bloghoved ole tange

8 GB microSD: 2 DKK

Kan man få et microSD kort på 8 GB til 2 kroner? Incl fragt?

Jeg er begyndt at købe en del småting på AliExpress. For nyligt faldt mine øjne på et microSD kort: 256 GB til 11 USD. Det er godt nok billigt. Men måske er der noget lusk med i foretagendet? Nå, jeg har ret gode erfaringer med at få penge retur fra AliExpress, så hvis jeg skulle blive snydt, så er jeg ret sikker på at kunne få mine penge retur uden alt for meget bøvl.

Så jeg køber kortet. Og det ankommer fint pakket ind:

Illustration: (CC-By-SA) Ole Tange

Går man helt tæt på, kan man ane at trykket ser lidt sjusket ud:

Illustration: (CC-By-SA) Ole Tange

"Nå, hvordan ser jeg så om det faktisk kan indeholde 256 GB?" spørger jeg mig selv. Det indlysende svar er at kopiere 256 GB data over på kortet. Det går uden problemer. Jeg kan endda læse data igen. Eller rettere: Det viser sig at jeg kan læse de data, som er i min cache samt de første filer, som jeg skrev. Min konklusion er, at det må være et 8 GB kort, som lyver om sin størrelse og som smider al data over 8 GB væk.

Det bliver jeg bekræftet i, da jeg ompartitionerer kortet, med en partition startende over 8 GB: Den virker slet ikke. Til gengæld ser det ud til, at hvis man laver en partition under 7.9 GB så virker den fint, så med det trick kan man få et brugbart 7.9 GB kort.

Nu er det lidt svært at dokumentere fejlen over for en leverandør. Men heldigvis har nogen lavet et program h2testw og så får man en fin grafisk rapport:

Illustration: (CC-By-SA) Ole Tange

Med den i hånden er det nemt at klage. Jeg valgte, at jeg ikke ville have alle pengene tilbage, men at jeg blot kun ville betale for de 8 GB og ikke de resterende 248 GB som jeg jo ikke havde fået. Så jeg vil have 96.875% af beløbet retur = 10.65 USD. Dermed falder min pris til 0.35 USD.

Sælger nægter naturligvis, men tilbyder et afslag på 50%. Hvorefter jeg svarer, at han jo nok heller ikke ville betale 50% hvis han kun fik leveret 3% af en ordre. Herefter eskalering til AliExpress' klageafdeling og 3 dage efter er refusionen på vej.

Nu har jeg gjort det omkring 10 gange, og det er gået godt hver gang indtil nu. Den seneste gang var med 150 kort på hver 1024 løgne-GB (hvad jeg skal bruge dem til finder jeg ud af senere).

Er det besværet værd? Måske ikke, men jeg finder det forkasteligt, at den type virksomheder snyder den mindre vakse forbruger, som køber kortet, tester at han kan skrive et par GB på kortet og først opdager fejlen, når han langt senere har skrevet mere end 8 GB data og endnu senere vil læse disse igen.

Kommentarer (17)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Peter Christiansen

Haa genialt Ole! Køber selv en del hos de forskellige kinesiske handelsfolk, dog mest over ebay, hvor der altid er gratis fragt fra Kina.

Jeg har selv som du meget gode erfaringer mht. refusion hvis der er problemer med ordren.

Dog er dit eksempel meget grelt og der er garanteret mange der er blevet snydt, så jeg ser ikke noget problem i at du giver lidt igen. Det er jo i bund og grund folk som dig der gør at sælgerne stopper med den slags pjat!

Selv efter kinesiske priser er $11 for et 256gb alt for billigt

  • 7
  • 0
#4 Niels Elgaard Larsen

Jeg har nogle USB-sticks fra et større dansk firma med deres logo på, som også lyver om deres størrelse. De gav dem til mig fordi de regnede med, at jeg kunne partitionere dem, så de kunne bruges til noget fornuftigt.

Men de havde vist nået at dele en del ud til deres kunder, hvoraf nogle havde oplevet at miste filer. Det er ikke god PR.

Og det er ikke kun kinesiske internetbutikker, der giver problemer. Jeg købte engang nogle 32GByte i en Office Depot butik, som blev brugt af en kunde til krypteret backup og transport. Der gik flere år før det gik galt efter 8 GByte.

  • 5
  • 0
#5 Yoel Caspersen Blogger

Men du bidrager til hans omsætning, og nu forsøger du tilmed at videresælge kopivarer, dog hvor du tydeligt gør eventuelle købere opmærksomme på det. Er det den rigtige måde at "bekæmpe"/lege med problemet på?

Nu skal jeg ikke svare på Ole Tanges vegne, men som jeg læser indlægget, gør hans klage, at sælgeren taber penge hver gang, da sælgeren ender med at måtte refundere størstedelen af beløbet.

Desuden er det muligt, at sælgeren over tid kommer i bad standing hos AliExpress på grund af de mange refusioner og klager, og hvis det ultimativt fører til, at sælgerens forretning ødelægges eller begrænses, er det min personlige overbevisning, at målet helliger midlet.

Hvis Ole derimod begyndte at sælge kortene som originale herhjemme var det en helt anden sag - men det er ikke sådan, jeg læser hans indlæg.

  • 13
  • 0
#8 Brian Hansen

Det har stået på i mange år, mindst 10år! Klassikeren med en lidt for billig USB Stick, der viser sig at være en tom skal, med enden af et gammelt USB kabel inden i :D

Noget lignende foregår i øvrigt også med USB powerpacks, hvor der sælges fantasi kapaciteter der ganske enkelt ikke kan lade sig gøre.

  • 1
  • 0
#10 Brian Hansen

Jeg købte også engang en "10000mAh" til ca. 40,- inkl. fragt, den viser sig så at være nærmere 7800mAh, da den slukker ved omkring 60% tilbage :) Den fik jeg også alle penge retur for, man skal bare true med en dårlig rating. Den fik han iøvrigt uanset hvad, grundet fejldeklaration, det var han ikke helt tilfreds med...

  • 0
  • 0
#13 Claus Munch

Ja, på Aliexpress og andre kina sites, skal man være meget opmærksom. Jeg har både købt USB stick, SD kort og powerpacks, som alle var falske. Jeg har dog altid fået mine penge tilbage (På USB sticks og SD kort).

Min powerpack, var jeg egentlig godt tilfreds med (selv om at den kun havde 1/5 af den kapacitet som de "lovede". Den pustede sig dog desværre op her forleden og jeg måtte bortskaffe den.

  • 1
  • 0
#16 Richard Foersom

På kortet er angivet C6, dvs. speed class 6 MB/s for skrive hastighed. Køb aldrig noget så langsomt. Selv hvis det er billigt vil det tage alt for lang tid at bruge. Hvis der virkelig var de angivne 256 GB på kortet, ville det tage >11 timer at skrive det fuldt. Læse hastigheden er højere men typisk kun 2 måske 4 højere.

Hvis du køber et SD kort så check at kortet angiver C10 eller bedre U1 / UHS-I for at få rimelig hastighed på kortet.

På pas med hastighedsangivelser som "op til xx MB/s" på USB stiks, SD kort, SSD og andre lagermedier. Hvis de ikke kan angive en reel test med kendt software (feks. H2Testw) er det ikke noget værd. Feks. er der SSD der har on-the-fly-komprimering så deres fantastiske hastigheder kan kun opnås hvis du gemmer simple tekstfiler, mens videoer eller JPEG billeder der allerede er komprimeret er halv hastighed eller værre.

Drive Speed er en side hvor jeg hastigheds tester SD kort med H2Testw.

  • 1
  • 0
#17 Hans Nielsen

Især på Ebay er sælgerens tilfredshed meget vigtigt. Så hvis du kun giver en stjerne i alle kategorier, og skriver Snyd og Bedrag - (cheating and fraud- use H2Testw) i tekstfeltet. Så gør det rigtigt ondt på svindleren og bedragen.

En naturlig og fornuftigt pris. Er ingen hindring for at kortet virker. Meget billigt betyder heller ikke det er helt "svindel". Købte nogle 54 Gb USB stik til 32 Kr stykket. .. Og det var 64Gb stik med fejl. Men de 54 G virket.

Tester i dag ALLE Flash enheder jeg får, som jeg skal bruge selv. Der findes også et andet program til at teste falske enheder, som er noget hurtigere. Det læser direkte om chippen passer med hukommelsen, og om der er snyde software. Det finder de allerfleste snyde dimser. En fuld skrivning, og efterfølgende læsning kan tage lang tid. ISær da snyde USB er meget langsomme.

ChipGenius er navnet på det.

"but instead reads the information from the flash memory chip inside it to see what it is and what it’s true size should be. This might not work all the time but for the majority of counterfeit devices, it should work as intended. Read More: https://www.raymond.cc/blog/test-and-detect-fake-or-counterfeit-usb-flas..."

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere