Zalando-chef: Smid nu programmering på skoleskemaet

Lande som Frankrig, Estland og Spanien har nu programmering som en del af skoleundervisningen. Lad os sørge for, at Danmark bliver det næste land. Virksomhederne skriger efter flere, der kan programmere, skriver direktør i techselskabet Zalando.

»Inden for en ikke alt for fjern fremtid vil programmering være lige så vigtigt som det at lære sprog og historie. At forstå, hvordan man bygger programmer, svarer til at lære at organisere og optimere tanker. Til trods for dette er programmering stadig ikke nået bredt ud i folkeskolerne,« skriver udviklingsdirektøren i den tyske e-handelsgigant Zalando, Eric Bowman, i en kommentar på finans.dk.

Han opfordrer samtidig til, at alle børn stifter bekendtskab med programmering i en tidlig alder, og at det derfor indføres som en integreret del af grundskolens fag.

Programmering er allerede en del af den obligatoriske undervisning i f.eks. Frankrig, Estland og Spanien

»Jeg har arbejdet med datalogiske problemstillinger i lang tid, og for mig har det været en selvfølge, at mine børn skulle lære at programmere fra en tidlig alder. Jeg vil gerne tro, at det har betydet, at de har lært at tænke kreativt, kritisk og konsekvent,« skriver han videre.

For ham har det ikke udelukkende handlet om at formidle viden inden for datalogi. Det har handlet om noget mere universelt: at hjælpe hans børn til at se et problem, bryde det ned i forståelige dele, analysere, fortolke og drage en logisk konklusion.

»Det kan lyde udfordrende for dem, der ikke kender til programmering, at børn skal lære det. Og der bør helt sikkert også være begrænsninger for, hvor tidligt børn bør begynder på denne læringsproces, især når intellektet ikke er så udviklet. Der er forskel på børn, men for mine egne fandt dette sted omkring samme tidspunkt, som da de begyndte at lære at skrive,« skriver Eric Bowman.

Debatten om, hvorvidt og hvordan vi skal øge elevers it-færdigheder, er ophedet for tiden.

For nylig udtrykte lektor Jesper Balslev, Københavns Erhvervsakademi, sig kritisk over for udbredelsen iPads i folkeskolerne, fordi det at blive til en god programmør ifølge ham intet har at gøre med, om man har haft en iPad i folkeskolen, men om man har udviklet 'en høj kognitiv kapacitet inden for logisk og kritisk tænkning, får den bedst mulige undervisning og har en veludviklet psykologisk forståelse for ens målgruppes behov og begær'.

Læs også: Forsker til folkeskolen: Drop jeres iPad-fix - det skaber ikke fremtidens vindere

Computerspil kan bane vej

Computerspil kan ifølge Eric Bowman spille en vigtig rolle for at få de unge til at interessere sig fagligt for it. Med lidt snilde kan man inspirere sine børn til at blive programmører ved at forklare, at: 'det at lære at skrive din egen kode er det samme som at lave dit eget computerspil'.

Dermed kan man flytte interessen fra at spille for sjov til at spille for at lære, mener han.

»Alle forældre ved, at det er bedre at give gulerødder end at svinge pisken, og at motivation er den bedste læremester,« skriver Eric Bowman.

Han erkender, at det kræver en vis viden om matematik at lære at programmere, og at ikke alle har lige let ved at regne.

»Men dette er en mulighed og ikke et problem, for programmering kan skabe nye incitamenter for børn til at lære matematik, når de kan bruge det i praksis. Digitaliseringen i samfundet stormer frem, og én af skolens store udfordringer fremover bliver at sikre sammenhæng mellem læseplaner og det, som arbejdsgiverne efterspørger. Her er programmering helt central. At kunne programmere er også en moderne måde, hvorpå du viser, at du er uddannet – det er ligesom at være god til historie eller engelsk.«

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (4)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Niklas Larsen

Jeg er snart træt!

Både af at der ikke bliver gjort noget ved det - for jeg er 100% enig i at programmering i den grad burde på skoleskemaet. Men, jeg bliver næsten lige så træt af at skulle læse den her artikel flere gange om ugen. Det kan snart ikke være en nyhed, eller grundlag for en artikel, at en eller anden chef, forsker, underviser, politiker eller lærer mener at der skal programmering på skoleskemaet.

Suk!

  • 1
  • 1
Adam Hansen

For mig at se er det en prioritering, at programmering endnu ikke er på skoleskemaet. Der er mange meninger om, hvad fremtidens arbejdskraft skal uddannes i, hvilket gør det utrolig vanskeligt.

Jeg er selv stærk fortaler for, at der også burde være førstehjælp på skoleskemaet. Det er mig en gåde, at der er seksual undervisning, mens førstehjælp stadig ikke er en del af undervisningsplanen.

Nogle argumenterer for at madlavning skal opprioriteres, så nutidens ungdom undervises i sund ernæring og kostpyramider. Hermed opbygges en viden om kost som forhåbentlig skal reducere antallet af overvægtige mennesker i fremtiden, og dermed reducere samfundets udgifter til denne befolkningsgruppe.

Så diskussionen er svær med hensyn til, hvornår der er nok argumenter for undervisning i programmering.

  • 3
  • 0
Ditlev Petersen

og andet nødvendigt husarbejde skal da også på skemaet. Folk går jo rundt med bukser, der er lagt op med lim eller hæfteklammer og knapper, der mangler.

I øvrigt har jeg intet imod programmering på skoleskemaet. Hvis 1) det er valgfrit 2) man får uddannet lærerne godt (det tager tid og koster penge) 3) det ikke går ud over andre nødvendige fag (og der er pokkerme mange). 4) at man ikke forventer, at folkeskolen skal uddanne kodekarle. 5) at man kan finde et fornuftigt indhold i og formål med skidtet.

og at man også i f.eks. Brønderslev kan få en god underviser. (Undskyld Brønderslev).

  • 1
  • 0
Jan Gundtofte-Bruun

Ja det virker som om politikerne mere er interesserede i at uddanne brugere.

Guderne skal vide at vi ganske vist har brug for dygtigere og mere kritiske brugere, men i øvrigt er jeg helt enig med dig i, at folk skal have en langt dybere forståelse af den nok mest grundlæggende teknologi i den moderne verden: Hvad gør en computer egentlig? Hvordan gør den det?

Hvis folk havde lidt mere forstand, ville de kunne forstå, hvorfor fx. IT sikkerhed er så pokkers vigtigt -- og svært!

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere