Bliv din egen mobilmekaniker

Som shawarma-shops har de bredt sig i flere større byer i Danmark. Små butikker, som lever af at foretage reparationer af mobiltelefoner og andet elektronikgrej, der ikke er dækket af fabriksgarantier eller er påført selvforskyldte skader af brugeren.

Og det var netop af sidstnævnte årsag, at jeg kiggede forbi en reparatør inden juletravlheden sidste år. Jeg havde ødelagt min Samsung S2’s usb-stik ved at forsøge at tilslutte det opladeren med anvendelse af moderat vold. Gør det ikke! Reparatørens bud på 300 kroner fik mig til at tøve med at indlevere til reparation.

Det var lidt dyrt, syntes jeg, selvom jeg ikke ligefrem havde lyst til selv at forsøge mig med en voldsom loddekolbe på et spinkelt print. Så kom jeg i tanke om MiniInTheBox - et onlinefirma i Kina, som sender alverdens dimser uden fragtomkostninger. Og søreme: Herfra lod et usb-stik på printplade og med fladt datakabel sig bestille til Galaxy S2 til den fornuftige pris af 65 kroner - altså under den bagatelgrænse, som SKAT har fastsat for told og skatter. En hurtig søgning på YouTube viste flere videotræffere på en monteringsvejledning, inklusive angivelse af de fem skruer, som skulle fjernes for at få adgang til telefonens indre.

På operationsbordet

Op mod jul ankom det lille print, og så blev en af juledagene i ro og mag reserveret til at udføre operationen, som skulle tage omkring et kvarter. Jeg ryddede spisebordet, afmonterede skruer i ro og mag og brugte et guitarplekter til at brække mobiltelefonens plasticskaller fra hinanden. Lidt flere skruer til printet blev afmonteret og den indbyggede antenneledning forsigtigt afmonteret printet.

Det lille print til Samsung S2 er klar til montering. Besparelsen ved egenoperation blev 235 kroner.

Og så til den mest delikate procedure: At skaffe sig adgang til at udskifte det lille print. Monteringen gik glat på nær en grat på det nye print med usb-stikket, som først måtte fjernes for at kunne indpasses - jeg brugte en negleklipper. Samling af telefonen gik hurtigt, og det var med en vis portion glæde, at jeg kunne isætte det afmonterede batteri og se displayet lyse op. Operationen lykkedes, og patienten blev genoplivet via opladeren. Så der er penge at spare, men selvfølgelig ingen garanti for noget.

Relateret indhold

Kurt Westh Nielsens billede
Kurt er redaktør af Prosabladet, de it-professionelles fagblad. Han frygter overvågningssamfundet og hader blind tekniktro, men er begejstret over, at teknologi stadig rummer masser af potentiale til at ændre verden på en gode måde. Han blogger om grænselandet hvor teknologi møder samfund.

Kommentarer (18)

Kommentarer (18)
Simon Bjørnes

Jeg er helt enig. Jeg er begyndt at sige at en telefon bare en en lille pc. Kan du selv lave din pc kan du også lave din telefon.

Jeg har efterhånden lavet en del og det er så nemt.

Christian Nobel

"Under den bagatelgrænse, som SKAT har fastsat for told og skatter."

Og så er det at man endnu engang får lyst til at lufte sin harme.

For den grænse på 80 kr har eksisteret i dekader, men er ikke fulgt med almindelig pris- og især skatteudvikling.

År tilbage hed beløbet også 80 kr, men Pest Danmarks gebyr for at toldbehandle hed 75 kr - det hedder nu 160 kr, altså en fuldstændig skæv sammenhæng.
Hvis der skulle være rimelighed i det, så hang de to beløb i det mindste sammen.

Men hvilke politikere skal man råbe op (de lever jo i deres egen parallelle verden, så de aner sikkert slet ikke hvad der foregår)?

Michael Eriksen

Jeg lavede i efteråret noget lignende. Inverteren til en bærbar (Acer) PC var røget. Skærmen virkede som sådan, men baggrundsbelysningen var død. Jeg fandt en dims til 75 kr i USA og fik en pakke fra Hong Kong!

Det gav en del sved på panden at få pillet skærmen fra hinanden, men det lykkedes og skærmen er tip-top igen.

Michael Lykke

Fuldstændig enig! For det første er grænsen latterligt lav og for det andet så hører et gebyr på 160 kr ikke hjemme nogen steder.

Jeg havde "fornøjelsen" at købe en bog direkte fra en fotograf som er placeret uden for EU - Inden jeg havde betalt moms, told og gebyrer så endte bogen med at koste mere end det dobbelte af hvad selve bogen kostede fra fotografen.

Niels Henriksen

Hvor lang tid brugte du på at søge efter moduler.
Hvor lang tid gik der fra du bestilte den til du fik den
Hvor lang tid brugte du på at skille telefonen ad og lave dem
Hvad nu hvis du ved en fejl kortsluttede noget i telefonen? Dækker din forsikring?

Alt det i tankerne så syntes jeg nok at 300 er ok pris for at få lavet sin telefon.

Steffen Postas

Problemet med dette kommer frem så snart man køber en relativ nyere telefon, eksempelvis fra HTC. Jeg købte, for omkring 2½ år siden, en HTC One X, og muligheden for at skille den ad er desværre blevet sparret væk. Hele enheden er blot limet sammen i skærmen, så at skille den ad kræver desværre mere end finmotorik.

Lars Juul

...har også fået ny bagplade, nyt batteri og nyt frontglas hjemme på skrivebordet. Samplet pris for komponenterne (via amazon.de) oversteg ikke 15 EUR. Det var ikke uoverkommeligt, selvom man skulle bruge varme for at fjerne det gamle frontglas. En varm pizzasten viste sig at være ideel til formålet.

Henrik Pedersen

Bare lad være folkens! Det er ikke blodet værd (i bogstaveligste forstand).

Den er limet sammen i kanten, og videoerne på nettet får det til at se nemt ud at skille den ad. Men er skærmglasset knækket, så kommer det IKKE af i et stykke, og jeg endte med at bruge knapt 4 timer i alt på reparationen fordi det i stedet kom af i tusinde små stumper, der skulle skrabes op, og trækkes af.

Jeg fik til sidst lavet skærmen, og det virker fint nu, men hold da op et besvær. Næste gang køber jeg et paintballgevær og en ny iPad, og skyder til måls på den gamle. :| 

Jacob Gorm Hansen

Jeg smadrede frontglasset (ikke selve skaermen) paa en ny Nokia 720 for et aars tid siden. Jeg kiggede paa nettet og fandt masser af sites som paastod at det var nemt at fixe, og ville saelge mig et nyt glas med digitizer samt div. skruetraekkere osv. til en billig penge. Det var i praktis umuligt af goere selv, fordi det hele er limet sammen, og jeg endte med en totalt smadret telefon, og ca. 300 kr spildt paa dele som jeg stadig har liggende. Respekt for "shawarma"-shops som har erfaringen og udstyret til at fixe den slags, jeg holder mig til Raspbery Pi og stoerre maskiner i fremtiden...

Michael Eriksen

Der er 24 timer i et døgn. Man får løn i otte timer, sover i otte timer. Tilbage er der otte timer man enten kan spilde i et motionscenter eller blive intellektuelt stimuleret ved at bakse med teknologi.

Jeg ved godt hvad jeg fortrækker.

(Hvor er det latterligt man er nød til at redigere emnetitlen på V2 bare fordi et "Re:" sprænger grænsen på sølle 64 tegn!)

Kurt Westh Nielsen Blogger

Nogle gange er debatten herinde noget topspændt. Hvis nogle ikke har lyst til at bakse med den slags selv, så er forståelsen bestemt til stede hos mig. Jeg synes bare den slags reparationer kan være sjovt tilfredsstillende for mig personligt. Så jeg har det fint med bare at informere om muligheden for postordre løsningen, næste gang kan det være jeg ikke gider og får min lokale hardwarepusher til at fixe det. Det hele er vel bare værd at forholde sig til, så vi ikke blot står som får hos de officielle reparationskanaler, som i den grad forstår at bon'e privatforbrugere. Og så synes jeg selvfølgelig, der er et negativt eksempel på manglende CSR, når firmaer vælger at spænde ben for reparationer ved at lime ting sammen og gøre det umuligt at skifte eksempelvis batteri på mobile enheder.

Tillad mig lidt nostalgi: Jeg kan stadig huske, når jeg skiftede bremseklodser på min 2CV under årlige ture til Frankrig, hvor jeg købte klodserne til lavpris i det lokale supermarked og brugte fem minutter på manøvren i ferien. Fornemmelsen af at spare danske værkstedspenge ved selv at udføre proceduren var god ;-)
/kurt

Jacob Gorm Hansen

Det er da super-trist at det hele er limet sammen, og jeg koeber fx for det meste kun mobiler med udskifteligt batteri. Desvaerre er der mange reservedelswebsites og youtube-kanaler som lever af at faa reparationer til at se lettere ud end de er, og naar man staar med en dyr men smadret telefon i haanden er man et let offer for deres markedsfoering.

Jeg mener at byen San Francisco for nogle aar siden indfoerte forbud mod indkoeb af Apple-produkter, netop fordi de er saa svaere at reparere. Det samme kunne det offentlige goere i DK, selvom det er ret svaert at forestille sig en DJOEF'er uden iPhone... ;-)

Rasmus Rask

Som modstykke til kommentarerne fra de knap så eventyrlystne: Gør det!

For nogle år siden tabte jeg min HTC Hero (som så mange gange før). Denne gang landede den dog helt fladt, med bagsiden mod asfalten, hvilket var mere end den kunne klare:

http://goo.gl/ZPE7I5 (edit: link til billede på Facebook - V2's CMS ødelægger mit link).

Spurgte forsigtigt en TDC butik hvad det ville koste at få den repareret: 2.000 kr.

I stedet bestilte jeg en fredag nyt glas fra Kina, fik det sendt express og havde det mandag, til en samlet pris på under 200 kr. Det tog ca. 15 minutter at skifte.

Der blev selvfølgelig ikke brugt så meget lim i mobilerne den gang, men det var stadigvæk enormt tilfredsstillende at fixe skidtet selv! :)

Kurt Westh Nielsen Blogger

Jeg tog mig god tid på frankrigsturen. Den største hindring var faktisk, når den de stejle bjergveje over Mt. Blanc krævede nedgearing til 1. gear - det krævede, at bilen skulle hole helt stille, men så kunne køen bagefter os få mulighed til at overhale ;-) Et sæt bremseklodser til skivebremserne på forreste hjul kostede under 20 kroner i det lokale supermarked, og udskiftningen krævede en skruetrækker og fem minutter på supermarkedets parkeringsplads, akja ;-)

Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer