mark Templetons keynote tog udgangspunkt i deres ønske om, at man med fleksibilitet og mobilitet kan give os alle - eller i hvert fald de af os, der er it-brugere til daglig - en bedre balance mellem arbejds- og privatliv. Og det var faktisk en befriende teknologi-bits-og-bytes fri indfaldsvinkel, der blev lagt for dagen. Der var fuld fokus på hvad dælen det reelt er, som vi skal med teknologien - hvad den er til for. Og det er en vinkel, der falder i god jord hos undertegnede. Og ja; så kan mere teknologifokuserede kolleger fra branchen godt skyde en i skoen, at det er teknikken, der skal være omdrejningspunktet; men til det kan jeg kun spørge, hvad der er til for hvad…? Basta!

Og hvis det endeligt skal være, så er det da heller ikke fordi, det skortede på imponerende teknologi. Der kan nævnes forbedringer af brugeroplevelser med endnu mere grafikoptimering af 2/3D tunge applikationer. Og hvor Citrix's egenudviklede specialprotokol HDX (the artist formerly known as ICA!) tidligere har været i front på både LAN- og WAN- forbindelser, så er HDX nu også optimeret til mobilnetværket. Og det betyder, at brugeren kan få en endnu mere flydende oplevelse, når systemerne tilgås via 3G og 4G forbindelser. Og netop disse forbindelser er super essentielle for hele drejningen mod brug af tablets og smartphones som de foretrukne devices for brugerne, når de er mobile.

Nyt var der også på filsynkronisering- og delingssiden. Citrix har med ShareFile allerede markeret sig markant på denne front ved at gøre det muligt for it-afdelinger at tilbyde deres brugere at synkronisere og dele filer både eksternt og internt - og det uden at gå på kompromis med sikkerheden. Man kan endda have data placeret i eget datacenter og ikke kun i "skyen". Og det nye er så, at denne synkronisering også kan peges ind mod eksisterende SharePoint- og almindelige netværksdrev. Og det UDEN at skulle gøre noget ved dataene først (læs: foretage fuld migrering af data ind i løsningen). Det er altså stærk tobak for at modvirke al den data, der siver ud af virksomheder, når brugerne kaster sig over "skygge-it-værktøjer” som DropBox, Evernote mv. for at kunne løse deres opgaver. Samme funktionalitet - bare sikkert.
Også på collaboration-fronten - og dermed på Citrix tidligere indkøb af den danske Podio-platform - var der spændende nyt. Den bliver nu beriget med real-time opkald og videofunktion. På den måde udbygges den netop lancerede chat-funktion med lyd og billeder. Man vil altså kunne sidde og arbejde med et givent projekt, se om kolleger og/eller samarbejdspartnere er on-line og så direkte inde fra platformen kontakte disse på videokonference og fx tage fat om en ny idé. Endnu et eksempel på hvor teknologien anvendes til at effektivisere arbejdsgangen. Denne nye funktion blev på fineste vis demonstreret af Jon Froda - en af de oprindelige "founding fathers" i Podio.

Og så var konferencen fyldt til bristepunktet med labs og sessioner, hvor de mere teknisk anlagte deltagere kunne få jord under neglene og arbejde med produkterne. For mange af lanceringerne er allerede i produktion eller kommer meget snart her til juni.

Som man måske kan ane, så synes jeg, at konferencens tema om "hvor-som-helst-hed" var særdeles positivt - et tema, der er yderst aktuelt for os danskere. For os der gerne vil være med til at give effektiviteten - og dermed konkurrenceevnen - et nøk opad. Og som også gerne vil kunne forene det med, at man også skal kunne være sammen med familien og måske holde fri en gang i mellem. For selvom vi konstant kan læse i medierne, at de store virksomhedsbosser fokuserer på, at det er det danske lønniveau, der er problemet, så kunne det måske også være, at det "bare" var den teknologiplatform, som selvsamme virksomheder stiller til rådighed for deres medarbejdere, der ikke er helt så innovativ og fleksibel, som den kunne være? Hvem ved?

Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere