anders lisdorf bloghoved

Agil udvikling - fra hitmaskiner til konceptalbums

Jeg har altid syntes at agil udvikling var vældig smart, og at der var en tvingende logik bag det, men omvendt har jeg også altid syntes der manglede noget. Man skal ikke have arbejdet agilt ret længe før man vil se, at de praktiske resultater ikke altid stemmer overens med de teoretiske forventede. Agile evangelister har en tendens til at forklare dette med mangelfuld udførsel i forhold til teorien og eftersom jeg ikke rigtigt har hørt om nogen agil udførsel der har fuldt teorien i mindste detalje, kan det jo være svært at modbevise. Alligevel har jeg altid haft en fornemmelse af, at der var et eller andet fundamentalt, der manglede i selve den agile tilgang, og at det derfor ikke blot kan henføres til dårlig implementering. Helt uventet på en dejlig solskinsdag kom det til mig, som en åbenbaring, hvad denne mangel er.

Fra kasettebåndet til spotify

Sidste sommer byggede jeg en bjælkehytte i haven. Her snakker jeg ikke om en Minecraft ting eller et eller andet i Sims universet. Nej det var et helt håndgribeligt fysisk hus, som man får tømmerlus og rifter og solskoldninger af at bygge. Denne manøvre var naturligvis et strategisk træk, som gjorde det muligt at få opstillet mit gamle stereo anlæg, som for mange år siden var blevet forvist til en mørk kælder, hvor ingen nogensinde kom bortset fra insekter og andre kravlende dyr. Istedet blev denne vidunderligt modulære skabning i mat sort metal erstattet af en enkelt Harman Kardon højtaler af gennemsigtigt plastic, som godt nok har en fin lyd, men som ikke på nogen måde kan få noget fornuftigt ud af min eklektiske samling af LP plader eller dødsmetal demo bånd fra start halvfemserne, som derfor på samme måde blev sendt i eksil.

Efter igen at have fået sat dette anlæg op og sat det hele til, kunne jeg endelig høre gamle plader, cd’er og bånd, som jeg kun kom i tanke om fordi de fysisk stod lige foran næsen på mig. Da den første nyhedens interesse havde lagt sig skete der noget interessant. Det blev klart for mig at ikke alene var det spændende at høre gamle glemte værker, men det var også en helt anden måde at lytte til musik på. En måde som jeg helt havde glemt.

Jeg kan huske den første vigtige musikbeslutning i mit liv, da jeg var omkring de ti år. Med sparepengene i hånden stod jeg i Gjesing centrets kiosk. Dette var det eneste sted i nærheden, hvor man kunne købe musik af nogen art. Hertil var jeg kørt på min cykel de cirka 2-3 kilometer fra mit hjem. Før det havde jeg blot lyttet til min fars gamle plader. De var skam fine nok: Morrison Hotel, Sergeant Peppers Lonely Hearts Club Band endda måske lidt Pink Floyd en gang i mellem. Men der var jo også sket noget siden da. Der fandtes nu en ny musik man nogle gange kunne høre i radioen og se på TV.

Nå, men her stod jeg så og skulle træffe mit første valg. Hvilket bånd skulle jeg købe? Jeg havde fået det ned til et valg mellem Mister President og en Hip Hop og rap compilation. Heldigvis valgte jeg den sidste option. Herefter blev det til flere LP plader og da CDen kom blev denne naturligvis det foretrukne objekt. Det er hele denne historie jeg nu står og kigger på i min bjælkehytte i haven.

Fast forward til slutningen af 90erne. Her kom for første gang siden cd’en en ny måde at høre musik på: MP3erne. Det er vel egentlig bare en nemmere måde at lave mixtapes på men også med muligheden for at gøre det “on the fly”. Dette var uhyre praktisk til fester, hvor man pludselig kunne indse at stemningen slet ikke kunne bære Joy Division’s Transmission eller PJ Harvey’s To Bring You My Love på dette tidspunkt og fikst kunne springe til Madness’ Our House (den kan man jo altid spille). Stadig dog lidt bøvlet fordi man skulle rippe filerne fra en cd og have dem lokalt, det vil sige, man skulle forberede sig på festen.

Napster løste dette problem. Nu kunne man gå helt uforberedt en til festerne på musik siden og fokusere på det som betød noget i forberedelsesfasen: Tequila eller Vodka (og hvilke slags man skulle vælge). Det startede en udvikling, som har nået sit umiddelbare klimaks med tjenester som Spotify, iTunes, Soundcloud, Tidal og andre hvor millioner af numre er umiddelbart tilgængelige for hvem som helst når som helst og hvor som helst.

Det er derfor en væsentlig bevægelse vi har været igennem fra at skulle tage cyklen ned til det nærmeste center, når man ville høre nyt musik til i dag hvor eneste krav er, at man skal kunne huske kunstneren. Denne måde at konsumere musik på er nu standarden. Man vælger kun det man vil have, ofte det man kender. Vi hører i dag enkeltsange i en lind strøm, vi hører en sang på en playlist eller i radioen. Der er ikke længere nogen logisk grund for kunstneren til at udgive en LP eller CD hvor en gruppe af sange er samlet. Ingen køber alligevel en samling af numre længere, de står bare der med deres Vodka Martini og prøver at stave til "Justin Bieber Sorry” på Spotify.

Musik og køstørrelser

Musiks produceres i dat primært med en batch-size på en sang. Væk er de gamle dages vandfaldsmodel, hvor en hel MC/LP/CD skulle samles før man kunne udgive et nummer. Hvis man kigger på det fra et kø perspektiv er det en glimrende udvikling. Man kan løbende udgive noget: lave en MVP for at finde ud af, hvad der virker hos lytterne, optimere og få traction. I princippet kunne man lave AB tests med sange for at optimere dem løbende. Jeg forestiller mig at nogle forestiller sig at google kunne lave det vildeste AI, som ud fra et blip som udgangspunkt og nogle genetiske algoritmer kunne lave hits på stribe, som i sammenligning ville få Christoffer til at se ud, som en musikskole elev der sad og prøvede at spille “Tag mig med til Joanna” så musiklæreren i det mindste ikke ville skære tænder.

Derudover kan man også nævne at alt det overhead, der er med at lave et album cover og cover notes er væk, vi er nået til et stade så selv djøfferne og konsulenterne fra McKinsey knap kan finde mere at skære væk. Læg dertil at man altid tager de bedste sange først, hvilket jo er det med mest kundeværdi, så vil enhver agil coach jo få en lille tåre i øjnene. Faktisk har den agile måde at tænke på fuldstændig overtaget ikke bare vores måde at producere musik på, men hele vores kultur er gennemsyret af det.

Det er samme måde vi ser tv på Netflix, HBO og Viasat Play. Det er samme måde vi hører podcasts på. Vi vælger brudstykker i en kontinuerlig strøm. Der er ikke længere nogen, som ser en hel tv aften på DR1 for os, der er ingen som lytter en hel dag til P3s programmer eller en hel LP med en kunstner. Vi har hele tiden en backlog af brudstykker som vi løbende kan omprioritere i vores small batch release cycle. Død er vandfaldet og de store batches, disse dinosaurer udryddet af meteoret, som hedder internettet.

Hvad vi smed ud med badevandet

Mens jeg således sidder med min Rosé vin fra Provence i min lille bjælkehytte og lytter til en Sebadoh cd (The Sebadoh), hvoraf en af sangene (Flame) i forvejen er at finde på en af mine playlister, og læser en bog (på papir) slår det mig at CDens helhed giver en helt anden oplevelse. De fleste af sangene ville jeg aldrig putte på en playlist, eller høre dem alene, men i sammenhængen, når man hører det fra en ende til anden lyder de ret godt. Jeg sætter Beastie Boys’ “Hello Nasty” på hvor et nummer tager det næste i en helhed som jeg ikke kan huske at have oplevet længe. Man venter næsten længselsfuldt på det næste nummer, som passer naturligt ind i en historie, en fortælling som er større end de enkelte numre. og coveret med dets grafik og noter og tekster er en ekstra dimension, som tilføjer oplevelsen kontekst og dybde. Det er ikke det samme at høre “Sergent Peppers Lonely Heart’s Club Band” på iTunes, som at sidde med coveret i hånden med en kop urtete. Det er absolut ikke det samme at høre Rick James’ Throwin Down uden coveret (faktisk var coveret den eneste grund til jeg ikke smed det ud).

Illustration: Privatfoto

Det var denne fornemmelse, jeg havde glemt, en fornemmelse som har et tysk ord, nemlig gestalt. De største værker træder ligesom sammen i en helhed, en gestalt, hvor alt passer sammen, hvor helheden er mere end de enkelte bestanddele. Denne fornemmelse er ved at gå tabt i vores kultur generelt.

Åbenbaringen

Det var så der, hvor åbenbaringen (eller strøtanken om man vil) kom, for det er lige præcist det, som går tabt med den agile djøfisering af IT udviklingen med dens ustoppelige krav om effektivitet og produktivitet over kvalitet og enhver form for større plan. Agile projekter mangler en gestalt, en helhed som orienterer delene og får helheden til at blive mere end delene. En helhed der gør at selv ubetydelige og kedelige user stories kommer ind på back-loggen/playlisten. Der mangler rollen som producer en, der kan orkestrere. Der mangler noget George Martin (Beatle’s producer), en person som kan forme en vision af en helhed og kan skabe store værker. Derimod kan vi godt bruge lidt mindre Max Martin, som kan sprøjte enkeltstående hits ud på samlebånd.
I vores iver på at få smidt den vandfaldsagtige “Large batch” approach ud, har vi også tabt gestalten af et projekt/produkt/system/løsning. Det bliver blot til gradvise forbedringer uden retning, som et koralrev, der også kan være smukt, men også lidt kedeligt og ensformigt.

Jeg tror dog ikke, at det er nødvendigt at gå tilbage til denne large batch approach. Der må være bedre måder. Det må være muligt at kunne forme en vision, lave en plan og så gradvist udføre denne. Det må være muligt at have en person, som har visionen om helheden, som kan holde og bevare overblikket istedet for blot overfladisk at flyve fra feature til feature.

Kunne man ikke introducere produceren i agil udvikling? Eller blot en eller anden som havde helheden som ansvar, som kan holde en kontinuitet i udviklingen?
Kunne vi ikke også lade være med at have det evindelige pres med at hver eneste ting der laves skal have en høj forretningsværdi? Vi skal bevæge os væk fra hit-maskine filosofien, som ligger bag den agile tankegang i dag og hen imod konceptalbummet i stedet.

Kommentarer (6)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Thomas Nielsen

Der mangler rollen som producer en, der kan orkestrere. Der mangler noget George Martin (Beatle’s producer), en person som kan forme en vision af en helhed og kan skabe store værker.

Det er rigtigt at agile metoder let lader sig misbruge til at arbejde ad-hoc, hvis jeg må bruge det ord, men det står ikke skrevet at du ikke formulere en arkitektur.

p.s. du tog vel også cyklen ind til Jørn og købte plader dér? :-)

Anders Lisdorf

hehe, helt klart: Jørn og jeg fik et tæt forhold, men det var først lidt senere, hvor jeg havde fået buskort ; )

Pointen er at det ikke ligger naturligt i agil tankegang, at der skal være en støre plan. Det er udelukkende fokuseret på værdi med det samme. Det i en sådan grad at man næsten får dårlig samvittighed over at lave en plan for bare det næste halve år: det stinker jo af vandfald og large batch.....

Anders Lisdorf

Product Owner er selve problemet ikke løsningen på det. En product owner er fuldstændig ligeglad med alt andet end hans eget produkt (og skal være det), så hvis man skal lave noget som er lidt mere end en iPhone app, som kan styres 100% af en product owner uden integrationer.

Hvem har styr på integrationen og koordinationen mellem produkterne, roadmappet for produktlinien, udrulningen, support og arkitekturen? Det er i hvert fald ikke POen, for han skal bare levere et eller andet som kan bruges...

Philip Juhl

Jeg kender ikke alle de bands du nævner.
Men hvis vi tager Beatles (Dem kender jeg trods alt). Hvad var så deres første udgivelse?
På wikipedia DK står der 2 singler (Love Me Do og Please Please Me).
Vidste Beatles på det tidspunkt hvad indeholdet til "Sgt. Pepper's Lonely Hearts Club Band" skulle være?
De har på det tidspunkt allerede udsendt 11 singler.
Jeg synes det er forkert at kigge tilbage i tiden og vælger klassikere ud, og sige der var brugt en udviklingsmodel hvor kvalitet var tænkt ind fra starten af. Jeg vil mene man kan lige så godt gøre argumentere for det modsatte.

Kenneth Kristensen

Hvis der er integrationer så må man jo forvente at PO på hver af produkterne har den interesse at det kommer til at virke bedst muligt.

Hvis begge PO sidder indenfor samme organisation og ikke kan blive enige så har de jo nok en chef der kan træffe en beslutning.

Samspil vil altid være svært, men sådan er det ligegyldigt om vi taler agil udvikling, vandfalds model, ja samspil er svært generelt også for andre projekter end lige software udvikling.

Log ind eller Opret konto for at kommentere
Brugerundersøgelse Version2
maximize minimize