Windows Store hærget af piratkopierede spil

Det er muligt at downloade piratkopieret software i app-storen til Windows til langt under originalprisen, selvom Microsoft tidligere på året lovede at rydde op i dens onlinebutik.

Det er allerede over fire måneder siden, at Microsoft lovede, at der ville blive ryddet op i dens app-store til Windows, hvor det flød med købe-apps, selvom programmerne normalt var gratis tilgængelige på internettet.

Alligevel fylder det stadig med skidt i krogene i Windows Store. Således er der nogle bagmænd, som har lagt piratkopieret software ulovligt til salg i onlinebutikken og dermed tjener penge på at gøre »gratis« piratkopierede programmer bredt tilgængelige.

Det skriver det norske it-medie Digi.no på baggrund af et læsertip.

Læs også: Microsoft: Nu rydder vi op i Windows Store

Ifølge henvendelsen drejer det sig om en 10-15 computerspil, som normalt koster flere hundrede kr. stykket, men som i Windows Store kun koster omkring 25-50 kr. Der er dog heller ikke tale om legitime kopier af spillene, men om piratkopierede versioner, som hentes ulovligt.

Når man downloader de omtalte apps, får man ifølge Digi.no vist et skærmdump fra spillet og et download-link, der henviser til et site, som tilbyder piratkopierede spil gratis. Det fremgår ikke, hvilke spil der er tale om.

Digi.no gjorde Microsoft opmærksom på problemet mandag eftermiddag, og der er i skrivende stund endnu ikke blevet gjort noget ved det.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (1)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Niels Loft

Jeg så spillet XCOM: Enemy unknown og tænkte fedt nok så er der kommet en touch udgave af spillet.
Fuldstændig som beskrevet i artiklen får man bare et billede med en download link til det fulde spil. ikke bare en mini udgave beregnet til touch.
Der efter prøvede jeg flere forskellige steder at komme i kontakt med Microsoft. Det lykkedes langt om længe, men jeg fik en fornemmelse af at Microsoft slet ikke er interesserede i at rydde op i deres store.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere