Bekæmp den musikalske fattigdom

I tre årtier har jeg efterhånden sat pris på digitale lytteglæder. Det startede i 1980'erne med en delvis genanskaffelse af vinylpladerne på compact disc. Digitallyden var lidt rå, men der var en solid bund i musikken, og det var slut med pleje- og renseprodukter til pickuppen, støvbørste til lp-pladen og pladevendinger hvert 20. minut. Det var blevet bekvemt at lytte til musik.

Den digitale musikparade

Så gik musikken på internettet med mp3-formatet. Det blev nemt at hente musik, og de digitale filer fyldte kun på harddiske og ikke på reoler. Der kom musiktjenester som Napster, og de blev afløst af mere spiselige løsninger for musikindustrien. Jeg har gennem årene flittigt brugt Emusic.com, Bibliotekernes Bibzoom, TDCPlay, Grooveshark, iTunes, Last.fm og Spotify.

Tak til brugerne af denne blog iøvrigt. Det var på grund jer, at jeg opdagede Grooveshark.

Bortset fra bøvl med rettighedsbeskyttelse i form af DRM-systemer er den digitale musik på mange måder velfungerende. Det er convenience-produkter, lyden er 'god nok', og det er nemt at få stillet sin individuelle musiktrang via mp3-afspillere i alle afskygninger. Og når streaming for alvor slår igennem, bliver den globale, allestedsnærværende jukebox en realitet. Og det er jo altsammen imponerende, nice og godt nok.

Men det er også fattigt.

For når jeg tænker tilbage på slutningen af 70'erne, hvor jeg for alvor opdagede glæderne ved musik, har alting ændret sig til en fattigere oplevelse.

Dengang blev musikken altid leveret på vinyl i et stort format, som gav plads til kunst, sangtekster og ikke mindst en myriade af metainformationer, som hvor optagelserne var foregået, producer og studiemusikere.

Så pladen fik en tur med kulfiberbørsten, pickuppen blev renset med en konverteret mascarabørste fra AM Kemi (Et firma, som jeg tror har tjent gode penge på pladekosmetik) , og så var det tid til at lytte, følge med i teksterne og fordybe sig i liner notes, se på omhyggeligt udformede booklets og lade sig bjergtage af illustrationer og detaljer.

Sådan er det ikke mere. Det meste digitalt distribuerede musik rummer blot et lavopløst pladecover, kunstnerens navn og det aktuelle udgivelsesår. Og det er simpelthen for fattigt. Jeg vil have meget mere med i mit køb. Og nu hører jeg allerede et kor, der er parat til at sige "Hallo, gamle mand, så køb da de vinylplader, der stadig bliver udgivet, hvis du ikke vil vågne op af nostalgien".

Bekæmp muzak

Men jeg vil ikke tilbage til vinylæraen, hvor angsten for ridser i lp'en og markedet for esoterisk vinylkosmetik og lydkabler var stor.

Jeg vil have musik, som ikke blot er et convenience-produkt. Jeg vil have kvalitetslyd og en myriade af metainformationer, indblik i produktionen, interviews med kunstnerne og masser af links til beslægtede informationer.

Alt sammen ting, som de digitale medier og det kommende marked af tabletter og streamingprodukter er skabt til. Så det sidste opråb skal gå til den klynkende og skumlende musikindustri: Sørg for at opfylde de krav, hvis I ikke vil ende med at afskaffe jer selv, reducere kunst til bekvemmeligheds-muzak og henvise kunstnerne til deres egne distributionskanaler.

Jeg hører gerne fra folk, der kender til musiktjenester på nettet, som bare nærmer sig de luksusmuligheder, som svundne tiders musikalbums bød på i form af produktionsnoter mm.

Kommentarer (11)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Thomas Nielsen

Audiophiliac Steve Guttenberg startede den selvsamme debat forleden...

http://news.cnet.com/8301-13645_3-20036456-47.html

Personligt længes jeg ikke tilbage. Det er rigtigt at det var vanvittigt hyggeligt at sidde i sofaen med et pladeomslag og nærlæse "metadataene", men omvendt har jeg aldrig hørt så meget musik som i dag og med adgangen til 24-bit HD musik er lydkvaliteten bestemt fremragende med den rette teknik. Men det sker faktisk at jeg kigger på omslaget fra vinylversionen, mens jeg lytter til musikken i Flac. Det er vel det der hedder konvergens :-)?

Når tabletterne bliver lidt rarere i pris og OSen følger mekanikken, så har du såmænd nok ret i, at det bliver det nye omslag. Men får det en lynlås eller en bananskræl? Nej vel!

  • 0
  • 0
C Frigaard

Jeg benytter GNUpod til min iPod - har konverteret hele min CD samling til FLAC format og kan så konvertere 'on-the-fly' fra FLAC til et format iPod'en kan læse.

Det gør spørgsmålet om dårlig encodning eller for ringe MP3 kvalitet ligegyldigt.

GNUPod har jeg skrevet om, så den kan håndtere UTF-8, og automatisk går ud og henter cover billeder på diverse sites (!): det øger helt klart brugeroplevelsen af have noget så simpelt som en lille thumbnail af pladen på iPod'en, men det er naturligvis langt fra et syret LP-cover's tekst og billede univers. Men så kan man jo istedet checke kunstnere og diskografier ud på wikipedia eller lastFM...

Nu har jeg kun et problem på iPod'en: jeg kan aldrig finde den der plade, den med en forsanger med en udsædvanlig dårlig stemme...lad mig se...A?, B?, .. Cohen', måske, nej vent Waters?, næh, Young?

.c

  • 0
  • 0
Leif Neland

Specielt ved klassisk musik, men også ved anden "seriøs" musik er det et must at det ikke er vold-komprimeret.

F.ex. hentede jeg Carmina Burana fra Telenor's WiMP, det er et stykke spændende fra ppp til FFFF med hviskende passager springende til fuld styrke med pauker og trompeter. Det lød aldeles forskrækkeligt, med et gain, der steg langsomt i de stille perioder, og blev flået ned i de kraftige, og moduleret af pauker og trompetindsatser. Alt blev næsten lige kraftigt.

Det er altså trættende at høre på hjemme i stuen.

Til gengæld ville det næppe være sundt at have den fulde dynamik i øretelefoner eller bilen, og have skruet op for at kunne høre de svage passager.

Så lad komprimeringen foregå i afspilleren.

Det ideelle ville være at have intelligent komprimering, der vidste hvad der kom om lidt, og f.ex. skruede langsomt ned, når der var noget kraftigt på vej; men det er der næppe plads til i de eksisterende formater.

  • 0
  • 0
Jens Kjellerup

Jeg nyder meget at have adgang til al min musik via mit nas i stedet for at skulle have stuen plastret til med CD æsker. Nu sidder jeg i sofaen med min controller og kan nyde at lytte og behøver ikke rejse mig hvis jeg vil høre noget andet.

Forudsætningen for nydelsen er at musikken er rippet med EAC i flac format. Selv 320 kb/sek mp3 kompression forfladiger lyden og decimerer nydelsen.

Jeg har ikke forstået hvorfor musikken skal forringes/komprimeres for at spare diskplads - gigabyte er jo nærmest noget man fodrer svin med nu om dage.

Og ja - når jeg en enkelt gang finder en LP frem er det da et nostalgisk gensyn med tider hvor avanceret cover art havde en stor indflydelse på hvilke målgruppe en udgivelse/et band kunne nå.

Jeg husker fx. stadig den 3 dobbelte live LP med Santana hvor coveret kunne foldes ud i adskillige lag så det til sidst dækkede et mellemstort gulvtæppe. Det var en udgivelse for flipperne med hang til kulørte tæpper på væggen og røgelsespinde.

  • 0
  • 0
Leif Neland

Jeg har ikke forstået hvorfor musikken skal forringes/komprimeres for at spare diskplads - gigabyte er jo nærmest noget man fodrer svin med nu om dage.

Skyd skylden på mp3-spillerne. I hvertfald i starten galdt det om at komprimere, så der kunne være nok numre på begrænset plads.

Og når der bruges utætte ørepropper i støjfyldte omgivelser, er der ikke plads til for meget dynamik.

Lokalradioerne kappes om at kunne modulere så tæt op til 0dB for at lyde kraftigere, og dermed bedre end de andre; skifter man imellem DR3/4 og Nova skal man skrue ned for at få den samme lydstyrke, fordi DR giver mere luft til dynamikken. DR2 kan være svær at høre i bilen uden man må "komprimere dynamikken manuelt" med volumenknappen.

Desuden, så bruger flertallet musik på en anden måde end da man sad på drengeværelset og lyttede koncentret til Pink Floyd med en kop the eller det, der var værre. Nu er musik ofte bare et tapet.

Producere har den opfattelse at højere = bedre, så der udnyttes sjældent den dynamik, der er mulig på en CD.

  • 0
  • 0
Maciej Szeliga

Brug GOD gammel pladespiller, Rega Planar med SME V og Ortofon MC pickup, god forstærker fra den øvre mellemklasse fra slutningen af 70'erne eller begyndelsen af 80'erne (inden CD'eraen) stor Technics eller Hitachi med god RIAA del og linjeudgang. og send lyden ind i en PC som konverter den til FLAC... PC'eren skal stå LANGT væk fra pladespiller/forstærker. Resultatet er pladekvalitet på PC'eren.

  • 1
  • 0
Flemming Jensen

Til Squeezebox findes flere plugins, der giver noget af det efterspurgte:

Song Lyrics (http://wiki.slimdevices.com/index.php/User:Erland) Diskuteres her: http://forums.slimdevices.com/showthread.php?t=82877

Og et par andre, som jeg ikke rigtig kan finde noget info om bortset fra på: http://forums.slimdevices.com/forumdisplay.php?f=4 AlbumReview Biography

Jeg er en begejstret bruger af Squeezebox og specielt muligheden for at udvide mulighederne via plugins er fænomenal, og det er altså noget helt andet at have informationerne direkte ved hånden, i den app hvorfra musikken styres (fra Squeezebox Controller/iPhone/iPod/iPad...) i stedet for at skulle fifle med at samle informationerne fra diverse netsider.

  • 0
  • 0
Kurt Westh Nielsen Blogger

@Thomas Nielsen Tak for linket til den audiofile Mr. Guttenberg. Hans tankeeksperiment er sjovt. Hvis jeg lever om 20-30 år tror jeg at det meste af mit digitale musikmateriale er forsvundet i takt med, at jeg skifter NAS og andre afspille/streaming-enheder.

Iøvrigt er musikindustriens våde drøm formentlig at satse på streaming, så det aldrig bliver "nødvendigt" for forbrugerne at lagre musikken.

Så mon ikke vores lytteglæder på langt sigt bliver henvist til streaming - så kan vi også få lov til at betale for tjenesterne hver gang vi anvender dem. /kurt

  • 0
  • 0
Jesper Poulsen

Men jeg vil ikke tilbage til vinylæraen, hvor angsten for ridser i lp'en og markedet for esoterisk vinylkosmetik og lydkabler var stor.

Jeg har Andrew Lloyd Webber's "Cats" i både vinyl-udgave og CD-udgave. CD-udgaven har et ganske markant niveau af sus i de stille passager mellem numrene. Vinyl-udgaven er tavs som graven på de samme steder.

  • 0
  • 0
Flemming Jensen

Hvordan er lydkvaliteten så?

Jeg skal lige sige, at jeg ikke på nogen måde er audiofil, men jeg synes lyden er udmærket. De audiofile sværger til Transporteren, der med et prisskilt på mere end 10.000 kr er uden for min økonomiske rækkevidde. Men også Squeezebox Touch til ca. 2.000 kr. berømmes for lydkvaliteten specielt fra de digitale udgange, men også de analoge skulle være virkeligt gode, da den indbyggede DAC skulle være af endog meget god kvalitet. Hvis du seriøst er interesseret i lydkvaliteten kan jeg henvise til "Audiophiles" forummet: http://forums.slimdevices.com/forumdisplay.php?f=7

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere