Yousee kæmper med at lukke usikre hotspots: »Vi er nødt til at lukke flere manuelt«

2. april 2014 kl. 14:2012
Enkelte Yousee-kunder har modemmer med gammel firmware, hvor hotspot-tjenesten skal lukkes manuelt. Samtidig har Yousee strammet sikkerheden for nye kunder.
Artiklen er ældre end 30 dage
Manglende links i teksten kan sandsynligvis findes i bunden af artiklen.

TDC-ejede Yousee lukkede natten til søndag for hotspot-tjenesten, efter at det kom frem, at eksterne brugere af hotspottet kunne få adgang til de filer, Yousee-kunden delte på sit netværk.

Men for enkelte kunder står hotspottet stadig åbent, og de er altså stadig eksponeret for de sikkerhedshuller i hotspot-funktionen, som selskabet for nylig rullede ud hos sine internetkunder.

»Vi har et tocifret antal modemmer med gammel firmware, hvor wifi-hotspottet stadig er aktiveret. Dem detekterer vi i vores net, når der er aktivitet, og så går vi ind manuelt og lukker for det og opdaterer modemmet. Vi tager dem ud én for én,« siger pressechef Ib Konrad Jensen fra TDC til Version2.

Version2-læser Anders Lorensen oplyser til Version2, at hans modem er ét af dem, der har stået åbne efter Yousees nedlukning. Vel at mærke til trods for, at han på forhånd havde forsøgt at framelde sig hotspot-tjenesten.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han er ikke den eneste læser, som har oplevet sikkerhedsproblemer med Yousees modemmer. John Johnson har gjort Version2 opmærksom på, hvordan han ved et tilfælde opdagede et helt åbent wifi.

»Jeg sad på et pizzeria, da min telefon sagde, at jeg kunne logge på det åbne netværk 'Mit wifi',« fortæller John Johnson til Version2.

Da han loggede på, blev han sendt videre til browseren, hvor han fik præsenteret detaljerede oplysninger om ikke bare netværket, men også en Yousee-kundes oplysninger som e-mail og telefonnummer. Desuden kunne han se adgangskoden til det lukkede netværk.

»Jeg kunne have lavet hvad som helst. Det er jo farligt for Yousee-kunder, og jeg er selv Yousee-kunde,« siger John Johnson til Version2.

Han kontaktede selv den pågældende Yousee-kunde for at advare ham om problemet. Ifølge Yousee, som har fået forelagt skærmdumps, er der tale om et uheldigt sammentræf.

»Det har ikke noget med hotspot at gøre, men når nye kunder har fået et modem, så kunne de slutte det til via et ubeskyttet wifi for at få det sat op. Det var noget, vi gjorde for at gøre det nemt, fordi der er mange enheder, som ikke har et LAN-stik,« forklarer Ib Konrad Jensen.

I det konkrete tilfælde havde Yousee-kunden sluttet sit modem til klokken 18, men først afsluttet konfigurationen af modemmet klokken 19, og det var i det tidsrum, at netværket var åbent for alle i nærheden.

»Det var noget, vi havde valgt at prøve, og vi har ikke før haft henvendelser om det, men nu har vi pillet den feature fra,« siger Ib Konrad Jensen.

Funktionen skulle gøre det lettere at sætte netværket op for kunder, som eksempelvis har en Macbook Air eller en iPad, som ikke har et stik til kablet netværk. Yousee leverer også en adgangskode i et brev til kunderne, men erfaringen har været, at mange har smidt brevet ud, så de ikke kunne finde koden, når de fik modemmet.

Det gav mange henvendelser til kundeservice, og derfor forsøgte Yousee sig med at tillade opsætning via et usikkert netværk.

Yousees hotspot-tjeneste er fortsat nede efter lukningen, og indtil videre er der ingen tidshorisont for, hvornår Yousee kan åbne for den igen.

»Vi har fået en softwareopdatering fra Netgear og Cisco, som løste nogle af problemerne, men ikke dem alle, så vi har bedt om en ny. Når vi har én, der virker, så kører vi nogle eksterne trykprøver, så der kommer til at gå noget tid,« siger Ib Konrad Jensen.

12 kommentarer.  Hop til debatten
Denne artikel er gratis...

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.

Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.

Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.

Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.

Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
12
3. april 2014 kl. 09:52

sætte gode kraftige hotspots op i de ejendomme, hvor I i forvejen har antennekabler ude. Hvorfor skal trafikken lige gå gennem min internetforbindelse? Et enkelt ordentligt hotspot dækker vel nemt lige så godt som modems i et halvt hundrede lejligheder?

7
2. april 2014 kl. 20:11

Det er altid nemt at hakke på first-movers.

Ja,- det er da pokkers det driller nogle få, men man er jo ved at indføre en ny teknologi.

Til alle forfatterne af de negative kommentarer: Så i har aldrig haft problemer og indkørings-bøvl ved implementering af ny teknologi? Så vil jeg vove at påstå i ikke bevæger jer i et højteknologi miljø.

Man kan altid diskutere hvornår man har testet nok. Men hvis det skal være 100% sikkert,- så er vi endnu ikke klar til at få den første bil på gaden. Måske om 20 år. Microsoft bør stadig ikke lancere sit styreprogram. Apple bør teste 10 år mere. Alle Linux versioner er stadig alt for fejlbehæftede osv osv.

10
3. april 2014 kl. 08:48

Man kan altid diskutere hvornår man har testet nok.

I det her tilfælde er der faktisk ikke noget at diskutere. Det er da tydeligt for alle at det test-scenarie de satte op slet slet slet ikke har været tilstrækkeligt. Faktisk virker det til at det eneste de har testet det via er ved at rulle det ud i et mindre område geografisk.

8
2. april 2014 kl. 22:25

Man tester ikke ny teknologi i driftmiljøer...

2
2. april 2014 kl. 17:30

Gadvide hvor mange kunder yousee har mistet på de dumheder..

6
2. april 2014 kl. 20:05

De mister ikke mig, på trods af den behandling de har givet mig. Ganske simpelt fordi de har et monopol.

Jeg bad om ikke at være med som Wifi-Spot 7 dage inden de rullede det ud hos mig. Alligevel rullede de det ud. Da de lukkede det hele, stod det ekstra åbent hos mig (fuld båndbredde, ingen bruger verificering) i 2 fulde dage. Først i dag er det blevet lukket hos mig.

Jeg har valget imellem en 80/40 Mbit linje (Yousee) eller ca. 22/2 Mbit(ADSL/VDSL). Og sådan er valget nok for rigtig mange af deres kunder.

Så vil man have noget brugbar upload hastighed her, så er man tvunget til at acceptere deres opførsel.

5
2. april 2014 kl. 19:57

Ja jeg har lige bestilt internet ved anden leverandør, bl.a. pga. af dette stunt, så det var da 1 ;)

4
2. april 2014 kl. 19:06

Hvis jeg var kunde hos dem: Mig. Amatører..

3
2. april 2014 kl. 17:55

Så godt som ingen. Det er mit bud at de færreste overhovedet ved at der foregår noget med deres modem.

1
2. april 2014 kl. 14:36

Man ihukommer en bruger- og YouSee-kunde-kommentar her på V2:

"Jeg behøver ikke at være prøveklud".

Det viste sig at være klogt.