Abandonware

Den figur i Discworld universet jeg bedst kan identificere mig med, er stakkels Hwel i "Wyrd Sisters".

Hwel er en dværg der har et specielt stort partikeltværsnit for "inspiratoner" og som derfor dårligt kan få en god nats søvn uden at komme op med en scene, et optrin eller et skuespil.

Mine backupkopier flyder med kode der lige skulle prøves, experimenter der ikke var til at stå for og ideer der ikke var tid nok til.

Kun hvis jeg konverterer til buddisme og får N reinkarnationer er der nogen chance for at få det hele gjort færdigt.

Idag har jeg lige føjet endnu et projekt til stakken: Et program til at lave højdekalibrering når man fræser et printkort ud på en CNC maskine.

Ja, jeg fusker lidt med elektronik, men det er sjældent jeg har brug for at lave mere end et printkort hver 3. måned, men når nu jeg har en CNC maskine, skulle det jo lige prøves.

Og så var der lige en udfordring, mere, og min prototype ser faktisk ud til at virke helt fint.

Men jeg har travlt med en masse andet og har hverken tid eller brug for at smide prototyen ud og skrive programmet ordentligt.

Hvis den slags programmer har anden værdi end min morskab, så prøver jeg at finde et sted at dumpe mine prototyper, hvor der er en chance for at de bliver samlet op af andre.

Det hænder f.eks at jeg dumper en tosset ide i min blog her eller på ing.dk, men det har I sikkert allerede gennemskuet.

Denne gang har jeg lavet en web-side og sendt URL'en til den gut der har lavet det program, hvis output jeg bruger som input.

Så må vi se om han kan lokke nogen til at overtage opgaven.

Det sjove er, at ude i det virkelige liv, er der faktisk en statssponsoreret mekanisme der skal holde hånden under sådanne hitte-ideer.

Det er den ene halvdel af formålet med patenter: at sikre at ideer ikke går tabt, bare fordi den person der får ideen, ikke har eller ikke kan udnytte den.

Desværre fokuserer folk så meget på den anden halvdel af patenternes formål, at folk nu om dage er bange for at lave en patentsøgning, for at finde ud af om der findes en løsning på deres problem.

phk

Kommentarer (4)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Martin Nissen

Gad vide hvor mange stakke af idéer der ligger og flyder rundt omkring, fordi ham/hende der fik tanken, ikke har villet, turde eller overvejet at andre kunne viderefører den.

På trods af mine normalt kontroversielle kommentarer på V2, tvivler jeg på at nogen vil bestride, at det er bedre at dele end at gemme.

Hatten af for det.

  • 0
  • 0
Søren Pilgård

Det kunne være en god ide at lave et fælles websted hvor folk kan uploade deres ideer og halvfærdige projekter så andre kan få gavn af dem. Desvære tror jeg nok bare det er endnu et projekt der er på vej i bunken.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere