En kunde, der troede, han havde købt en ny pc i webbutikken Wupti.com, fik sig noget af en overraskelse, da han åbnede forsendelsen.
Ifølge sikkerhedsfirmaet CSIS var pc'en nemlig fyldt med hjemmevideoer, billeder i massevis samt brugernavn og adgangskode til Facebook, Gmail, Spotify og gymnasie-intranet fra det, der har vist sig at være den tidligere ejer af pc'en.
Administrerende direktør i Wupti.com Peter Gram Møller forholder sig skeptisk til den fremstilling af forløbet.
»Det er ikke noget, jeg kan nikke genkendende til. Vi har en stram procedure for, hvordan returvarer skal håndteres, og hvis den er overholdt, bør dette ikke kunne ske,« siger Peter Møller Gram til Version2.
Han har nu udbedt sig detaljer om den konkrete sag, så det kan blive opklaret, om der skulle være sket en menneskelig fejl, oplyser han til Version2 og tilføjer, at det er en ekstern virksomhed, der håndterer returnerede varer for Wupti.com. Peter Møller Gram ønsker dog ikke at nævne virksomhedens navn.
Hvis vi nu antager, at CSIS' beskrivelse af sagen er korrekt, hvad vil det så betyde for Wupti.com?
»Jeg kan ikke benægte, at det er sket, men omvendt kender jeg heller ikke den konkrete sag. Hvis det forholder sig sådan, så skal vi naturligvis have lukket hullet og tjekket proceduren for at se, hvad vi kan gøre ved det,« siger Peter Møller Gram til Version2.