bloghoved kristian hjort-madsen

Bedre balance mellem faglighederne, tak!

Jeg hører ofte, at den vigtigste egenskab man skal kigge efter hos medarbejderne er, om de har den rette attitude. Alt det andet kan jo læres, ikke? Indenfor management-litteraturen og i diverse medier lovprises indstilling og soft skills så som evnen til at præsentere mundtligt, eller til at omstille sig til nye kulturer.

Et engageret mindset at gå på arbejde med er vigtigt. Men vi må ikke glemme, hvor vigtigt det også er, at medarbejderne har en solid faglig bund at basere deres performance på.

For selvom soft skills er vigtige, er det ikke alene det, der driver virksomhederne fremad i en verden præget af hastig udvikling og teknologisk innovation. I kølvandet på finanskrisen har eksponentielle teknologier og markante forandringer i f.eks. bankernes forretningsmodeller gjort deres indtog. Og det er vist gået op for de fleste brancher, hvor vigtigt det er at have en kerne af fagligt tunge medarbejdere til at drive og udvikle forretningen.

Hvad hjælper det at tale om block chain, cloud og kunstig intelligens i flotte PowerPoint præsentationer, hvis man ikke kan omforme det ned til konkrete løsninger, der skaber værdi for kunderne – teknologier som passer ind i arkitekturen og systemlandskabet, og trækker virksomheden fremad?

Det handler om medarbejdere, som kan skrive fantastisk Java eller Cobol-kode, tegne den helt rigtige it-arkitektur eller spotte, hvordan en kundes forretningsprocesser kan optimeres med ny og/eller innovativ teknologianvendelse. Medarbejdere, som måske er introverte og måske kan opfattes lidt som nogle FinTech-nørder. Men tag ikke fejl: Det er dem, der lægger fundamentet for meget af den konkrete værdiskabelse, som finder sted indenfor it-sektoren.

Lad os fejre fagligheden

Nu skal det selvfølgelig ikke lyde som om mindset, kreativitet og indstilling ikke er vigtige – selvfølgelig er de det – og afgørende for, hvor langt man kan nå med sin forretning. Min pointe her er, at vi skal sikre samspillet mellem de forskellige fagligheder, hvis vi for alvor skal drive forretningen fremad. Mange af mine venner og bekendte er f.eks. Cand.merc’er og fantastisk dygtige til at få processer til at køre – det er netop en del af deres faglighed og de anvender den hver dag til at levere vigtige bidrag til forretningen. Men det betyder jo ikke, at vi kan negligere de faglige IT-kompetencer, som ligger til grund for alle PowerPoint-præsentationerne og som skal drive den faktiske strategi-implementering og drift i hverdagen. De få gange, vi oplever problemer med driften her i finansverdenen, er det jo ikke en PowerPoint-præsentation eller en management-konsulent vi ringer efter. Nej, vi har brug for en, der kan komme og løse problemet – og det vil sige en, der har de dybe faglige kompetencer og værktøjer, som skal til.

Tænk på et hus: Her er der jo brug for både de kreative og visionære arkitekter, som kan forestille sig og tegne fantastiske løsninger OG de dygtige håndværkere, som kan føre dem ud i livet. Og det rigtige team til at løse opgaven med at tegne, projektere og bygge huset, vil netop bestå af mange forskellige fagligheder, hver med deres speciale – men også med evnen til at se og anerkende de andres fagligheder. De bedste arkitekter tager håndværkerne med på råd, når nye ideer kommer i spil – og de dygtigste håndværkere er klar til at få arkitekternes vilde ideer til at fungere. Det er samarbejdet mellem stærke fagligheder, der får projektet til at lykkes.

Så lad os på samme måde huske også at fejre it-fagligheden og ikke mindst de medarbejdere, som hver eneste dag sørger for at holde den i hævd. Det, der kan virke som lidt halvkedelig drift og tunge teknologiafklaringer, er nogle gange det, der skaber størst værdi – det er de løsninger, som får de kreative ideer til at virke. Og det er i hvert fald det, som din virksomhed ikke kan leve uden.

Tilbage til de gamle dyder

Vi skal i virkeligheden tage nogle af de gamle dyder med os frem – talent, fordybelse, kvalitetssans, dyb viden om det man er optaget af. It-branchen er bygget af ingeniører og software-udviklere.

Lidt forenklet kan man måske sige, at der er ind imellem går lidt for meget Steve Jobs og lidt for lidt Steve Wozniak i den. Jeg beundrede Steve Jobs for hans karisma og evne til at drive udviklingen fremad. Men jeg synes også, at mange glemmer at det var den nørdede, introverte ”Woz”, som faktisk opfandt den første Apple-computer. Igen handler det om at genfinde den rette balance mellem håndværksmæssig kunnen og kreative ideer. For ellers ender det i for meget snak og for lidt reel action.

Det er vel i virkeligheden af de største udfordringer, lige fra de mindste skoler til de største virksomheder – vi skal sørge for, at alle kompetencer kommer i spil og at den faglighed og værdiskabelse, der stammer fra fordybelse i svært og måske lidt nørdet stof, anerkendes på lige fod med andre fagligheder.

Så lad os stå sammen om at sikre en bedre balance mellem alle de fagligheder, der driver forretningen fremad!

Kommentarer (7)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Jn Madsen

Her er en fra nørde-siden. Vi er ikke altid introverte eller lider af mangel på kreativitet,- men vi har evnen til i dagevis, ugevis ... årevis at bore os længere og længere ned i materien af kompleksiteter. Det kræver mental udholdenhed og store mængder logisk tankegang. Jeg spiller guitar i fritiden, elsker at komponere musik, fjolle med mine børn ... det er det samme, at skabe IT-løsninger er en kreativ process, men man har grundlæggende værktøjer som man skaber løsninger med.

En guitar spiller heller ikke af sig selv. Det kræver enorme mængder øvelse og selvdisciplin at blive god.

Vi er altid i undertal i firmaet. Vi er omgivet af folk der "snakker". De kan flagre med armene, og hvert måned har de lært et nyt smart ord, man lige må hen og Google. Management og sælger- branchen har åbenbart en maskine et eller andet sted, som med jævne mellemrum spytter nye betegnelser ud for gamle ideer.

Nu er det afhængigt af hvilken del af IT-branchen vi snakker om. I min del (netværk og datakommunikation, tilsat et skvat kode og Linux til provisionering og overvågning) udfører vi hele processen. Fra de første ønsker, over design til implementering og daglig drift.

Undervurder ikke Steve Jobs,- hvilke nye produkter har Apple kommet med siden Jobs døde? Hvert år bringer bare en tunet udgave af sidste år model. Intet nyt. Steve Jobs kunne finde på produkter, vi ikke anede vi gerne ville have.

  • 4
  • 0
#3 Allan Ebdrup Blogger

Det er nobelt og fint at fejre faglighed.

Men jeg bliver altid lidt træt i ansigtet, når jeg hører fordommen om den introverte nørd-udvikler blive luftet.

Udviklere er i min erfaring lige så mangfoldige som mennesker er flest. De fleste kan sagtens snakke med kunder, de kan sagtens gøre tekniske ting forståelige for ikke tekniske personer. De fleste er lige så sociale som alle andre mennesker. Mange af dem kan sagtens stille sig op og tale for en forsamling, ihvertfald lige så godt som andre med sammen mængde øvelse i det.

Jeg frygter lidt at fordommen om den introverte udvikler bliver en selvopfyldende profeti i de firmaer hvor den hersker. Der bliver taget fløjlshandsker på overfor den introverte nørd som ingen jo forstår og de bliver ikke udfordret socialt. Det ender med at blive et tab både for virksomheden men også for den enkelte.

  • 1
  • 0
#6 Jesper Frimann

Det er nobelt og fint at fejre faglighed. Men jeg bliver altid lidt træt i ansigtet, når jeg hører fordommen om den introverte nørd-udvikler blive luftet.

Fordome.. fordome.. I min vennegruppe.. som stort set udelukkende er IT-folk, og der er en del konsulenter og nogle Fluf-IT arkitekter som bla mig, i gruppen.. så vi hører til i den mindre 'ramte' del af IT fag gruppen. Så vi synes vi jo ikke vi er introverte.. nørdede etc..

Men prøv at spørge vores bedre halvdele, så er svaret et helt andet.

// Jesper

  • 1
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere