Windows Mobile 7 er klar til kamp mod iPhone og Android

Det forventes, at Microsoft vil løfte sløre for Windows Mobile 7 senere i dag på Mobile World Congress i Barcelona.

Ifølge rygtebørsen vil Microsofts topchef Steve Ballmer præsentere den næste udgave af firmaets mobile styresystem, Windows Mobile 7, på konferencen Mobile World Congress, som starter i dag i Barcelona i den katalanske del af Spanien.

Flere kilder forudsiger, at produktet vil forsøge at gå efter forbrugermarked ved at bygge videre på Microsofts Zune HD mediafspiller, skriver Informationweek.

Samtidig gættes der på at Windows Mobile 7 vil have nære bånd til Microsofts Office-programmer.

Windows Mobile har stået stærkt som erhvervsplatform på grund af systemets mange funktionaliteter og ensartethed på tværs af enheder, men er nærmest fraværende på forbrugermarkedet og har løbende tabt markedsandele.

Blandt udviklere har der længe været et ønske om lidt mere 'action' fra Microsofts side.

Konsulent Flemming Van Heugten, der blandt andet udvikler mobilapplikationer på Windows mobile, har tidligere givet Version2 dette skudsmål af firmaets indsats.

»Jeg synes, at det er de rigtige ting, Microsoft gør, men jeg synes, at de gør det lidt halvhjertet, og ikke konsekvent nok.«

Mobiludvikler Martin Hansen fra konsulentfirmaet Commentor mener ligeledes, at Microsoft skal se at komme i omdrejninger med Windows Mobile, hvis platformen ikke skal se sig overhalet af konkurrenterne.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (10)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Jarle Knudsen

Windows Mobile har stået stærkt som erhversplatform på grund af systemets mange funktionaliteter og ensartethed på tværs af enheder, men er nærmest fraværende på forbrugermarkedet og har løbende tabt markedsandele.

Hvad menes med "erhversplatform"?

AFAIK ligge WM på ca. 9% af mobilos (et fald fra 14% siden okt. 2009). Den blev forbigået MacOS X (iPhone) og nu stormer frem Android/Linux.

  • 0
  • 0
Flemming Bach

Det består i, at mange virksomheder bruger MS Exchange til deres mail- og kalender-løsning.
Og den fungerer kun optimalt sammen med en telefon med Windows Mobile.

Ellers er mulighederne for opkobling til sin Exchange email stærkt begrænset på mobiltelefoner.
Har efterhånden prøvet mange trick for at få Nokia og Sony-Ericsson telefoner til at spille sammen med Exchange. Desværre uden held, medmindre man bruger IMAP.

  • 0
  • 0
Venligst Slet Min Bruger

Ellers er mulighederne for opkobling til sin Exchange email stærkt begrænset på mobiltelefoner.
Har efterhånden prøvet mange trick for at få Nokia og Sony-Ericsson telefoner til at spille sammen med Exchange. Desværre uden held, medmindre man bruger IMAP.

Jeg har haft stor succes med Nokias E-serie her i firmaet. Den er måske værd at kigge på?

  • 0
  • 0
Per Hansen

Personligt opfatter jeg Windows Mobile som en død platform, da der absolut intet er sket i WM's udvikling, siden min første WM telefon, til min nuværende.

At MS skulle kunne rykke ud af starthullerne, og lave en WM version der kan konkurre på højde med iphone og android (inden for en rimelig fremtid), ser jeg som ekstremt usandsynlig. Derfor WM = RIP.

  • 0
  • 0
Martin Bahn Hansen

Der er mange rygter på nettet om at Microsoft er ude efter at købe RIM (Blackberry), hvilket vil give dem et helt andet take på erhvervsmarkedet.

Som det ser ud lige nu, så er consumer markedet dødt for MS med deres WinMo, men hvis de overtager RIM, så kommer de til at få en stor markedsandel. Blackberry er ikke så udbredt her i Europa, som den er ovre i USA.

Man kan også overveje om Microsoft rent faktisk vil ind på consumer markedet. Microsoft ejer en god del af Apple's aktier. Så det er ikke fordi de taber så mange penge på ikke at være nummer 1. Deres bedste trick har altid været at "låne" de gode ideer fra andre.

  • 0
  • 0
Dennis Munding

@ MARTIN BAHN HANSEN

Jeg tror nok gerne Microsoft vil ind på consumer markedet, da de ikke pt. ejer noget som helst af Apple og derfor ikke tjener på Apple (det skulle da lige være deres office pakke, men det er en helt anden snak).

I 1997 da det gik værst for Apple fik Microsoft lov til at købe for 150 millioner dollars ikke-stemmeberetigede aktier. Apple fik en saltvandsindsprøjtning og Microsoft fik lov til at bruge en del af de Apple patenter, de havde brudt i forbindelse med Microsoft Windows. Herudover skulle Mac OS have Internet Explorer som default browser, Microsoft skulle også lave en office pakke til Mac OS (der i grunden blev en stor succes).
Microsoft solgte senere aktierne tilbage til Apple og ejer derfor intet i Apple i dag.

Man kan diskutere hvor meget Microsoft har ejet af Apple, mange fortæller lystigt om "dengang" da Microsoft ejede 99% af Apple. Dette har aldrig været sandt da Apple dengang var næsten 5 milliarder dollars værd, og eftersom Microsoft "kun" ejede for 150 millioner dollars Apple aktier. Kan det derfor aldrig komme i nærheden af "Microsoft ejer Apple"... Det var ren og skær goodwill og omgåelse retsager pga. brud på Apples patenter. Men igen havde det ikke været for Microsoft's lille indsprøjtning, havde vi nok ikke haft Apple i dag.

  • 0
  • 0
Bjarne Dollerup

Vi finder aldrig ud af om Microsoft "brød" Apple's patenter idet parterne indgik et frivilligt forlig. Apple have brug for pengene og Microsoft havde brug for at beskytte en god forretning (Office på Mac). Det er også vigtigt at huske på at både Windows og MacOS er baseret på ideer som Apple og Microsoft "stjal" fra Rank Xerox's "Star" OS, som iøvrigt var Public Domain. Og man kan ikke stjæle noget der er Public Domain.

Bjarne

  • 0
  • 0
Jarle Knudsen

Det er også vigtigt at huske på at både Windows og MacOS er baseret på ideer som Apple og Microsoft "stjal" fra Rank Xerox's "Star" OS, som iøvrigt var Public Domain. Og man kan ikke stjæle noget der er Public Domain.

Jobs har betalt Xerox med Apple aktier for at få indsigt i "Star" OS (Xerox så ikke noget fremtid i GUI).

MS stjal Mac UI fra Apple (dog under en snedig kontrakt).

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere