Windows XP frit tilgængelig på Jubii-server

Hvad der ligner en fuld kopi af Windows XP har gennem længere tid været offentligt tilgængelig via Jubii's ftp-server.

Efter en læserhenvendelse er Version2 blevet opmærksomme på, at der har ligget en kopi af Microsoft's styresystem Windows XP frit tilgængeligt i iso-format via Jubii's offentlige ftp-server.

Der er tale om en Volume License Key version af XP Pro i dansk udgave med integreret Service Pack 2. Noget kunne tyde på, at filen har ligget på ftp-serveren gennem længere tid, da den står til sidst at være ændret i april sidste år.

»Det er en katastrofe det der, det skal jo væk med det samme,« lyder den umiddelbare kommentar fra Jubii's direktør Peter Lundsgaard.

Benjamins mappe

Efter Version2's henvendelse vil direktøren fjerne filen omgående og finde ud af, hvordan Windows XP-filen er endt på Jubii's server.

»Det er ikke Jubii's stil, har aldrig været Jubii's stil. Jeg aner ikke, hvem der har lagt det op, det vil jeg finde ud af,« lyder det fra en chokeret Peter Lundsgaard.

Flere af Jubii's kunder benytter ftp-serveren. Filen blev fundet i mappen M på serveren.

»Hvis den ligger inde under M ... det kommer lidt bag på mig. M er et samarbejde, vi har med forlaget Benjamin. Hvis det er dem, der har lagt det op, så må jeg selvfølgeligt henvende mig til deres direktør og bede dem om ikke at lægge det op. Hvis det er nogen af vores egne, der har lagt det op, så er det klart, så er det noget, der vil medføre alvorlige reprimander,« siger Peter Lundsgaard og understreger, at han ikke kan udtale sig konkret om sagen, før han har undersøgt nærmere, hvad der er sket.

Peter Lundsgaard spekulerer dog også i, at filen kan være havnet i den offentligt tilgængelige mappe ved et uheld.

»Det kan jo tænkes, at det er download-materialet til, når vi skal installere på vores egne maskiner, men så skal det selvfølgeligt være lukket for udefrakommende - det er klart,« siger Peter Lundsgaard, som iøvrigt ikke var bekendt med, at alle kan logge ind på Jubii's kunderettede ftp-server.

Efter Version2 har kontaktet Jubii, er filen blevet fjernet fra serveren. Version2 har desuden konstateret, at det ikke har været muligt for anonyme brugere af Jubii's ftp at uploade filer til serveren.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (7)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#3 Tommy Bjerg

Altså en vol-license install af WinXP SP2 kan jo ikke bruges til en døjt uden at man i forvejen har en vol-license key fra MS.

Jeg ser ingen katastrofe. Det er da værre med de par firmaer der er kommet til at lægge deres keys på intranet, for derefter at kommet til at gøre deres intranet offentlig via internet. doh

  • 0
  • 0
#5 Thomas Stig Jacobsen

Måske er filen "Ligegyldig" så er sagen efter min mening slet ikke ligegyldig.

At et firma som Jubii (eller hvem der står for download.jubii.dk) ikke har styr på deres egen server og en så "farlig" iso-fil bekymrer mig meget. Jubii er jo ikke ligefrem et firma som ikke har erfaringen på området, så derfor synes jeg det er bekymrende.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere