yoel caspersen blog bloghoved

Boganmeldelse: Syv år for PET

Juleaften lå der under træet en gave, som jeg havde ønsket mig i et stykke tid, nemlig bogen "Syv år for PET - Jakob Scharfs tid" af Morten Skjoldager.

Bogen handler om de syv år, hvor Jakob Scharf var chef for PET, og den er en kronologisk gennemgang af en lang række sager, der fandt sted i perioden mellem 2007 og 2013.

Illustration: Privatfoto

Når jeg i dag kan bringe min anmeldelse af bogen, skyldes det muligvis Politikens ulydighed over for myndighederne, der forsøgte at forbyde bogen i 11. time.

Censur eller rettidig omhu?

Som bekendt valgte Politiken at offentliggøre hele bogen, da et fogedforbud var under opsejling.

Fogedforbudet skyldtes angiveligt, at PET før udgivelsen af bogen havde forsøgt at få den udleveret til gennemlæsning, så man kunne sikre, at den ikke indeholdt oplysninger, der kunne skade PET's operationer, forholdet til samarbejdspartnere eller bringe PET's medarbejdere eller andre personer i fare.

Både Jakob Scharf og forlaget afviste PET's anmodninger, og da PET 7. oktober 2016 fik nedlagt fogedforbud mod bogen, valgte Politiken to dage senere at udgive hele bogen som et tillæg til avisen.

Dermed faldt fogedforbuddet til jorden, og PET stod afklædte tilbage, mens debatten lignede en gentagelse af den famøse jægerbogssag fra 2009, der endte med at koste den daværende forsvarschef sit job.

Flere politikere, heriblandt den omnisciente Trine Bramsen, ønskede efterfølgende, at myndighederne skulle straffe Jakob Scharf for at have overtrådt sin tavshedspligt ved at udstede et Berufsverbot mod hans konsulentfirma Certa.

Hemmelige kameraer og dovne belgiere

Om Jakob Scharf har overtrådt sin tavshedspligt eller ej skal jeg ikke kunne udtale mig om, men efter at have læst bogen sidder jeg ikke tilbage med en følelse af at have fået adgang til hemmelige oplysninger.

Bogen indeholder ikke mange konkrete oplysninger om PET's metoder, men de få, der fortælles om, er som taget ud af en spionroman - fx hvordan PET etablerede en hemmelig overvågning af nogle mistænkte jihadister.

Under en efterforskning køber PET en brugt computerskærm af en helt specifik model og årgang, hvorefter de installerer et lille, hemmeligt kamera i den.

Herefter bliver skærmen under et indbrud i de mistænktes lejlighed ombyttet med de mistænktes egen computerskærm, og PET har nu adgang til at følge med i alt, hvad der tales om i lejligheden.

Er det kontroversielt?

Nej, det synes jeg faktisk ikke - det er en kendt sag, at kameraer i computerskærme generelt kan misbruges, og hvis noget, fortæller oplysningen om overvågningen blot, at PET har evnerne til at gennemføre en vellykket overvågning gennem lavpraktisk, "gammeldags" efterretningsarbejde - ingen masseovervågning eller grundlovsbrud her.

En anden oplysning, man får i bogen, er, at den belgiske efterretningstjeneste til fulde lever op til den karikerede fordom om belgisk bureaukrati - kontoret lukkede fredag eftermiddag, og gennem en hel weekend forsøgte PET forgæves at få fat i deres belgiske kolleger.

Det var i forbindelse med sagen om den etbenede bombemand på Hotel Jørgensen, som en fredag eftermiddag i september 2010 sad og fedtede med sin hjemmelavede bombe på et toilet, da den gik af ved et uheld.

Bombemanden blev efterfølgende anholdt i Ørstedsparken, og den indledende efterforskning viste, at den mistænkte havde forbindelser til Liège i Belgien.

Mandens identitet var et mysterium for PET, men man vidste dog, at han manglede et ben, lignede en bokser og talte fransk, og en journalist på BT fandt navnet på den mistænkte ved at foretage en række opkald til en række belgiske bokseklubber.

Jakob Scharf udtrykker i bogen sin ærgrelse over, at samarbejdet med de belgiske myndigheder ikke kom op at stå, før medierne på egen hånd havde fundet frem til den mistænktes identitet, og det er nærliggende at tænke, at kritikken af den belgiske efterretningstjeneste ikke forbedrer PET's nuværende samarbejde med dem.

Men fra en lægmands synspunkt virker det ikke som om, Jakob Scharf gennem sine udtalelser har skadet PET, og som helhed efterlader bogen faktisk PET i et positivt lys.

Er masseovervågning nødvendigt?

Bogen er spændende læsning, og gennemgangen af de mange sager, hvor PET har forhindret terrorangreb, giver læseren en følelse af, at der konstant er adskillige islamiske terrorangreb under optræk, og at PET gennem dygtigt efterforskningsarbejde og godt samarbejde med andre landes tjenester har forhindret de fleste angreb hidtil.

Samtidig får PET på puklen, når man flytter lidt rundt på et Christiania-besøg, og tabloidpressen står klar til at beskylde tjenesten for frås, når efterretningstjenestens chefer under besøg hos kolleger i Mellemøsten ikke indlogeres på et vandrerhjem, men i stedet tager imod de 3-stjernede hotelsuiter, der stilles til rådighed.

Dertil kommer, at det almindelige politi ikke kan holde på en hemmelighed, hvilket giver en masse praktiske problemer i samarbejdet mellem PET og de enkelte politikredse.

Jo, bogen giver faktisk et ganske loyalt billede af PET - og som en ellers liberal frihedselsker får man et øjeblik tanken, at PET skal have alle midler stillet til rådighed, så de fortsat kan beskytte vores frie samfund mod angreb fra jihadister og andre, som vil os det ondt.

Kort sagt er truslen mod vores levevis større, end vi går rundt og generelt gør os begreb om - og før eller siden vil der ske et angreb, hvor mange mennesker vil dø.

Det kan være et tog, der bombes på Nørreport station, en terrorist, der stjæler en lastbil og leger køreteknisk anlæg på Strøget i København eller et Mumbai style attack, hvor radikaliserede islamiske bandemedlemmer går amok med stjålne M/95-geværer i et stormagasin.

Et sådant angreb vil, ud over de direkte implicerede, i stor stil gå ud over samfundet, da svaret på angrebet vil blive mere kontrol, mindre frihed og større utryghed.

Derfor er det faktisk en lettelse, at Jakob Scharf i bogen konkluderer, at masseovervågning IKKE er svaret, og at en overflod af informationer faktisk vil gøre det sværere at efterforske, da vigtige spor kan gå tabt i mængden.

Menneskelige kilder vigtigere end teknik

I stedet mener Jakob Scharf, at man som efterretningstjeneste fortsat skal satse mest på menneskelige kilder, da de er langt mere effektive end hovedløs masseovervågning. Samtidig skal samarbejdet mellem danske og fremmede landes efterretningstjenesterne styrkes, så de rette informationer kan deles på det rette tidspunkt.

Selv om bogen om Jacob Scharf af nogle kan afskrives som en fyret medarbejders opgør med sin gamle arbejdsplads, er hans udsagn et vigtigt bidrag til debatten i en tid, hvor en stor del af den lovgivende forsamling i Danmark mener, at masseovervågning på magisk vis løser alle vores problemer med islamisk terror, børnepillere og andre vederstyggeligheder.

Bogen får mine varmeste anbefalinger og bør absolut være pligtlæsning for samtlige retsordførere i Folketinget.

Kommentarer (5)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Tine Andersen

Det der med Trine Bramsen linket, kunnne du have udeladt. Jeg kom til at genlæse tråden, og ak og ve.
At kvindemennesket så siden er blevet retsordfører, uden at at have forstand på de dele heller, gør mig yderst trist.

Men: Nu har vi Trump. Og alternative sandheder.
Det forekommer mig bare, at alternative sandheder har eksisteret i vores samfund- længe.

Mvh
Tine- Men uff Bramsen! Vi kalder hende Sokke-Trine herhjemme,

  • 1
  • 0
Yoel Caspersen Blogger

At kvindemennesket så siden er blevet retsordfører, uden at at have forstand på de dele heller, gør mig yderst trist.

Ja, hun har jo faktisk alt, der skal til for at blive statsminister en skønne dag.

Det forekommer mig bare, at alternative sandheder har eksisteret i vores samfund- længe.

Det er skarpt set. Derfor skal vi også lade dem komme til orde, som taler med baggrund i viden og reelle meritter - som fx Jakob Scharf.

  • 3
  • 0
Mogens Bluhme

Med det forbehold for øje, at emnerne er beskrevet ud fra Jacob Scharf's optik og han derfor fremstår sympatisk, er det alligevel tankevækkende så meget modstand der var mod ham i medierne, som også smittede af på mig. En mand, som vil forny får ikke altid applaus overalt i organisationen. Politiet satte sig naturligvis mod ideen om at ansætte flere analytikere i stedet for politifolk men Jacob Scarf kunne ikke tage til genmæle offentligt. Ligeledes blev der stlilet spørgsmål om hvorvidt den forgrenede kongefamile virkelig har det sikringsbehov, der retfærdigør de mange ressourcer, som bruges eller der mere skal tages stilling til adhoc trusselsvurderinger fra sag til sag.

Jeg var ikke i tvivl før - det er jeg nu.

  • 1
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere