Martin Ernst bloghoved

Business casen er som den grimme ælling – det kender Sundhedsplatformen alt til

Illustration: Kreandi

En af de mange glæder jeg har som far til børn på hhv. 2 og 4 år er, at jeg får lov at læse eventyr op for dem. Et af mest populære eventyr hos ungerne er H.C. Andersens ”Den grimme ælling”.

Gårsdagens oplæsning af dette eventyr gav mig idéen til denne overskift, som giver jer læsere et ”sneak peak” af resultaterne for dette års undersøgelse af danskernes brug af business case og gevinstrealisering.

Den første blog jeg skrev for Version2 var omkring trends i business cases og gevinstrealisering baseret på 2017 undersøgelsen. Min konklusion var, at der skete ingenting, som i INGENTING. Gevinstrealiseringen halter gevaldigt. Det viser sig at holde meget godt stik i 2018 også.

Jeg kunne godt underholde med en række statistikker fra undersøgelserne, men i stedet vil jeg aktivt bruge nogle af de kommentarer, som jeg har fået til mine blogs. Der er virkelig meget guld her, som har gjort stort indtryk på mig.

Og de kommentarer fortæller virkelig, hvordan folk har det med dette styringsværktøj; business casen er virkelig den grimme ælling, der bliver nappet efter og sparket ud efter. Helt som i eventyret.

Jeg har grupperet kommentarerne i tre emner, hvor de to første handler meget om den offentlige sektor. Jeg plejer at sige, at den private sektor godt kan lære af den offentlige sektor – som det også sker den anden vej. Derfor tager ingen skade af at læse de to afsnit først.

Business case og gevinstrealisering virker ikke i den offentlige sektor – men det er forkert

Jeg har mødt argumenter omkring, at business casen ikke virker. En af de mest toneangivne kommentarer er:

”Og som følge af at det offentlige generelt er et cost center, betyder også at du ikke bare kan tage din 'private virksomheds' business case værktøjskasse og bruge den ukritisk. Et godt eksempel er f.eks. faktureringsdelen af sundhedssektoren, hvor vi kan se, at dette fokus på fakturering fra f.eks. regioner til staten afstedkommer unødig behandling, og et stort ressourceforbrug på administration. Alt sammen noget som ikke gavner Kunden/Ejeren/skatteyderne. Hvis en Business case skal virke, skal den være et 'levende dokument' og have rod i virkeligheden og fagligheden for det fagområde den skal bruges i.”

Bl.a. argumentet med at den offentlige sektor er et cost center, og dermed kan business casen ikke bruges, kan jeg ikke forstå. Selvfølgelig kan det det, da det handler om at identificere de nye funktioner i det værktøj/IT-system, som sammen med en forandring (adfærd eller strukturel ændring) giver gevinsterne.

Vi forvalter andre folks penge, så vores ansvar er at identificere de funktionelle ændringer og estimere de gevinster, som er nødvendige. Business casen skal nemlig fortælle, hvordan investeringen skal gøre det hele bedre.

Dvs. business casen handler ikke om indtægter alene, men også reduktion af udgifter, kvalitetsforbedringer etc. Derfor kan business casen bruges i alle brancher.

At business casen skal være et levende dokument, kan jeg kun være enig i! Men vi bliver nødt til at baseline et par versioner undervejs, som ligger til grund for en beslutning.

Ovenstående kommentar bliver bakket op af et par argumenter relateret specifikt til regionernes implementering af nyt Elektronisk Patient Journal (EPJ):

”Så hvis du sammenligner din rigtige business case fra sundhedsplatformen, som du jo må være glad for? Mod Regions Syddanmark, som sikkert bliver glade for deres nye system. Så vil jeg som del betaler af hele gildet, nok heller se en god implementering end din perfekte styret business cases. Eller lidt Jysk snusfornuft og jordbundenhed, mod Sjællandsk forflysk business cases som ikke holder :-)”

Nu er jeg ikke glad for den business case, og det er Rigsrevisionen heller ikke.

Det er noget makværk, som Henning fra Verion2 også er inde på. Eksemplet viser, at interessenterne er ligeglad med business casen, bare de får noget, som de er glade for. Og det bliver bakket op af argumentation om ”den skjulte dagsorden ”…

”Det har jo været en del, som jeg forstår det, af en skjult dagsorden i Sundhedsplatformen. … Altså det er langt mere vigtigt at systemet effektiv rapporterer tidsforbrug til administrationen, end at systemet er effektivt og mindsker tidsforbruget. … Serieproduktion og samlebåndsarbejder virker godt, også på hospitalerne, i mindre enheder og for enkelte ting. Som operation for stær. Men de fleste ting, hvor også det største forbrug forefindes, er ikke lige til at sætte i kasser, eller krydse af. Det er derfor, hvis man tror på store effektivisering gevinster ved EDB på hospitaler, at man er dømt til at tabe. … Din løn til en uvedkommende business case, er også en ekstra udgift, der ligesom et dårligt understøttende edb-system kommer til at koste i den anden ende. Altså i behandlingen.”

Jeg understregede bl.a. i bloggen om Region Syddanmarks manglende business case, at den offentlige sektor har langt de største IT-budgetter, og dermed har de også en forpligtelse i at styre det på bedste vis.

Business casen er et af de værktøjer, som skal sikre, at vi ikke smider penge ud ad vinduet. Min holdning er klar; vi skal starte initiativer, som gør, at alle parter kommer til at opleve en forbedring. Dvs. det er min ambition at skabe noget, hvor folk ikke råber ”konsulenter er en ekstra udgift”, men ”konsulenterne tjener deres løn hjem 7 gange”. Den eneste måde en konsulent kan nå det sidste ”råb” er ved at sætte sig med fagligheden og kunden og skabe en business case, som holder vand.

Det understreger igen behovet for, at Rigsrevisionen skrev en rapport om netop Sundhedsplatformen. Selv om Rigsrevisionen er høflige og politisk korrekte, så får Sundhedsplatformen ikke mange pæne ord med på vejen. Og det er ikke kun business casen, som for høvl. Selve implementeringen, testen og uddannelsen har der også været noget galt med.

Business casen for den digitale lovgivning får svært ved at blive en hvid svane

Der var et par argumenter for, at den digitale lovgivning ikke ville virke – og der var følgende argumenter:

”Jeg tror ikke det kommer til at ske, hvis det skal blive bedre, skal det også være målbart, og hvordan måler man lige en lov er blevet mere digitaliseringsklar...”

En meget vigtig pointe er, at man skal gøre sine gevinster målbare, så man kan se, at man skaber den korrekte forandring – og hvorfra denne forandring starter. Herfra skal man se kaskadeeffekten igennem processer og organisationen, som til sidst leder ud til en regnskabsmæssig forandring til det bedre. Det er blevet glemt mange steder.

”Men hele "Post Danmark sagen", har jo vist at man f.eks. for Digital Post ikke har lavet en ordentligt business case. Man har jo valgt kun at lave business casen på 'gyngerne' alt imens de offentlige besparelser man 'burde' have set er blevet delvist udhulet af at værdien af det offentlige selskab 'Post Danmark' er faldet pga. brevforretningen er forsvundet. Jeg synes langt langt de fleste af de tiltag vi ser fra offentlige side har karakter af 'taktiske digitaliserings tiltag', med et mere snævert 'lokalt' fokus. Problemet med taktiske digitaliserings tiltag er, at deres praktiske impact kan være en helt del mere vidtrækkende, end de umiddelbare lokale økonomiske gevinster. Det jeg savner er mere strategiske tiltag, der hviler i et solidt fagligt grundlag.”

Jeg er helt enig omkring, at en væsentlig forudsætning for digitalisering er, at vi får en digitaliseringsbar lovgivning. I min verden betyder det, at vi piller ”skøn” ud af loven, og at vi simplificerer den. Der er mere stof til det, men det må behandles i en anden blog. Regeringen laver aftale om digitaliseringsbar lovgivning, men det virker som om, det er blevet glemt lidt. Hvad er status her? Shhhyyy … ikke spørge højt om det.

Men det sidste citat handler i større grad om, at business casen for digitalisering – og specielt i den offentlige sektor – kræver en holistisk tilgang. Dvs. en gevinststyring på tværs af staten, regionerne og kommunerne samt os borgere. Jeg har endnu ikke set en business case, som omfavner dette – hvor gevinsterne er blevet realiseret til fulde.

Mistet tillid til beslutningstagerne

Nu har jeg gemt det vigtigste til sidst – nemlig, at der er en klar tendens til, at interessenterne har mistet tilliden til beslutningstagerne. Jeg har tidligere brugt begrebet, at der bliver skabt en romantiseret business case, som skal understøtte investeringen. Andre undersøgelser viser også, at ledelsen har størstedelen af ”skylden” for den bundlinje, som skabes med business casen.

Der blev bl.a. kommenteret:

”Der sidder overflødigt mange personer i styrelser og ministerier som gør mere skade end gavn - digitaliseringsstyrelsen er oplagt for nedlæggelse, og hovedparten af energistyrelsen som f.eks står fadder til den dybt tåbelige energimærkning, for bare lige at nævne nogen. For ikke at tale om at antallet af administrativt personale, stik mod intentionen, er vokset voldsomt i kommunerne efter kommunalreformen, på bekostning af de varme hænder. Så jo, en del af business casen kunne sandelig godt være at fyre rigtig mange papirnussere, som Glistrup kaldte dem, og så ansætte flere varme hænder til at højne den kernevelfærd som er under voldsomt pres.”

Ledelsen får ikke mange pæne ord her – og en anden kommentar har et klart budskab om arrogance:

”Dem, der sidder og tager disse beslutninger, er arrogante, de ved bedre, og derfor er der ingen grund til egentlig at spørge nogen om noget ... Er der ikke lige meget Jeppe på Bjerget over disse projekter, man beder firmaer som McKinsey, Accenture og PwC da de selvfølgelig altid er dem, der ved bedst, men når det egentlig kommer til stykket, så bruger man disse firmaer, fordi man ikke selv vil stille sig op og sige, at man har begået en fejl, og at det er alle andre der har skylden. Førhen kunne man forvente sådan en holdning fra Politikeren, i dag har det spredt sig til embedsværket ... og hvad får skatteyderne ud af det; tjoe de må se at det offentlige og deres håndlangere smider deres surt tjente skatte kroner i et sort hul ...”

Udfordringen er, at ledelsen ikke bliver målt på realiseringen af de business cases, som de producerer. Vores undersøgelse indikerer, at lederne i højre grad skal holdes op på det, de lover. Spørgsmålet er om lederne omkring Sundhedsplatformen bliver holdt ansvarlige?

Ud over arrogance kan man så tillægge udfordringen med den skjulte agenda:

”Gevinsten ved ANPG-systemet er, at man kan få slået mange flere biler op end man kunne før og derfor kan kontrollere mange flere biler end man kunne. DET er gevinsten. Problemet er bare at man har haft en skjult agenda og indført et system som gør meget mere end det.”

Nu kom jeg med et argument om at Politiets ANPG projekt er en god business case, men det druknede i en diskussion om masseovervågning (som helt sikkert bliver forstærket af endnu et tiltag hos Politiet. Jeg har en ambition om at fortælle om flere gode business cases. Jeg modtager tips med tak (og så vil de blive blæst op på bloggen).

Alle i eventyret hakker på den grimme ælling, og her bliver der hakket på business casen.

Fra den grimme ælling til smuk svane

Hele vejen igennem H.C. Andersens eventyr, har hovedpersonen den opfattelse, at den kun er en grim ælling, som ingen vil kendes ved. Først til sidst opdager hovedpersonen, at den var en svaneunge og faktisk er en smuk hvid fugl.
Vi er kun lige i starten af eventyret om business casen. Der er lang tid til, at business casen og gevinstrealisering bliver en smuk svane. Og for at det kan ske, så skal vi (ikke bør vi, men skal vi) blive bedre til at fortælle, hvorfor vi gør det – og gør det evidensbaseret, som Paul-Henning Kamp også efterlyser i sin blog.

Resultatet, af de svar PHK får, skal indgå i en business case, som så kan bruges som beslutningsgrundlag og grundlag for den efterfølgende gevinstrealisering. Jeg er spændt på at se anstrengelserne af hans forespørgsel.

Dvs. her bliver der gjort tiltag til, at business casen bliver solid og ikke romantiseret, som der er set alt for mange eksempler på.

Om Sundhedsplatformen bliver en hvid svane, er uklart for mig. Jeg har som konsulent overtaget en del projekter, som var kørt i hegnet. Min erfaring fra disse projekter er, at det tager mindst et år at rette op på det, og det koster mellem 30-40% af, hvad det til dato har kostet.

Lad os sammen opdrætte de hvide svaner og ikke se dem som de grimme ællinger.

Hvis du gerne vil bidrag til vores undersøgelse, så kan du nå det endnu.

Sidste års undersøgelse kan du læse mere om her.

God fornøjelse med svaneopdrættet!

Kommentarer (21)
Bjarne Nielsen

Du skriver:

I min verden betyder det, at vi piller ”skøn” ud af loven, og at vi simplificerer den.

Nej, lad os endelig ikke gå den vej. Det fjerner den sidste rest af plads til at være menneskelige. Hvem vil dømmes af en robot?

Knivloven er et eksempel på, hvor vigtigt det er at have plads til "anerkendelsesværdige formål", og den nuværende diskussion om de to primtals artikler i forslaget til det planlagte copyright-direktiv er et andet - hvordan kan man give plads til satire, hvis ikke man efterlader plads til et skøn?

Retspraksis har da også udviklet sig siden middelalderen og tillader nu plads til skøn over undskyldelige eller særlige forhold. Er personen sindsyg, så giver konventionel straf ingen mening, men er personen sindsyg? Og hvor mange decimaler skal der være på sindsyge, før det må gøre en forskel?

Kender man folk, som har været i kløerne på vores sociale system, som kender man også adskillige eksempler på, hvordan firkantede regler kun har gjort ondt værre, og et større rum til at skønne og se det store billede, i stedet ville kunne have hjulpet folk ud af fælden; istedet bliver de fastholdt eller endda gravet endnu dybere ned. Der må være en god businesscase på at skønne noget mere.


Men det leder mig over i et spørgsmål, som har været en sten i min sko et stykke tid: businesscases handler om at måle på det kvantificerebare, men hvordan rummer man så svært kvantificerbare kvaliteter? Skal man skønne? Husker man at skønne?

Hvad er businesscasen for at passe ordentlig på borgernes data? På udgiftsiden er hardware, drift, ekstern bistand og måske endda et tab af muligheder og omkostninger ved tabt bekvemmelighed, på "indtægtsiden" er et "fy, ha da" med fed skrift fra Datatilsynet og et prestigetab, som sikkert er glemt på 14 dage. Det lyder som en oplagt businesscase.

Hvor meget koster fem for tidlige dødsfald i en businesscase om at egen læge og hospitalerne skal snakke bedre sammen? Og hvem siger at det lige er fem? Og vejer et liv for en direktør med tusinder af ansatte i Rungsted lige så tungt, som en hjemløs fra Vestjylland? Der er måske ligefrem overskud i businesscasen på at lade den sidste møde sin skaber nu fremfor senere.

Hvordan håndterer man det i en businesscase? "Glemmer" man det bare, fordi det er svært at kvantificere, men derimod er genstand for skøn?


PS: IMHO, så er det, som vi skal "pille ud af loven", de 800 undtagelser, som er opstået, fordi vi ikke tør efterlade plads til at andre foretager et skøn. Principper, ikke regler!

Martin J. Ernst Blogger

Nej, lad os endelig ikke gå den vej. Det fjerner den sidste rest af plads til at være menneskelige. Hvem vil dømmes af en robot?

Med AI så kommer det på den ene eller anden måde til at gå den vej. Enten som brugere af det offentlige eller som kunder af virksomheder.

Dog var det ikke meningen med det jeg skrev, at vi skulle dømmes, som man dømmer i en retsal.

Jeg mener, at vi skal netop simplificere, og det kommer du selv ind på med de 800 undtagelser, som er opstået (og som koster en bondegård af den store type at understøtte med it) samt sikre at sagsbehandlingen kan håndteres med et minimum af manuel sagsbehandling. Husk at sagsbehandling er en operationalisering af lovgivning og bekendtgørelser. Denne sagsbehandling kunne være "Udsendelse af pas", "Udbetaling af boligstøtte" etc. Det har ikke med ændring af retspraksis at gøre.

Men det leder mig over i et spørgsmål, som har været en sten i min sko et stykke tid: businesscases handler om at måle på det kvantificerbare, men hvordan rummer man så svært kvantificerbare kvaliteter? Skal man skønne? Husker man at skønne?

Det er det store spørgsmål du stiller. Og vigtige! Jeg vil gøre mit yderste til at prøve at besvare dem. Med garanti kommer jeg ikke hele vejen rundt.

En business case skal indeholde målet med den investering, som man ønsker at foretage. Typisk at noget skal blive bedre, mindre, større etc.
Hvis man ikke trækker en streg i sandet (det vi kalder at baseline), så ved vi ikke, hvor vi starter (AS-IS). På samme måde skal vi sætte et mål for hvor vi skal nå hen (TO-BE). Gevinsten er selvsagt målingen ved TO-BE minus målingen ved AS-IT. Man kan kun se, om man når det, hvis man måler.

Mit postulat er, at alt kan måles - det er kun et spørgsmål om fantasi og omkostninger ved det.

Man kan fint måle prestige og dermed evt. tab eller forbedring. Der er gennem tiden gennemført mange "prestige" målinger. Gallup og Epinion lever af det. Det er ikke udfordringen - men hvad er konsekvenserne ved det? Hvorfor så måle på noget, som alligevel ikke giver konsekvenser? Det sjove bliver først, når man sætter sig et mål, at vi skal stige fra en 2'er til en 8'er på 10-skala. Først der er der bonus til ledelsen.

Men så kommer vi til den svære del af spørgsmål. Hvad er et liv værd?

Dette spørgsmål må Det Etiske Råd svare på.

Men jeg mener, alle liv er lige meget værd. Uanset race, religion eller titel på visitkortet. Derfor skal ét liv reddet gælde for én!

Som jeg selv var inde på i min blog, så er jeg far til to mindre piger på hhv. 2 og 4 år. Og jeg kom til at tænkte på en af de grupper, som jeg har undervist på ITU, og som skrev om business casen for implementering af et udstyr, som kunne forhindre nyfødte i at blive født med for lidt ilt. Der diskuterede vi, hvor afgræsningen var på denne business case. Er det kun hospitalet? Eller skal vi tage hele den offentlige sektor? Eller mere end det?
Hvis man alene så det ud fra hospitalets synsvinkel, så var det en dårlig business case. Der var ingen procesbesparelse etc.
Men hvis man så det ud fra hele den offentlige sektor, så var det en no-brainer. Omkostningerne ved at understøtte et helt liv til en, som startede livet med for lidt ilt, overstiger investeringen af det nye udstyr 1000 gange. Så en forbedring (gevinst) på én (ikke én gang om året men blot én i hele udstyrets levetid) ville sikre en tårnhøj ROI.
Så kommer det sidste lag; de følelsesmæssige ... og som far begynder man at tude ved tanken.

Pointen er her, at man godt kan sætte tal ved en business case. Men man skulle turde have en holdning og se det i det holistisk perspektiv, men også stoppe op, når man ikke kan med sikkerhed sige, at vi påvirker det. Specielt i den offentlige sektor, hvor det ikke nødvendigvis er den samme organisation, som høster det, der bliver sået. Derfor har vi brug for en koordinerende funktion under it-rådet, som styrer "høst og så" problematikken.

Håber, det gav et tilfredsstillende svar ...

Bjarke Jensen

Man kan fint måle prestige og dermed evt. tab eller forbedring. Der er gennem tiden gennemført mange "prestige" målinger. Gallup og Epinion lever af det. Det er ikke udfordringen

Disse "målinger" er alle baseret på skøn. Enten hos respondenterne eller den der har lavet målingen.
Så det er muligt man kan måle alt, men spørgsmålet er om målingen er noget værd eller om man bare kobler delvist tilfældige tal på synsninger og skøn.

Bjarne Nielsen

Mit postulat er, at alt kan måles - det er kun et spørgsmål om fantasi og omkostninger ved det.

Og mit postulat er, at det kan man kun sjældent ... :-)

I stedet, så ender man tit med at måle på noget andet, og så får man sjovt nok det, som man måler på. Et produktionsmål om mindst 5 tons øloplukkere giver en øloplukker på mindst 5 tons, fordi det er det nemmeste .

Og synes du det er et absurd eksempel, så kig på resultatmålskontrakterne i det offentlige. F.eks. måltal for antallet af fartbøder. Tåbeligt mål, når det man i virkeligheden skulle måle af antallet af trafikdrab - bortset fra, at der er sammenhængen imellem handling og måltal så indirekte, at det er ubrugeligt.

Eller historien om, at kundevendt personale blev målt på mersalg, og samtidig blev givet muligheden for at give rabat for at fremme målet om mersalg - resultat var, at kunderne nu fik en "gratis" læderspray med - på bonnen står der så: læderspay - $5, rabat - $5. Det var næppe, hvad man havde i tankerne, og god fornøjelse med at formulere det mål, så det ikke bliver de ca. 10 km lovtekst (skrevet i A4 format og lagt i forlængelse), som efter sigende findes på dagpengeområdet.

Med AI så kommer det på den ene eller anden måde til at gå den vej.

Det bestemmer vi forhåbentlig stadigvæk selv. Om vi vil være herrer eller slaver af teknologien. Hvis haven ikke passer til robotplæneklipperen, er det så haven eller robotten, som skal "optimeres"? Bevares, tjenestefolket må gerne få en køkkentrappe, bare vi er enige om, at de er tjenestefolk og ikke ejere af huset.

Dog var det ikke meningen med det jeg skrev, at vi skulle dømmes, som man dømmer i en retsal.

Næh. Og jeg er også enig i, at vi kommer til at se det blive brugt i mange sammenhænge, hvor vi ikke rigtigt kan forhindre det. Så vi kommer til at leve med det, og vi bliver nødt til at indrette os efter det. Men det kan godt betyde, at vi skal give det mindre plads, fremfor at give det mere plads.

Efter sigende findes der allerede kunstig intelligens, som kan forudsige hvilke argumenter, som vil være de bedste af fremføre i en retssag. Og så bliver det helt bibelsk: dem, som har mulighederne, dem skal flere gives!

Men jeg vil så stadig have lov til at mene, at vi hellere skulle se på, at gøre vores lovgivning menneske-venlig fremfor digitaliseringparat. Trækker det i samme retning, så er det fint med mig, bare man har prioriteterne på plads.

Vi kom fra snakken om skøn, og hvis skøn er med til at gøre reglerne menneske-venlige og trælse for maskinerne, så har jeg svært ved at se problemet; faktisk kan det endda ses som en løsning til at kompensere for urimelige forskelle i forudsætninger. Eller er vi derhenne, hvor der ikke kan skrives en god business-case for at have plads til os almindelige mennesker?

Martin J. Ernst Blogger

Allerførst tak for en god diskussion, Bjarne!

Og mit postulat er, at det kan man kun sjældent ... :-)

Jeg tror, at vi taler lidt forbi hinanden, men vi faktisk er enige. For vi kan godt måle alt. Det du tager om er, at hvis vi måler noget, så "får vi det, som vi måler". Du har nogle fine eksempler på dette - og der er helt sikkert flere eksempler, hvor de kommer fra.

Hvis vi laver en bonusstruktur, så er det klar at alle medarbejderne ønsker at få en bonus, så de arbejder for at målene. Det gælder også når man opstiller en business case - og sætter målene for denne case, så (burde det trække i den retning). Det er ledelsens vigtigste opgave, at sætte nogle mål, som trækker virksomheden/organisationerne "i den rigtige retning" og er i tråd med strategien. Det ser jeg bare alt for mange eksempler på, at man suboptimere enten bonussen eller business casen, ved at opstille mål, som ikke er i tråd med den overordnet strategi. Business casen (op bonus) skal således bygge på den samme vision - og derfor er det ledelsen ansvar at skrive business casen - ikke konsulenter. Bevares - de kan godt få hjælp, men det er deres ord og visioner, som skal gå i den business case. Disse ord og visioner kræver at man kan se at gå i den rigtige retning - og derfor skal vi målinger, så vi kan se, at vi er på vej i den rigtige retning. Som tiden går og vi konstatere, at vi ikke flytter os, så skal vi foretage ledelsesmæssige korrektioner. Disse korrektioner kan vi ikke foretage, hvis vi ikke foretager målinger ...

Det bestemmer vi forhåbentlig stadigvæk selv. Om vi vil være herrer eller slaver af teknologien.

Det kan vi kun være enig om. Men jeg tror stadigvæk på, at det kommer til at gå den vej. For der er nogle som starter med det, og så bliver eksemplerne flere og flere. Det er også pointen i Dan Browns seneste bog (uden at afslører for meget).

Men jeg vil så stadig have lov til at mene, at vi hellere skulle se på, at gøre vores lovgivning menneske-venlig fremfor digitaliseringparat. Trækker det i samme retning, så er det fint med mig, bare man har prioriteterne på plads.

Der er vi faktisk også enig. Men det ene udelukker ikke det andet. Faktisk mener jeg det er to forskellige ting. Menneske-venlig lovgivning er en anden diskussion end at have regler, som kan digitaliseres.
Jeg går op i, at have respekt for mennesket, men det er nu en gang politikkerne, som står for lovgivningen. Vi andre står for at implementere og forvalte denne lovgivning på bedste vis, som vores evner tillader det.

Jesper Frimann

Hov, det plejer at være god skik, at skrive hvem man citerer!

Jeg kan godt genkende mine kommentarer når jeg ser dem Martin !
Jeg synes du bruger min kommentar til en stråmand.

Bl.a. argumentet med at den offentlige sektor er et cost center, og dermed kan business casen ikke bruges, kan jeg ikke forstå

Det er jo ikke det jeg siger. Det jeg siger er, at du ikke kan bruge en "Virksomheds Værktøjskasse businesscase" ukritisk på et cost center.

Og som følge af at det offentlige generelt er et cost center, betyder også at du ikke bare kan tage din 'private virksomheds' business case værktøjskasse og bruge den ukritisk

Jeg siger ikke, at du ikke kan lave en business case på en offentligt projekt. Hvis man tager udgangspunkt i definitionen af en rigtig business case. Så er business casen's opgave at se på alle værdi perspektiver ved f.eks. et projekt.
Problemet er bare, at det er som reglen bare ikke det man fokuserer på når man bestiller en business case. Der er det udelukkende en ekstra 'rapport' til at underbygge det man gerne vil gøre. Det er i det mindste min erfaring.

Langt fleste af de business cases vi har set i offentlig regi, er skrevet til at retfærdiggøre noget man gerne 'vil'. Som regel noget, der har med at gøre at nogle folk med sildesalat på skuldrene gerne vil noget, typisk noget de får en karrierer mæssig eller økonomisk gevinst ved.

Hva skal man så gøre ?

Jeg har en kollega, som udtrykker det meget godt. Et offentligt projekt skal enten resultere i bedre service, eller billigere service på samme niveau (hvor de sparede midler enten bruges på mere service eller skattelettelser) eller for at efterleve et lovkrav. Alt andet er spild af tid og penge. (Andre vil så sige at dårligere service mod skattelettelser også er OK).

Problemet er bare, at det er ikke nemt at lave en business case, der er politisk neutral. For sådanne business cases har det med at træde nogen, der har en politisk mening over tæerne.
For rigtig rigtig meget politik er ikke baseret på fakta eller evidens men derimod irrationelle følelser.

// Jesper

Martin J. Ernst Blogger

Hov, det plejer at være god skik, at skrive hvem man citerer!
Jeg kan godt genkende mine kommentarer når jeg ser dem Martin !
Jeg synes du bruger min kommentar til en stråmand.

Beklager, Jesper. Det var på ingen måde meningen, at du ikke måtte nævnes. Vi diskuterede om vi skulle bruge navnene, og kom til den konklusen og vurdering, at man nok ikke ønskede sit navn frem. Så jeg gjorde det jeg gjorde med udgangspunkt i respekt for personerne.

Men ellers plejer jeg at citere korrekt.

Og det er klart, at man tager de kommentarer man forstår og sætte dem sammen til noget som giver mening.

Jeg har en kollega, som udtrykker det meget godt. Et offentligt projekt skal enten resultere i bedre service, eller billigere service på samme niveau (hvor de sparede midler enten bruges på mere service eller skattelettelser) eller for at efterleve et lovkrav. Alt andet er spild af tid og penge. (Andre vil så sige at dårligere service mod skattelettelser også er OK).

Jeg mener også at man kan have versioner af offentlige business case, som giver mere service (ikke nødvendigvis bedre) for samme omkostningsniveau. Samt at man kan business cases, hvor den organisation som udfører dette ikke får noget ud af det - da det skal bruge som fundament for andre business cases.

Problemet er bare, at det er ikke nemt at lave en business case, der er politisk neutral. For sådanne business cases har det med at træde nogen, der har en politisk mening over tæerne.
For rigtig rigtig meget politik er ikke baseret på fakta eller evidens men derimod irrationelle følelser.

Men business casen skal være politisk neutral. Det skal alle styringsværktøjer generelt være. Ingen kan leve med politiske korrekte rapporteringer, hvis det hele falder ned om ørerne. For sandheden kommer altid for en dag. Det er præcis det der er ske for Sundhedsplatformen.

Jeg vil forsætte med at opfordre til alle - både i den private og offentlige sektor - til at skrive de korrekte business cases. Også må det være op til politikkerne til at tage det ud af business casesene, som passer til deres partifarve. Det er ikke en opgave for embedsværket eller konsulenter.

Og det er det nemmeste i verden at skrive en korrekt business case, da det er baseret på fakta. De politiske korrekte er langt svære at finde rundt i ...

Gert Madsen

Jeg mener, at vi skal netop simplificere


Man kan jo godt simplificere designet, uden at simplificere lovene. Dvs. dele processen op i flere trin, og automatisere de dele, som er egnet. I en delmængde kan det hele nok automatiseres.
Jeg tænker feks. på Skats inddrivelsessystem, som skulle håndtere 400 forskellige metoder/typer af gæld. Hvor langt var man kommet med at implementere de hyppigste 10 typer ?

Peter Sjoelin

Hej Martin,

Det er jo interessant læsning. Jeg bemærker dog, at programlederen for Sundhedsplatformen gav udtryk for, at Sundhedsplatformen var en succes på årets Digitaliseringskonference i Århus.

Du er velkommen til at læse mere her: https://enterprisearkitekten.com/2018/03/14/sundhedsplatformen-erfaringe...

Med venlig hilsen

Peter Flemming Teunissen Sjølin
EnterpriseArkitekten.com

Hans Nielsen

Nu ved vi jo hvordan historien om den grimme ælling ender. Men at tro eller håbe på at det samme sker for sundhedsplatformen, er lidt langt ude ?

IC4, Amanda, SKAT er nok bedre steder at starte. Selv om jeg håber jeg tager fejl.

Et andet "men" er, at den jo går så grueligt meget igennem. Men her snakker vi jo nærmere patienter som risikere døden, på grund af manglende, for sent eller forkert behandling.
Så selv om det ender op med noget som "fungere" bedre eller lige så godt som før. Så tror jeg ikke vi kommer til at se det som en succeshistorie ?

Log ind eller Opret konto for at kommentere