Jesper sandal header

10 grunde til stadig at elske desktop-pc'en

Det er vist blevet tid til det igen. Rastløsheden har sat ind, og jeg besøger flere og flere hjemmesider, jeg ikke bør kigge på, fordi jeg ved, hvor det fører hen.

Det er næsten til dato 4 år og to måneder siden, jeg sidst gjorde noget ved det. 50 måneder er jo nærmest en evighed, og det begynder at kunne mærkes.

Det er tid til at opgradere min desktop-pc.

I mere end fire år er der kun blevet skiftet et styresystem og et grafikkort - og grafikkortet var mest for at gøre maskinen helt stille - i hvert fald mere stille end min omtrent lige så gamle Dell-bærbare, som lider af kronisk blæsersyndrom. Det må jeg også få gjort noget ved én af dagene.

Men er desktoppen ikke totalt yt? Burde jeg ikke bruge pengene på en tablet med et tastatur og en masse apps og noget storage i skyen?

Ha! - siger jeg blot. Desktoppen holder stadig, og her er 10 grunde til hvorfor:

10. Du sidder jo alligevel ikke nede på caféen

Den mest solgte type pc i Danmark er 15,6 tommer bærbare. De falder efter min mening ind i kategorien af flytbare pc'er i forhold til de 13-tommer bærbare eller mindre, jeg foretrækker, når jeg faktisk har brug for at tage pc'en med mig til konferencer. I gennemsnit er det måske to gange om måneden, at jeg tager den bærbare i tasken, både på arbejde og privat.

De fleste, der køber en bærbar, lider af en vrangforestilling i stil med dem, der køber en cabriolet i Danmark. De tror, at de kommer til at sidde nede på caféen og ligne forfattere, når det tætteste de kommer på det, er at opdatere Facebook, mens de stadig ligger under dynen. Køb hellere en smartphone eller en tablet.

9. Du kan få et kraftigt grafikkort

Det er ikke alle, der er til spil på pc'en, men hvis man er, så er muligheden for at opgradere grafikkortet uundværlig. Det er ofte alt, der skal til, for lige at give din pc et par ekstra år at leve i, selvom der er kommet en ny udvidelse til dit favoritspil.

8. Du får alle de porte, du kan tænke dig

Det er de færreste, der har brug for en serielport eller otte USB-porte, men det kan man få og mere til med en stationær pc, hvor selv flere gamle porte stadig sidder på bundkortet. Ok, det er måske ikke noget godt argument, men hvis man gerne vil have surroundlyd fra pc'en, så har lydkortene på bundkortet efterhånden alle de udgange, man har brug for.

7. Du kan vælge dit eget tastatur

Jeg er kræsen med mine tastaturer, hvilket nok ikke er så underligt i betragtning af, at jeg dagligt har brug for at kunne skrive meget hurtigt, når deadline trænger sig på.

Men der er også en bonus ved tastaturet, hvis den stationære er en familie-pc: Krummer og spildte drikkevarer er ingen katastrofe. Hvis tasterne bliver for klistrede, så kan man bare udskifte tastaturet.

6. Den holder længere

Det er trist men sandt, at en bærbar pc ikke holder lige så længe som en desktop. Komponenterne sidder tættere, så lidt støv gør større skade, og så er der batteriet, der som regel er det første, der opgiver ævred. I mange tilfælde endda uden at være blevet udnyttet, fordi pc'en har tilbragt det meste af sit liv i en dockingstation eller sluttet til strømforsyningen, der alligevel ligger under sofaen.

5. Du kan få en stor skærm

Det er ingen hemmelighed, at jeg synes Retina-opløsningen på en iPad er spild af gode pixel, men når det er sagt, så elsker jeg store skærme med høj opløsning. Og med en desktop kan jeg få lige præcis den skærm, jeg er villig til at betale for.

4. Du kan opgradere den, når den bliver sløv

Brug for mere harddiskplads, hukommelse, regnekraft, hurtigere netværk, Blu-ray-drev, professionelt lydkort eller et bedre grafikkort? Så kan du opgradere din stationære pc, og du kan vælge næsten frit mellem et stort antal hardwareleverandører.

3. Du kan få masser af lagerplads

Hvis du har brug for 24 terabyte lagerplads, så kan du få det i den stationære pc. Hvis du altså har et stort nok kabinet og rigelige mængder SATA-kabler. Det bedste er dog, at du ikke behøver afgøre, om du kan nøjes med en 16 gigabyte-version eller skal gå efter 64 gigabyte, når du køber den, for du kan altid bare købe en ekstra harddisk.

2. Du kan slutte flere skærme til

Det er stort set kun budgettet, der sætter en øvre grænse for, hvor mange skærme du kan slutte til en desktop-pc. De fleste grafikkort kan let trække 2-3 skærme, og i modsætning til en bærbar pc med en ekstern skærm, så sker der ikke mærkelige ting, når man åbner eller lukker låget på pc'en.

1. Du glemmer den ikke på et værtshus.

Jeg foreslog IBM, at de skulle forsøge at markedsføre deres mainframe på samme måde som Apple: Lad en medarbejder 'komme til' at glemme den på et fyldt værtshus. Så kan det være, Gizmodo vil bringe slørede fotos af en z10'er.

Lidt som med en mainframe, så er en desktop-pc ikke sådan lige at komme til at glemme nede på den lokale.

Kommentarer (44)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Jesper Poulsen

PC-lyd bliver ikke bedre end på en stationær PC - hvis man altså køber et godt lydkort til den. Onboard-lyd i stationære og bærbare er generelt noget skrammel. Der er alt for meget støj på. Men kun på en stationær maskine kan man komme støjen ordentlig til livs, med et støjskærmet lydkort. USB-lyd er ofte dårligt strømforsynet eller har "bare" en dårlig PSRR (Power Supply Rejection Ratio). Resultatet er hørbar støj.

Asus laver nogle fine kort med gode komponenter og et godt design (elektrisk design), men også Auzentech er ganske godt med. Min personlige reference er Asus Xonar med Dolby Headphone (surroundlyd i stereohovedtelefoner).

  • 1
  • 0
Thorvald Johannes Pedersen

Jeg vil dog så sige at jeg klart foretrækker bærbar computer. Alle undtagen 1 af de computere jeg har haft har været bærbare. Da jeg bruger min egen computer til arbejde (er ansat i Norge og arbejde hjemme), så er det klart en fordel med en bærbar computer. Ja, den står på skrivebordet det meste af tiden - siden 2011, tilsluttet ekstern skærm og tastatur - men når jeg så skal rejse, så tager jeg bare den bærbare med - og så har jeg alt hvad jeg skal bruge, både af private og arbejdsdata, når jeg arbejder i Norge eller Lithauen - eller for den sags skyld på Filippinerne. Jeg havde en overgang både en stationær og en bærbar, fordi jeg havde en forestilling om at den stationære var den jeg brugte, når jeg var hjemme og den bærbare den jeg brugte når jeg var ude. Det holdt jeg ret hurtigt op med. Min nuværende (og forrige) bærbar er 17" bærbare og derfor også gode at bruge når jeg er ude. Jeg skal aldrig have en tablet (som er noget mærkeligt ubrugeligt noget, synes jeg) og jeg er også så småt ved at gå væk fra touch smartphones (efter at have haft en i 4 måneder). I stedet for en tablet ville jeg hellere have en Asus Ultrabook UX21 til at tage med, når jeg ikke har brug for at tage min 17" bærbare med - og til at have til at stå på sofa bordet - hvis jeg skulle have noget mindre og mere mobilt. Og nej, jeg hører ikke til den type, der sidder på café med sin bærbare (og tror man skal ligne en forfatter). :-) Ja en bærbar er ikke helt så fleksibel med hensyn til udvidelse/tilslutninger som en stationær, men det har jeg heller ikke brug for. Den bærbare skiftes en gang hvert ca. 4. år - en ultrabook ville jeg måske skifte sjældnere afhængig af hvor lang tid den holder.

  • 1
  • 1
Jens Pedersen

10:
Den bærbare kan tages med overalt, stuen, sommerhuset, cafeen og hvor man ellers har brug for den. Og så er man fri for at skulle holde filer opdateret 2 steder. (Kunsten er så bare at lade være med at bruge den i stuen, sommerhuset og på cafeen)

9:
Tjah, det var så argumentet der gemmer sig bag årsagen til hvorfor man skal have desktop - for at bruge den til grafikkrævende "applikationer" (Spil) eller hvis man skal designe en bil eller lign. ;)

8:
Man kan også bare anskaffe sig en port-replikator - forudsætter selvfølgelig at man købte en bærbar der understøtter det i første omgang

7:
Ja, men det er nu ingen kunst at sætte samme tastatur til en bærbar.
Alle "bonusfeatures" kan direkte overføres hvis det er en bærbar man bruger :)

6:
Sidste bærbare jeg havde holdt i 6 år - og virker stadig. Den er lige så hurtig som da jeg købte den, men tiden er løbet fra den. Det sker uanset om det er en bærbar eller stationær. Motioner batteriet ind imellem (der findes programmer til det) så holder den længere. Som bonus får du en UPS med i købet ;)

5:
Du kan tilsvarende sætte en stor skærm til en bærbar. Nu har du så TO skærme du kan bruge på én gang...

4:
Joh, men det er vist igen mest når det er spil det drejer sig om. Win7/8 sviner med RAM, men kører stadig fornuftigt med 8GB RAM. Samme gør PCBSD. Det er først når man vil til at virtualisere flere maskiner det foralfor går galt :)
Og når man vi spille det sidste nye spil...

3:
I dag kan man også få masser af lagerplads på den bærbare. Hånden på hjertet: Hvornår har du sidst haft brug for mere en 1TB data? ;)
Og skal det være, så kan behovet nok dækkes med et par eksterne USB-diske :) Så har du pladsen når du er hjemme :)

2:
Ja, 2 skærme er ofte max på bærbare, men der kan dog sagtens findes bærbare der understøtter 4 skærme (og mere?). Mere end 4 skærme er vist mest aktuelt hvis man har hang til Flysimulatorer? ;)

1:
Sandt nok :)

Men i det store hele - hvis man skal ha' en toptunet spillecomputer, så kommer den bærbare til kort. Stort set ALLE andre situationer matcher den bærbare fornuftigt op mod den stationære... ;)

  • 6
  • 11
Maciej Szeliga

Gode lyd-løsninger til bærbare er lige så sjældne som racerbiler der kan indregistreres til kørsel på offentlig vej.

Nu kommer jeg fra et audiophil hjem og jeg kan garantere for at en computer ikke kan levere god lyd, uanset om det er laptop eller stationær computer. Alene de frekvensbegrænsninger der er i digital lyd (20 - 20 KHz) gør det til en dåselydsoplevelse.... bare for at sætte perspektivet God Lyd.

  • 2
  • 13
Rasmus Rask

Lyd?

Gode lyd-løsninger til bærbare er lige så sjældne som racerbiler der kan indregistreres til kørsel på offentlig vej.

Da jeg spillede musik for nogle år siden, havde vi et RME Fireface 800 tilsluttet via FireWire til ganske ordinær laptop.

Det lød da meget godt - teknisk, i hvert fald ;-).

Er det en god lyd-løsning? Hvis ikke, hvad er så?

  • 0
  • 0
Jesper Poulsen

Den får du ikke engang plads til i de fleste stationære ;)

Men sandsynligheden for overhovedet at få den til at fungere med en tilfældig stationær er væsentlig større en sandsynligheden for at få den til at fungere med en tilfældig bærbar.

Denne her passer i hovedparten af stationære computere:
http://www.edbpriser.dk/netkort/startechcom-3-port-2b-1a-1394-pci-expres...

Omvendt er det længe siden jeg har set en bærbar med PCMCIA/PC-Card/ExpressCard.

  • 0
  • 0
Jesper Poulsen

Er det en god lyd-løsning? Hvis ikke, hvad er så?

Taget i betragtning, at deres datablad ikke giver andet end nogle målinger og at deres salgsmateriale giver en sludder for en sladder, så har jeg svært ved at vurdere kvaliteten (fra deres salgsmateriale: "Equipped with the latest A/D and D/A converter chips"). De giver lige så mange brugbare oplysninger som Creative Labs, så umiddelbart vil jeg kategorisere dem i samme klasse som Creative Labs.

Hvis jeg skal vurdere lydkvaliteten, så skal jeg som minimum have komponentnavnene så jeg kan finde datablade og udstikke en worst case performance.

  • 2
  • 3
Jesper Kildebogaard

Med to stationære computere sat op i et nyligt indrettet hjem, hører jeg til Jesper Sandals 'lejr' - og udover hvad han nævner af fordele, vil jeg tilføje:
- Optisk drev. Ja, nogle gange har jeg faktisk brug for sådan et (for eksempel til at brænde lyd-cd'er).
- Fylder mindre på skrivebordet end en bærbar, der er docket og tilsluttet skærm(e) og tastatur.
- Sværere for en tyv at løbe afsted med end en bærbar. Det bilder jeg mig i hvert fald ind.

Jeg har også bærbare computere, som så kan ligge klar til at blive grebet på vej ud af døren, hvis jeg får brug for det, mens den stationære i stuen altid er klar til brug, uanset hvor den bærbare havnede sidst.

  • 4
  • 0
Andreas Andersen

Jeg har lige købt et usb 3.0 ekstern grafik for at kunne bruge min 3. skærm. Det virker over alt forventning og kan endda vise fuld hd film og visse spil. Det skal dog også siges at min bærbar er en af de kraftige af slagsen.

Det er en skam at eksterne grafik ikke er mere udbredte for det virker rigtig godt, ihvertfald på en usb 3.0 port.

  • 0
  • 0
Kasper Hovgaard

Først og fremmest fordi det er fysisk SUNDERE at arbejde ved en nogenlunde korrekt placeret stationær computer end ved på en laptop eller (endnu værre) en tablet, hvis der virkelig skal tastes og "muses" igennem.
Dernæst fordi jeg også spiller spil, der kræver en hel del CPU-køling, som ret beset er usundt at afvikle på en laptop i det lange løb.
Endelig fordi jeg stadig er langt fra færdig med at tage backup af min egen DVD-samling af især europæiske film, som jeg ikke kan finde online - ofte hverken på de lovlige eller ulovlige dele af nettet.

Jeg downloader og afprøver gratis specialprogrammer, og jeg overfører analog video og videokomprimerer og bruger office-programmer i ét væk, og jeg bruger både e-SATAp og de analoge porte i stor stil, som min laptop heldigvis også er udstyret med. Da jeg også har en smartphone, har jeg endnu ikke opdaget, hvad jeg skulle bruge en tablet til?
- Særligt ikke fordi, jeg faktisk har fundet ud af, at jeg SLAPPER MERE AF, når jeg engang imellem er offline.

  • 2
  • 1
Claus Waldersdorff Knudsen

i hvert fald mere stille end min omtrent lige så gamle Dell-bærbare, som lider af kronisk blæsersyndrom. Det må jeg også få gjort noget ved én af dagene.

En støvsuger kan gøre underværker.
Jeg støvsuger årligt mine slæbbare og stationære PC-er med hørbart resultat.
Bedste resultat fås hvis man tør skille dyret ad, så alle nullermændene kan fjernes fra de tilstoppede blæsere og filtre.

God weekend.

  • 1
  • 0
Jens Peter Jensen

Lidt apropos. Er der nogen der ved, hvorfor kabinet- og strømforsyningsblæsere konsekvent blæser udad, og dermed trækker støvfyldt luft ind gennem alle maskinens andre åbninger, så hele maskinen støver til, i stedet for at blæse indad, og have en chance for at filtrere indsugningsluften samtidig?

  • 1
  • 0
Jesper Poulsen

Er der nogen der ved, hvorfor kabinet- og strømforsyningsblæsere konsekvent blæser udad,

Et ATX-tower har PSU'en øverst. Eftersom varm luft stiger til vejrs vil PSU'en naturligt trække den varme luft ud. Af samme årsag er der plads til en kabinetblæser i bunden af frontpladen. Denne blæser skal blæse ind.

Jeg har blændet alle smååbninger af i mine kabinetter og monteret blæsere de steder hvor der er brug for frisk luft (harddiske og grafikkort). På den måde er jeg sikker på kvaliteten af den luft der kommer ind, både hvad angår renhed og temperatur (undgå "kortslutning" af ud- og indblæsningsluften). Og der er filtre på alle ind-åbninger, så mængden af støv inde i kabinetterne er forsvindende lille. Der er så vidt muligt overtryk i mine kabinetter.

  • 0
  • 0
Jørgen Abelsen

De bliver:
tabt
glemt
sat på
cocacolaiseret
for varme (støv)
bliver hurtigt for sløve (eller dyre...)
Går relativt hurtigt i stykker

Mindst performance for pengene.

De er for dyre at reparere hvis de er over 1½-2 år gamle

De kan ikke partielt opgraderes

Selv har jeg, en mf... af en stationær med ssd og derudover 10Tb harddiske, et professionelt m-audio lydkort der kan mere end sit fadervor (noget i retning af 8 gange større bittæthed end en CD)
Qin-gulvhøjtalere, Cambridge Audio forstærkertrin direkte til lydkortet, og 3 skærme, 32, 21 og 17 tommer.
Hæderligt grafikkort, spiller ikke.
En bærbar i den kaliber ville koste en årsløn. Og en meget stor kuffert.

Mobilitet? Iphone, med lille handy bluetooth tastatur, som klarer ALLE mine rejsebehov.

Den bærbare samler støv, men kan slæbes i soveværelset hvis der skal ses flims.

I stedet for en familiebil, har jeg en entreprenørmaskine og en fiks lille sportsvogn. Passer mig fint.

  • 4
  • 0
Venligst Slet Min Bruger

Du har kigget på ATX-standarden for strømforsyningen.

Nej, jeg havde faktisk fat i samme fil som dig, hvor der står følgende:

"One recommendation that is implicit in the ATX specification
is the placement of the power supply. The power supply should be placed in close proximity to the
processor if the power supply is expected to cool the processor properly (but be sure to observe the
component height keepouts over the PC board)."

  • 0
  • 0
Venligst Slet Min Bruger

Hov, glemte anden halvdel af indlægget.

Jeg så godt det billede du linkede til, da jeg læste filen, men jeg har svært ved at forestille mig, at en udførlig standard (som ATX vel må siges at være) ikke har mere info omkring placering af PSU end ét billede, hvis det skulle være så vigtigt.

  • 1
  • 0
Anonym

Jeg har i dag en iMac 27" og en arbejds Macbook Pro (MBP), og når iMac'en en dag ikke kan mere vil den ikke blive skiftet ud med en anden stationær.

Min MBP har jeg sat en SSD disk, og resultatet er at den nu er meget hurtigere i daglig brug end min iMac som trods alt har bedre CPU og GPU. Jeg spiller ikke, så jeg er ikke afhængig af en maskine med et kraftigt grafikkort.

Jeg vil dog ikke sidde foroverbøjet med krum ryg som en anden Quasimodo. Jeg regner med at smide en 27" skærm med højopløsning (skulle jeg købe i dag nok en Dell skærm til knap 5.000 med høj opløsning), og så ellers trådløs tastatur og mus/trackpad.

Harddiskpladsen er dog noget mindre (med dagens stadarder for SSD plads, men det ændre sig nok snart), men der har jeg ikke problem med at flytte mine data over på netværket. Jeg har ikke behov for masser af plads til film/TV eller musik, og det jeg har ligger fint på netværket.
Jeg streamer alt (musik, tv og film), og jeg er en af dem der påstår at folks evner til at høre lydkvalitet ofte hænger sammen med at skulle retfærdiggøre deres udgifter til hifi udstyr (ok jeg joker, men jeg kan fint leve med Spotify's kvalitet).

  • 0
  • 0
Venligst Slet Min Bruger

Jo flere gange man gentager de samme informationer gennem et dokument desto større risiko er der for fejl (modstridende oplysninger).

Så er det vel ikke gentagelser, hvis der står modstridende oplysninger ;-)

Nej, jeg vil holde fast i min antagelse om, at hvis det var en del af ATX-standarden, at PSU'en skal placeres i toppen af kabinettet, så ville det stå der.

  • 0
  • 1
Jesper Poulsen

Jeg streamer alt (musik, tv og film), og jeg er en af dem der påstår at folks evner til at høre lydkvalitet ofte hænger sammen med at skulle retfærdiggøre deres udgifter til hifi udstyr

Det er nu ganske unødvendigt at købe sig fattig i dyrt hifigrej, for at kunne høre forskel på tabsgivende komprimering og ikke-tabsgivende komprimering. Et billigt CMedia-kort (Asus bruger også CMedia-chips i deres Xonar-kort, men ikke de indbyggede convertere) og et par billige Creative-højttalere er rigeligt.

Du kan jo også sagtens nyde en fin, glat og velholdt cykelsti, selvom du har en gammel skærveknuser af en havelåge.

Det er med den gode lyd, som med den gode cykelsti: oplevelsen bliver bedre med noget lækkert grej. :-)

Næste gang du lytter til Spotify, så prøv at bestemme dynamikken. Tabsgivende komprimering tager pusten fra lyden, så at sige. Der er mindre dynamik og dermed mindre forskel mellem de svageste og de kraftigste passager. I grelle tilfælde kommer det til at lyde som om det er optaget under en dyne. I mindre grenne tinfænde vin sangere nyde forkønede (som om næsen er stoppet tin).

Under alle omstændigheder ryger rumklang, ved tabsgivende komprimering.

  • 0
  • 0
Jørgen Abelsen

Selvfølgeligt kan man høre forskel. Komprimeret musik, har en helt særegen 'dynehed' over sig. Mangler sprødhed og klarhed.
Jeg var engang til et preview på en dansk musikfilm. Kom lidt for sent, men bemærkede omgående den helt fænomenale lyd.
Tøffede op i operatørrummet bagefter, og fandt, at da Ragner Grasten først var blevet færdig med soundtracket samme nat, hørte vi det originale digitale masterbånd, ukomprimeret 48 bit 96khz lydspor. Holddaheltop! -hvor lød det godt.
Hvores fokus på HD-flims, og 2-4-8K opløsning har til en vis grad efterladt fokus på lyden tilbage i støvet, og det er rigtig synd. Begrænsningerne i opløsningen på CD'erne er voldsomme og hørbare.
Salige Steen Duelund har nogen meget spændende betragtninger over dette.
læs.f.eks. http://www.steenduelund.dk/download/hoerelse.pdf

Han argumenterer for, at vores hørelse 'indirekte' kan detektere et frekvensområde op imod 100 kHz, informationer der bl.a. bruges til at dekode retningen på lyden, og som påvirker troværdigheden i betydelig grad. Ligeledes angriber han forestillingen om de analoge mediers begrænsede dynamik ved at forklare, at vi jo kan detektere lyde der ligger temmelig mange dB UNDER grundstøjen, og at der med CD'ernes begrænsede dynamik går vigtige detaljer tabt.
Men der er solskin på vej. Se f.eks.
http://imacguide.dk/nyheder/apple-arbejder-pa-nyt-high-definition-lydfor...
og
http://www.iis.fraunhofer.de/de/bf/amm/produkte/audiocodec/audiocodecs/h...
og
http://www.recordere.dk/indhold/templates/design-udenkomm.aspx?articleid...

Lidt langt fra diskussionen bærbar vs stationær, og alligevel ikke helt, for pt. er det kun stationære computere der kan levere god lyd.

  • 2
  • 0
Paul M. Bendixen

Den er nemlig så meget nemmere at tage med ned i det lokale Hackerspace.

Derudover havde jeg aldrig troet jeg skulle købe en bærbar igen efter jeg blev færdig med studiet. Især fordi jeg ikke gider spilde penge på MS-skatten.
Nu har jeg heldigvis fundet et sted der måske kan klare det, men ellers foretrækker jeg helt klart den stationære. Mest på grund af opdateringsmulighederne

  • 0
  • 0
Jakob Damkjær

Breakout Audio systemer der levere langt højere kvalitet lyd (ie Pro udstyr)

Breakout videokort bokse specielt thunderbolt varianten (selv om de idag ikke helt har strømforsyningen der skal til for at drive et SLI setup.

Og thunderbolt (som Windows fabrikanterne er lidt sløve med at få integreret) der understøtter op til 2 eksterne skærme ud over den skærm en evt hdmi port nogle bærbare har...

Men med quadcore i7 klasse CPUer og primære direkte på PCI bussen SSD diske og 10 gigabit eksterne forbindelser er det ret få use cases der ikke kan faciliteres på en god kvalitet bærbar...

Så ja en stationær er billig sammenlignet med en bærbar.. Og ja gaming er bedre på stationære. Men den er fast parkeret et sted og gaming bærbare kan man skifte grafikkortet på og nogen af dem har SLI så man kan ha gfx kort i...

Og kan man få nogle eksterne skærme med regina klasse opløsning ?

Så det eneste argument der holder er at man kan skifte dele ud (men hvor meget kan skiftes før motherboardet skal skiftes) og man kan ha flere HDs inden i kassen...

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere