Ada Lovelace-udfordringen

Manglen på kvinder i it har sikkert mange grunde og en af de grunde uddannelsesinstitutionerne ofte drager frem er manglen på kvindelige forbilleder. Altså ikke nødvendigvis kvindelige it-celebs (hvis man kan kalde det det), men også hverdagsforbilleder i form af mødre, tanter, naboen eller andre kvinder der arbejder i it-branchen.

Et initiativ kaldet Ada Lovelace-udfordringen forsøger at sætte fokus på denne mangel og opveje det ved at få 1000 bloggere til at skrive om et kvindeligt forbillede i teknologi d. 24 marts 2009. Man skulle skrive under på initiativet og jeg tog maddingen sammen med i skrivende stund 1655 andre.

Som kvinde i it-branchen har man nok tendens til at lægge mærke til de andre kvinder i branchen, og det har faktisk været ret svært for mig at vælge hvem jeg gerne vil skrive om. Jeg har f.eks. en kvindelig chef, en kvindelig specialevejleder, mange kvindelige kolleger og ex-kolleger (og med-bloggere), som alle er beundringsværdige. Jeg har også ganske mange veninder og medstuderende, som er seje tek-tøser og disse er ganske forskellige med forskellige kvaliteter, som jeg beundrer. Derudover er der de kvinder, jeg har mødt på de konferencer jeg arbejder med, hvoraf nogle er succesfulde forfattere til it-bøger.

Denne gang har jeg dog valgt at sætte fokus på en helt almindelig it-kvinde med et sejt job, som jeg tror mange mænd (og sikkert også kvinder) misunder hende. Hun hedder Helena Meyer, og hun udvikler software til skibsradarer og til stationære radarer hos Terma - primært med fokus på at få en visuel repræsentation af de data der kommer fra radaren. Det domæne giver nogle ganske underholdende historier fra "frontlinjen".

Jeg kender Helena ganske godt, fordi vi har læst sammen, og hun er bestemt en af de skarpeste knive i skuffen. Efter hun havde skrevet speciale om "model checking af uendelige systemer", kom hun til at arbejde hos EDB-gruppen her i Århus, men Helena savnede det nørdede miljø på studiet og søgte til Terma, hvor kulturen ligger tættere op af den på datalogistudiet - ikke mindst den nørdede humor.

Jeg beundrer Helena, fordi hun trives så ualmindeligt godt i sit valgte miljø, er aldrig bange for at sige sin mening, er altid positiv og hjælpsom. Da jeg arrangerede it-camp for piger inviterede vi Helena forbi sammen med nogle andre kvindelige forbilleder for at snakke med teenage-pigerne om hvad man kan lave i it-branchen og Helena ofrede gerne en aften på at være vores programmørrepræsentant. Det var tydeligt, at hun brænder for at hjælpe flere piger til at tro på en karriere i it-branchen.

På studiet var Helena en af de skarpe. Godt nok startede hun i sin tid på biologistudiet, men skiftede efter første år til matematikstudiet. På matematik var der obligatorisk programmeringsundervisning og algoritmik og efter det første år, skiftede Helena så til datalogi. Med stor succes.

Helena er meget aktiv og på studiet var hun både med i tutorforeningen, i bestyrelsen for festforeningen og bartender i fredagsbaren.

Alt dette er grunden til at jeg har valgt Helena Meyer som mit forbillede til Ada Lovelace-udfordringen - hun er en hverdags-it-heltinde!

Kommentarer (3)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Anonym

Hej Therese

Har du overvejet at ændre dit blog-tag til "IT Chicks", "Kvinder i IT", købe et lilla tastatur, klæbe pink fløjl på din Mac og flytte på Femø ? :-)

Helena lyder som en meget værdig modtager af prædikatet IT-heltinde.

Men, om jeg fatter din fokusering på hvilket køn et forbillede har ?

Anonym

Hej Peter,

Mener ikke min urin har været udsat for voldsomme temperaturudsving for nylig...

Hvad om du accepterer, at der er mulighed for at kommentere på blogindlæg. Og, at der stadig er nogle få overlevende fra fax-generationen, som tror på at det er indholdet og ikke indpakningen der er vigtig.

Log ind eller Opret konto for at kommentere