2017, en positiv status

når man sammenliger din positive artikkel med den negative .........

.. men her i huset er det sådan at når børnene har et uløseligt problem, så siger deres ingeniør far, vi må finde en løsning, her i huset giver vi ikke op.
.. og sådan er det også her, vi må finde en løsning, det med at toget er kørt den holder ikke, selvfølgelig kan vi ansvarlige finde løsninger, lad os komme i gang.

godt nytår

Peter Holm Jensen:

Det var hjertevarmende smukt og nødvendigt formuleret - tak for det. Det må være nytårsforsæt nok - for vore børns skyld.

Hvis ikke andre har kommentarer, så har jeg da. Jeg bemærker at "B-ordet" bliver nævnt på den typiske Vladimir og Kennedys Håndværkerne "vi bliver glade for det i længden" måde. Lad mig i den forbindelse lade FNs "special rapporteur" for privacy tale for mig igennem udsagn fra hans foreløbige rapport (til at finde her):

43. A main claim made by proponents of Big Data is that it can provide a solution to the limits imposed on research from a lack of empirical evidence, i.e., a lack of data, and provide us with the objective truth about circumstances or phenomena. These epistemological claims, which tend to elevate Big Data to a new form of scientific method, lie at the centre of the unease many have expressed about the limitations of, and risks posed by, Big Data.

97. High-dimensional unit-record level data cannot be securely de-identified without substantially reducing its utility. This is the sort of data produced by a longitudinal trace of one person’s data for health, mobility, web searching and so on. ...

100. The re-identifiability of Open Data is a small indication of a much larger problem – the re-identifiability of “de-identified” commercial datasets that are routinely sold, shared and traded.

101. Arrayed against the right to privacy in the Big Data and Open Data era are powerful forces. The weakest possible de-identification permitted is likely to be the most financially preferred by all who deal in data whether for commercial or other purposes, and governments come under pressure not just in relation to opening up access to data about individuals, but also in relation to the regulation of this access.

Det ligger mao. på ingen måde "på den flade hånd", som man vist siger på Christiansborg-dansk. De naturlige incitamenter peger i en uhyggelig retning. Cannataci løfter da også en advarende pegefinger:

112. A simplistic approach to Big Data – Open Data blind to the complex interaction between perceived privacy management business practices, trust in respect for privacy and behaviours of individuals will not facilitate ‘Big Data’, but lead to potentially inaccurate and poor-quality decision making.

Samme budskab er også kommet ud af 34C3, hvor det ikke alene blev påpeget, hvor nemt det er at manipulere resultater ved at føde målrettede og falske data, men også at hvis ikke man fra central hold tager bekymringerne alvorligt, så vil der komme en modreaktion. Så "tuwat" inden andre gør det.

Lad mig lige lade FNs udsending få de sidste ord i denne omgang:

81. ... We should not lose sight amidst terminology such as ‘sharing’ and ‘connecting’, that a reversal has occurred that is, rather than releasing data about how government works and which the public can use to hold government to account, governments are releasing data about their citizens.

Tænk lige over det.

Poul Henning, når du ikke ved noget om gamergate skal du ikke slå det I hartkorn med 4chan og offisimentum....

Helt enig. PHK, du ved tydeligvis intet om, hvad Gamergate er. Det handler om, at journalister skal gøre opmærksom på deres interessekonflikter. Intet andet.

»dem de opfatter som "tabere" - Kvinder og den slags«

At nørdede mænd forsøger at holde kvinder ude, er den mest latterligt stupide forestilling nogensinde. Jeg ved ikke, hvorfor I insisterer på at udbrede denne løgn.

Og nej, vi har ikke set igennem fingrene med den mikroskopiske mængde, der gør sådan noget.

Godt nytår - hvis man kan sige sådan, når man står op til dagens forside på Politiken om fusk og uærlighed i statens trivselsmålinger i skoler og gymnasier. Det er så groft, så man ikke tror sine egne øjne (selv om vi var nogen, der allrede for over et år siden forsøgte at gøre opmærksomme på dette). Man argumenterer med, at det er nødvendigt at afkræve børnene besvarelser, og gøre det på identificerbart niveau (selv om man lover anonymitet), af hensyn til forskningen. Man skal nemlig kunne samkøre besvarelserne med de øvrige registre!

Hvad bilder de sig ind? Hvad f..... er meningen? Hvem tror de, de er? Selveste Vorherrer i egne høje personer? Hvilken lovhjemmel har de til at lyve for befolkningen og afkræve vore børn svar om deres inderste følelsesliv - fordi det altså passer d'herrer at forske?

Planen er uden tvivl på sigt at samkøre med f.eks. genomcentret - så kan man "bevise" (håber man sikkert), at mistrivsel er genetisk bestemt - ikke samfundsbestemt. Og andre skumle hensigter, som at sortere folk fra fødslen i dem, det kan betale sig at investere i, og dem, som må efterlades på bagsmækken. Eller hvem, som vil egne sig til forsøgsdyr for medicinalindustrien, og som fra fødslen kan sættes i "forebyggende" behandling - så vi kan se, hvad der sker, og samtidig tjene penge på det.

Udover, at det er dybt uetisk og krænkende overfor børnene - hvornår bliver vi voksne så på tilsvarende vis afkrævet besvarelser af nærgående spørgsmål om vores følelsesliv - af hensyn til forskningen? For de argumenter, man bruger i forhold til børnene - som altså skal svare - kan vel i lige så høj grad gælde for voksne? Der bliver det bare mere tydeligt, hvor syg og foruroligende en tankegang, der ligger bag.

https://politiken.dk/indland/art6274451/F%C3%B8lsomme-data-om-b%C3%B8rn-...
(kræver ikke abb. på nuværende tidspunkt)

Enig, Bjarne. Og jeg straks bevise denne pointe ved at starte det nye år med at opfordre til bespænd ift. trivselsundersøgelserne. Det er vores børn - vores børn - hvis tillid til de voksne og samfundet, der mishandles her - og i værste fald deres fremtid, fordi de brændemærkes fra fødslen.

Så jeg vil opfordre til, at forældre står sammen og nægter at lade deres børn besvare skemaerne - eller finder en måde at ubrugeliggøre besvarelserne på, f.eks. at besvare ved hjælp af terningekast. Det kan selvfølgelig være svært med sikkerhed at vide, hvilke uønskede bivirkninger, det ville kunne medføre på længere sigt - så andre og bedre forslag til, hvad vi kan gøre for at stoppe dette vanvid, er yderst velkomne.

Og er der nogen bud på, om de ansvarlige kan slæbes i retten - for det kan da umuligt være lovligt at tvinge folk til at besvare spørgsmål om deres følelsesliv og love folk anonymitet, for derefter at gemme oplysningerne på individniveau? Tænk alle de andre steder i systemet, vi kan forvente, at man gør noget tilsvarende.....?

I mine øjne er de ansvarlige en flok skrupelløse forbrydere - hvis ikke i juridisk forstand, så som minimum i moralsk forstand. De skal bare ud, hurtigst muligt....!

Jeg har mødt den omtalte undersøgelse som forælder. Det skete ved at den yngste af mine drenge kom hen til mig og spurgte: "Hvis de kender mit login, så er det ikke anonymt, vel?"

Hvad er det for et samfund, som vi har lavet, og hvad er det lige for værdier, som vores børn lærer af skolen?

Desværre af helbredsmæssige grunde ikke en mulighed for mig, Poul-Henning. Og lige i disse sager er civil ulydighed også en mulighed - også i et demokratisk samfund. Tiltag som trivselsundersøgelserne er i mine øjne dybt udemokratiske i sin kerne - for det foregår skjult, bag lukkede døre, med mindre nogen opdager det og råber op. Og det er for mig at se i direkte modstrid med de menneskerettigheder og den retssikkerhed, som også er fundamental i et demokratisk samfund.

Så demokratisk nødværge er berettiget i sager som denne, også mellem valgene, og også for at hjælpe demokratiet til at overleve på længere sigt. Det er muligt, at det er demokratisk valgte politikere, der står bag, men de overtræder deres beføjelser og misbruger demokratiet.

Det er også mit indtryk. Tak for at vi fik det præciseret.

Uden at forholde mig til det estimat, så bør vi overveje flg. inden vi går den vej:

1) er vi klar? Kan vi sikre, at det sker på betryggende vis?
2) kunne vi opnå sammenlignelige resultater på langt mindre vidtgående vis?
3) er det virkelig, det værd? For mig ser det ud til at "the cure is worse than the disease".

Og så vil jeg parentetisk bemærke, at min fornemmelse er, at det er langt større kompetencer i vores forskningsmiljøer, selv indenfor de nævnte områder, men at det ikke virker til, at vi giver dem lov til at udfolde sig. Her tænker jeg ikke kun på den ødelæggende og omsiggribende politiske styring, men også på det kontraproduktive og omfattende bureaukrati, som bl.a. Christian Bierlich tidligere problematiserede med et debat-indlæg på ing.dk.

Så langt vil jeg ikke gå. Men jeg vil da bestemt opfordre til, at man kun afgiver svar, som man resten af livet er klar til at stå inde for. For, som Jakob Harder fra STIL citeres for i artiklen fra Politikken:

Han oplyser, at børnenes data fra målingerne som udgangspunkt aldrig vil blive slettet, da de skal bruges til fremtidig forskning og statistik om trivsel.

Han har også en ret bemærkelsesværdig udtalelse:

Det er ingenlunde i vores interesse, at flere er utrygge; det fører til manglende tillid til det offentlige og i sidste ende mindre valide svar i trivselsundersøgelserne.

Really? Det er måske lige sent nok at komme i tanke om det.

Det er muligt, at jeg misforstår dig, Poul Henning Kamp, men er den nytte/uvidenhedskvotient ikke lidt bekymrende? Og siger de 0.001% nytte noget om alle de mulige skadevirkninger, som kan følge med? Man kan jo ikke bruge det tal (som jeg godt ved er fiktivt) til noget, isoleret set. Man er nødt til at se det i en større sammenhæng.

Hvis det var sådan, at man kunne isolere de gode formål, og helt slippe for risici og uheldige bivirkninger ved udviklingen, så ville vi jo alle sige "ja". Men det kan man jo ikke - og der er vi nogen, som mener, at risiciene samlet set langt, langt opvejer og overstiger evt. gavnlige virkninger. At man for at redde nogle få risikerer at skade en masse andre.

F.eks. er denne udvikling jo tydeligvis allerede ved at undergrave demokratiet - det fremgår jo af trivselssagen. Der er magthavere/interessenter, der mener, at de gode formål (som også inkluderer store økonomiske gevinster for private aktører) overstråler fundamentale principper i en demokratisk retsstat - som at man ikke lyver overfor sine borgere, ikke tvinger sig vej ind i deres inderste følelsesliv, ikke registrerer og overvåger mere end højst nødvendigt.

Disse fundamentale principper er allerede ofret på forskningens alter - en beslutning, der er taget i det skjulte. Er vi virkeligt villige til at ofre demokratiet og menneskerettighederne for at give 0,001 % eliteforskere mulighed for at finde løsningen på en sjælden sygdom?

Hvad med svundne tiders epokegørende nyskabelser og opdagelser som f.eks. hospitalsinfektioner og hospitalshygiejne? Vi ved jo udmærket, at vi kan redde mange tusinder fra sygdom, død, handicap og lidelse, hvis vi tager hospitalshygiejne alvorligt. Gør vi så det? Nej - der skæres ned på helt basal, men livsvigtig sygepleje, fordi man hellere vil satse på prestigeforskning og nobelpriser og på at lokke medicinalindustriens milliarder til landet, end man vil tage ved lære af tidligere tiders banebrydende forskning - som der ikke mere er penge og prestige i. Så hvad forsker man for? For at hjælpe/redde så mange som muligt? Eller for prestige og økonomiske vinding? https://videnskab.dk/krop-sundhed/er-hospitalsinfektioner-et-stoerre-pro...
https://videnskab.dk/krop-sundhed/hospitalsinfektioner-koster-25-million...

Inden vi køber argumenter om fantastiske medicinske og andre landvindinger, skulle vi måske lige kigge på, hvad vi stiller op med den vigtige viden, vi allerede har. Bruger vi den til noget? Kun hvis der er (private) penge og prestige i det.

Store krav at stille til vore børn, Bjarne. Vel så store, at det ikke er et rimeligt krav at stille. Vi bør som forældre beskytte vore børn mod den slags data-kannibalisme. I mine øjne er disse undersøgelser - som det ser ud lige nu - simpelthen ikke legitime og lovlige. Ingen har krav på at få andre menneskers (heller ikke børns) inderste tanker at vide - der går en usynlig grænse, som ingen, heller ikke ministre og forskere, har ret til at overtræde. Ingen kan være forpligtede til at lade sig påtvinge sådanne indgreb, uanset om det kommer fra et ministerium e.l., så det bedste svar, ja nærmest en pligt, set fra mit synspunkt, er på sine børns vegne at nægte at lade dem indgå i undersøgelsen.

PHK:

Ja da - men for mig at se, er det netop det, vi er i gang med - vi er i fuld gang med at smide "barnet" i form af demokrati, menneskerettigheder, helbred (jeg mener ikke, at al medicinsk forskning nødvendigvis er til gavn for befolkningens helbred) og andre fundamentale goder for en menneskeværdig tilværelse ud - til fordel "badevandet" i form af grænseløs forskning og kapitalisering af menneskeliv. Ja, jeg ved godt, at den halter lidt, den sammenligning, men du forstår sikkert, hvad jeg mener.

Mit gæt er, at du heller ikke går ind for grænseløs forskning - så hvor går dine grænser? Hvor udbredte rettigheder skal forskningen have på individers og befolknings bekostning? Står forskning over alt andet - så man f.eks. har ret til at lyve for sine forskningsobjekter? Hvad har vi lov til at sige "nej" til af indtrængen i privatlivet i forskningens navn? Forskning, som ofte primært dækker over håb om grænseløse profitter? Hvilken forskning er det rimeligt fra det offentliges side at sige "nej" til, og simpelthen ikke tillade? Hvor lukket har forskerverdenen lov til at være - fordi profit trods alt står over borgernes ret til indsyn i, hvad deres liv og data anvendes til?
Hvorfor indgår "vi" (=det offentlige) i pagter med djævelen som de her beskrevne? https://nextpartnership.dk/cda/

Hvorfor indgår det offentliges (mere eller mindre stjålne) datarigdomme f. eks. i industridrevet forskning, som betinger sig, at forskningsresultater ikke behøver at fremlægges, hvis de går imod firmaernes interesser? Det har vi som borgere da ingen interesse i?

Enig - og netop derfor er civil ulydighed påkrævet, når magthavere af enhver art overtræder grænserne - som man i uhyggelig grad gør i Trivselsundersøgelsen. Den er for mig at se netop udtryk for den udvikling, du beskriver. Feudalherrers (kæmpe økonomiske interesser og deres håndlangere, forskerne, politikerne og embedsmændene) udnyttelse af undersåtterne uden om demokrati og basale menneskerettigheder. Det er muligt, at jeg er gået fejl af dit ærinde, og at du i virkeligheden ikke er uenig på det punkt, men at det er noget andet, du reagerer mod.

Selvfølgelig ryger der nogle nuancer i en debat som denne. Der er rigtigt gode og hæderlige forskere, og gode formål med forskning. Det er den overordnede tendens i udviklingen, jeg reagerer imod. At forskere og forskning ikke mere er i befolkningernes tjeneste, men i skjulte økonomiske interessers tjeneste, som ikke nødvendigvis vil os det bedste - godt hjulpet på vej af politikere, som hylder denne udvikling.

Forskning, der ikke respekterer basale menneskerettigheder og retsprincipper, kan være nok så besluttet af demokratisk valgte ministre eller udført af nobelprisniveau-forskere. Det bliver den ikke legitim af, i mine øjne, og netop pga. stor kærlighed til demokratiet og humanismen er min konklusion, at man i disse sager ikke skal bøje sig for det offentliges krav - for de er led i en totalitær udvikling.

Fordi:
Civil ulydighed virker hér og nu, - for individdet.
Og det sender et signal , - hvis der er mange nok.

At gå ind i politik, er ingen garanti for at kursen på supertankeren kan ændres, men med civil ulydighed kan man påvirke fremdriften (lidt) fra sin berøringsflade.
At skulle lære at hyle som de (politiske)ulve man (måske) kommer iblandt, kan måske være mere grænseoverskridende for nogle end civil ulydighed.

K

I mine øjne er civil ulydighed i en sag som Trivselsmålingen et førsteordensværktøj. Myndighederne handler grænseoverskridende, bevæger sig ind over privatlivsgrænsen, og lyver oven i købet om det. De bevæger sig derved ind i et område, hvor myndighederne ikke har nogen legitim autoritet - og borgeren bør benytte sin ret til at håndhæve sine grænser og sige "nej". Jeg anerkender simpelthen ikke, at politikere og myndigheder har nogen som helst ret til at pålægge borgere/børn at deltage i dette. Det er uden for Folketingets beføjelser at lovgive om, at borgere - endda under falske forudsætninger - skal pålægges at udlevere eget følelsesliv. Så i mine øjne ville det netop være et andenordensværktøj (hvis jeg ellers forstår det begreb rigtigt - du må gerne forklare) at rode Folketinget ind i, om mine børn (som jeg ikke har i den aktuelle alder - men alligevel) skal tvinges til at besvare en sådan undersøgelse. Det ville være en omvej - og en indirekte anerkendelse af, at Folketinget har noget at skulle have sagt der. Det har de efter min opfattelse ikke.

Jeg går ind for et stærkt fællesskab - men kun omkring det fælles!!! Børns og borgeres følelsesliv er ikke "fælles" - det er privat, indtil der er en konkret grund til at kræve det lagt frem. Ønske om forskning er ikke grund nok, og borgernes følelsesliv kan ikke eksproprieres, uanset hvilket Folketing, der sidder. Så i mine øjne ville satsning på næste valg - ud over at tage alt for lang tid - i denne konkrete situation være en unødvendig omvej, og et skridt i den forkerte retning, væk fra borgerens herredømme over eget privatliv. Vi skal ikke bede om lov til at sige nej til den slags datatyveri. Det er en ret, vi allerede har.

At der så kan være andre gode grunde til at gå ind og påvirke selve lovprocessen mere direkte via politisk engagement, det er en anden og meget vigtig sag - som jeg desværre ikke selv har mulighed for at følge op på. Det er ikke lysten, der mangler, det kan jeg love dig.

...efter Dem, Hr. Kamp! :-D

Spøg til side. Jeg synes egentlig at du der giver udtryk for for en noget en-dimensionel opfattelse for, hvordan man får indflydelse.

På det anekdotiske plan kan man jo tænke over, om Thyra Frank mon havde størst indflydelse før eller efter hun fik en taburet.

Hvis man foretrækker en mere forskningsbaseret tilgang, så kan man f.eks. kigge forbi folkene hos magtelite.dk, og f.eks. kigge lidt på, hvor få politikere der egentlig er nået blandt de 432, som de endte ud med, da de ledte efter den danske magtelite.

Det har du fuldkommen ret i. Og jeg er rent ud sagt arrig over at blive sat i den situation.

Jeg brugte det som anledning til en snak om, hvad det egentlig var, at man spurgte om, for er man i stand til at se igennem løgnen om anonymitet, så kan man også forstå det. Og jeg gav min fulde opbakning til, at de undlod at svare.

Men også til at det ikke var en kamp, som var værd at kæmpe. Forældre er jo allerede blevet opfordret til at lade deres børn lyve om deres alder, for at få aktiveret iPads o.lign., så den med at svare plausibelt fremfor sandfærdigt, den er de desværre allerede med på.

Det gør jo så undersøgelsen så godt som ubruelig, både for lærere og skole (som næppe hverken har bedt om den, eller har brug for den) og for forskere og andre data-gribbe, men det kan jeg sådan set godt leve med. Man høster, som man sår.

Det er forkasteligt, både at man tager små skæbner som gidsler, og at man så skamløst lyver overfor både børn og forældre. Og det skal laves om. Men det er en kamp, som jeg vælger ikke at kæmpe igennem mine børn. Det må blive deres eget valg, når de er klar til det.

Tjah- men, det ville slet ikke kunne ske uden "demokratiets" aktive medvirken og direkte stötte til refeudaliseringen; vi ser jo at stort set hver eneste gang "demokratiet" har en mulighed for at träffe et valg så välger man befolkningens rettigheder fra.

Så, hvad skal vi egentligt med et repräsentativt demokrati hvis det altid repräsenterer alle mulige andre interesser end "vores"?

Besnærende enkelt men risikoen er at det grundlag gribbene så senere skal træffe "afgørelser" på er så forkert, at afgørelserne også vil være det. Til den tid vil man så bare kunne drømme om dengang vi "kun var på et sidespor" - for der er vi røget helt af sporet.

Ja, det dilemma kan jeg godt følge dig i, Bjarne. Det er sådan lidt "Damned if you do, damned if you don't". Min tanke er, at når først de bliver store nok til at tage den kamp, så er det jo ved at være for sent, frygter jeg. Og jeg synes egentligt, at det er en "voksenkamp" allerede nu.

Og nogen gange skal der bare lidt mediefokus til, så får politikerne heldigvis kolde fødder :-) :
https://politiken.dk/indland/art6274921/Minister-uds%C3%A6tter-trivselsm...

Om de så bare fjerner fokus et stykke tid, mens de bag lukkede døre arbejder videre på at få det lusket igennem - nu må vi se..

I øvrigt et godt debatindlæg allerede for flere år siden om disse trivselsundersøgelser.
Citat: "Den magt, Antorini giver børnene, er ikke en demokratisk, men en bureaukratisk magt. Jeg tolerer det ikke, og det håber jeg, at vi er flere, der ikke gør.
Hvis vi virkelig ville have børnenes egen stemme frem, burde vi træne dem i at ytre sig, i at forstå ytringer, og i forlængelse af denne læring er det helt naturligt at bede dem reflektere over vigtige elementer i deres læring.
Fremtiden skal ikke fyldes med kontrol, den skal fyldes med evnen til at gennemskue kontrollanternes styreformer."
https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art5625919/Fri-mig-for-Christine...

Det er sgu et godt citat. +1 til Thomas Dahlslykke Sarbo.

Alle har ret til deres egen mening, men ikke deres egne fakta.

Alternativet til at du lyver, er, at du er en nyttig idiot.

Ved at udbrede løgne har du gjort uendeligt meget mere for at holde kvinder ude af IT, end Gamergate har.

Mit "forskruede verdensbillede" er, at journalister skal gøre opmærksom på deres interessekonflikter. Er det at være imod menneskerettigheder?

Du deltager i en international smædekampagne mod udskyldige mennesker. Det er ækelt af helvede til. Skam dig!

Og ude i virkeligheden kan ikke en eneste af de ting knyttes til faktiske gamergatere, men 3.-parts trolls (som du sikkert er blevet fortalt mange gange før).

Som bevægelse har Gamergate aldrig opfordret til harrassment, men tværtimod haft hold af folk til at anmelde den slags til myndighederne.

For fanden, hvor er det klamt at sammenligne det med nazister. At du kan finde på det, siger hvor langt ude du er. Gamergate er et forbrugeroprør mod korrupte og inkompetente journalister.

Hvis nogle få rådne æg kan ødelægge det hele, skal vi så nævne hvor mange anti-gamergatere, der er anklaget for voldtægt? Skal vi nævne bombetruslerne, der er lavet mod gamergate meetups?

Fakta udløber ikke.

Gamergate er et pragteksempel på "never pick a fight with a man who buys ink by the barrel". I har midlerne til at ødelægge andre folks rygte baseret på ren løgn, og det har I udnyttet.

Det der DIN side, der kører hadkampagner, gamergate forsvarer bare sig selv mod løgne.

Det hele kunne have været ovre på første dag, hvis de glorificerede bloggere bare havde sagt "der har været nogle interessekonflikter, vi ikke havde gjort læserne opmærksom på. Det beklager vi. Vi vil forsøger at gøre det bedre". I stedet valgte de at sprede løgne og råbe "MISOGYNISTER"!

Og folk som dig valgte så at deltage i smædekampagnen i stedet for at være ærlige.

Og selvom du ikke er journalist, har du stadig en langt større platform end de fleste, du spreder løgne om.

Du ser i det hele taget ud til at have et problem med IT-mænd.

Din tåbelige idé om "Jeg er IT-mand, gør som jeg siger!" og "white-dude-privileges" har som sædvanligt intet med virkeligheden at gøre.

Det er nærmere som hvis man kører en totalt smadret bil ind til en mekaniker, som siger "jeg kan ikke lade dig køre den bil ud herfra, hjulene ryger af med det samme".

"White-dude-privilege" er noget mandehadere har opfundet.

At påstå at mandlige nørder er privilegerede er simpelthen åndssvagt. Vi er blevet pisset på i årtier. Hvis du tror noget andet, er det dig, der tager fejl.