De syv ansatte hos webfirmaet Wunderkraut Danmark mistede alle jobbet onsdag d. 27. februar, da moderselskabet i Sverige internt gav besked om, at den danske afdeling ville blive erklæret konkurs.
Men hvor de fleste danske Drupal-udviklere i firmaet allerede har fået tilsagn om nyt job på det rødglødende Drupal-jobmarked, fik konkursen større, personlige konsekvenser for direktøren, amerikanske Amelia Berkeley, som flyttede til Danmark for ti år siden.
»Min opholdstilladelse er væk, fordi mit job er væk. Jeg har to dage til at give besked til myndighederne, så mandag (hvor konkursen blev kendt, red.) brugte jeg timevis på at få Java og Chrome til at virke med NemID på Mac, så jeg kunne ansøge om at blive gift online. Men jeg fik det ikke til at virke, så jeg måtte sende ansøgningen på papir,« siger Amelia Berkeley til Version2.
Onsdag blev brylluppet i øvrigt officielt, da kæresten friede via Twitter.
Udover de hastige bryllupsplaner har hun også ansøgt om en permanent opholdstilladelse og betalt 3.800 kroner i gebyr for ansøgningen. Men der manglede fire måneders arbejde i hendes historik, før hun kunne leve op til kravet om tre års fuldtidsarbejde de seneste fem år, og dermed blev ansøgningen forkastet.
De fire måneders arbejde, der mangler i regnskabet for at kunne få en normal opholdstilladelse, svarer til den periode, hun måtte vente på at kunne tage en sprogprøve, som var et krav for at arbejde i landet. Den finder nemlig kun sted to gange om året.
Det er ikke synd for mig - men det er dumt
Den tidligere Wunderkraut-direktør understreger, at hun ikke søger medlidenhed. Hun skal nok klare sig og har et stort netværk i Danmark, blandt andet gennem en bestyrelsespost i Drupal Danmark. Hun undrer sig bare over, at systemet skal være så umuligt at håndtere, selv for universitetsuddannede udlændinge, efter ti år i Danmark.
»Det er ikke synd for mig. Men jeg tænker bare: Hvor er det dumt. Hvor er det nogle fjollede regler. Hvis jeg havde vist, hvor svært det var, var jeg aldrig nogensinde kommet til Danmark,« siger hun.
Med den slags regler er det svært for Danmark at tiltrække kvalificeret arbejdskraft fra udlandet, for eksempel til it-jobs, vurderer den tidligere direktør, som de seneste år har arbejdet med webprojekter inden for Drupal, Wordpress og sociale medier.
»Der er omkring 40.000 udlændinge i Danmark, som er flyttet hertil for at tage et job, som alle er mere eller mindre påvirkede af de her regler. De betaler ni milliarder kroner om året i skat. Vil man gerne fastholde dem og tiltrække ny arbejdskraft fra udlandet, er det her ikke måden at gøre det på,« siger Amelia Berkeley.
Har ikke tænkt taktisk
Hun kom til Danmark i 2003, fordi hendes dengang amerikanske mand fik et job som klassisk musiker i Danmark. De fik to børn i Danmark, men blev så skilt. De sidste fem år har hun været kæreste med en dansk mand og boet sammen med ham, ligesom eksmand og børn er blevet i Danmark, hvor børnene nu går i skole.
Derfor er det ikke ligetil at flytte til et andet land nu, for det vil involvere to familier.
»Der er også mange, der spørger, hvorfor jeg ikke bare flytter tilbage til USA, med min danske kæreste. Men jeg kan ikke pendle frem og tilbage for at se mine børn, og det er heller ikke nemt for en dansker at få arbejdstilladelse i USA,« siger Amelia Berkeley.
Set i bakspejlet kom hun i clinch med de stadig strammere og mere komplicerede regler for udlændinge i Danmark, da hun blev skilt. Der gik hun fra at skulle leve op til familiesammenføringsreglerne over til at skulle få en opholdstilladelse på egen hånd.
»Jeg har ikke tænkt taktisk og prøvet at planlægge, hvordan jeg blev mest brugbar for Udlændingestyrelsen. Den bedste taktik ville have været, at jeg aldrig blev skilt - altså på papiret. Det er jo crazy, at samfundet hellere vil have det sådan, end at man vil have udlændinge i landet,« siger Amelia Berkeley.
Alt for firkantet
Hun har selvfølgeligt prøvet at følge med i reglerne, men de ændrer sig også hele tiden, for eksempel med reglerne om, hvordan man kan få 100 point gennem blandt andet foreningsarbejde og få en opholdstilladelse.
Nu skynder hun sig at blive gift med sin danske kæreste - med en mulig mistanke om proforma-ægteskab over hovedet - og så kan hun søge om midlertidig opholdstilladelse. Andre muligheder er at få sig et nyt job, som så skal leve op til en række krav om lønniveau og branche, før det bliver godkendt. Hun kan også søge om lov til at få seks måneder til jobsøgning. Men de forskellige muligheder koster alle et solidt gebyr til staten, som ikke kommer igen, hvis det bliver et afslag.
Systemet burde være mere fleksibelt, mener Amelia Berkeley, der gerne så, at det var tilladt for sagsbehandlerne at gøre flere undtagelser og vurdere individuelt.
»Der er vel ingen i Danmark, som vel mene, at en som mig ikke burde få lov til at være i Danmark? Det er alt for firkantet,« siger hun.