3G i randzonen

  • En hands-on vejledning.

Jeg havde en kort sommerferie i år der - skønt vi besøgte flere lande, Vestjylland, Legoland, Tyskland og Fyn - var fredelig og havde den rekreative effekt, den slags helst skal have. En stor del af tiden blev tilbragt i mine forældres sommerhus, som vi migrerede til allerede et par dage før ferien fordi mødekalenderen var tom og de sidste rapporter derfor ligesåvel (ja bedre!) kunne skrives i lyngen som derhjemme.

Troede jeg da.

Mit job involverer nogen rejseaktivitet og for at sikre at forbindelsen til den virtuelle omverden ikke slippes i længere tid har jeg anskaffet mig et 3G USB modem, der bekvemt kan kobles på når nettet trækker. Således bevæbnet havde jeg sat mig til rette ved det lille smalle bord i sommerhusets gæsteværelse og fyret op for Word, mens Mobile Partner softwaren lavede hvad den nu laver når den starter op.

Et kvarters tid inde i rapportskrivningen bemærkede jeg at min mailklient stadig ikke var forbundet og checkede netværkforbindelsen, der med stilsikker ro meldte at der var en total mangel på forbindelse.

Intet net.

Nada.

Situationen var alvorlig, men ikke katastrofal: der var stadig godt 24 timer til jeg SENEST skulle have rapporten ud af døren, så der var tid. Med en USB forlænger i højre hånd fejende over loft og gulv og med den bærbare balancerende på venstre afsøgte jeg nu først alle husets rum og siden resten af ejendommen i jagten på den forsvundne bærebølge. Jeg fandt den helt ude hvor grunden slutter ved siden af postkassen, hvor jeg med modemet over skulderen, siddende i en svagt NNW-vendt position kunne fastholde en stabil nok forbindelse til at sende mails. Pyh.

Nu var min umiddelbare udfordring af vejen, men skadens omfang skulle vise sig større: min far havde nemlig købt et lignende modem til min mor for at de kunne være på nettet fra det Vestjydske og jeg kunne ikke helt få over mit hjerte at hun skulle sidde i alt slags vejr ude ved vejen for at checke sin Gmailkonto.

Begge modemer er af typen HUAWEI E160G og udstyret med et stik til en ekstern antenne. Jeg fik derfor den umiddelbart lysende idé at indkøbe en passende sådan som kunne fastmonteres på ydersiden af huset og med HUAWEI-delen anbragt i bekvem nærhed af gæsteværelsets bord. Vel hjemme i Århus resurfede jeg straks hvilke eksterne antenner der fandtes, men alt jeg fandt ligger prismæssigt i den tungere end som f.eks. dette eksemplar til kun 79.99 GBP.

Jeg har selv ti tommelfingre, men da min far er lidt af en handyman, drog jeg ad den lokale elektronikbutik til og indkøbte komponenterne ud fra devisen, "det kan da ikke blive dyrere end 80 pund ...". Man skal bruge følgende:

  • En udendørs antenne. Jeg fandt en Smarteq 3245.1+2000XL+5M COAX til kr. 220,-
  • Et stik der passer til HUAWEI modulet: MCX RG 174 lige kabelmontering. Pris kr. 33,40
  • Stikket der kobles på den udendørs antenne for at forlænge denne: FME stiftprop RG174crimp fås til kr. 24,40
  • Et laaangt antennekabel: 9,23m koaxialkabel RG174/U til kr 9,23
  • Og endelig en crimptang til at lukke de to stik om kablet: HANLONG 5333V, Presseværktøj SMA, SMB, SMC, MCX til kr. 224,-

Den matematisk opvakte læser vil formodentlig allerede nu have spottet at med en kurs på ca. kr. 8,5 for 1 pund er devisen ovenfor lettere udfordret. Man skal dog bemærke at listen også indeholder næsten 10m kabel, 1 stk. genbrugelig crimptang til den næste antenne(!) og at det hele jo monteres i en atmosfære af nørdet mande-kvalitetstid hvor man med lidt timing også slipper for at skrælle kartofler og vaske op.

Tilbage i sommerhuset medbragte jeg denne gang en usædvanlig værtsgave, der med kombineret far-søn indsats blev monteret på taget i retning mod den lokale sender som den slags skal for at virke ordentlig. Og stor var jubelen: man kan nu være på nettet med god forbindelse helt ude fra den forblæste Vestkyst - og det endda uden at blive våd når det regner.

Kommentarer (12)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Peter Andersen

Tak for en interessant artikel. Jeg slås selv med dækningen i randområderne, og kender til akrobatiske øvelser for at få bare et par kilobit presset igennem.

Mobile partner programmet er overflødigt hvis du benytter windows xp eller windows 7. Disse har indbygget dial-up software som betydeligt hurtigere end mobile partner. Endvidere kan IE indstilles til at benytte en "opkaldsforbindelse" som standard, en indstilling som mailklienter og andre browsere også honerer. Herved slipper man for manuelle opkald, men kan blot starte sin browser eller mailprogram.

Er det en hemmelighed hvilken udbyder du benytter?

  • 0
  • 0
#3 Deleted User
  • Et laaangt antennekabel: 9,23m koaxialkabel RG174/U til kr 9,23

Husk at antennekablet også har et tab. Det skal holdes så kort som muligt. Så vidt jeg har forstået er det ofte følsomheden ved signalmodtagelse som er begrænsende frem for ved afsendelse.

  • 0
  • 0
#4 Maciej Szeliga

...et 12m USB kabel, en frysepose og 3 strips ? Forbind modem med USB kabel, put i frysepose, luk åbningen tæt om kablet med en strip og monter modemet passende sted udendørs med de resterende strips (uden at slå hul på posen). Det burde virke så længe temp er mellem +10°C og +40°C.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere