Efter fiasko: Yousee kæmper med relancering af åbne hotspots

Tanken om at åbne hotspots hos kunderne lever stadig hos Yousee, der ellers tidligere, efter at have tvangsåbnet kunders hotspots, måtte lukke dem igen, fordi de gav fremmede adgang til private netværk.

Efter TDC's og Yousees forårsfiasko med at lancere åbne wifi-hotspots ved brug af 250.000 kunders routere er hovederne lagt i blød for at finde en gangbar måde at relancere konceptet på. Ideen er, at Yousee-kunder kan dele hiandens netværk, eksempelvis hvis de lige sidder på en nærliggende café, er på besøg hos naboen eller lignende.

Yousee lancerede projektet i marts i år, men lukkede det inden månedens udløb efter massive protester og åbenlyse sikkerhedsproblemer. Det viste sig nemlig, at forbipasserende kunder, der kun skulle få adgang til internettet via de åbne wifi-hotspots hos andre kunder, også kunne få adgang til delte ressourcer på kundens private netværk.

Yousee fik travlt med at lukke for adgangen til de hotspots, der ellers var blevet åbnet for. Og siden da har det TDC-ejede Yousee ikke sagt meget omkring hotspot-projektets fremtid.

»Jeg tror, det er kommet bag på TDC, at man rent faktisk har haft tekniske problemer. Jeg tror, man har troet, at det her var så let som at klø sig i nakken. Og det har så vist sig, at det har det ikke været. Og så har man fået en ekstra øretæve ved, at det, man har lavet, både var usikkert og ikke var sket i forståelse med kunderne. Så det kommer egentlig ikke bag på mig, at de udsætter det,« siger adm. direktør og teleekspert i konsulentvirksomheden Netplan Torben Rune.

Læs også: Yousee-fejl gav eksterne brugere adgang til private filer

Pressechef i TDC Ib Konrad Jensen fortæller til Version2, at strategien i forhold til, hvad Yousee gør med wifi-hotspot-projektet ikke er klar endnu, og at der er er flere elementer, der i den forbindelse skal falde på plads, både af teknisk og forretningsmæssig karakter.

Han forklarer, at den firmware, der skal lukke sikkerhedsproblemerne i routerne, ikke er klar endnu fra alle leverandører. Og så har Yousee kig på to forskellige tekniske implementeringer i forhold til endnu et forsøg med at dele kundernes wifi-hotspots med andre kunder.

Den ene er, som tidligere, styret via firmwaren i routeren. Den anden model indebærer, at de udefrakommende opkoblinger til wifi-hotspottet vil blive routet omkring en central server og derfra videre ud på internettet, forklarer pressechefen, som ikke ønsker at gå i yderligere tekniske detaljer omkring den løsning på nuværende tidspunkt.

»Den anden model er at lave det, man kalder en ip-tunnel, og så er der en central server, som håndterer det,« siger han.

Og så overvejer Yousee også, hvordan udrulningen af et nyt projekt med åbne wifi-hotspots skal foregå. Sidst blev kunderne nemlig ikke spurgt først. Ifølge Yousee kunne kunderne dog aktivt framelde sig at få deres wifi åbnet for andre. En såkaldt opt-out model.

Ib Konrad Jensen fortæller, at Yousee nu overvejer flere modeller. Eksempelvis om kunderne i stedet aktivt skal tilmelde sig, kaldet opt-in, eller om løsningen kun skal rulles ud til et begrænset antal kunder - i eksempelvis antenneforeninger.

Torben Rune fra Netplan gætter på, at Yousee under alle omstændigheder spørger kunderne om lov næste gang.

»Man kan jo have forskellige holdninger til det sympatiske i, at man tager båndbredde fra kunder. Jeg tror ikke, man får accept fra kunderne til, at man uden at have en aftale med den enkelte kunde om det kan slippe godt fra at gøre det,« siger Torben Rune og fortsætter:

»Så jeg tror ikke, man vil se den model, vi så sidste gang, hvor man bare gjorde det uden at spørge.

Læs også: Yousee kæmper med at lukke usikre hotspots: »Vi er nødt til at lukke flere manuelt«

Men Yousee lagde efter eget udsagn 10 Mbit/s oven i kundernes forbindelse, som var dedikeret til brug for det åbne wifi-hotspot, så som sådan tog de vel ikke kundens båndbredde?

»Hvis der er 10 Mbit/s tilgængelig på det Wifi-hotspot, så kunne de 10 Mbit/s også tilføjes til kundes eget wifi-forbrug. Og det burde man måske gøre først. Man må ikke gøre det, uden at kunden samtykker,« mener Torben Rune.

Han er dog også overbevist om, at Yousee vil forsøge sig igen, men altså nok med en anden udrulningsmodel. Det er simpelthen for attraktivt - ikke bare for Yousee, men for operatører generelt - ikke at udnytte det, Torben Rune kalder wifi-offload. Det vil sige en aflastning af det almindelige mobilnet ved at flytte en del af datatrafikken over på wifi.

»Det er det, man gerne vil. At man så har fået klumret så meget rundt i det, at man har fået skudt sig selv i i hvert fald den ene fod, det er en anden sag. Men jeg er sikker på, man vil forfølge den forretningsidé, blandt andet fordi den er givtig,« siger Torben Rune.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (17)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bjarke I. Pedersen

Det er jo ganske fint at de lover folk 10mbit ekstra båndbredde, når deres net i forvejen er overbelastet, så folk i primetime kun får halvdelen af hvad de køber (hvis de er heldige). (Deres forum bevidner om at det er generelt over hele landet at deres net ikke er dimensioneret efter det de sælger)

  • 13
  • 1
Finn Christensen

(Deres forum bevidner om at det er generelt over hele landet at deres net ikke er dimensioneret efter det de sælger)

Tror du har misforstået noget... ;) det er en pengetank, som ejer biksen. De har kun forstand på plukke-penge-op-af-lommen metoder. Deres interesse er penge - ikke netværk eller belastning. Emnet er en ny plukke metode, der endnu ikke virker efter hensigten.

Engang var kernen i 3 regionale telefanter proppet med solid dansk lønarbejde. 3-4 mand mødte troligt frem for at putte en stump ledning i jorden.

Så smækker de væsnerne sammen i en eneste - TDC, "så vi kan konkurrere med udlandet", da vi er alt for små i konkurrence med store internationale spillere.

Resultatet anno 2013..:
Vi har løbende effektiviseret forretningen de seneste fem-seks år. Hvert år er der faldet mellem 400 og 1.000 stillinger bort, og vi har selvfølgelig planlagt en tilsvarende reduktion i år, siger Carsten Dilling til Jyllands Posten.
- mange tusinde ansatte betaler ikke mere skat til vores fælles kasse (X000 stillinger * mistet skatteindtægt)
- antal arbejdsløse etc. fik/får overførselsindkomst m.m.

Resultatet anno 2014..:
- inderne leger med it-systemerne hos TDC
- kinesere driver TDC mobilnet
- opkald fra TDC kunder betjenes af billig arbejdskraft i Tyskland.

Men så skatten til vores slunkne statskasse da - led du blot, giv lyd hvis du finder noget ;)

  • 9
  • 1
Jesper Mølgaard

Det er nemlig rigtigt Kim, hvad skal man med 10Mbit ekstra hvis radio frekvensen i forvejen er svær at benytte, det bliver det jo kun værre af.

Hvis nu Yousee forærede et dual band modem til deres kunder og kun brugte 2,4GHz frekvensen til hotspot (så kunden kunne benytte 5GHz privat) så ville det begynde at ligne noget...men jeg vil personligt stadig gerne være fri.

  • 1
  • 2
Christian Nobel

ifølge deres gamle informationsside omkring tiltaget, skulle gæstenetværket køre på en anden IP end ejerens.

Og hvis det så lige kikser, så kan politiet jo bare varetægtsfængsle ejeren et års tid, mens de prøver at finde nogle beviser!


Bortset fra det, så er hele ideen håbløs, da det vil medføre endnu mere belastning på 2,4 GHz båndet - det vil gå helt galt, fordi der er en masse klienter der vil prøve at koble på i randzonen.

Generelt virker det som om at der ikke er ret mange der fatter en bjælle af hvordan et delt medie som er radiobaseret fungerer, og forståelsen for CSMA/CA kan vist også ligge på et meget lille sted.

  • 3
  • 0
Daniel Gertsen

Hvorfor gør de det?
Hvad skal det gøre godt for?

Mon ikke at ca. 9 ud af 10 ikke kender til dette produkt, selv et år efter det kommer i drift igen.
...og at ca. 9 ud af 10 af de få der kender til det, vil være fuldstændig ligeglad med det.
...og at ca. 9 ud af 10 af de resterende aldrig vil bruge det.

Jeg tror det er højt sat, hvis 1000 kunder kommer til at gøre brug af dette, til andet end blot at se om det virker en enkelt gang for sjov.

Så hvorfor udsætte så mange kunder for den sikkerhedsrisiko det nu engang altid vil være?
Hvorfor tilføre yderligere forstyrrelser i luften, i form af ekstra wifi netværk, der ellers ikke ville være der, fordi folk ofte foretrækker deres egen router ved siden af?
Hvorfor belaste folks i forvejen belastede netværk, og derved levere et dårligere produkt til kunderne?

Hvorfor hvorfor hvorfor?

Jeg kan ikke finde nogen positive svar.

  • 2
  • 1
Martin Rasmussen

Næsten korrekt!
Du glemte bare at TDC i en ikke så nær fremtid vil sælge wifi adgang til andre end Yousee kunder, og hermed kunne sælge den samme forbindelse op til rigtig mange gange.
De mangler ikke just ideer derinde...
(Bare rolig, intet af dette betyder at du personligt får noget billigere - eller andre for den sags skyld!)

  • 3
  • 1
Max Jakobsen

Hvem betaler strømmen. ? Jeg slukker alt når jeg ikke er hjemme / sover. Kald mig nærig men der er rigtig meget at hente ved at slukke apparater men ikke brugt.

  • 0
  • 0
Daniel Gertsen

Hvem betaler strømmen. ? Jeg slukker alt når jeg ikke er hjemme / sover. Kald mig nærig men der er rigtig meget at hente ved at slukke apparater men ikke brugt.


Du kan da stadig slukke for routeren, når du ikke er hjemme?

Jeg ved ikke hvor meget ekstra strøm en router bruger, ved at have wifi aktiveret, i forhold til ikke at have det aktiveret.
Men mit gæt er at det ekstra strømforbrug, hvis det overhovedet kan måles, er omkring en 10'er om året eller mindre.

Ps. Jeg gætter på at alle herinde allerede ved det, men jeg vil lige nævne det igen for en sikkerheds skyld:
Man kan afmelde Wifi Spot hos YouSee - også præventivt før de går i gang.
Det foregår her: http://yousee.dk/Wifi/WiFiAfmeld.aspx

  • 0
  • 0
Max Jakobsen

Din 10´er slår ikke til, tildels fordi jeg slukker for ALT undtaget køleskabet og det giver en besparelse på ca. 500 + Kr. om året. Tænk på hvad der spares af CO2 på den regning.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere
Jobfinder Logo
Job fra Jobfinder

Call to action

Efter TDC's og Yousees forårsfiasko med at lancere åbne wifi-hotspots ved brug af 250.000 kunders routere er hovederne lagt i blød for at finde en gangbar måde at relancere konceptet på. Ideen er, at Yousee-kunder kan dele hiandens netværk, eksempelvis hvis de lige sidder på en nærliggende café, er på
besøg hos naboen eller lignende. Yousee lancerede projektet i marts i år, men lukkede det inden månedens udløb efter massive protester og åbenlyse sikkerhedsproblemer. Det viste sig nemlig, at forbipasserende kunder, der kun skulle få adgang til internettet via de åbne wifi-hotspots hos andre kunder, også kunne få adgang til delte ressourcer på kundens private netværk. Yousee fik travlt me...