Zoom vælger nu alligevel at tilbyde end-to-end kryptering (E2EE) til deres gratisbrugere, efter de mødte kritik, da virksomheden i starten af juni meddelte, at de kun ville tilbyde servicen til betalte brugere.
Det skriver Zdnet.
Ifølge direktør, Eric Yuan, så vil de første videoopkald med E2EE være tilgængelige i juli 2020. Det betyder, at fra næste måned kan brugere – uanset om de er betalende eller ej - udføre videoopkald, der er krypteret, så de f.eks. ikke kan udsættes for overvågning eller lignende.
For at sikre mod voldeligt indhold, børneporno og andet stødende materiale, skal alle brugere, der ønsker at benytte tjenesten, verificeres.
»For at gøre dette muligt, skal Free/Basic-brugere, som ønsker at benytte E2EE, deltage i en engangproces, hvor brugeren bliver spurgt om flere oplysninger som f.eks. at verificere et telefonnummer via en sms,« forklarede Eric Yuan til Zdnet.
I øjeblikket bruger virksomheden ’machine learning’ algoritmer til at skanne videoopkald for nøgenhed og materiale med tegn på børneudnyttelse, og så har de for nyligt tilføjet en ’Anmeld Bruger’-funktion.