Ytringens ret, frihedens ytring

Gårsdagens attentat er et angreb på alle publicistiske medier. Det gælder også Mediehuset Ingeniøren.
Illustration: Lars Refn

Terrorister dræbte og henrettede i går, onsdag, 12 mennesker ved et attentat på det satiriske franske magasin Charlie Hebdo. Målet var at knægte retten til frit at ytre sig, skabe frygt og selvcensur. En utilgivelig handling, der berører mange andre medier end Charlie Hebdo.

Mediehuset Ingeniøren er et publicistisk mediehus, der virker i spændingsfeltet mellem teknologi & videnskab på den ene side og politik & samfund på den anden. Det betyder, at husets medier bedriver uafhængig, kritisk og oplysende fagligt orienteret journalistik. Forudsætningen for at Ingeniøren og Version2 kan skrive troværdigt om virkelighedens væsentlige problemstillinger, er retten til frit at kunne ytre sig under ansvar for lovgivning og egen etik og moral.

Denne ret er ikke en naturlov. Det er en ret, som er tilkæmpet. Det er en ret, der skal forsvares hver dag. For altid vil der være kræfter, som vil begrænse og indskrænke den. Gårsdagens attentat er et angreb på alle publicistiske medier. Må vi fortsat have styrken til utrætteligt at stå op og holde fast i grundlaget for et åbent samfund, hvor vi tør beskrive verden, som vi ser og oplever den.

Æret være gårsdagens ofre.

Arne R. Steinmark
Ansvh. chefredaktør Mediehuset Ingeniøren

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (4)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Simon Rigét

Hvordan kan man undgå at dette igen styrker censuren? hvem gider pådrage sig voldspsykopaternes opmærksomhed? hvilken sag er vigtig nok?
Selvcensuren er et faktum, også i Danmark.
Kunne det være en løsning at skribenter begynder at skrive annonymt? Hvad er værst? selvcensur eller det at man ikke kender baggrunden på den person der ytre sig?

Log ind eller Opret konto for at kommentere