Wired-redaktør giver Googles Android kniven

Googles Android-system til mobiltelefoner har næppe en chance over for iPhone. Google kommer for sent, konkluderer en redaktør på Wired, der sender udviklerne i armene på Apple.

Google får alvorlige stryg af en af sine egne tidligere ansatte i et blogindlæg på monkey_bites. Målet for kritikken er Googles kommende styresystem til mobiltelefoner med navnet Android: For sent, for lidt og for uambitiøst.

Bag haglbygen står Scott Loganbill, der er assisterende redaktør på Wired Digital og har en fortid som teknisk skriverkarl hos selveste Google. Han lister en række grunde til, at Android falder igennem.

Først af alt fremhæver Scott Loganbill al stjerneskæret omkring iPhone. Det har ikke meget med teknologien at gøre, men den meget hype om iPhone trækker uimodståeligt kunder, og Android blegner ved siden af.

Dernæst handler det om bindinger til telefonselskaber. I USA må teleselskaber binde kunderne i to år, og det fører til en argumentation om, at løbet er kørt og Android-baserede mobiler kun kan slås med Blackberry om krummerne, der er til overs efter iPhone.

Her argumenterer Loganbill nærmest som om, at Apple og iPhone allerede er strøget med hele verdensmarkedet. Hype eller ej, så har Apple ifølge egne opgørelser solgt 4,5 millioner iPhones, og på rekordweekenden ved lanceringen af iPhone 3G langede de ikke flere over disken, end hvad Nokia lakonisk kunne konstatere, at det antal solgte de også ? hver dag året rundt.

I det afsnit dømmer Loganbill også Android ude i forhold til Blackberry på tillid og troværdighed i virksomhedernes it-afdelinger.

Ni måneder om forbedringer

Det tredje argument er en sammenligning mellem iPhone SDK og Android SDK, hvor Android næsten får dumpekarakter. Scott Loganbill er ude med riven efter Google, der har været hele ni måneder om at opgradere Androids software udviklingsværktøj til den nuværende version 0.9, der kom i går. Version 1.0 er annonceret til at komme i fjerde kvartal sammen med den første Android-baserede mobil kaldet HTC Dream.

Apples AppStore med iPhone-programmer er en kæmpe succes, og Scott Loganbill konstaterer tørt, at udviklere kan spilde masser af tid og aldrig tjene penge på applikationer til Android, men de kan nå berømmelse og hurtige penge i iPhone App Store.

Selvom Android nok skal virke fint med HTC Dream, så skal alle hardwareproducenterne skrive driversoftware for at få det til at spille. Her forudser Loganbill en langsom og gradvis implementering. Også her er Apple kilometer foran med stærk og integreret hardware-dokumentation.

Til sidst konkluderer Scott Loganbill, at Google bare er for sent ude. Han udelukker ikke, at Google stadig kan hive en kanin op ad hatten, men han mener, at udviklerne med god grund forlader skuden Android. Og udsigterne til tørt land for Android ligger meget langt væk.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (5)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#5 Jesper Kleis

Og så er der nokia sammenligningen igen - nok sælger nokia rigtig mange telefoner hver dag, men det er vel ikke alle telefoner der kan sammenlignes med iPhones specs?

Måske ville det være rart med en mere differentieret Nokia sammenligning.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere