Ah Señor, indernet no very estabil

Det er blevet helt normalt for mig at booke flyrejser, hotel og billeje over internettet. Dét uanset hvor jeg skal hen.

Nu står jeg så i den kommende weekend og skal afsted til Patagonien i 4 uger. For de ikke geografi-kyndige kan jeg oplyse, at det den allersydligste "trekant" at Sydamerika, som er delt mellem Argentina og Chile. Jeg har valgt at besøge den chilenske side.

For snart flere måneder siden satte jeg mig så vanen tro til computeren for at udsøge hoteller og transportmuligheder i området. Stor var min forundring - og umiddelbare skuffelse - over at opdage, at jeg på nettet nok kunne finde lister over hoteller i området, men sjældent med angivelse af hotellets homepage eller email-adresse.

Nå, det snævrede jo valgmulighederne ind, og jeg bookede og mailede så til dem, der havde anført deres elektroniske adresser.

Der gik 3 dage, der gik en uge, der gik faktisk en måned uden svar fra nogen som helst på de kanter.

Da mit afrejsetidspunkt nærmede sig med stor hast, måtte jeg til sidst ty til telefonen og ringe rundt til de valgte hoteller og udlejningsfirmaer. Jeg fik mine reservationer klaret ad den vej (håber jeg da!!) og kunne ikke dy mig for at spørge til, hvorfor der ikke var kommet reaktioner på mine elektroniske henvendelser. "Ah, Señor, indernet no very estabil". Det var svaret.

Det kom lidt som en overraskelse, selvom jeg selvfølgelig havde overvejet lignende forklaringer, da jeg ikke havde fået nogen respons ad elektronisk vej. Men jeg troede nok ikke reelt på, at der var problemer med internettet. Det fungerer jo hver eneste dag her.

Men min forudring er måske udtryk for en lidt internet-imperialistisk holdning, som er gået i blodet på os danskere og vesterlændinge. Vi tager ting for givet, som ikke er en given ting alle steder.

Den sydligste del af Chile var faktisk uden basal infrastruktur helt op til 1980'erne. Det er Pinochets fortjeneste (hans eneste'), at han lod etablere et hjulspor gennem 1200 kilometer (!!) af det patagoniske Chile som en "catwalk" mellem de høje Andesbjerge og det brusende Stillehav. Er der noget at sige til, at den mere sofistikerede infrastruktur halter lidt efter det, som vi er forvænt med på vore bredbåndsbreddegrader'

Kommentarer (4)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Klaus Kolle

Jeg tror der er forskellige kulturer rundt i verdenen.

Min datter er i september flyttet til Indien - et par hundrede kilometer inde i landet fra Mumbai (tidligere Bombay).

Hun fortæller at man har skam en fast linie til Indernettet (tm på de kanter :-) ), men på grund af et vejarbejde der startede for en tre - fire måneder siden har man altså ikke liiiige noget noget net nu. For en uges tid siden eller måske to fik man så etableret en dial-up forbindelse, så man kunne kommunikere med de gæster, som skal besøge stedet (en spejder organisation).

Så det viser også noget om de kulturelle forskelle. I DK ville der jo aldrig været mere end nogle timer hvorefter kunderne begyndte at tromme med fingrene i bordet og kime leverandøren ned.

  • 0
  • 0
Carsten Pedersen

For næsten nøjagtig 2 år siden var jeg med til at arrangere en undersøgelse blandt forældre til dagpleje-børn. De havde to muligheder for at besvare spørgeskemaet: bruge en hjemmeside eller udfylde et papir og sende det ind.

Mindre end halvdelen af dem brugte hjemmesiden.

Det giver lidt stof til eftertanke, specielt når man tænker på at

  • folk blev meget specifikt og flere gange bedt om at bruge hjemmesiden. Vi havde endda hævet barrieren ved ikke at frankere svarkuverterne.
  • svarprocenten var meget høj af den slags undersøgelser at være
  • dette er en "skoleby"
  • gruppen af mennesker der blev spurgt havde alle børn i førskole-alderen, så aldersspredningen var nok ca. fra 25 til 40 år.

Så selv inden for det danske rige er der en stor andel der ganske enkelt ikke bruger nettet.

  • 0
  • 0
Mikkel Høgh

Pinochet var en væmmelig mand, men han er trods alt hovedansvarlig for at Chile i dag er det mest velstående land i sydamerika - det er trods alt mere end de fleste diktatorer kan prale af. Det er f.eks lige modsat med Cuba...

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere