Bekæmpelse af høje smittetal

Af alle naturlove er Darwins på mange måder den simpleste, den siger blot at hvis et eller andet er godt til at formere sig, bliver der flere af dem.

Man er nødt til at skære Darwins indsigt helt ind til benet på den måde, hvis man skal forstå den fulde konsekvens.

Forfatteren Neil Gaiman har påpeget at Darwins lov gælder for historier: Historier formerer sig ved at blive fortalt til nogen, der synes de er så gode at de fortæller dem videre.

Historier muterer også.

Når nogen glemmer pointen til en vittighed dør den, dem der hørte den amputerede version fortæller den ikke videre.

Andre gange forbedres historien ved et uheld, måske blev "vair" fejlhørt som "verre" og pludselig var fodtøjet ikke af egernskind, men af glas. Skoen passede stadig kun Askepot, men de skræmmende ortopædiske konsekvenser fik folk til at spidse øren.

Bortset fra at existere, gør selve historien ingenting, den forandrer ikke sig selv, den har ingen indflydelse på hvem af spejderlederne der fortæller den, den beslutter sig ikke for at blive oversat til fransk.

Men hvis det er en god historie og omstændighederne er rigtige, et lejrbål efter solnedgang, med bedstemor på bagsædet på en laaaaang biltur, kan den formere sig og derved overleve.

Bortset fra proteinmangelen, hvilket er uvæsentligt, er der ingen fundamental forskel på askepot og Covid-19 set fra Darwins synspunkt.

Siden den første historie blev fortalt ved bålet for ti- hvis ikke hundredetusinder år siden, har GMH, Gen-Modificerede-Historier været hot business.

Talrige ledere har i tidens løb været gudernes afkom, eller som et minimum, velsignet af dem, endnu flere drenge har prøvet at få pigen til at le og det falder åbenbart helt naturligt for bitre mennesker at lyve om andre.

Men at det er intelligent design forandrer ikke på historiens grundpræmis: Kun gode historier overlever, kun historier der på en eller anden måde resonerer nok i modtagerne til at blive husket, bliver fortalt igen.

For at være god behøver en historie ikke være troværdig, tværtimod faktisk, det er netop det fantastiske aspekt der får de bedste historier til at blive hængende, for hvad nu hvis jeg havde sådan en bønnestage ?

I den harmløse ende får den slags fantasier folk til at rende rundt i den lyse danske bøgeskov og slås med skumgummisværd og papskjolde, eller til at tage på uges vikingferie på Trelleborg i sommerferien, uden dog at gå så langt som til at dø af autentisk koldbrand eller blodforgiftning.

I den mildt skadelige ende får det flere hundrede fjolser til at opføre sig sundshedsmæssigt idiotisk på Rådhuspladsen, midt under dødelig luftbåren pandemi.

I den katastrofale ende får det en flok "rigtige mænd" til at lege parkour og pisse på gulvtæppet i USAs Kongress.

Forskere der har kæmpet i et århundrede for at forstå hvorfor vi bliver syge, og hvordan vi forhindrer det, har som historie beset ikke en chance for imod Bill Gates, når han prøver at fjernstyre os alle sammen via 5G basestationer og helt ny vaccine, bla. indeholdende en guitarpedal, som alle skal have så hurtigt som muligt.

I både USA og UK har smittetallet for den slags faktastridige konspirationshistorier længe været over 1.0 og begge samfund er blevet alvorligt syge af det.

Hvordan bekæmper vi bedst den pandemi ?

phk

Kommentarer (42)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#2 Henrik Juul Størner

Jeg tvivler på de kan bekæmpes. Reduceres, måske.

Ud over de eksempler PHK trækker frem kan vi jo tage hele samlingen af religioner, der heller ikke er "troværdige, men fantastiske". Ingen nævnt, ingen glemt. Dem har vi rationalister forsøgt at udrydde siden oplysningstiden i 1700-tallet, og at dømme efter begivenhederne i min levetid har vi ikke haft meget held med det.

Måske ville noget konsekvenspædagogik være på sin plads. Lad vaccinefornægterne passe coronapationerne - uden værnemidler, det er jo ikke farligt, så skulle en antivaxx'er få det lidt skidt er der ingen grund til at behandle ham/hende.

  • 15
  • 2
#3 Martin Dahl

Dawkins generaliserer smukt Darwins princip i The selfish Gene.

Hvis man besad en generel metode til at tvinge "smittetallet" for et vilkårligt gen eller meme til under 1, ville man formodentlig kunne etablere et verdensherredømme i end-of-level-boss-stil.

I det givne eksempel med konspirationsteorier og sølvpapirsskepsis, skal man fokusere på de etablerede medier.

Medierne er i sig selv memes, som føder på formidling og forstærkning af andre memes..

Medierne og en kritisk stor masse af journalister og redaktører, har i den første digitale tidsalder udvist en utilgivelig forsømmelse af pligten om at formidle kontekstualiseret og faktahenvisende indhold.

Perioden har været kendetegnet ved hellere at interviewe det ene fjols, end at formidle de 99 fornuftige menneskers holdning til sagen. Hellere fremstille den enkelte kriminelle som stereotyp, end at skildre den fredelige sameksisterende dagligdag for det øvrige flertal.

Resultatet er blevet flere kliks, mere vrede, mere fejloplysning. En dumheds-eigenvektor eksponentieret af medierne og deres ansattes egenkærlighed.

Der er masser af eksempler på medier, som gør det anderledes, men tag et kig på dem, der trækker flest eyeballs.

  • 26
  • 1
#4 Carsten Thomsen

De fleste sociale medier er baseret på at skabe så høj en smitte faktor som muligt, ved at gøre budskaber "virale", udafhængig af indhold og fakta.

For at undgå at sociale medier bliver "censur maskiner" kan følgende "mekaniske" tiltag udføres:

  1. Indfør et delay på t sekunder for enhver deling/like.
  2. Gør sociale medier til betalings tjenester, f.eks. $10 pr. år.
  3. Indfør "frimærke" gebyr på emails, og andre kommunikations tjenester.
  4. Kræv NemID eller lignendne sikker identifikation af brugere. Brugere må stadig gerne optræde anonymt men deres navn og fysiske adresse/identifikation skal være lagret og gennemgå regelmæssige audits.
  5. Stil statsligt krav til tilladelse af drift af web services. Det kræves allerede for at få lov til at køre bil, flyve fly, drive virksomhed, og betale skat, have en bankkonto osv.
  6. Forbyd al cross-site tracking o.l.

Ja, jeg tænker på lovgivning! Bedre det end censur.

Ovennævte har til formål at ændre koefficienterne i de ekspontielle funktioner, og vil kræve en dramatisk ændring af de sociale mediers nuværende forretningsmodeller. Og det er nok på tide.

  • 12
  • 2
#8 Poul-Henning Kamp Blogger

De fleste sociale medier er baseret på at skabe så høj en smitte faktor som muligt, ved at gøre budskaber "virale", udafhængig af indhold og fakta.

Her bliver vi nok nødt til at være ret præcise, hvis det ikke skal gå galt, for samtlige "kommunikationsmedarbejdere" og "journalister" foruden "spindoktorer", "influencers" og "psyops-agenter" i efterretningstjenester trækker på samme hammel.

Vi kan ikke gøre det et simpelt spørgsmål om pay-for-play, for så overlader vi banen til Rubert Murdoch, Fox News og CIA, KGB osv.

  • 6
  • 1
#11 Carsten Thomsen

Jeg foreslår nogle mekanismer til at fjerne den fuldstændige eksponentielle vækst som sociale medier i dag søger efter og designer deres algoritmer efter. Min grundlæggende indgangsvinkel er et finde "ingeniørmæssige" mekanismer til at dæmpe disse "resonancer". Inten fly fik lov at flyve hvis det havde dansk slags mekanismer i sit design.

Ja, alle ændringer vil have bi-virkninger, med det betyder ikke at dæmpningsmekansimer ikke bør overvejes.

Og pay for play findes allerede. Vi skal betale for musik, film, software, fysiske produkter, osv. og iøvrigt er vi i Danmark tvunget til at betale støtte til DR og TV2 via multimedie afgiften og snart, over skattebilleten.

  • 0
  • 0
#13 Ole Kaas

... på et forum som hævder at henvende sig til IT professionelle?

SoMe - som jo må tilskrives en del af problemet med "alternative fakta" - kører jo ovenpå systemer vedligeholdt af IT-professionelle. Hvilke tiltag kunne man som IT-professionel tænke sig - og ikke midnst ikke tænke sig blev søsat for at dæmme op for "de gode historier", fake news, tilskyndelse til vold o.s.v.? Politikere kan jo beslutte lige præcis hvad de vil - så vi må hellere hjælpe dem til beslutninger der virker og giver mening.

Hvad ville konsekvenserne mon have været hvis et par af de store aviser havde været lige så meget mikrofonholder for Trump som FB og Twitter har været? Altså ukritisk at trykke præsidentens tweets som læserbreve unden overhovedet at forholde sig til indholdet og rigtigheden heraf.

  • 18
  • 4
#16 Lars Pedersen

De føjer sig til rækken af gamle konspirationsteorier som dem om hvidt overherredømme, strukturel racisme og patriarkatet.

Teorier uden hold i virkeligheden, men som ikke desto mindre udbredes på universitetet, af politikere og medier, og som også afføder vold, censur og undertrykkelse.

  • 6
  • 17
#18 Ivan Skytte Jørgensen

Der er flere typer smittekilder / folk som spreder sammensværgelsesteorier:

  1. Dem som gør det for at få opmærksomhed
  2. Dem som gør det for at tjene penge
  3. Dem som gør det fordi de tror på dem.

Type 1 inddæmmes lettest ved vise dem at de er skadelige for samfundet, eller give dem andre muligheder for at få opmærksomhed. Det nytter ikke at ignorere dem, for de vil blive ved med smitte.

Type 2 kræver hård hånd, for de er ligeglade med andre mennesker. Et eksempel er dem som sælger "5G protection units", som består af en håndfuld kobber tråde i epoxy.

Type 3 kræver opmærksomhed og at man lytter til dem, og så stiller dem kritiske spørgsmål eller påviser selvmodsigelser. F.eks. ved "fake moonlanding" kan man påpege at der i så fald var omkring mindst 40.000 amerikanere involveret og ikke en af dem er kommet med beviser (som de burde have let adgang til); samt at amerikanerne ikke engang kan holde det hemmeligt hvor den præsidentielle penis har været. Det hjælper ikke at være fjendtlige overfor dem, for det vil blot få dem til at holde op med at høre på dig.

  • 9
  • 0
#20 Tom Paamand

Dawkins generaliserer smukt Darwins princip i The selfish Gene

Nej, Dawkins oversimplificerer og misforstår Darwin. Dawkins havde særligt i sine tidlige bøger en så voldsom trang til at udrydde religion, at han rask væk får bortforklaret enhver form for eventuel medfødt humanisme også.

Hvor jeg dog kan se en genklang i PHKs forførende ord, er at selv om folk flest ønsker at "det gode" vinder, dutter en levedygtig fortælling sjældent uden en ordentlig skurk. Det skældes Hollywood grundigt ud for, men er jo blot en opfølger på religiøse fabler og andre eventyr.

En solid grundangst kan udløse traumer om grumme trolde under egen seng. De findes jo ikke, og ingen tager dig alvorligt - men hvis skrækken omskrives til at der er grumme indvandrere under sengen, kan man blive valgt til Folketinget.

Enhver diskussion er umulig, når det reelle problem således er omskrevet til ukendelighed. For andre hedder skurken 5G/Corona, og hvis man i stedet slår på gryder foran Folketinget, skræmmer det ondskaben væk og dulmer smerten...

Nu har jeg så gjort alting værre, ved både at viderespille fjendebilleder og dæmonisere modparter, så at mødes i fordragelig og nærme sig en forsoning blir umulig. Udfordringen er i stedet at finde en gylden middelvej, hvor vi ikke accepterer hinandens galskab, men formår at elske hverandre alligevel!

  • 18
  • 1
#21 Søren Koch

Nu har jeg så gjort alting værre, ved både at viderespille fjendebilleder og dæmonisere modparter, så at mødes i fordragelig og nærme sig en forsoning blir umulig. Udfordringen er i stedet at finde en gylden middelvej, hvor vi ikke accepterer hinandens galskab, men formår at elske hverandre alligevel!

Samt at vi ikke pr automatik afskrivers andres angst / bekymring for situationer og / eller emner vi anser som ubetydelige / uvæsentlige og mener at de er mindre gode / mindre menneskelige for at have de bekymringer selv om vi er uenige pga oveerbevisning eller politisk ståsted.

  • 5
  • 0
#22 Nicolas Guilbert Blogger

Hele forudsætningen for, at den falske information kan florere er, at adgangen til fakta ikke er åben.

Havde den gængse borger fx haft adgang til SST/SSIs tal og modeller, ville man have en reel chance for at vurdere, om tiltagene giver mening eller ej. Det har man ikke og de tal, der bliver serveret (fx antal positive testede uden angivelse af samtlige antal testede) tangerer regulær løgn. Det fremmer heller ikke troværdigheden, når de lige kommer til at slette alle deres mails.

Det kræver nok et leap of faith fra politikere, embedsmænd m.fl. at gøre op med den nuværende mørkelægningspraksis, men alternativet er noget dystert.

Vi gjorde det i softwareverdenen for ca. 20 år siden. Det gik rigtig godt.

  • 10
  • 13
#23 Jens Frederik Dalsgaard Nielsen

har du noget der underbygger hvad du siger ? Jeg tror desværre at det kun er en lille del af det der ligger bagved.

Der erjo også folk der går ind for healing vha krystaller, penduler mv for lige at tage noget løstrevet fra vaccine debatten. Lige bagefter kommer (erhvervs)astrologi.

Det er simpelt hen et mere komplekst billede end som så.

ha en god aften til alle

  • 6
  • 3
#27 Martin M

Helt ærligt tror du tal kan overbevise modstanderne?

Jeg tror desværre du har ret. Uden at kunne bakke min påstand op, så virker det lidt som om, at jo større (eller bare mere komplekse) datasættene er, des lettere er det at spinne et resultat som passer ind i ens eget verdensbillede. Det er netop derfor det i min optik er så pokkers vigtigt, at man får et "ekspert-narrativ" med til et datasæt, så kompleksitet kan italesættes.

  • 8
  • 1
#30 Simon Rigét

Hvis vi skal leve i den samme virkelighed, må vi have de samme fakta.

Fakta om meget komplicerede systemer, som samfundsanliggender, er sjældent helt entydige. Præcis kommunikation er ofte alt for detaljerret, til at egne sig for almen udbredelse.

Vi mangler åbenhed, tilgængelighed og overblik over de ofte meget komplicerede sammenhænge i argumenter, for det vi tror på.

Indtil vi har det, skal vi nok være glade for at vi har et stor og velfungerende DR, som sætter rammer for vores fælles verdensbillede :)

  • 6
  • 2
#31 Torben Mogensen Blogger

Type 3 kræver opmærksomhed og at man lytter til dem, og så stiller dem kritiske spørgsmål eller påviser selvmodsigelser.

Det har jeg prøvet mange gange, og det virker stort set aldrig.

Konspirationsteoretikere er faktaresistente, og nægter at indse, at selvmodsigelser er valide kritikpunkter -- de roder sig blot ud i komplicerede pseudoforklaringer på hvorfor der ikke er tale om selvmodsigelser.

Dette skyldes i stor grad, at konspirationsteorierne giver tilhængerne en følelse af overlegenhed, fordi de ikke "blindt" tror på de "officielle forklaringer" ligesom "the sheeple". Så de tænker, at det er alle os andre, der er dumme, og dem selv der er overlegne. At få folk til at indrømme, at de har været dumme er meget svært, og endnu sværere er det at få dem til at indrømme, at folk, der har set ned på, faktisk har været klogere end dem.

Når de først har nået det punkt, så skal de decideret føle deres fejltagelser på egen krop for at skifte mening, og selv da er der ingen garantier.

"Get them young" er det bedste virkemiddel. Det bruger konspirationsteoretikerne (og de religiøse) i stor stil, og det skal bekæmpelsen af dem også: Der skal oplyses bedre, og børn skal ikke få lov til at forlade skolen, før de har basale kognitive færdigheder -- uanset om det kræver, at de skal gå flere klasser om eller tvinges i skole i ferierne.

  • 28
  • 0
#32 Michael Cederberg

Indtil vi har det, skal vi nok være glade for at vi har et stor og velfungerende DR, som sætter rammer for vores fælles verdensbillede :)

Problemet med DR er bare at de har glemt at de er der for alle. I stedet har DR siden 70'erne i svingende omfang huset de rødelejesvende.

Det kan være der er nogen der ikke er enige i ovenstående, men det er sådan set ligegyldigt. Ca. halvdelen (lidt mindre lige nu) stemmer på partier der mener DR har rød slagside. Derfor er der et problem.

Jeg er ganske enig i at værdien af en troværdig nyhedskilde som der er generel tillid til. Vi har brug for at være nogenlunde enige om fakta og det kan sådan en nyhedskilde hjælpe til. En sådan nyhedskilde må nødvendigvis være samfundejet for kun på den måde kan man tvinge mediet til objektivitet.

Jeg er bange for et Danmark uden DR. Men jeg vil have et andet DR end den røde version vi har i dag. Jeg er ganske sikker på at hvis DR ikke ændrer sig så vil den kraftige beskæring vi så for få år siden vende tilbage med fornyet styrke.

I både USA og UK har smittetallet for den slags faktastridige konspirationshistorier længe været over 1.0 og begge samfund er blevet alvorligt syge af det.

Hvis vi skal tro Darwin og dine tal, så er det et evolutionært minus at være faktaresistent. Evolutionen vil således udrydde disse i løbet af nogle hundredetusing år. Desværre vil der som altid med evolution være en del collateral damage.

  • 7
  • 23
#36 Nicolas Guilbert Blogger

Helt ærligt tror du tal kan overbevise modstanderne?

Ja, omend ikke nødvendigvis direkte.

Jeg kan se flere muligheder:

  • det vil opkvalificere debatterne, når debattørerne reelt kender til proportionerne

  • det vil rykke magtbalancen væk fra dem, der lukrerer på at tilbageholde information og viden

  • det vil forbedre mulighederne for, at menigmand reelt kan orientere sig i samfundet og foretage rationelle valg

Vil der stadig rende tosser rundt? Jada, men færre, og med mindre indflydelse.

Men mest af alt - hvorfor skulle fx myndigheder ikke være gennemsigtige?

  • 11
  • 0
#37 Flemming Kaa Madsen

Medieansvarsloven fastslår, hvem inden for mediet der har det strafferetlige og erstatningsretlige ansvar for indholdet af mediet. Herudover fastslår loven, at mediernes indhold og handlemåde skal være i overensstemmelse med god presseskik, og loven fastsætter regler om genmæle..

  1. greb i værktøjskassen: Det helt banale er at underlægge alle "sociale platforme" samme lovgivning. Diverse elektroniske platforme har jo haft en enorm konkurencefordel i ikke at skulle stå til ansvar for indhold, og dermed sætte penge af til det der i avisbranchen kaldes redaktion. De har selv undskyldt sig med at det kunne de ikke overkomme, og lovgivere har troet derpå. I disse dage ser vi jo at de har helt styr på hvilke konti og platforme der skal lukkes. Så er det argument faldet helt til jorden.

I betragtning af at den grundlæggende forretningside for de store platforme er at samle en "elektronisk avatar" af hver enkelt af os, og sælge den, har det været mig uforståelig at lovgiver i det hele taget har købt argumentet om at "det kan vi ikke magte".

Og NEJ redaktion er ikke censur. Sådan juridisk set kan private virksomheder ikke udføre censur. Det er noget stater gør.

Så når selv en Merkel snakker om censur i forbindelse med udelukkelsen af Trump og følgere bør man kikke på:

  1. greb i værktøjskassen: Monopoler og kæmpevirksomheder er noget skidt. Så tvangsopsplitning af nogle af de største virksomheder kommer vi nok ikke udenom.
  • 13
  • 0
#39 Jens D Madsen

Af alle naturlove er Darwins på mange måder den simpleste, den siger blot at hvis et eller andet er godt til at formere sig, bliver der flere af dem.

Du er helt galt på den. Den måde, som du udlægger Darwin på, er tæt på Hitlers udlægning. Og den har aldrig været korrekt.

Det er mere korrekt at sige, at den bedste problemløser overlever. Formering, er kun problemløsning, for at overleve. Problemløsning er kernen i Darwins teori. Uden problemløsning, så havde livet ikke eksisteret. Der findes ikke ikke intelligent liv. Alt liv, skal være intelligent nok.

Desværre, så er din udlægning en af de mest populære, og den findes i mange afskygninger, hvor man totalt undlader intelligens/problemløsning, og gør Darwin til krigsgudernes afkom, og i ekstremer hævder, at vi kun har intelligens, for at overleve på slagmarken. Dette har INTET med darwins teori at gøre. Darwin var ikke krigsgudens søn. Men den passede fint ind i Hitler propaganda.

  • 3
  • 6
#40 Poul-Henning Kamp Blogger

Det er mere korrekt at sige, at den bedste problemløser overlever.

Man skal vælge sine ord med rigtig stor omhu når man taler om dette emne.

Det gør du ikke.

Ordet "Problemløsning" har som understrøm at "nogen" eller "noget" har erkendt existensen af et problem og gjort "noget" for at løse det.

Mao: En eller anden form for intellitens eller ræsonement er underforstået og så er vi sådan set allerede halvvejs til "Intelligent Design", der også fundamentalt set kommer af personificering af ting der ikke er personer.

Darwins lov taler udelukkende om 'r', reproduktionstallet.

Hvis existensen af himstergims X medfører at der opstår yderligere X'er, uanset årsagen eller virkemidlerne, hurtigere end X'er går til grunde, så bliver der flere X'er.

X'erne behøver hverken være i live, tænke sig om eller have et sex-liv, det er ren og fundamental matematik.

  • 13
  • 0
#41 Henrik Eriksen

Man skal vælge sine ord med rigtig stor omhu når man taler om dette emne.

Det er rigtigt.

Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg i en undervisningssituation omkring evolution har hørt udtryk som "Giraffen fandt ud af, at den kunne nå bladene højere oppe hvis dens hals var længere" eller "Planten opdagede at insekter kunne give den føde, så den gjorde sine blade dybere og dybere, og [...]"

Så man giver folk det indtryk, at dyr og planter sådan finder ud af ting som påvirker deres opbygning.

Og så dækker evolution meget bredere end den almindelige opfattelse: Man tænker ofte på evolution som værende den mekanisme som har udviklet alle arterne her på planeten. Det er også korrekt, men ikke kun for dyr og planter.

Evolution virker overalt: På individer, grupper, forretninger, konstruktioner, etc. Evolutionen virker på alt!

Det er derfor der kører Hjem-Is biler rundt på vejene: Det virker! Gjorde de ikke dét, ophørte de med at eksistere.

Og det er ikke kun individet som skal fungere. Gruppen, landsbyen, folkeslaget, landet og planeten skal også fungere.

Det nytter ikke at en landsby i Afrika har sunde, stærke individer som altid slås indbyrdes: De stærkeste af dem overlever (for en tid), men landsbyen - og dermed indbyggerne - dør.

  • 2
  • 0
#42 Torben Mogensen Blogger

Det nytter ikke at en landsby i Afrika har sunde, stærke individer som altid slås indbyrdes: De stærkeste af dem overlever (for en tid), men landsbyen - og dermed indbyggerne - dør.

Det samme begreb bruger Dawkins i "The Selfish Gene": Evolutionen er ikke til gavn for individet, det afgørende er om generne bringes videre. Det vil gavne individet i det omfang, at dette lever længe nok til at få mange afkom (og passe på dem), men hvis valget står mellem flere afkom og et langt og lykkeligt liv, så falder valget på flere afkom.

  • 2
  • 1
Log ind eller Opret konto for at kommentere