Du er tæt på en deadline, og så sker det: Windows beslutter sig for at genstarte og installere en opdatering, der tager mindst en time.
Frustrationen vil være velkendt for flere Windows-brugere i større virksomheder. Når der kommer en stor Windows-opdatering ud, må man som medarbejder ofte sidde og bruge en stor del af arbejdstiden på, at systemet fuldender opdateringen efter en genstart.
Flere virksomheder har på forhånd bestemt, hvordan og hvornår Windows-opdateringer bliver installeret, og derfor er det ikke altid, man kan undgå spildtid ved at installere opdateringen senere.
»Det er den helt store udfordring,« siger it-drift- og supportchef hos Ingeniørforeningen IDA Jesper Brink Sørensen.
Hver anden tirsdag i måneden skal han tage stilling til, hvordan han skal udrulle de faste Windows-opdateringer på organisationens 300 pc’er. Og selvom der er sket mange forbedringer af Windows hen over årene, er arbejdet med at opdatere virksomhedens computere ikke blevet lettere. Tværtimod.
»Udfordringen er, at pc’en skal være tændt for at kunne opdatere. Før kunne vi gøre det centralt ved at tænde pc’erne om natten, opdatere og så slukke dem. Nu har folk laptops, så de er ikke på netværket,« siger Jesper Brink Sørensen.
Er computeren opsat til automatisk at installere opdateringerne, vil den i Windows 10 eksempelvis gøre det, når man låser den og går på toilettet. Vel at mærke uden at spørge brugeren først.
»Det er lidt noget rod. Det er ikke blevet nemmere med tiden - det skulle man ellers tro.«
Tving opdateringerne igennem
Kernen i dilemmaet går på, at enten tvinger man folk til at opdatere deres pc’er inden for et bestemt tidsrum med risiko for, at det går ud over arbejdet. Eller også lader man dem selv vælge. Vælger man det sidste, risikerer man dog samtidig, at medarbejderne bliver ved med at udskyde opdateringen, hvilket gør virksomhedens udstyr sårbart over for malware og andre dårligdomme.
Noget tyder dog på, at det kan være en dårlig idé at give medarbejderne for frie tøjler. Erfaringen fra både Jesper Brink Sørensen og Mediehuset Ingeniørens it-chef, Jesper Bille Haun, er, at de fleste udskyder opdateringerne i arbejdstiden, 'fordi de har for travlt'.
Hos Ingeniørforeningen IDA er der indført en fast politik om, at medarbejderne har 3-4 dage fra tirsdags-opdateringen bliver lanceret til at genstarte computeren og installere den. Det er ikke nok at slukke computeren og tænde den igen, da opdateringer i Windows først bliver installeret efter en genstart.
Får medarbejderne ikke opdateret i tide, kommer der en advarsel op om, at computeren automatisk vil genstarte efter seks timer.
»Derefter genstarter vi computeren, uanset hvad de sidder og laver på den,« siger Jesper Brink Sørensen og anslår, at omkring 60-70 pct. af medarbejderne udskyder opdateringerne til den sidste dag.
Større virksomheder bør opdatere fra central server
Er der mange computere i virksomheden, kan det være svært at holde styr på opdateringerne. Derfor er det normalt for større virksomheder at have en central server til at håndtere dem.
Fordelen er blandt andet, at opdateringen kun skal downloades én gang til serveren, hvorefter de enkelte computere på netværket henter den herfra. Alternativet er, at it-afdelingen lader hver enkelt computer downloade opdateringerne enkeltvis, hvilket hurtigt kan løbe op i båndbredde, når der er flere hundrede computere i virksomheden.
Med server-løsningen kan den it-ansvarlige samtidig selv udvælge de opdateringer, som brugerne skal installere - og hvilke der er unødvendige.
»Det er en absolut no-brainer for os, fordi vi har en kritisk masse af brugere,« siger Jesper Brink Sørensen og anbefaler, at man i hvert fald har 40-50 computere i virksomheden, før man centraliserer Windows-opdateringerne i en server.
Trods alt er der ekstra omkostninger forbundet med at drive en server og have medarbejdere med de rette kompetencer til at styre server-programmerne. Alternativet er at droppe den lokale server og styre opdateringerne centralt i skyen med Microsoft Azure Intune.
Sidste mulighed er at nøjes med at styre virksomhedens opdaterings-politik via Active Directory (bibliotek til rettighedsstyring på tværs af pc’erne i virksomheden). Det er blandt andet her, hvor den it-ansvarlige kan afgøre, at medarbejderne ikke selv må udskyde opdateringerne.
Pc’er, der opdaterer om natten - utopia?
Udfordringen med at opdatere Windows uden at æde arbejdstiden er endnu uløst.
Og da det næppe er sandsynligt, at vi vender tilbage til en tilstand med stationære pc’er på arbejdspladsen, hvad så?
»Mit ønskescenarie vil være, at hvis pc’en sidder i opladeren og er slukket, og der ligger opdateringer klar, så vil den lige kunne starte op, installere dem og lukke ned igen. Det ville være fantastisk,« siger Jesper Brink Sørensen og erkender, at det nok ikke kommer til at ske lige med det samme.
»Mig bekendt er der ikke nogen systemer, der kan det. Vi har ikke fundet den gyldne løsning til opdateringer. Det er desværre en rigtig ærgerlig disciplin, og jeg har ikke hørt om nogen, der har knækket nødden endnu,« siger han.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.