En sms kan være nok til at få sat en kæp i hjulet på Windows Phone 7-styresystemet.
Det bekræfter Microsoft nu, efter at it-mediet Winrumors.com afslørede sårbarheden.
Modtager en Windows Phone-telefon en sms, der rummer de ondsindede koder, vil telefonen genstarte, og den centrale beskedcentral på telefonen vil blive ubrugelig. Sårbarheden findes i alle versioner af styresystemet, og den kan også udnyttes via beskeder over Facebook eller Windows Live Messenger.
Microsoft arbejder på en opdatering, der skal løse problemet. Den kan sendes til telefonerne over the air, hvis Microsoft finder det nødvendigt. Tidligere opdateringer til Windows Phone 7 er sket via Zune på en almindelig computer.