Xbox og Black Friday hjælper Windows 10 op på 200 mio. enheder

Microsoft har nu rundet 200 millioner enheder, der kører Windows 10. Hvis man tæller Xbox One med.

En slutspurt op til jul har hjulpet Microsoft op på nu 200 millioner aktive enheder med Window 10. Det oplyser Microsoft i et blogindlæg.

Ifølge mangeårig Microsoft-observatør og blogger Mary Jo Foley inkluderer tallet dog også spilkonsollen Xbox One, som kører med sin egen udgave af Windows 10.

Antallet af Xbox One-enheder, som tælles med i statistikken, er dog mindre klart. Til gengæld er de 200 millioner formentligt mere retvisende end tallene for tidligere udgaver af Windows, hvor Microsoft blot har opgjort antallet af solgte licenser til hardwarepartnere og forhandlere. Tallene for Windows 10 optæller enheder, der har været aktive i løbet af de seneste 28 dage.

Det er én af de oplysninger, Microsoft indsamler gennem sin telemetri, som skabte en del modvind for selskabet i forbindelse med lanceringen af Windows 10, da indrapporteringen var slået til som standard, og Microsoft ikke oplyste, hvilken kommunikation der foregik mellem enheden og Microsoft.

Læs også: Microsoft: Vi har været for dårlige til at forklare om privacy i Windows 10

Ifølge Microsoft er 40 procent af Windows 10-enhederne kommet til efter 'Black Friday', der er den store udsalgsdag i USA efter Thanksgiving og traditionelt startskuddet til julehandlen. Det kan også ses som et tegn på, at forhandlerne har fået solgt ud af lagrene af pc'er med præinstallerede ældre udgaver af Windows, som de lå inde med som følge af et generelt stagneret eller faldende pc-salg.

Microsoft tilbyder en gratis opgradering fra Windows 7 og Windows 8.1 til Windows 10. Foreløbig gælder tilbuddet indtil 29. juli 2016, men Microsoft har også en ambition om, at Windows 10 skal findes på én milliard enheder i 2018. Derfor er det ikke utænkeligt, at selskabet vil lade tilbuddet fortsætte, hvis især Windows 7-brugerne ikke opgraderer i et tempo, der passer Microsoft.

Windows 10 er nu også lanceret i en version til smartphones, men findes endnu kun på nogle få modeller.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk

Kommentarer (0)

Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer