Yahoo vil ignorere Do Not Track-ønske fra Internet Explorer 10-brugere

29. oktober 2012 kl. 13:171
Yahoo vil ignorere Do Not Track-ønske fra Internet Explorer 10-brugere
Illustration: Privatfoto.
Microsofts beslutning om at slå Do Not Track til som standard i Internet Explorer 10 får netgiganten Yahoo til at ignorere funktionen. Uden cookies kan vi ikke levere en ordentlig vare, lyder forklaringen.
Artiklen er ældre end 30 dage
Manglende links i teksten kan sandsynligvis findes i bunden af artiklen.

Med den nye funktion Do Not Track slået til i browseren skulle netbrugere kunne sige nej til tracking-cookies og andre tiltag, som sporer brugerne på tværs af forskellige websider.

Men da Microsoft besluttede at Do Not Track skulle være slået til som standard i Internet Explorer 10, som er standardbrowser i det nye Windows 8-styresystem, rejste det en storm af protester fra webside-ejerne og annoncefirmaer.

Nu har Yahoo, som stadig er en markant spiller på den amerikanske del af internettet, også meldt ud, at Do Not Track ingen betydning får for besøgende med Internet Explorer 10. Det skriver firmaet i en officiel udmelding.

Når Do Not Track er slået til som standard, uden at brugerne selv aktivt har været involveret og sagt nej til sporing, underminerer man hele konceptet, mener Yahoo. Besøger man Yahoos hjemmeside uden brug af cookies, vil man nemlig ikke kunne få det personligt tilpassede indhold, som folk nu er vant til, for eksempel lokale vejrudsigter eller nyheder inden for bestemte emner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

»Ud fra vores synsvinkel forringer det brugeroplevelsen for flertallet af brugerne, og det gør det svært for os at levere den værdi til dem, vi har. Grundlæggende betyder det, at Do Not Track-signalet fra IE10 ikke afspejler brugerens ønsker,« skriver Yahoo.

Do Not Track-funktionen er opstået i et samarbejde mellem browserproducenterne og indholdsleverandørerne, efter pres fra de amerikanske myndigheder. Men der er ikke lagt en nagelfast standard fast, og derfor er der nu forskellige meninger blandt browser-producenterne om funktionen, ligesom webside-ejerne altså kan vælge at ignorere hele konceptet, uden at det har konsekvenser.

I Europa valgte EU-politikerne en mere håndfast vej og indførte det nu efterhånden berømte cookie-direktiv, der stiller krav om aktivt samtykke fra de besøgende på en hjemmeside, hvis der skal sættes en cookie, udover de mest nødvendige, tekniske cookies, for eksempel til at huske indholdet i en indkøbskurv.

Direktivet blev til dansk lov i form af cookie-bekendtgørelsen fra maj 2011, men på trods af det overholder kun ganske få hjemmesider reglerne i dag, ligesom Erhvervsstyrelsen i praksis har opgivet at komme efter cookie-syndere. Hvordan reglerne skal fortolkes er også stadig til diskusssion.

1 kommentar.  Hop til debatten
Denne artikel er gratis...

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.

Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.

Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.

Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.

Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger