Anbefaling til en ung ven...

En af mine venner fra FreeBSD projektet har landet et "internship" med et stort firma i Silly Vally og er nu begyndt at overveje om han skal hjem igen, eller om han skal prøve at skaffe et "green card".

Det er underligt at læse hans emails, hans oplevelser matcher næsten punkt for punkt mine egne fra midten af halvfemserne og mit gæt er at han kommer hjem så snart hans kontrakt udløber.

Et eller andet sted på en PC i den sydlige bugt, ligger der et manuskript til en bog med titlen "Not As Advertised" som desværre aldrig er blevet udgivet, fordi forfatteren blev meget alvorligt syg.

Bogen ville være blevet en "must-read" blandt alle der overvejede at emigrere til USA, for der er i sandhed meget der ikke er som i annoncerne.

Groft sagt, meget groft sagt, er der tre slags mennesker i denne sammenhæng.

Den første type er sådan nogen hjemmefødninge som mig og min FreeBSD ven: Vores værdier passer dårligt med den smeltedigel som er USA. Vi har svært ved at acceptere at vores arbejdsgiver har noget med vores sygesikring at gøre og bryder os ikke om at der er en reel chance for at vores unger bliver skudt i gymnasiet. Vi har det dårligt med den protokolmæssige falske venlighed[1] og folk der er ansat til at byde en velkommen i et supermarked, fordi det er en billig måde at give et indtryk af en god arbejdsplads,hvad enten den er det eller ej[2].

Den anden type, er dem der er dygtige nok til at rykke direkte ind på første klasse: De har råd til at betale sig fra problemer som sygesikring og gode skoler og råd til at bosætte sig sammen med "andre ordentlige mennesker". Hvis vi taller Silly Valley og den største løn i husholdningen ikke er 150K+ og den samlede indkomst under 200K+ er man ikke medlem af denne gruppe.

Den tredje type er dem der tager afsted og kører med klatten og friheden til at have en stor bil eller motorcykel, osv. osv. og som først opdager alle de der "detaljer" med sygesikring og skoler når de fem-ti år senere får børn. Derefter opdager de, at de ikke har råd til at rejse hjem igen, eller at deres partner mener at "hjem" er et helt andet sted.

Og så sidder de i saksen i USAs middelklasse, hvor der aldrig er plads og ro til at sænke paraderne, hvor livet slet ikke minder den mindste smule om det man kender fra fjernsyn og hvor bekymringerne ingen ende vil tage.

Hvis du overvejer at tage til USA og arbejde, så gør det endeligt, det er en oplevelse alle ville have godt af.

Men overvej ærligt og grundigt hvordan du forestiller dig dine børns barndom skal være, mens du stadig har muligheden for at tage hjem igen.

USA er nemlig helt klart "Not As Advertised".

phk

[1] Når en USAner spørger "How are you '" er det ikke for at høre svaret, det er kun for at være venlig og imødekommende. Svar for himlens skyld ikke ærligt, bare sig "fine, and you '" også selvom du er ved at dø af Ebola.

[2] Der er meget langt imellem de ægte smil i USAs storbyområder.

Kommentarer (46)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
David Askirk Fotel

Jeg er en af dem der har overvejet USA (blandt andet) og jeg har da også været derovre på ferie og blev meget overrasket over deres "How are you?"

Men hvad med et land som Canada? Hvordan er det det der? Jeg har hørt de skulle være mere europæiske.

Martin Slot

Jeg skal til USA. Helt klart. Tjene en builliard, have 4 store biler, den største sygeforsikring der kan købes for penge og en kæmpe dæmpe stor villa nede ved Malibu. Jeg skal have 3 tæppepissere og et visitkort lavet af mahogni hvid papir med sort skrift. Dertil kommer der selvfølgelig 3 sommerhuse ved de store søer og et skab fyldt med guns ;-)
Og, nåååå ja, jeg skal programmere alt med .NET og objective-c.
Ej. Jeg vil gerne opleve et andet land end Danmark, og lige nu har jeg US'N'A i sinde. Jeg har faktisk aldrig været i et "ikke-jantelov"-land i længere tid af gangen, og på en eller anden måde glæder jeg mig til at opleve det. Jeg har haft mange tanker om denne falskhed du nævner, og om det virkelig bare er mennesket strippet for jante?
Jeg er egentlig glad for at du skriver om det her PHK!! For det giver lige lidt mere stof til eftertanke.

Henrik Sørensen

Tror ikke at "how do you do?" skal opfattes som udtryk for at amerikanerne er "falske". Det handler nærmere om at udtrykket er blevet til en hilsen på linie med "Hello". At det så er formuleret som et spørgsmål forvirrer tit danskere, specielt fordi det på dansk som regel er udtryk for en ægte interesse for hvordan det går den man spørger.

Lars Lundin

Er dette indlæg seriøst ment? Hvis ja så må jeg sige at det virker en smule fordomsfuldt og sætter en hel nation bygget på mange forskellige nationaliteter i én bås. Hmmm...

Det er det naturligvis. Selvom generaliseringer af folkeslag og befolkninger har sine begrænsninger, vil man ved længerevarende ophold forskellige steder i verden, indse at der er en grund til at de findes.

For eksempel:
Sjovt nok er det sådan at alle (de få jeg har mødt) der har arbejdet i forskellige dele af Afrika, har nogle meget enslydende generaliseringer af lokalbefolkningen - og de generaliseringer virker for det meste stødende på folk, der ikke har personligt kendskab til Afrika.

Iøvrigt tilhører jeg mht. USA kategori 1).

Morten Andersen

Hmm kan nu ikke se problemet i "How are you?". I nogle tilfælde er det måske endda oprigtigt ment (i DK starter en samtale jo også ofte med "Hvordan går det?" eller "Hva' så?" - eller endda "Håber alt vel" hvor man ikke engang har mulighed for at svare!).

Når der er tale om folk man slet ikke kender er der naturligvis mere tale om en høflighedsfrase som tjener til at få samtalen i gang. Men dette findes vel også i DK, bare i andre former? Måske er den virkelige forskel, at det i DK er mere sjældent man går hen og hilser på folk man ikke har et helt specifikt forudgående og aftalt ærinde med. Hvis man foretog sådanne uopfordrede hilsner i DK ville man helt sikkert også bruge høflighedsfraser der var ligeså "falske" som "How are you".

I DK synes jeg betjeningen i forretninger ofte tangerer det uforskammede. Man kan være uheldig at blive betjent af en sur mokke som ikke gør noget for at skjule sin manglende interesse for at betjene. Jeg tør slet ikke tænke på amerikanske turisters reaktion (dem fra New York undtaget) da noget sådant ville være helt utænkeligt i USA uden at udløse en øjeblikkelig fyreseddel. Selvom venligheden i sådanne situationer i USA kan virke falsk, så foretrækker jeg den frem for sur og dårlig betjening.

Poul-Henning Kamp Blogger

Hmm kan nu ikke se problemet i "How are you?".

Der er bestemt ikke noget problem med at de har valgt dette som en høflighedsfrase, man skal bare vide at det er det eneste det er.

Danskere plumper som regel i med begge ben, fordi vi er vant til at være meget lige ud af skuffen.

Poul-Henning

David Askirk Fotel

I DK synes jeg betjeningen i forretninger ofte tangerer det uforskammede. Man kan være uheldig at blive betjent af en sur mokke som ikke gør noget for at skjule sin manglende interesse for at betjene. Jeg tør slet ikke tænke på amerikanske turisters reaktion (dem fra New York undtaget) da noget sådant ville være helt utænkeligt i USA uden at udløse en øjeblikkelig fyreseddel. Selvom venligheden i sådanne situationer i USA kan virke falsk, så foretrækker jeg den frem for sur og dårlig betjening.

Jeg er ganske enig, jeg foretrækker klart betjeningen i USA frem for den man nogen gange møder i DK. Men jeg må sige at det efterhånden er begrænset hvor tit jeg møder en "sur mokke".

Jesper Lund Stocholm Blogger

Hej PHK,

Når en USAner spørger "How are you ?" er det ikke for at høre svaret, det er kun for at være venlig og imødekommende. Svar for himlens skyld ikke ærligt, bare sig "fine, and you ?" også selvom du er ved at dø af Ebola.

Jeg synes reelt det er meget som i Danmark, hvor vi også spørger: "Hvordan går det?" - uden at mene andet end at man håber vedkommende svarer "Fint, tak og dig?" Hvorefter man også selv svarer "Jotak, det går fint".

Den eneste forskel er nok, at amerikanerne bruger det også i forbifarten. Da vi var i USA for første gang for et par år siden, skulle vi lige vænne os til, at folk spurgte "How are you?", når man passerede dem på en gang i et supermarked eller gik forbi dem på vej ind i en butik.

Peter Lind

Jeg synes reelt det er meget som i Danmark, hvor vi også spørger: "Hvordan går det?" - uden at mene andet end at man håber vedkommende svarer "Fint, tak og dig?" Hvorefter man også selv svarer "Jotak, det går fint".

Det er sjovt, når jeg spørger folk "hvordan går det?" så er det faktisk for at få at vide hvordan det går dem. Og jeg håber da klart det går dem "fint" men hvis ikke det gør vil jeg da gerne lægge et øre til - hvordan det går dem interesserer mig. Langt de fleste gange hvor folk svarer "det går fint" så stopper det heller ikke der - man får lige en ekstra opdatering med "Jeg er i gang med det her projekt og det går super".
Det er muligt tingene er ved at ændre sig en smule i Dk men jeg vil nu tro de fleste her i landet stadig gerne hører folk hvordan det går dem, når de spørger - i modsætning til UK og USA.

@PHK:

Der er bestemt ikke noget problem med at de har valgt dette som en høflighedsfrase, man skal bare vide at det er det eneste det er.

Det ville dog have været noget mere passende om de havde valgt en frase, der ikke er et spørgsmål og som ikke synes at indikere en interesse for en persons befindende - taget i betragtning at det netop udelukkende er en udvidet udgave af "Hej". Men der er lige så mange idiosynkrasier i den danske kultur, så jeg skal ikke whine.

Michael Coene

Jeg kender en dame fra Texas som flyttede til Danmark. Hun blev rimelig chokerede da hun fandt ud af at Danskerne ikke hilser hinanden på gaden, og slet ikke er gæstfri. Hun har mørkt hud og har oplevet racismen flere gange. Hvert land har fordele og ulemper!

Palle Raabjerg

Jeg synes reelt det er meget som i Danmark, hvor vi også spørger: "Hvordan går det?" - uden at mene andet end at man håber vedkommende svarer "Fint, tak og dig?" Hvorefter man også selv svarer "Jotak, det går fint".

Ja. Det har altid forvirret mig når folk bruger den slags fantastisk dybe og mange-facetterede spørgsmål som en hilsen. Sverige er næsten værre. Her er udtrykket "hur är läget". Og når de så skal snakke engelsk med nogen, bliver det ofte oversat til "how's life".
"Jo, øeh. Det her kommer nok til at tage et par timer. Skal vi ikke finde en restaurant et sted?"

Men jeg er nok enig med PHK her. Jeg har været i San Francisco og Los Angeles på studietur. Det er steder som er meget interessante for mig at besøge, men det ville nok være noget nær umuligt at overtale mig til at bosætte mig.
Delvist fordi det er mega-storbyer, og der er et eller andet punkt hvor byer bare bliver for store for mig. Jeg kan virkelig ikke se tiltrækningen :)
Men jeg var også på sommerskole i Eugene sidste måned, og det er faktisk en meget rar lille by. Der kunne jeg nok godt leve med at bo, hvis man kunne finde noget godt ost et sted, og noget der ligner rugbrød. Hmm.
Men som PHK kommer ind på, er der nogle fundamentale forhold ved livet i USA som jeg nok ville have svært ved at vænne mig til.

Nej, jeg tror bare jeg bliver her i norden så meget som det nu er muligt. Indtil videre har Uppsala vist sig at være et rigtig godt sted at bo.

Poul-Henning Kamp Blogger

Det ville dog have været noget mere passende om de havde valgt en frase, der ikke er et spørgsmål og som ikke synes at indikere en interesse for en persons befindende[...]

Men det er jo netop pointen!

Det handler om at forestille medmenneskelig interesse, uden faktisk at spilde tid & energi på at have den.

@Michael:

Hvis du seriøst mener at racisme overfor ikke-hvide er et større problem i Danmark end i USA, så har du aldrig været i det sydlige USA.

Poul-Henning

Palle Raabjerg

Hvis du seriøst mener at racisme overfor ikke-hvide er et større problem i Danmark end i USA, så har du aldrig været i det sydlige USA.

Lige præcis. Problemet i den her diskussion er at det på mange områder er svært at sætte hele USA under én kam, simpelthen fordi det er så stort. Danmark er lille nok til at vi kan siges at have noget der hedder en "dansk" kultur. I USA skifter kulturen og væremåden alt efter hvilket område, eller hvilken stat du befinder dig i, hvor stor byen er, osv.

Det kan efterhånden ikke komme bag på nogen at USA som helhed er fantastisk polariseret på mange områder. Ofte giver det mere mening som land at sammenligne sig med en stat end med USA som helhed.

Jonas Nielsen

@PHK. Eller så har du aldrig været i Danmark ;o) Ja, beklager men der er vist noget du ikke har opdaget omkring Danmark de sidste ti år http://politiken.dk/indland/article1020801.ece

Testspørgsmål som burde få dig til at indse dette: Kære spejl på væggen der, hvem er kongemager i lille Danmark her?

For øvrigt helt enig med det indlæg ovenover mit :o)

Poul-Henning Kamp Blogger

Jonas,

For det første har jeg aldrig sagt at Danmark var fri for racisme, herregud, vores indvandrepolitik har de sidste 10 år været drevet af uvasket racisme...

Men der er altså himmelvid forskel på at danskere ikke hilser på "fremmede" på gaden og på at der pludselig står et brændende kors på græsplænen hos en sort familie der har formastet sig til at bosætte sig en "en pæn hvid bydel".

Poul-Henning

Stubbe F. Hviid

Jeg har de sidste 10 aar vaeret paa rimelig fast rutefart til USA og har vel tilbragt noget der ligner 20% af min tid i USA.

Min oplevelse af USA passer rimelig godt overens med Poul-Henning's. USA er et land jeg godt kan lide at besoege men ogsaa et land som jeg ikke kunne finde paa at bosaette mig i (paa trods af flere gode job tilbud :-) ).

Poul-Henning naevner en masse punkter saa som Syge sikring problemet og den generelle fragmentering af samfundet.

Et andet punkt som kan naevnes er at USA er et paa mange maader utroligt proviensielt land. Der gaar ikke lang tid foer man faar foelelsen af at have mistet kontakten med resten af verden (hvis man ikke kan faa NY-Times der hvor man er saa er man fortabt)

Morten Juhl-Johansen Zölde-Fejér

Nu kan jeg jo godt få New York Times her... fordi jeg bor i New York, eller rettere: Jeg bor i Brooklyn, men arbejder i New York City.
Der er ingen tvivl om, at det er en del af det professionelle liv her, at man får optrænet nogle høflighedsfraser. Det fylder enormt meget på steder med service, såsom spisesteder og lignende; men en del af det er også, at de bliver betalt overordentligt lidt - almindeligvis minimumslønnen op $7.25 - og tjener resten på drikkepenge.
Der er mange høflighedsfraser, som kan være nærmest generende, og jeg tænker, at det måske er det, PHK har oplevet, netop i kraft af, at kropssprog og adfærd ikke lever op til det.
Jeg har det godt med at bo i et område, hvor der er folk fra hele verden; mine naboer er kinesere, russere, arabere, latinamerikanere, hasidiske jøder... og dem, man tænker som amerikanere, har så forgrenede rødder ("jeg kommer fra en syrisk-italiensk far og en russisk mor"), at man mærker smeltediglen i høj grad.
Jeg har været positivt overrasket over det kulturelle niveau - når jeg har været på museer, litterære events og deslignende, har der altid været mange, og mange, jeg har mødt, har været veluddannede; men det er selvfølgelig også næsten 4 gange så mange mennesker, som der bor i Danmark, så der burde jo være potentiale for interesse.
Jeg vil sige, at jeg har det svært med sygeforsikringen. Folk her bløder penge på det, og selv om det teoretiske argument, at det skulle være optimerende, bliver gentaget langt og længe, så har jeg svært ved at købe det, for lægerne over-tester, over-vaccinerer og så videre. Min gravide kone skal til kontrol hver 4. uge; hver gang bruges et kvarter, som takseres til $200 - betalt af forsikringen, ganske vist - hele forløbet kommer til at koste lige omkring $6000. Men forsikringen er bekostelig, og der har været meget kritik i den senere tid, hvor forsikringsselskaberne har nægtet at dække særlige sygdomme. Så man ved ikke, om forsikringen faktisk er en forsikring! Det er dyrt at leve her, men det er jo også New York - vores ret beskedne lejlighed i udkanten af byen koster $1675 uden forbrug; det er et mysterium, at folk kan spare op til deres pensionsår her.

Jens Fallesen

Der [i]er[/i] faktisk en fjerde type: Danskeren som finder ud af, at han faktisk meget bedre kan lide tingene i USA end hjemme i Danmark og som derfor bliver hængende og er vældig glad for det.

Kender selv mindst en af slagsen, men jeg er helt overbevist om, at jeg ikke selv kunne bo der.

Til gengæld kan jeg efter to år i Storbritannien konstatere, at her føler jeg mig meget mere hjemme end i Danmark. Men her er forskellene påmange områder også knapt så ekstreme som mellem Danmark og USA. :-)

Carsten Sonne

Trods vi danskere betragter os selv som åbne og gæstfrie, er det ikke just det indtryk immigranter giver udtryk for. Jeg kender en del mennesker, som er immigreret til Danmark. Mange er overrasket over hvor kolde og reserverede danskerne er.

Min egen tolkning af de mange udtalelser jeg har hørt giver mig en fornemmelse af vi i Danmark er småborgerlige, selvfede og indadskuende.

Hvis man trives med med ignorance, janteloven og det gode, beskyttede liv her, så skal man blive. Hvis de samme ting går en på og man er villig til at give køb på trygheden og det velkendte, så USA nok ikke det værste sted at emigrere til.

Jeg bliver her selv ind til videre. Venner, familie og trygheden vil jeg ikke give afkald på.

Søren Hansen

Selvom jeg i meget vid udstrækning er enig, så..

> bryder os ikke om at der er en reel chance for at vores unger bliver skudt i gymnasiet.

...synes jeg ikke den slags frygtmageri er nyttig eller konstruktiv. Det er en selvopfyldende profeti. Hvis folk er bange for at blive skudt, så bevæbner de sig, og bringer dermed flere våben med sig ind i gadebilledet (eller skolen eller hvad nu).

Søren Hansen

> De var ved at installerere metaldetektorer på et par af de lokale high-schools da jeg var der...

Det er præcis det, jeg siger. Amerikanerne er allerede skræmte fra vid og sans, men det er alligevel nok trods alt sikrere at gå i skole end det er at færdes i trafikken. Hvis du vil have færre metaldetektorer, så tror jeg du skal finde en bedre strategi end at sige, at der er en reel chance for at blive skudt.

Thomas Alexander Frederiksen

Hvis du vil have færre metaldetektorer, så tror jeg du skal finde en bedre strategi end at sige, at der er en reel chance for at blive skudt.

Alle statistikker siger bare at der i mange områder af USAs storbyer er en meget reel risiko for at blive skudt på uddannelsesinstitutionerne - forsvinder det problem hvis man undlader at tale om det?

Jeg har selv tilbragt noget kursustid på den anden side af dammen, og jeg hører klart også til i kategori 1. Jeg kunne godt finde på at besøge (dele af) USA, og måske endda arbejde der i kortere tid, men leve der i længere tid vil jeg ikke.

Jesper Mørch

Jeg hører vist til en blanding af første og tredje kategori, og var på et tidspunkt selv ved at flytte derover til min daværende forlovede (en amerikaner fra sydstaterne).
Jeg er i forvejen vokset op med engelsk meget tæt på, da en stor del af min familie er engelsk og jeg har boet der et halvt års tid. Derfor fandt jeg høfligheds-fraserne ganske naturlige da jeg for første gang kom til Guds Eget Land.
Og, alligevel skulle jeg lige vænne mig til at amerikanere (i det sydøstlige USA, som er dét jeg kan udtale mig om) holder utrolig meget på formerne. Ikke dem der vælter ud over buksekanten alle steder, men at man normalt titulerer hinanden "sir" og "maam", holder døren og lader andre komme først, åbner bildøren for kvinder etc. som det mest naturlige af alt.
Den slags høflig opførsel som vi vist afskaffede herhjemme for omkring 40 år siden i forbindelse med kvindefrigørelsen og rødstrømpebevægelsen.

Derovre virker det som om kvinder stadig i stor stil lader sig holde, i stedet for selv at tage ansvar for indtjening etc. (ok, det finder vi også indimellem herhjemme).

Jeg tror de største mentalitets-forskelle jeg oplevede mellem danskere og amerikanere lidt metaforisk kan beskrives ved, at amerikanske skolebørn allerede som 12-årige kan give lange teoretiske udredninger af celledeling, og nøjagtig hvilke ting der sker ifm. menstruations-cyklus etc. Og så ved de alligevel ikke hvad der kan ske hvis man går i seng sammen...
Der er sådan set ikke noget forkert i den måde at forholde sig til sin omverden på, den er bare fundamentalt anderledes end vi danskeres måde at gøre det på, og vi vil nok i første omgang betragte dem som nogle dybt underlige folk som slet ikke har begreb om virkeligheden.

Med tanke på at visse nybyggere for 3-400 år siden var dybt kriminelle som immigrerede for at slippe for straf i Europa, og med tanke på at USA for 150 år siden stadig havde lovløse områder mange steder i "det vilde vesten", giver det mere mening som det amerikanske samfund er i dag.
Selvom der er en del flere våben pr. indbygger i Canada end i USA, sker der langt flere væbnede overfald i USA. I Canada har man skydevåben for at kunne gå på jagt, i USA er det for at kunne forsvare sig mod andre mennesker.
- Og så har de en lidt mærkelige måde at forholde sig til lovgivning i USA.
Hvis en ting ikke er eksplicit forbudt, er den automatisk tilladt. Man har f.eks. ikke rigtig nogen bagatel-grænse eller sund fornuft rent juridisk, og jeg har ladet mig fortælle at man i visse typer sager, kun skal betale advokat-salæret hvis man vinder sagen, så man har intet at miste ved det.
Som et 5-6 år gammelt eksempel kan nævnes, at en kvinde gik ind på en Mac Donald's restaurant og bestilte en kop friskbrygget varm kaffe. Efterfølgende brændte hun sig på kaffen, lagde sag an mod Mac Donald's og VANDT SAGEN.
Årsagen var, at hun ikke var blevet advaret om at kaffen var skoldende varm. Derfor står der nu på kopper og/eller låg, til engangs-servering af varme drikkevarer, en advarsel om at man kan skolde sig på det varme indhold.
Et andet eksempel var en person som havde en kat der var blevet pjaskvåd i regnen, så hun smed den i mikrobølgeovnen, og havde nær taget livet af den... Hun vandt også sagen mod producenten af mikrobølgeovnen, fordi der ikke stod en advarsel i manualen om at man ikke måtte tørre levende dyr i den.
Der står i øvrigt lignende advarsler om fart-pilot i bilerne, efter folk har sat den på cruise-control og har sat sig om bag i bilen, hvorefter de er kørt galt.

Men, jeg holder nu alligevel meget af amerikanerne og USA og kunne alligevel finde på at bosætte mig derovre en tid, selvom jeg let kunne risikere at blive hængende til der pludselig var børn i high-school etc.

Mit indtryk af England er helt anderledes, og på mange områder synes jeg faktisk bedre om England end om Danmark.
Ud fra mit kendskab til canadiere, er deres mentalitet langt mere europæisk end hos deres sydligere naboer i USA. Det skyldes måske at de stadig hører under British Commonwealth og dermed trods egen regering og premierminister, er underlagt det britiske kongehus.
Jeg tror derfor at Canada i det lange løb vil appellere langt mere til os skandinaver end USA gør, selvom USA formentlig vil virke mere storslået ved første øjekast.
Man skal bare huske på, at selvom trækprocenten i mange stater i USA er langt lavere end i Danmark, betaler man til gengæld formuer for sin sygeforsikring, og så er det alligevel ikke sikkert den dækker ved alvorlig sygdom.
Med en løn svarende til en relativt nystartet IT-konsulent i en ny virksomhed, på f.eks. ~35.000 DKK/md, er det ikke unormalt at betale 6-8000 i skat og ca. det samme i sygeforsikring. Og pludselig bliver forskellene efter skat mellem Danmark og USA udvisket markant...

Poul-Henning Kamp Blogger

Man skal bare huske på, at selvom trækprocenten i mange stater i USA er langt lavere end i Danmark, betaler man til gengæld formuer for sin sygeforsikring,[...]

... og man skal samtidig opspare en formue hvis ungerne skal på universitetet. Det har gjort mere for at holde børnetallet nede i middelklassen end noget andet.

Dertil kommer at man skal spare op til sin egen alderdom og formodentlig også betale en hel del til forældrenes alderdom, da de næppe magtede at bygge en formue stor nok til medicin/helseprisernes himmelflugt.

Og for at det ikke skal være løgn, er middelklassen i USA blevet fattigere i konstante mål de sidste 10 år, fordi der skete en favorisering af de stenrige under Bush.W regeringen.

Men biler er billigere derovre og så glemmer de fleste danske mænd at checke resten :-)

Poul-Henning

Jesper Mørch

Men biler er billigere derovre og så glemmer de fleste danske mænd at checke resten :-)

Det er de faktisk også i Sverige, sammen med leveomkostninger og boligpriser m.m. (og så beholder de europæiske biler i modsætning til mange amerikanske også vejgrebet når man drejer)

  • Det er bare ikke helt det samme som 'over there' :o)
Peter Sjøntoft

Poul-Henning,

Det er en intressant pointe dit indlæg og den efterfølgende debat giver.

For baggrundens skyld synes jeg det kunne være lidt interessant hvis du kan give en smule info om hvor og hvorlang tid du har boet i USA.

Der er trods alt meget stor forskel på om du bor i NYC, i Midtvesten, i Florida, eller i the Bay Area.

Der er også en vis forskel på om det var et "internship" på 10 uger, studieophold eller to år hvor du var der med mindre følelse af at det var midlertidigt i udgangspunktet.

Din pointe er under ingen omstændigheder helt skæv. Og jeg tror tilmed at den gælder for næsten alle steder man flytter hen. Både andre lande eller for den sags skyld hvis man som københavner flytter til Sandholm. Der er altid nogle issues der først bliver klare når man ser dem.

Peter

Henrik Mikael Kristensen

Som et 5-6 år gammelt eksempel kan nævnes, at en kvinde gik ind på en Mac Donald's restaurant og bestilte en kop friskbrygget varm kaffe.

en person som havde en kat der var blevet pjaskvåd i regnen, så hun smed den i mikrobølgeovnen

folk har sat den på cruise-control og har sat sig om bag i bilen

Tænk, jeg troede faktisk disse tre sager var myter. :-)

En anden ting er det halvbizarre forhold man som privat borger bør have til politiet: Tal aldrig med en politimand. Det kan få dig smidt i fængsel. Det anbefales både af advokater og selv af tidligere politifolk.

http://www.youtube.com/watch?v=6wXkI4t7nuc
http://www.youtube.com/watch?v=08fZQWjDVKE

Martin Djernæs (14203)

Paul-Henning du rammer helt plet hvad angår de tre grupper af folk (danskere) der tager til USA. Det er ikke sjovt at være nederst i den amerikanske bunke, for der bliver virkelig trådt på dig for andre kan komme til.

Jeg har selv være i den omtalte dal (i otte år, men er i dk nu) - og er "nok et sted mellem gruppe 1 og 2" ovenfor .. men en indkomst kan man fint leve i nuet, men den langsigtede planlægning (sygdom, skole bla bla bla) er ikke nem. Så 200k USD er nok ikke helt ved siden af. Gerne mere ;-)

Men .. du rammer ufattelig meget forkert med den kommentar om at "how are you" er udtryk for en falsk venlighed.

Det jer har oplevet i USA, og jeg har rejst en del, er helt tydeligt et kultur forskel. Jo selvfølgelig bliver folk belært om at være venlige, smile osv i butikkerne (det kunne man lære meget af i dannevang) - det er der da ikke noget forkert i. De fleste folk, i butikkerne, er faktisk vokset op men et ret åbet syn og lysten til at få folk til at se positivt på tingende. I modsætningen så er der jo andre lande hvor man for guds skyld ikke skal spørge om noget.

Lad os bare fortsætte med de butikker - du startede - du spørger efter "en dims" i en større amerikansk butik. De bruger tid på at vise dig hvor den er, kigger på lageret og spørger andre hvis de ikke ved det.

Her har jeg hørt "det ved jeg ikke". Hvis du er heldig "prøv at spørg over i afdeling X". Der er ingen det er lyst til at smile og gøre en forskel.

Som andre også har sagt så er "How are you" selvfølgelig ikke et udtryk for at de gerne vil høre om din kone/mand lige har forladt dig .. men hvis de vover dig til at sige at ting så som at det går ikke så godt da du er forkølet ja så får du et par venlige ord dem på vejen. Der er som danskerne snakker om vejeret .. bare at danskerne altid er utilfredse med vejeret og amerikanerne altid har det godt.

Nå men tilbage til din pointe om "leve standarden" i USA - det er en god pointe, bare ærgerligt at du skulle ødelægge den så brutalt med er ladning nedeladene ord der bare viser at du har misforstået det man generelt beskriver med ordet kultur.

Martin

Martin Djernæs (14203)

Som et 5-6 år gammelt eksempel kan nævnes, at en kvinde gik ind på en Mac Donald's restaurant og bestilte en kop friskbrygget varm kaffe. Efterfølgende brændte hun sig på kaffen, lagde sag an mod Mac Donald's og VANDT SAGEN.
Årsagen var, at hun ikke var blevet advaret om at kaffen var skoldende varm.

Det sjovt nok et typisk eksempel, men der mangler op til flere informationer som dog alligevel gør sagen lidt relevant.

Damen fik en forbrænding og skulle på hospitalet hvor hun blev behandlet.

I retten blev det fastsat at McDonald havde brugt kopper der var for bløde ved de temperature også selv om de tidligere var blevet bedt om at rette op på dette.

Om det så gør at damen skal vinde .. ja det vil jeg lade stå åbent

Martin

Daniel Schledermann

Som et 5-6 år gammelt eksempel kan nævnes, at en kvinde gik ind på en Mac Donald's restaurant og bestilte en kop friskbrygget varm kaffe. Efterfølgende brændte hun sig på kaffen, lagde sag an mod Mac Donald's og VANDT SAGEN.
Årsagen var, at hun ikke var blevet advaret om at kaffen var skoldende varm. Derfor står der nu på kopper og/eller låg, til engangs-servering af varme drikkevarer, en advarsel om at man kan skolde sig på det varme indhold.

Rygterne kører, hva'?

Nej, sagen er langt ældre og var at McDonalds i forvejen var advaret om at kaffen var unødvendig varm, og valgte at ignorere problemet. Der findes en lille artikel på Wikipedia om sagen:

http://en.wikipedia.org/wiki/Liebeck_v._McDonald%27s_Restaurants

Jeg ved ikke, taget i betragtning af den offentlige sundhedsdækning er så dårlig som den er i USA, så var en erstatning vist på sin plads.

Morten Juhl-Johansen Zölde-Fejér

Derovre virker det som om kvinder stadig i stor stil lader sig holde, i stedet for selv at tage ansvar for indtjening etc. (ok, det finder vi også indimellem herhjemme).

Jeg er stødt på en del mennesker, hvor det ikke kan betale sig at arbejde, og det er først for nylig, at det kan for mig.
Som tidligere nævnt koster det 1200 dollars for os om måneden at få passet vores søn. Hvis man så har 3 børn i stedet for ét, måske får lidt rabat, så kommer du til at skulle betale hvad der svarer til 20.000 kroner for at få passet dine børn. Det vil sige, at du skal hive det beløb ud af dit budget efter skat for at få friheden til at gå på arbejde. Hvis du ikke har noget specielt i kategorien uddannelse - eller for den sags skyld, hvis du har, men ikke kan få et højtlønnet job - så skal der en del til for at komme derop.
Så om man er en holdt kvinde, tja - det kan være, fordi familien er nødt til at holde den ene partner hjemme til børnene, fordi man ikke har råd til at komme på arbejde!

Robert Larsen

Jeg har været i København engang, og det var da også meget sjovt. Jeg kunne godt forestille mig at arbejde der en kort tid, men at bo der, dét kunne jeg ikke forestille mig.
De er bare meget anderledes i forhold til os jyder.

De tror at caffe latte er kaffe, jeg fik en knuser af en vildt fremmed mand og så har de en noget mere afslappet holdning til pral.

Ole Wolf

Jeg må give Poul-Henning Kamp helt ret i denne beskrivelse af USA. Jeg flyttede derover i midten af 1990'erne, og blev hængende i tre år, før jeg blev træt af, at det var en form for religiøs handling at skulle tage på arbejde (hvilket jeg på daværende tidspunkt ikke anede, at Max Weber havde formuleret et århundrede tidligere).

Det tog ikke lang tid, før mit H1B-visum udviklede sig til en form for slaveri: En særdeles ubehagelig manager, der blev ansat to år efter jeg var blevet ansat, holdt sig ikke tilbage med at true en med opsigelse, vel vidende at det ville betyde deportation for vi udlændinge, fordi visummet var bundet til den arbejdsplads, der havde ansat os.

Selv om jeg tjente uforholdsvis meget mere derovre end her i landet og betalte mindre i skat, blev så meget af det ædt op af sygeforsikringer, brugerbetaling og en tårnhøj husleje lidt udenfor San Francisco, at jeg i praksis havde et mindre rådighedsbeløb, end da jeg flyttede tilbage til Danmark.

Jørn Loberg

Min første reaktion var hvordan du kunne give Poul-Henning Kamp ret, men da jeg så din reference til San Francisco forstod jeg bedre. USA er så stort og varieret at PHKs beskrivelse er alt for generel.

Livet her i Coon Rapids nord for Minneapolis er milevidt fra storbyerne på både øst- og vest-kysten.

.. og forøvrigt har jeg til min irritation ofte hørt frasen "ha' en go' dag" i danske forretninger

Søren Hansen

> Alle statistikker siger bare at der i mange områder af USAs
> storbyer er en meget reel risiko for at blive skudt på
> uddannelsesinstitutionerne

At der er "en meget reel risiko" er meningsløst. Det kan man jo altid sige. Det er ikke fx ikke mere udbredt end at det stadig er nyhedsværdigt, når det sker, eller at folk er holdt op med at sende deres unger i skole.

> forsvinder det problem hvis man undlader at tale om det?

Det finder vi nok aldrig ud af, men det bliver i hvert fald ikke bedre af, at frygten bliver forstærket, så flere folk bevæbner sig for at beskytte sig.

Kristian Vilmann

.. og forøvrigt har jeg til min irritation ofte hørt frasen "ha' en go' dag" i danske forretninger

"Forstsat god dag" er også ved at blive god tone. Hvordan hulen ved tøsen på tankstationen hvordan min dag er?
Min spidsfindige bror har opfundet det ultimative svar: "Tak og fortsat godt sexliv".

Log ind eller Opret konto for at kommentere