Nedlagt styrelse udsender borgerbreve med døde links

Digitaliseringsstyrelsen står bag borgerbreve om Nemkonto, der indeholder link-referencer, som ikke fungerer, ligesom brevene er underskrevet Økonomistyrelsen, der ikke eksisterer. Til foråret skulle det blive rettet.

En Version2-læser har gjort opmærksom på et noget mystisk brev, hendes søn modtog, lige inden han fyldte 18. Brevet omhandler tilmelding til NemKonto. Derudover beskriver brevet, hvordan modtageren kan tilmelde sig kontoen med sin digitale signatur, som iøvrigt kan anskaffes via digitalsignatur.dk.

Endelig er brevet underskrevet Økonomistyrelsen.

Men - som det nok er flere læsere bekendt - begyndte den gamle digitale signatur i 2010 at blive erstattet af det nuværende NemID, og linket i brevet virker da heller ikke. Derudover blev brevundskriveren, Økonomistyrelsen, nedlagt i 2011.

Trods den åbenlyse inkonsistens mellem brevindhold og virkelighed er der dog ikke tale om en dårlig joke eller et fupnummer.

Det er Digitaliseringsstyrelsen, der har ansvaret for brevet for NemKonto og dermed brevet, hvor der ifølge sidefoden lader til at være tale om en 2. udgave fra 2007.

Beklageligt

Kontorchef i styrelsens Kontor for System- og Kontraktforvaltning Morten Mejer-Warnich bekræfter, at det er Digitaliseringsstyrelsen, der står bag brevet.

»Det er beklageligt, at vi stadig udsender breve med et forkert logo. Det bliver rettet i løbet af foråret.«

Morten Mejer-Warnich forklarer, at NemKonto er opbygget med en række forskellige brevtyper, som bliver automatisk udskrevet på baggrund af forskellige hændelser, som for eksempel når en borger fylder 18 år og dermed er forpligtet til at oprette en NemKonto.

Og der eksisterer godt tyve forskellige brevskabeloner, som hver udtrækkes gennem individuelle programmer fra NemKonto. Digitaliseringsstyrelsen er i gang med et projekt, hvor disse brevskabeloner gradvist ajourføres både i forhold til fagligt indhold og formalia.

Når der kan være fejl i de fysiske breve, som bliver udsendt, er det et spørgsmål om prioritering.

Og her har første fase været, at brevene kan sendes elektronisk til Digital Post. Og nu er arbejdet så begyndt med at tilrette skabelonerne bag de fysiske breve og udskifte brevpapiret. Det arbejde er programsat til foråret 2014, fortæller Morten Mejer-Warnich.

Men selvom det betyder, at der i skrivende stund stadig bliver udsendt breve med et forkert logo og med et dødt link, så mener kontorchefen ikke, det har forvoldt de store problemer.

Ikke alle modtager det

Han peger på, at det kun er borgere, der ikke allerede har en Nemkonto, der modtager brevet omkring en måned inden, de fylder 18 år. Og en Nemkonto har eksempelvis de borgere, der modtagere SU. Og skulle man være en af de unge, der modtager brevet, så er det ikke Morten Mejer-Warnichs indtryk, at der er så meget at misforstå.

»Det primære budskab i brevet er at få anvist en Nemkonto. Og det er mit indtryk, at det bliver forstået derude.«

Hvad angår det døde link til digitalsignatur.dk, så vil Morten Mejer-Warnich efter Version2’s henvendelse undersøge muligheden for at videresende besøgende til adressen.

»Det vil jeg gå videre med. Det vil være en god løsning at udpege domænet nemid.nu.«

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (12)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#2 s_ mejlhede

Så vil jeg da sende mit skatteskema til Naturstyresen om et år. Tidsfrister, indhold og afsender/modtager er åbenbart ikke så vigtige. Når det er den offentlige der skal svare, eller reagere.

Hvad er grunden til at vi alle skal over på Nemid, og kommunikere digital med det offentlige. Er det fordi det er nemme at slette mail, ind at makulerer breve. Eller at man ikke kan se at indbakken flyder over med ubesvaret henvendelser.

Måske har kontoreleverne ikke adgangskoden til alle mail boksene, da det åbenbart ikke bliver læst digital post.

  • 5
  • 1
#3 Søren Mors

Om det er juridisk bindende? Giver det spørgsmål overhovedet mening når det er et brev med en orientering i?

Det er et brev med oplysninger i, det kan ikke være bindende for der er ikke nogen aftale i det, og der er ikke nogen straf for at ignorere brevet.

At det er pinligt at der skal et projekt til, for at komme frem til at kunne lave rutinemæssig opdatering af papir breve er noget andet. Det er et dårligt designet IT-system.

  • 8
  • 0
#5 Pelle Nielsen

"NemKonto er opbygget med en række forskellige brevtyper, som bliver automatisk udskrevet, på baggrund af forskellige hændelser" Så mangler de bare et program som automatisk reagere på hændelsers hændelsers hændelsers . . . . . . . . For at få systemet til at fungere. Det kan da ikke være svært.

  • 2
  • 0
#7 Helle Eriksen

Morten Mejer-Warnichs har ret i at der ikke er meget at misforstå. Det er da ikke værre end at en virksomhed udsender et tilbud til nogle af den forrige ejers kunder og stadig bruger dennes brevpapir med den forrige ejers virksomhedsnavn og et link til dennes ikke eksisterende webside.

Men måske lidt sjusket og forvirrende for modtageren selv om tilbuddet vel forhåbentligt er læseligt?

  • 1
  • 2
#8 Erik Maaløe

Der findes som regel fine Business Cases for indførelsen af de it-systemer m.m. - herunder automatiserede brevudsendelser - som i stadig stigende grad understøtter forretningen, inkl. de gevinster, som begrunder it-systemerne.

Hver gang der sker ressortomlægninger eller organisationsændringer - og det sker som bekendt ganske ofte inden for både det offentlig og det private - har det imidlertid konsekvenser for it-systemerne. De skal ændres for at understøtte den nye organisation. Men det glemmer "man", og jeg har aldrig oplevet, at der afsættes tid og ressourcer til at gennemføre de nødvendige it-ændringer.

Konsekvens: "Mærkelige" breve flere år efter er bare ét eksempel. Hvad værre er, gevinsten ved it-systemerne undermineres, og produktiviteten falder. Medarbejderutilfredshed og stress breder sig, for diverse mål for direktører, ledere og medarbejdere forventes stadig nået.

Hvornår begynder "man" at huske på de nødvendige it-ændringer, når der igen-igen tromles en organisationsændring igennem?

/Erik

  • 3
  • 0
#9 Søren Nielsen

Det med Digital signatur vidste de godt, for det har jeg oplyst dem flere gange gennem de sidste år, men ting tager tid, og i det offentlige...lang tid. Sjovt nok havde jeg en samtale med Skat, og hun bad mig logge på med Digital signatur mens vi talte sammen. Hun viste ikke det var nedlagt - men det er også kun 3 år siden, og hun kan jo have hvilet sig i mellemtiden...

  • 1
  • 1
#10 Christian Münster

Links virker ikke, dato er for gammel, indhold meningsløst. Det er et brev med information. Ingen juridiske tilstande at forholde sig til. Han kunne ikke skade sig selv eller andre ved at følge anvisningerne.

Og endeligt: Brevet er generelt rimelig ligegyldigt i forevejen fordi, de fleste hvis ikke alle i den alder, ved de skal bruge NEM Id alligevel. Mon ikke pågældende ejer en bank konto allerede?

Kort sagt... Who cares? Vi ved alle bedre. En læser nævner begrebet sjusk.. Tja. Det vil jeg gerne lige gå med til.

  • 0
  • 1
#11 Svend Erik Bruhn

Det er så let at blive indigneret. Men vi står i et vadested. I 80'erne og 90'erne var der nogle dygtige folk i fløjelsbukser, som evnede at tænke frem og konstruere "fremtidssikrede" systemer. Som via frase-håndtering kunne hjælpe den offentlige sagsbehandler med at sammenstille breve til borgeren, baseret på den konkrete situation. Det var før WYSIWYG. Lad os bare indrømme, at det var godt gået. De brugte EDB maskinen til det den var god til. Regler! På den tid var der bare ingen, som kunne forudsige, at det nye stabile var ændringer. Hvis du synes at offentlig IT er langt bagud, så snak med din salgsdirektør, som er havnet et en træls situation, hvor hans 1000+ kunder har individuelle priser på samtlige varer. Der er svært at vedligeholde. Der er ingen skatteborger, som vil betale for vedligeholdelsen af indviklede frasesystemer. Kravet er hyldesoftware for at holde omkostningerne nede, og sikre, at fremtidige krav ikke bremses af store systemer. Fint nok - men vi skal så acceptere, at produktiviteten ikke kan følge med 80'ernes sagsbehandler. Og er vi klar til det? IT investeringer skulle gerne kapitaliseres. Der er ikke noget der er nemt. Husk det, når du skriver "Hallo, det er jo det offentlige". Der er mange krav. Og der er mange forskellige opfattelser af, hvad der er en succes. Mit eget bud er, at ligesom man taler om agil udvikling, skal man måske også tænke i agil brug af software! Kend dine data og brug det værktøj som passer ... lige nu.

  • 1
  • 0
#12 Niels Dybdahl

Interessant at de i første omgang vil koncentrere sig om at sende brevene som digital post. Det drejer sig jo om breve til personer som ofte ikke har NemID endnu og så får de løst alle problemerne på en gang. Når modtagerne ikke har NemID kan de ikke læse deres digitale post og dermed kan de ikke se den forkerte afsender eller komme til at prøve det døde link. Smart.

  • 1
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere