Jesper sandal header

3 spændende spørgsmål om Kepler-452b med triste svar

Illustration: NASA

Jeg kan huske, da det blev annonceret, at den første exoplanet var fundet. Det er 20 år siden. Op til da havde det været et ubesvaret spørgsmål, om der fandtes andre solsystemer med planeter, der lignede Jorden.

Nu, 20 år senere, har NASA så annonceret, at den første gode kandidat til en Jord-lignede planet er fundet. Det er en fantastisk spændende nyhed, men for alle andre end astronomerne rejser opdagelsen tre oplagte spørgsmål - men svarene er deprimerende.

Kan vi rejse dertil?

Selvfølgelig kan vi det. Så længe vi taler afstande inden for vores lokale galaksehob, så vil vi kunne rejse dertil, før universet udvider sig så hurtigt, at vi ikke kan følge med. Men det bliver en meget lang tur, så det realistiske svar er desværre nej.

Afstanden til den nye planet, Kepler-452b, er cirka 1.400 lysår. Det hurtigste menneskeskabte rumfartøj var New Horizons, som vi fik sendt afsted fra Jordens bane med 45 km/s. Med den hastighed vil det tage 9,3 millioner år at komme fra vores solsystem til Kepler-452b.

Til sammenligning vil det tage et menneske cirka 2.850 år i rask gåtempo at spadsere fra Jorden til Solen. Ja, der er meget langt fra A til B i universet.

De mest optimistiske planer for måder, mennesket eller blot en rumsonde kunne rejse gennem interstellart rum, kan diske op med en hastighed på 1 procent af lysets hastighed. Sådan en gennemsnitshastighed vil korte turen ned til 140.000 år. Selv med lysets hastighed vil det tage 1.400 år. Og det bringer os til det næste spørgsmål.

Kan vi kommunikere med intelligente livsformer på Kepler-452b?

Sprogvanskeligheder til side, så vil den største begrænsning være os selv. Det vil, medmindre vi finder en måde at bøje naturlovene, tage 1.400 år for en besked at nå frem til Kepler-452b med lysets hastighed. Hvis nogen i den anden ende lytter, så vil det tage svaret 1.400 år at nå tilbage til Jorden.

Hvis du synes, det er irriterende, når folk ikke svarer omgående på en Facebook Messenger-besked, så prøv at kommunikere med responstider på 2.800 år.

Det vil svare til, at vi modtager en besked, afsendt fra én, der knapt nok var blevet til en viking, som svarede på en kommentar angående doping ved de første olympiske lege fra en person, der netop havde modtaget en nyhed om, at Egyptens gamle kongerige var kollapset.

Det er vanskeligt at forestille sig, at vi kunne skabe en civilisation, der ville udvikle sig så langsomt, at kommunikation med 2.800 års mellemrum ville være muligt.

Men for at kunne kommunikere, så skal vi jo have nogen at kommunikere med.

Er der liv?

Formentligt ikke. Kepler-452b ligger i dejligt placeret i næsten samme afstand til en lidt ældre og lidt mere strålende stjerne end Jorden i forhold til Solen. Så hvis der stadig er vand på Kepler-452b, så er flere af de grundbetingelser for liv, som vi antager er nødvendige, i hvert fald på plads.

Problemet er, at vi kender faktisk allerede tre planeter, som kunne huse liv ud fra disse betingelser, men jeg har personligt ikke lyst til at møde nogen livsformer, der kan overleve på Venus, og Mars nåede formentligt at tørre ud og fryse til, før liv nåede at opstå. Men vi har ikke helt udelukket de to planeter endnu.

Så er der Jorden tilbage. Den er fyldt med alt muligt kryb, og har været det i lang tid. Det meste af tiden har livet bestået af encellede organismer, som det stadig diskuteres, præcis hvordan de er opstået. Vi kender byggestenene og principperne, men vi har ikke kunnet genskabe processen.

Her finder vi den første barriere, som kan forklare Fermis paradoks, nemlig at det er ekstremt usandsynligt, at komplekse organiske molekyler tager det næste spring og bliver til encellede livsformer.

Fermis paradoks går ud på, at der er et bogstaveligt talt astronomisk stort antal planeter derude, som har betingelserne for liv, men vi er tilsyneladende den eneste civilisation i nabolaget. En del af den sandsynlighedsregning er dog desværre også, at det er ret usandsynligt, at vi finder liv på den første beboelige planet, vi opdager.

Men det kunne jo være, at hvis vi sender en Newer Horizons-sonde af sted til Kepler-452b, at vi så 9,3 millioner år senere modtager billeder af Kepler-452b-beboere, der vinker til sondens kamera. Måske har de allerede set Jorden og sendt en sonde afsted. Det skal så nok passe, at den lander en fredag aften i juli på Sunny Beach, så fire fulde gutter fra Slagelse morer sig med at moone den. For sådan er vi jordboere.

Kommentarer (8)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bent Jensen

Du glemmer da alle månerne omkring de store gas planeter.

Du er noget hurtigt til at afskrive liv, hvis der findes "uafhængigt" liv på mars, eller rester, så må vi formode at der er liv alle steder. Vi har heller ikke undersøgt alle sateliterne omkring planterne, og jo mere vi leder jo flere steder ser vi mulighed for liv. Der er også fundet vand på Markur, så selv om bly smelter der, kan der måske også være en eller anden form for liv.

Med hensyn til kommunikation, du taler om 2 vejs ???
Hvis bare vi modtog et signal, var det jo et svar på om der findes liv andre steder, en meget vigtigt information, og kommunikation. Vi fylde jo også snart, selv 100 lysår med vores kommunikation. Man kan vel også lære lidt af 200 afsnit af MASH eller Simpsons.

Om man så kan rejse der til, efter de 200 afsnit vil de nok frabede sig besøg. Men vi kan rejse der til, ikke som individ, men som race, hvis vi sender vores DNA information. Så er det også første gang, vi ikke taget rotter og mus, eller anden sygdom med under en opdagelse rejse.

Torben Mogensen Blogger

En grund til, at de fleste af de af Kepler fundne planeter er så langt væk, er at den faktisk ikke er god til at finde planeter.

En planet skal passere direkte mellem dens stjerne og os, før Kepler kan finde den. Det kræver, at det plan, i hvilket planeten bevæger sig rundt om sin stjerne, skal være parallelt med retningen til stjernen -- med meget stor præcision.

Det er der ikke mange planeter, der gør, men da rumfanget stiger kubisk med afstanden, vil der være 1000 gange så mange planeter i en afstand på 1000 lysår end på en afstand af 100 lysår og en million gange så mange som i en afstand på 10 lysår.

Der kan sagtens være jordlignende planeter om nærmere stjerner, men de vil kræve andre metoder at finde, hvis ekliptiske plan ikke er parallelt med synsvinklen.

Jesper Stein Sandal

Du glemmer da alle månerne omkring de store gas planeter.

Nu ville jeg først og fremmest sammenligne med "the habitable zone". Månerne er bestemt interessante, men det er en anden gren af jagten på liv andre steder end på Jorden. Med exoplaneter er det logisk i første omgang at koncentrere sig om planeter med Jord-lignende forhold.

Simon Kokkendorff

Sandt at det med nuværende teknologi ikke er realistisk at rejse 1400 lysår. Men givet tilstrækkelig energi kan man, teoretisk, faktisk rejse dertil på ingen (egen)tid. Bare ærgerligt at der mindst er gået 2800 år på Jorden, når man vender tilbage.

Johnnie Hougaard Nielsen

En meget vigtig parameter, som måske ikke er så optimistisk, er hvad den gennemsnitlige levetid for teknologiske civilisationer er. Om den skal måles i millioner af år, eller måske bare tusinder?

Det er plausibelt at universet har vrimlet med civilisationer som følte sig ensomme i universet, blot fordi de andre indenfor opnåelig afstand ramte tidsmæssigt forkert, med hvad der i universet er mindre end et øjeblik.

Med andre ord behøver det slet ikke være et paradoks at vi ikke ser noget til naboerne, tværtimod ville det være forundringsvækkende om tætheden var så stor, at både den afstands- og tidsmæssige distance tillod udveksling af bare en interplanetarisk selfie.

Torben Mogensen Blogger

Men givet tilstrækkelig energi kan man, teoretisk, faktisk rejse dertil på ingen (egen)tid. Bare ærgerligt at der mindst er gået 2800 år på Jorden, når man vender tilbage.

Det kræver øjeblikkelig acceleration til c, hvilket er mildt sagt urealistisk. Hvis der skal være mennesker om bord, er en acceleration på 1g = 9.81 m/s² mere passende. Hvis man regner rent newtonisk, tager det ca. et år at accelerere til c, men hvis vi regner relativistisk, er regnestykket noget anderledes. Siden http://math.ucr.edu/home/baez/physics/Relativity/SR/rocket.html giver nogle tal for hvor langt man kan nå i T subjektive år med en acceleration på 1g:

T          t         d          v                gamma  
1 year    1.19 yrs  0.56 lyrs  0.77c                 1.58    
2         3.75      2.90       0.97                  3.99  
5        83.7      82.7        0.99993              86.2  
8     1,840     1,839          0.9999998         1,895  

12 113,243 113,242 0.99999999996 116,641

t er tiden set fra jorden, d er afstanden i lysår, v er dem maksimale hastighed som en fraktion af c og gamma er tidsforhalingen.

Hvis du accelererer den første halvdel af turen og derefter decelererer så fordobl tid og afstand herover. Så på 10 subjektive år kan du nå 165.4 lysår væk, og det vil tage 167.4 år set fra jorden. På 16 subjektive år kan du nå 3678 lysår væk, og det vil se ud til at tage 3680 år set fra jorden.

Siden regner også på mængden af brændstof, forudsat at al masse kan omdannes til accelerationsenergi. Der er givet tal for 27 lysår (886 gange nyttelasten) og 30 000 lysår (955 millioner gange nyttelasten). For ca. 1000 lysår er det nok ca. en million gange nyttelasten, hvilket næppe er realistisk.

I praksis betyder det, at rejser til andre stjerner næppe i praksis kan ske ved hastigheder nær lysets, selv om vi kan konvertere masse til energi. Så vi har nok brug for generationsskibe selv ved rejser til nære stjerner. Alternativt flyttes genetisk materiale/information i stedet for levende væsener, hvilket kræver væsentligt mindre rumskibe.

Markus Hornum-Stenz
  1. Det er absurd at forestille sig meningsfulde interstellare rejser (eller kommunikation) indenfor rammerne af almindelige rejser i 4-dimensionel rumtid.
    Selv hvis det var nabosolsystemet der var tale om, ville der reelt være tale om en
    Så lad os ikke hænge os i om det er 10 eller 1000 lysår vi taler om.
    Hvis ikke vi finder en teknik til at FTL-rejser, så er vi i praksis stavnsbundet til dette solsystem.
    Jeg tror på at FTL-teknik nok skal blive opdaget før eller siden, men HER kan man tale om en barriere i Fermi'sk forstand
    http://www.nasa.gov/centers/glenn/technology/warp/ideachev_prt.htm

  2. Den der med at man kan kigge på en stjerne 1400 lysår borte og ud fra varianser i dens lysstyrke (eller en svag rokkebevægelse) kan slutte noget om beboeligheden af planeter som kredser om den relevante stjerne....
    Her er vi altså i en situation, hvor det er meget svært at empirisk at be-/afkræfte en teori, men det gør ikke automatisk teorien stærkere, snarere tværtimod.
    Det er et klassisk eksempel på en spekulativ teori, som hviler på en masse "alt andet lige"-præmisser og som primært henter sin styrke fra at vi tror og ønsker at det skal være sandt at der findes andre beboelige planeter.

Log ind eller Opret konto for at kommentere