Billetlugen rammer muren - igen

Så er den gal igen med Billetlugen. Det er billetter til The Wall med Roger Waters i Parken, som der i går blev meldt udsolgt til, selvom det ikke var tilfældet. Politiken har holdt regnskab, og skriver at problemer er dukket op, hver gang Billetlugen har udbudt store og efterspurgte koncerter med eksempelvis Madonna, Robbie Williams, AC/DC, U2 eller George Michael.

Ved U2-koncerten var det dog ikke selve billetlugen, der gik ned, med derimod DIBS, der formidler af kreditkort-transaktioner. Så vidt jeg ved har andre på markedet, eksempelvis Danske Spil, sikret sig mod den slags ved at have en fail-over kontakt med en udenlandsk betalingsformidler. Det burde også ligge inden for Billetlugens muligheder at få det. Hermed er rådet givet videre.

Billetlugen har løbende forsøgt at løse problemet med mere hardware, mere serverkapacitet og bedre internetforbindelser. Men måske er det som med myldretid: Jo bedre vejene er, desto mere forsøger folk om de ikke kan møde på arbejde præcist kl. 9, hvilket skaber trængsel på vejene.

Tidligere har version2 omtalt QueueIT som en løsning på netop denne slags problemer. Her får brugerne, via en cloud-baseret kø-service, udstedtet nummer som giver adgang til sitet efter tur. Lige som nede hos bageren søndag morgen. En lidt firkantet løsning, men praktisk og god.

Men prøv selv. I dag kl. 10 åbnede salget til den anden opførelse af The Wall i Danmark, denne gang i Herning. Er der mon hul igennem?

Rettet kl. 14:45: Sætning om DIBS er tilrettet - tak til Mikkel

Kommentarer (27)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Peter Nørregaard Blogger

Billetlugen fortæller lige nu at

Bemærk!

Der bliver i øjeblikket ikke lukket flere igennem købsprocessen pga. stor belastning. Forsøg venligst igen om lidt! Vælg eventuelt en anden priszone"

De kunne i den grad have brug for en kø-mekanisme, ser det ud til.

  • 0
  • 0
#3 Søren S. Nielsen

...men kunne man ikke hoste hele dynen på en enorm cloud hvor der så skaleres liniært med antallet af brugere der forsøger at komme igennem? Billetter til Kandis Kopi Band på Østre Hakkelse kasserne? Billetlugen bruger 2 servere. Billetter til Madonna i Parken? Billetlugen bruger 2000 servere.

Jeg ved ikke om det kan laves flydende, men en scalingfunktion i stil med pc'ens cpu skalering må kunne lade sig gøre. Man kan også vælge at stikke fingrene i ørene og benytte sig af de teknikker der var tilgængelige for 5-10 år siden, hvilket det lader til at Billetlugen har valgt.

  • 0
  • 0
#5 Deleted User

En moderne server kan uden problemer holde hele reservationslisten til en koncert i hukommelsen 100 gange, hele listen kan læses eller skrives i hukommelsen omkring 1000 gange i sekundet, eller omkring 10 gange i sekundet til og fra disk. Et 10 Gb netkort kan (forudsat at ydelsen er 50% af det teoretiske maks) spytte 3000 stk. 200 kB sider ud i sekundet, mindst 10 gange så mange hvis man skærer alt øjegøglet fra og bare giver kunderne en side hvor man kan bestille billetter. PHK har sagt at man kan regne med at en moderne processor i hvert fald kan leverer 1 mia. operationer i sekundet, men regner man efter med SIMD instruktioner, parallel eksekvering osv. er det faktiske tal på nuværende tidspunkt vist nærmere 10 mia. operationer i sekundet, per kerne. Med blot 4 kerner giver det over 10 mio. operationer til rådighed til hver sidevisning, hvis vi altså vel at mærke går ud fra de 3000 sidevisninger i sekundet.

Kan det virkelig passe at folk ikke kan finde ud af at opsætte et servermiljø som kan håndtere nogle hundrede tusinde brugere indenfor et par timer?

  • 0
  • 0
#6 Dennis Krøger

Det er ikke nogle få hundrede tusinde brugere indenfor et par timer, men "samtidig".

Når tidspunktet nærmer sig, logger alle på, mange med flere browsere/computere for at øge deres chance for at slippe igennem nåleøjet, og derefter bliver der refreshet på livet løs.

Når der så bliver åbnet for salget har serverne allerede travlt, men nu sker der en endnu flere requests, eftersom at nu skal der også undersøges hvilke billetter der er ledige og spore sessions.

Jeg tror at du kan mangedoble de "3000 sidevisninger i sekundet".

  • Det ændrer dog ikke på at der må være noget helt galt, enten med hvordan de har lavet sitet eller med processen for at købe billetter til store events i det hele taget eller begge dele.
  • 0
  • 0
#7 Jakob Jensen

Clouds er vel næppe løsningen alene, men mindre deres frontend side holdt op med at svare. Lur mig om ikke problemet overstår ved flaskehalse. Første flaskehals: billetsøgning, her kan kun bruges en central database? og man skal søge og matche alle kunders krav - og sørge for at brugerne ikke får samme plads. Anden flaskehals: Betaling, processen afhænger af performance hos en ekstern leverandør. Hvad de behøver syntes rigtigt nok at være en kø-mekanisme/god netscaler, som kan begrænse adgangen til købsprocessen.

  • 0
  • 0
#8 Kristian Poulsen

Jeg forstår ikke hvorfor man ikke bare laver en lodtrækning. De nuværende systemer giver jo alligevel brugerne oplevelsen af at det er en ren tilfældighed hvorvidt det lykkes at købe en billet eller ej.

Man kunne jo så booke i en periode over nogle dage, og så vente med spænding på om man har vundet.

Det vil også betyde, at folk ikke sidder og spilder deres tid på overbelastede servere, hvilket mange arbejdsgivere nok også vil sætte pris på.

  • 0
  • 0
#9 Deleted User

Så ville du sikkert se bestillinger fra: Kristian A. Poulsen Kristian B. Poulsen Kristian C. Poulsen ...

For at øge chancen for at få en billet. Hvis du så vinder, så siger du bare med nogle af dem "jeg har ombestemt mig".

  • 0
  • 0
#10 Deleted User

De 3000 sidevisninger er for en enkelt server med et enkelt netkort i 2000 - 3000 kr klassen, og den kan som sagt levere mange flere sidevisninger hvis man rydder siderne for unødvendigt tingeltangel.

Når det er sagt, så er det måske nok en god ide at få et DDOS filter sat op så man kan smide F5 brugerne af.

  • 0
  • 0
#14 Jeppe Toustrup

Ideen giver sådan set god mening. En kunstner skal alligevel optræde hvad enten der er 100 eller 10.000 tilskuere, så hvorfor ikke få så meget ud af det som muligt? Det er vel bedre for kunstneren at få 10 gange så mange folk ind til koncerten der betaler det halve, der bliver trods alt også brugt penge på garderobe og til drikkevarer.

Måske kan det også komme salgen af billetter til livs, hvor folk bare køber billetter for at sælge dem videre dyrere.

  • 0
  • 0
#18 Bjarke Walling

Saml folks informationer først i en runde, uden man behøver skynde sig. Send et unikt link i en e-mail, hvor man skal godkende sine billetter. Dette link kan folk sidde og refreshe. Der åbnes for godkendelse på et bestemt tidspunkt. Serverne skal herved "blot" koordinere hvor mange billetter/pladser der er godkendt. Det dur selvfølgelig ikke til nummerede pladser.

  • 0
  • 0
#19 Morten Bulskov

Jeg kom fint ind på sitet - laver den hurtigste mulige bestilling (4 billetter, bedst mulige sted, bedst mulige plads" -> Returnerer " Du skal prøve at lave et andet valg". kynder mig at vælge plænen ståplads -> samme svar i ALLE kombinationer.

Hvad del af den bagvedliggende algoritme går galt? De har tydeligvis skaleret web frontend, men hvad f***** hjælper det hvis den stump kode der skal lave fremsøgningen i DB ikke virker?

Det lykkedes ikke - heldigvis havde jeg en god ven der havde mulighed for at gå i Fona.

Det virker som om at Billetlugen har tænkt "nu slipper vi dem ind, så kan de ikke sige det er gået ned, men så kommer vi med en fejlbesked om at du har dummet dig, lav et andet valg. Så er det ikke vores fejl"

Jeg forstår ikke hvordan det nogensinde lykkes at sælge billetter i udlandet til større arr. - er der ingen der har udviklet en løsning der rent faktisk virker??

  • 0
  • 0
#20 Thomas Johansen

Som Morten Bulskov skriver så gik det galt med deres "billet søgning".

En simpel køb ville have afhjulpet det hele, og folk ville kunne forstå det. Billetlugen bør jo vide hvor mange deres system kan håndtere ad gangen, og resten bør sættes i kø. Så må man vente til det er ens tur, også selvom man er i kø som nummer 1240! (her er det vigtigt at man kan se sit nummer i køen). Og hvis man så vælger at refreshe sin browser så ryger man bare bag i køen, så stopper de fleste nok med det.

Det burde være forholdsvis simpelt at lave og skalere uden det skaber pres på deres billet system.

  • 0
  • 0
#21 Jens Christensen

Til den forrige U2 koncert havde man et nummer i køen. Problemet var kun, at det talte op (!). Det var vist Billetned den gang. Direktøren mente ikke, at der var et problem, for de havde jo fået solgt alle billetterne %o) Ideen med kø er nu ellers god. Så føler man, at man er på vej og pumper ikke løs på F5, starter 14 browsere og hvad vi ellers har af tricks i posen.

Jeg havde samme oplevelse mandag. 2 billetter, giv mig hvad I har - og får et 'der er ikke billetter til det ønskede'. Går helt ud og forventer at se arrangementet udsolgt, men kan sagtens komme ind igen og danse samme dans som Morten. Dræbende.

  • 0
  • 0
#22 Peter Nørregaard Blogger

Deres problem er formodentlig ikke databasen, men selve arten af opgaven "billet-salg".

Den væsentligste flaskehals er den delte ressource, nemlig adgangen til billetterne. Hver bruger kan bestille op til otte billetter inde for én af et antal priskategorier og der er kun 35.000 billetter i alt. Hvis du dertil lægger, at hver bruger sidder på billetterne i op imod fire til fem minutter, før de enten køber eller lægger dem tilbage i puljen, så er alle billetter reelt ude af spil allerede efter nogle få tusinde brugere.

Hvis billetterne oven i købet er til nummererede pladser, som brugeren selv kan vælge (tænk bio-booking), ja, så bliver udfordringen særdeles voldsom, selv ved få hundrede samtidige brugere.

Resten må pænt vente – ikke i kø, men i et stort masseslagsmål ude foran porten.

Uanset server-kapacitet, båndbredde og hardware, så er der en indbygget grænse i selve situationen, som begrænser antallet af brugere til en brøkdel af de interesserede ad gangen.

Det er en gåde, hvorfor Billetlugen ikke har arrangeret at folk venter i en kø.

  • 0
  • 0
#23 Hans Schou

Hvis man normalt ville starte med at sælge billetter d. 10. i måneden, så kunne man starte 3 dage før og auktionere dem bort. Start med 1mill kr. for en billet, og sæt prisen ned 10% hver time (eller en lavere procent hvert sekund). Når man så til d. 10. sælges der til normal pris.

De rige der ikke gider sidde i kø, køber så inden horderne vælter ind, sådan ca. dagen før eller noget.

Måske er der noget lovgivning der siger at man ikke må auktionere billetter bort, men hvis ikke, så sæt igang.

  • 0
  • 0
#24 Kristian Poulsen

Det lader til at Billetlugen rent faktisk har et ventelistesystem, men det er åbenbart arrangøren der bestemmer om den funktionalitet skal benyttes eller ej.

Citat fra Billetlugen.dk

Klubben har forsøgt at finde den mest fair løsning for salg af billetter, og har besluttet at oprettet en venteliste på www.billetlugen.dk, der åbner her på siden onsdag den 1. september klokken 12.00. 48 timer senere (3. september kl. 12.00) lukkes ventelisten, og der trækkes derefter lod blandt alle på ventelisten om de udloddede kamppakker. De heldige vil modtage en e-mail med instruktioner om hvordan man køber pakkerne.

Spændende hvordan det kommer til at gå ...

  • 0
  • 0
#25 Claus Agerskov

Nu designer jeg ikke systemer, så mit forslag kan være langt ude i skoven.

I flere dage op til salget åbner, vælger man i alt op til fem prioriterede billetkøb eksempelvis:

  1. To billetter sæde 2 og 4 række 25
  2. To billetter sammen mellem sæde 1 til 15 på række 23 til 28
  3. To billetter sammen række 20 til 32
  4. To billetter sammen til maks. 300 pr. billet
  5. To billetter maks. 300 DKK pr. billet

Disse knyttes til en identifikation - eksempelvis brugerid og adgangskode.

Alle disse informationer deles ud på mange servere.

Når salget åbnes kan disse servere ved et hurtigt opslag til en central server svarer tilbage på den højeste af prioriteterne, som stadig var ledig.

Samtidig blev disse pladser reserveret i få minutter, mens betalingen foregår via et af de mange betalingssteder.

Nå betalingen er gennemført kontaktes den centrale server igen, så reservationen bliver til et salg.

Hvis der ikke kommer svar inden for tidsfristen fra betalingsstedet, frigives billetterne igen.

Ved den løsning er alt delt ud på flere servere med undtagelse af pladsernes status.

Det var sådan, jeg ville lave sådant et system.

Mvh. Claus Agerskov

  • 0
  • 0
#26 Claus Agerskov

I stedet for at prisen blev det, man havde budt, så skulle prisen være det laveste af budene, som gav en fyldt koncert eller prisgruppe.

Auktionen skulle selvfølgelig have en mindstepris, som var lig den normale koncertbilletpris.

Mvh. Claus Agerskov

  • 0
  • 0
#27 Peter Ettrup Petersen

I et interview med Brian Johnson, blev han spurgt om de ikke bare skulle sætte billetprisen højere, når der nu var udsolgt til alle shows. Han svarede at arrangørerne med vilje havde fået loft på billetprisen, så fans'ene stadig kunne være med. Jeg tror heller ikke at drengene fra AC/DC savner mønt. Deres Black Ice Tour havde en omsætning på over 440 millioner $, hvilket gør den til den omsætningsmæssigt næststørste koncerttourne nogensinde, kun overgåat af Rolling Stones.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere