Windows XP-deadline truer pc'er på danske sygehuse

Illustration:
Titusindvis af pc'er på de danske sygehuse når ikke at blive opgraderet, inden supporten for Windows XP stopper til april. Regionerne må købe sig til dyr support.

Der er kun to af de månedlige såkaldte 'Patch Tuesdays' tilbage, før supporten for det 13 år gamle Windows XP udløber. Derefter er det slut med gratis sikkerhedsopdateringer fra Microsoft, og det kan koste de danske regioner dyrt, skriver Computerworld.

I Region Syddanmark er det således besluttet at indgå en ekstraordinær supportaftale til 12 millioner kroner, som indebærer fortsatte kritiske sikkerhedsopdatering og support til regionens 26.000 pc'er med Windows XP.

Region Midtjylland har valgt at anvende applikationsvirtualisering for at gøre overgangen fra Windows XP lettere, mens Region Hovedstaden endnu ikke har afklaret, hvad der skal ske med de pc'er, som stadig kører Windows XP på regionens sygehuse efter den 8. april.

Læs også: Bruger du stadig Windows XP? Om 217 dage får hackerne frit spil

Microsofts udfasning af Windows XP har været kendt længe, idet Microsoft fastsætter 'end of life' ud fra lanceringsdatoen. For Windows XP er den dog blevet udsat flere gange på grund af de problemer, som forsinkede lanceringen af efterfølgeren Windows Vista.

Den udskudte afslutning af supporten har også været påvirket af, at et stort antal brugere fortsat benytter Windows XP. Det gælder forholdsvis få private forbrugere, ligesom de fleste virksomheder også har opgraderet, men der findes stadig lande eller brancher, hvor Windows XP har stor udbredelse.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (5)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#3 Claus Jacobsen

korrekt - det er rent faktisk en meget meget stor applikationsstack de har. Med oceaner af små bitte specialbyggede applikationer som gør ganske få ting. (så som at holde styr på et eller andet livsvigtigt) så det her med "bare" at tro man skifter over er altså ikke helt så enkelt. En komplet udskiftning kræver at man også iberegner de steder hvor man skal hen og købe en ny opdateret løsning af en eller anden applikation/måleudstyr såfremt det ikke kan køre på windows 7. - Lad os eksempelvis tage en eller anden form for scanner som i tidernes morgen måske har kostet en 7-8mio kr. - Den styres af en eller anden lille snoldet PC med et XP og applikationen er fra 1900 grøn hvidkål og kan derfor ikke køre under 7 eller 8 (har faktisk set NT også) hvis pc'en skal opdateres til 7, skal applikationen også opdateres, men sandsynligheden for at HELE molevitten skal udskiftes er temmelig stor, da scanneren måske ikke lige helt kan finde ud af det ellers. (eller endnu værre. Producenten er gået bankerot og der er derfor ingen mulighed for at opdatere)

Der er rigtigt mange af den her slags sager i produktionsmiljøer rundt om i landet, og hvis ikke man begynder at kigge på "Vedligehold" på de ting fremadrettet så kan der godt nok komme nogle grumme økonomiske overraskelser for virksomhederne hvis det lige pludselig går galt.

  • 4
  • 0
#5 Claus Jacobsen

Rigtigt mange af disse maskiner vil have netadgang da data ofte skal lagres centralt for at kunne bruges til eksempelvis EPJ eller til visning på andre enheder. (så "netadgang" er et spm om der er et kabel i røven af den eller ej :-) ) Og det er aldrig irrelevant om en maskine er opdateret eller ej - der skal jo bare en dum lille usb-nøgle til for at det kan gå galt (stuxnet burde jo heller ikke umiddelbart eksistere da de systemer var "lukkede" systemer, men der findes altid en vej)

  • 1
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere