I efteråret fik Linux bedre understøttelse af Windows-filsystemet NTFS. Men nu er driveren i farezonen, fordi udvikleren bag er gået under radaren. Det skriver The Register.
NTFS (New Technology File System), som er udviklet og ejet af Microsoft, er ikke open source.
Linux-driveren er firmaet Paragon Softwares NTFS3-kerneldriver, som kom med i version 5.15 af Linux-kernen i slutningen af oktober sidste år, ifølge The Register.
Uvikleren Kari Argillander har tilbudt at hjælpe, men uden held, og har sendt sine bekymringer til kernel-mailinglisten. Driverens ophavsmand, Konstantin Komarov, har »siden da holdt total radiotavshed. Jeg har forsøgt at kontakte ham med personlige mails uden held,« klager Kari Argillander.
Der var været en vis aktivitet på driverens Github-side i november sidste år, men Konstantin Komarov, der ifølge The Register er topchef i Paragon Software, har ikke bedt om at få ændringer indarbejdet i kernens kildetræ.
Kari Argillander tror ikke, at det betyder, at NTFS-driveren bliver droppet.
»Jeg tror ikke Linus ønsker det, i hvert fald ikke endnu. Alligevel vil det efter min mening helt sikkert påvirke processen for, hvordan nye filsystemdrivere vil blive indarbejdet til upstream i fremtiden,« udtaler han til The Register.
Linux-chefen Linus Torvalds har svaret Kari Argillander på kerneudviklernes mailingliste:
»Hvis du er villig til at vedligeholde den (og måske finde andre ligesindede til at hjælpe dig), synes jeg bestemt, at det ville være værd at prøve. Og hvis *ingen* kan findes, der ender med at tage sig af vedligeholdelsen, så bør vi vel fjerne den, i stedet for at ende med *to* effektivt uvedligeholdte kopier af NTFS-drivere. Ikke at to uvedligeholdte filsystemer er meget værre end ét.«
Som Linus Torvalds berører, findes der andre NTFS-drivere til Linux, men de har visse grundlæggende problemer. NTFS-3G er meget langsom, og den ældre Captive NTFS-driver, som har flere faciliteter, vedligeholdes ikke længere.
Paragon Softwares bud kan anvendes med almindelige slags filer, såvel som komprimerede og såkaldt ‘sparse’ filer. Faciliteterne Access Control List (ACL), der styrer brugerrettigheder, og NTFS journal replaying, understøttes også.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.