Jesper sandal header

4 ting du også bør gøre, når sommertiden slutter

På søndag er det tid til det halvårlige mini-jetlag, når vi midt om natten stiller urene en time tilbage til dansk normaltid, og sommertiden dermed slutter.

Selvom det kan være svært nok at få taget sig sammen til at stille alle husets ure tilbage, så er det omtrentlig halvårlige ritual en god anledning til at få gjort et par ekstra ting, man ellers glemmer.

Tænk eventuelt på det som effektiv udnyttelse af den ekstra time, du føler, at din søndag er blevet forlænget med.

1. Skift batterier i røgalarmerne

Et batteri i en røgalarm kan sikkert sagtens holde et par år, men skulle uheldet være ude, så vil du takke dig selv for at skifte batterierne en gang om året. Skal alarmen vække dig, så er det bedst, hvis den gør det med fuld styrke og ikke løber tør, før du kommer ud af fjerene.

Husk også lige at teste alarmen, når du har skiftet batteriet.

2. Afprøv HFI-relæet

Det er en upopulær øvelse, men det er ikke længere så slemt som for få år siden, hvor strømafbrydelsen gik ud over clockradioer og uret på videomaskinen. Nu er mobiltelefonen blevet manges vækkeur, men HFI-afprøvningen går stadig ud over uret på mikrobølgeovnen.

Til gengæld kan du tage det lidt mere med ro, når det elektriske julelysshow skal sættes op om nogle uger.

3. Skift dine passwords

Det er virkelig en besværlig opgave at skifte alle sine adgangskoder jævnligt, men tænk over, hvor mange enheder og netværk, dine adgangskoder kommer forbi i løbet af et halvt eller helt år. Som minimum bør du skifte adgangskoderne til din primære e-mailadresse og sociale netværk som Facebook og LinkedIn.

Det værste ved opgaven er, at man finder ud af, hvor mange steder man har gemt sine adgangskoder, og hvor besværligt det er at indtaste en sikker adgangskode på en mobiltelefon.

Her kan du læse lidt mere om gode adgangskoder på mobiltastaturer.

4. Tag backup og test den

Det eneste, der er mere træls end at tage backup, er at skulle genskabe sine data. I dag kan man heldigvis gemme de fleste af sine dokumenter i skyen med tjenester som Dropbox, Google Drive eller Skydrive, men det er stadig en god idé at tage backup på eksempelvis en ekstern harddisk.

Det bruger jeg selv især til digitale fotos, hvor det trods alt er bedre at have to kopier. Fotos fylder også forholdsvis meget, så det kan være både dyrt og langsommeligt at bruge cloud-tjenesterne som eneste lager for sine fotos.

Og man skal selvfølgelig sikre sig, at backuppen stadig virker. De filer, du kopierede over på den eksterne disk for fem år siden, kan jo være blevet beskadigede.

Når jeg selv det hele på søndag? Næppe, men nu kan jeg da i det mindste give mig selv lidt dårlig samvittighed.

Kommentarer (10)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Jørgen L. Sørensen

Re: 0. Skriv til de folkevalgte

... og fortæl hvorfor sommertid bør afskaffes.  

Det vil da være dumt? Det er da kanon med en time mere hver dag hele sommeren?!?

Ironi kan forekomme.

Jeg er åbenbart en af de få der glade for at vi har sommertid :-)

Hvis vi ikke havde haft en ekstra time med lys og såkaldt sommer-"varme" om aftenen, havde der vist ikke været meget grillhygge i den forgangne sommer :-0

  • 4
  • 0
Per Hansen

Ja, uden sommertiden ville der simpelthen være mindre sollys til os i de vågne timer i sommerhalvåret, i hvert fald hvis man står op og går i seng til almindelig tid. Så helt dum er den sommertid ikke.

Det er snarere vores almindelige døgnrytmer, der er mindre smarte. Det ville være klogere at den almindelige sovetid for voksne var centreret omkring midnat, fx fra kl. 20 til kl. 4 (normaltid) for dem der sover 8 timer.

Så ville vi nemlig

1) få maksimal glæde af sollyset gennem hele året, 2) ikke behøve sommertid, og 3) sikkert også spare en del strøm til indendørs belysning.

Tilsvarende ville det være smartest at placere arbejdstiden centreret omkring middag (normaltid), altså fx 8-16 (normaltid) for en 8 timers arbejdsdag. Jeg tror 9-17 er mere normalt efterhånden, og det er skævt fordelt omkring middag.

Gad vide hvorfor vi rent kulturelt har fået forskubbet vores døgnrytme så meget at sommertid dermed er blevet "nødvendigt"?

  • 2
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere