Skattelovgivningen i Danmark er frygteligt kompliceret og bør forsimples. Det hersker der vist almindelig enighed om her på bjerget. Enhver ændring medfører imidlertid, at nogen skal betale relativt mindre i skat, og andre skal betale relativt mere. Og fra sidstnævnte gruppe vil der altid lyde protester mod ændringen. Det er blandt andet derfor, at skattelovgivningen i Danmark er så frygteligt kompliceret.
Jeg vover alligevel pelsen: Et forslag, der vil afkomplicere skattesystemet en lillebitte smule og samtidig spare virksomheder og ansatte for administrativt bøvl. What's not to like?
Jeg må understrege, at jeg ikke er ude i et fordelingspolitisk ærinde. Selvom du står til at miste et kært fradrag, så tænk på de store linjer. Provenuet ved mit forslag kan evt. føres tilbage til skatteyderne ved at nedsætte indkomstskatten tilsvarende, så det samlede skattetryk er uændret.
Nå, lad os vove os ud i det.
I 2002 indførte Fogh-regeringen skattefrihed for arbejdsgiverbetalte internetforbindelser. Det erklærede mål var at »fremme anvendelsen af it og dermed det generelle it-kompetenceniveau, samt at fremme etableringen af egentlige hjemmearbejdspladser«.
Det kan lyde mærkeligt, at det var nødvendigt for staten at kaste penge efter den slags. Men husk på, at det var først i løbet af 1990’erne, at internet begyndte at nå ud til den brede befolkning. Danmarks første ADSL-opkobling blev oprettet i 1999. Mange firmaer havde ikke en hjemmeside, og internet var ikke den allestedsnærværende selvfølge, som det er i dag.
Fra politisk hold var der fokus på, at Danmark skulle være et teknologisk foregangsland. Danskerne skulle sendes ud på informationsmotorvejen, og her var arbejdsgiverbetalt internet et lokkemiddel.
Det havde virket før. I 1997 var firmabetalte computere i hjemmet blevet skattefri. Ordningen var populær og bidrog til, at mange hjem fik computer for første gang.
I dag er internet hvermandseje. Der er ikke længere behov for statstilskud til at motivere folk til at anskaffe en bredbåndsforbindelse. Skattefradraget er blevet en anakronisme – selvom det selvfølgelig er populært blandt dem, der modtager det.
Lad folk betale deres internet selv, og hæv lønnen tilsvarende. Man kompenseres heller ikke for slid på møbler eller elforbrug til computer, når man arbejder hjemmefra. Ikke engang kaffe, hvilket ellers kan blive en betragtelig udgiftspost i disse tider.
Udover at komplicere skattesystemet medfører fradraget også administrative byrder for virksomheder og medarbejdere:
Arbejdsgivere skal håndtere bogføring og betaling af hver medarbejders internetopkobling hver måned, evt. som et personligt udlæg, der overføres til medarbejderens bankkonto. Desuden skal de sikre, at reglerne for skattefrihed er overholdt.
Som ansat skal jeg hver måned have godtgjort mit udlæg til privat internetforbindelse. Dette involverer for mig VPN, Citrix, en UX-katastrofe af et hjemmestrikket it-system og et tidsforbrug, jeg kunne have brugt til mere produktive formål. Nogle steder står arbejdsgiveren for al bestilling og afregning, så lønmodtageren ikke skal foretage sig noget. Men det kan så omvendt betyde, at man ikke selv kan vælge den udbyder og hastighed, man har lyst til og behov for, eller ikke har adgang til forskellige pakkeløsninger, som leverandøren måtte tilbyde.
Keep it simple, stupid. Bland arbejdsgivere og skattevæsen uden om de ansattes privatforbrug. Afskaf skattefrit bredbånd.
Idéen er hermed givet videre.
Selvom jeg får arbejdsgiverbetalt Internet, er jeg enig. Men hvorfor stoppe der?
Man kunne fjerne skattefrihed på alle medarbejdergoder, der er betalt over bruttolønnen. Der er mange af den slags goder, der er skattefrie på et endnu spinklere grundlag end Internetadgang, for man kan jo trods alt sige, at Internetadgang er nødvendigt for at kunne arbejde hjemmefra. Det er mange af den andre ting ikke.
Godt forslag. Men fjern de afgifter der er på opkoblingen samtidigt (medielicensen er ved at blive afskaffet). Det er et godt princip at fjerne både fradrag og de afgifter som bare er beregnet til at skovle penge i statskassen. Jeg tror desværre bare ikke du får nogen politikere til at gøre det. Det politiske system har det fint med at det er uigennemskueligt. Så er der ingen som kan måle på deres effektivitet.
AMB op til 10% træk% ned med 3-4 % Dette ville yderligere kunne hjælpe på det , og der ville give mere ligestilling i samfundet.
Afskaf cigarkasse opdelingen af avanceskatter og indfør en ensartet beskatning på gevinster og det samme på tab ligesom i civiliserede lande. Jeg kan bare nævne Norge, Sverige og USA for at nævne nogen. De kan spares både borgere og skattefolks tid. I dag er det helt umuligt at find eud af Skat kan ikke selv, hvert år skald er rettes i det fordi det gøes forkert. Tilmed bliver borgen snydt så det driver, fordi Skat har travlt med at opkræve skatter ved gevinst men 'glemmer' at give fradrag for tab. Det gør det umuligt for den private borger, at skabe en fornuftig balanceret risiko i opsparingen.
Det er vel en mere principiel diskussion.
Skal man selv betale for sine arbejdsredskaber? De fleste vil nok mene at tømrerfirmaet skal sørge for at deres ansatte har hammer, skruemaskine og sav til deres arbejde - det skal den ansatte ikke betale for, heller ikke hvis han bruger saven hjemme i privaten. Hvorfor skal kontorarbejderen så betale skat af en internetforbindelse?
Cost/benefit. Dit månedlige indrapporteringshelvede findes jo kun fordi vi har et millimeter-retfærdighedsdiktatur, hvor SKAT går op i om din internetforbindelse koster 199 eller 249 kroner. Hvis arbejdsgiverne måtte give et fast beløb per medarbejder uden yderligere dokumentation ville alle slippe for bøvlet, og SKAT kunne lægge kontrolindsatsen et andet sted. Hvis vi smider "fri telefon" katastrofen oveni bliver der måske endda tid til at tjekke udbytteskat-udbetalingerne.
Vi kan også diskutere kørselsfradrag, rejsegodgørelse, diæter og en hel masse andre fjollede småbeløb som i dag skal registreres, bogføres, indrapporteres, påføres selvangivelser osv.
Men der er altid nogen der vil føle sig "snydt", enten fordi de skal betale (lidt) mere, eller fordi de ikke får (mindst) lige så meget som naboen. Så det kommer aldrig til at ske.
Og så skal vi slet ikke begynde at snakke om ejendomsskatter ...
Men det kan så omvendt betyde, at man ikke selv kan vælge den udbyder og hastighed, man har lyst til og behov for...
Man bliver overrasket, når man hører hvor mange der "nøjes" med en skodforbindelse, fordi arbejdsgiveren betaler, og arbejdsgiveren ikke giver frit valg mellem udbydere.
Man kunne fjerne skattefrihed på alle medarbejdergoder, der er betalt over bruttolønnen.
Det er paradoksalt, at vi står her. Egentlig er sagen jo, at Skat skal blande sig udenom, at en arbejdsgiver sikrer medarbejderne en internetforbindelse, som de kan bruge hjemmefra.
Grundlæggende skyldes det nok et udgangspunkt, som tilsiger at vores løn er samfundets (Skats), som man allernådigst kan få lov at beholde lidt af. Dvs. Skat skal ikke bevise at de skal have penge. Vi som borgere, skal bevise at vi må få lov at beholde en slat til os selv.
Gad vide hvor mange medarbejdere der IKKE har arbejdsgiverbetalt Internet forbindelse, der selv har betalt for at samfundet kunne køre videre under Coronanedlukningen?
Og hvor mange der har betalt SKAT af arbejdsgiverbetalt Internet forbindelse for at kunne holde samfundet kørende under Coronanedlukningen?
Min pointe er, en stor del af denne nødvendige infrastruktur er betalt (direkte eller indirekte) af private, som ovenikøbet er blevet tudet ørene fulde om der ikke er kørselsfradrag i nedlukningsperioden.
Det er paradoksalt, at vi står her. Egentlig er sagen jo, at Skat skal blande sig udenom, at en arbejdsgiver sikrer medarbejderne en internetforbindelse, som de kan bruge hjemmefra.
Ikke helt enig --- principielt kan der opstå et problem hvis et værktøj som f.eks. internet også kan bruges privat.
Med småting er problemet ikke så stort, men hvis internet/firmabil/telefon mv. kun er nødvendig i en "lille og billig" udgave, men medarbejderen gerne vil have en "stor og dyr" udgave af hensyn til privat brugsværdi/status er det noget andet. Derved åbnes mulighed for at flytte noget "kontantløn" over til naturalie-løn uden om skattevæsenet og samfundets finansiering.
Det kan dog klares med f.eks. en bagatelgrænse for hvad arbejdsgiveren skal indrapportere, ud over en eventuel tro og love erklæring. Det er ikke millimeter-retfærdigt, men så må man jo se om man kan blive kompenceret på anden vis --- f.eks. var jeg heldig at få "corona-tilskud" på en tudse nu da jeg ikke kan få arbejdsgivertelefon eller internet, men selv må betale ;-)
En anden finurlig detalje ved hjemmearbejde. Skærmbriller er skattepligtige, hvis man benytter dem hjemmefra (læste jeg for et par år siden). Nu har JEG et ekstra par, som jeg selv betalte, men det er jo også noget, der er rodet.
Og jeg betaler selv strøm for at have arbejdscomputeren kørende.
I en anden gruppe er det fradrag for boligforbedringer (er det bolig-job det hedder?). Man får en belønning i form af et fradrag, hvis man får arbejdet lavet efter regning. Altså en belønning for ikke at snyde. Det føles meget mærkeligt. Man kunne forestille sig politiet dele chokolade eller kontanter ud til de bilister, der kørte ordentligt.
Og så er reglerne meget specifikke. Man kan godt få ordnet gulvet, men ikke trappen. Man kan godt få beskåret træet men ikke få det fældet. Altså fede muligheder for kontrol, fusk, og spørgsmål til Skat (som jo har rigeligt travlt i forvejen).
Det er ret fristende at skrotte mange af disse sære fradrag og "ordninger". Men giver bolig-job da ikke mere arbejde? Tja, når der er hul i et vandrør eller i taget, så skal det laves - uanset hvad. Vil et fradrag få folk til at bestille ret meget MERE? Ville en differentieret moms være nemmere, hvis man gerne vil holde folk i gang (uden at det foregår sort)?
heller ikke hvis han bruger saven hjemme i privaten.
Jo, for den ansatte der vil bruge den i privaten er også direktør for firmaet og eneste grund til at firmaet har købt den 100.000 kr dyre sav er p.gr.a. at den skal bruges hjemme hos den ansatte, der så tilfældigvis også er direktør.
Vandtætte skotter mellem privat og firma, det er simpelt.
Man kunne forestille sig politiet dele chokolade eller kontanter ud til de bilister, der kørte ordentligt.
... hvilket de gør, af og til: https://www.dr.dk/nyheder/regionale/fyn/politiet-og-p4-uddelte-blomster-...
Tak for mange gode kommentarer. Hermed et par reaktioner på enkelte af dem.
Man kunne fjerne skattefrihed på alle medarbejdergoder, der er betalt over bruttolønnen.
Hvis du henviser til de ordninger, hvor medarbejdere kan indkøbe alverdens it-udstyr, DSB-kort mv. i en slags netbutik, og hvor beløbet så bliver trukket i bruttolønnen, så er jeg helt enig.
Kun en mindre del af de penge, som spares i skat, ryger i medarbejdernes lomme. Til gengæld er det er sikkert indbringende for udbyderen af den “netbutik”, hvor man bestiller medarbejdergoderne. Min egen erfaring er, at det (skattefordelen fraregnet) ikke er nogle særligt skarpe priser, man bliver tilbudt, sammenlignet med fx ugens tilbudsavis fra Elgiganten.
Overordnet set er det ikke en samfundsgavnlig ordning.
Skal man selv betale for sine arbejdsredskaber?
I det konkrete tilfælde – internetforbindelse i hjemmet – er forbindelsen allerede betalt. Ligesom det bord og den stol, jeg benytter, når jeg arbejder hjemmefra.
Man kan godt argumentere for, at arbejdsgiveren skal betale en del af mine udgifter til internet og møbler, og sågar også elforbruget til min laptop. Men det er småpenge. Derfor mit forslag om at skrotte ordningen helt.
Hvis arbejdsgiverne måtte give et fast beløb per medarbejder uden yderligere dokumentation ville alle slippe for bøvlet, og SKAT kunne lægge kontrolindsatsen et andet sted.
Man kan hævde, at en sådan ordning allerede findes i form af jobfradraget.
I nogle brancher forventes det, at du møder op i jakkesæt hver dag. Det er sikkert dyrt. Men det må være afspejlet i lønnen. Hvis man giver lov til, at medarbejderne kan få refunderet almindeligt tøj, så åbner det en ladeport for omgåelse af reglerne.
Forhåbentlig er de fleste lønmodtagere aflønnet, så de har råd til at købe de jakkesæt og bredbåndsforbindelser, som deres arbejde kræver.
Nu er det faktisk ofte sådan delt op at de enkelte svende selv ejer og køber det basale værktøj mens firmaet står for det dyre elværktøj.
Det ville undre mig. I de overenskomster vi har med 3F jord og beton betaler de ansatte intet selv. Vi betaler for tøj, sko, transport, telefoner, ja alt.
Hvis jeg ikke både levere computeren og tilhørende internet, så er de ikke på. Sådan er det. Nu er det i sagens natur begrænset hvad en gravemaskinefører skal bruge internet til derhjemme, men telefon og tablet er nødvendigt. Og hvis jeg ikke har givet ham en telefon, så har han sørme heller ikke en jeg kan ringe til.
Væk med tilskud til bus-og togbiletter til studerende om pensionister. Øg SU ogfolkepension, så de har råd til at betale det fulde beløb.
Jeg tænker på hvor mange "Premium" kunder CW vil miste hvis folk selv skal til at betale?
@ Christian Schmidt Vi kan nok blive enige om, at alle har brug for en bredbåndsforbindelse, og der virker lidt tilfældigt, om udgiften indgår i regnestykket før skat eller som del af privatforbruget.
Men det er netop en simplificering, at lønningskontoret ikke skal tænke på, hvornår bredbåndsforbindelserne bliver beskattet, fordi betingelsen så let bliver opfyldt. En generel beskatning vil være øget bureakrati.
At du er ansat et sted med en alt for flink bogholder og en direktør, som ikke kan tage sig sammen til at slå i bordet og sige, at det pjat må stoppe nu - hvis folkene vil have betalt bredbånd må de acceptere standardvaren fra standard-leverandøren - det kommer ikke os andre ved.
Men det er netop en simplificering, at lønningskontoret ikke skal tænke på, hvornår bredbåndsforbindelserne bliver beskattet, fordi betingelsen så let bliver opfyldt. En generel beskatning vil være øget bureakrati.
Jeg betaler selv mine møbler, min elregning og det tøj, jeg har på på arbejde. Det er helt ubureaukratisk for både mig selv, min arbejdsgiver og for Skat. Og det giver mig fleksibilitet til at vælge de møbler og det tøj, jeg bedst kan lide.
At der gælder særlige skatteregler for internetforbindelser, er et levn fra en tid, hvor internet i private hjem ikke var ret udbredt. Tiden er løbet fra denne særregel. Internetforbindelser bør i skattemæssig forstand behandles på samme måde som møbler og tøj.
Internetforbindelser bør i skattemæssig forstand behandles på samme måde som møbler og tøj.
Det er ikke så simpelt. I vores firma bruger vi store summer på at købe tøj til de ansatte. De har ret til to sæt årligt, foruden hvad der måtte være nødvendigt af hensyn til vejret. Hvis en mand fryser, så er det mit ansvar at give ham tøj der passer til vejret.
Tilsvarende må jeg udstyre ham med både telefon og tablet, så han kan tilgå virksomhedens IT systemer. Disse skal have 4G - og dermed har jeg leveret bredbånd til ham. Mener du seriøst at han så skal beskattes og at det på en eller anden måde er mindre bureaukratisk ?
Til info så betaler de ikke for fri telefon, da alle har underskrevet en erklæring om at de ikke bruger telefonen privat. Om de rent faktisk overholder dette er kun en bekymring for skattefolket, da abonnementerne har fri tale, så virksomheden kan være ligeglad.
Det er ikke så simpelt.
Ak, nej, det er aldrig simpelt :-) Alle regler kan omgås, og ingen regel passer lige godt til alle situationer.
Jeg gætter på, at der er relativt få lønmodtagere, der står i den situation, som du beskriver, sammenlignet med alle de funktionærer og andre, der har skattefrit bredbånd som en del af deres lønpakke. Holder det stik, vil den totale mængde bøvl og bureaukrati med mit forslag blive mindre – men det er selvfølgelig en ringe trøst for dig og din virksomhed.
Derudover vil jeg mene/håbe/tro (godt lovdesign er jo en kunst) at man kan udforme reglerne på en måde, så man fortsat har lov til at udlevere en tablet med simkort, forudsat at der er et vægtigt arbejdsmæssigt behov for at gå på nettet fra andre steder, hvor man ikke i forvejen har internetadgang. Dette krav vil være opfyldt for dine ansatte men ikke for den gennemsnitlige funktionær. Det er vel nogenlunde sådan, reglerne er for andre arbejdsredskaber, som den ansatte har adgang til. Når man driver virksomhed og laver regnskaber, foretager man masser af den slags vurderinger af, hvad der er rimeligt og reelt.
Det er en smagssag, om man decideret vil forbyde privat brug og forlange tro og love-erklæringer. Den slags kan jo aldrig kontrolleres. Men reglerne bør i mine øjne være udformet på en måde, så skattefriheden kun gælder en løsning, der snævert tilgodeser arbejdsgiverens behov. Hvis det reelle behov kan løses af et simkort i en tablet, bør skattefriheden ikke kunne udstrækkes til en bredbåndsrouter, der kan benyttes af hele husstanden. I dag giver skattereglerne mulighed for at købe alverdens it-udstyr, der ikke har den fjerneste arbejdsmæssige relevans, hvilket er svært at finde nogen god begrundelse for.
