Windows XP nu kun 4,5 gange mere udbredt end Windows 8

Illustration:
En ny opgørelse over styresystemernes markedsandele på verdensplan viser, at Windows 8 er på vej, mens XP langsomt skrumper i udbredelse. Windows 7 er dog klart størst med over 45 procent af markedet.

På markedet for styresystemer vinder det nye Windows 8 frem med et lynhop på 2,01 procentpoints inden for den sidste måned og ligger nu på 8,7 procent af verdens computere, mens XP har taget et dyk til en markedsandel på 33,66 procent. Det skriver The Next Web.

Siden Microsofts nyeste styresystem blev frigivet, har platformen haft svært ved at slå sine større søskende af banen. Med den seneste fremgang tegner Windows 8 sig i øjeblikket for 8,7 procent af det samlede verdensmarked, og det kunne se ud som om, Windows 8 er begyndt at tage fra det tolv år ældre Windows XP.

Windows 7 er klart det mest udbredte styresystem i verden med mere end 45 procent af markedet, og ifølge Net Applications opgørelse, så bliver der stadig installeret flere Windows 7-systemer, selvom Microsoft har udgivet en nyere udgave for snart et år siden. Således voksede Windows 7 med 1,14 procentpoints i august måned.

Det er dog snarere undtagelsen end reglen. På årsbasis har Microsofts samlede portefølje af operativsystemer nemlig haft tilbagegang i alle måneder på nær marts og juli. De tabte markedsandele er gået til OS X og Linux, der tegner sig for 7,28 og 1,52 procent henholdsvis.

Microsoft er dog ikke i fare for at miste sin markedsdominans med et af deres operativsystemer installeret på 91,2 procent af verdens computere.

Tallene er indsamlet på baggrund af data fra mere end 160 millioner unikke besøgende hver måned på omkring 40,000 websites.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere