Windows 8 får ribbon-brugergrænseflade

Illustration:
Brugergrænsefladen fra Microsoft Office har fundet vej ind i Stifinder i Microsofts kommende styresystem.

Microsofts kommende styresystem, Windows 8, får ribbon-brugergrænsefladen, som vi blandt andet kender fra Microsoft Office. Det skriver Windows på firmaets Building Windows 8-blog.

Firmaet har sat tre mål for det nye Windows Stifinder:

Stifinder skal optimeres til filhåndtering. Det betyder, ifølge Microsoft, at Stifinder skal ”tilbage til dets rødder og eksponere nogle skjulte perler, som de filhåndteringskommandoer, der allerede er i Stifinder, men som mange brugere ikke er klar over eksisterer”.

Der skal være en strømlinet kommandooplevelse. Det vil firmaet opnå ved at putte de mest brugte funktioner i de mest opsigtsvækkende dele af brugergrænsefladen.

Sidst skal der være respekt for Stifinders arv, som firmaet beskriver det. Det vil de gøre ved at ”opretholde styrken og rigdommen i Stifinder og bringe de mest relevante og efterspurgte funktioner fra Windows XP-æraen, når den nuværende arkitektur og sikkerhed i Windows tillader det”.

Men hvorfor overhovedet tilføje ribbon-brugergrænsefladen i Stifinder? Ifølge Microsoft bliver 85 procent af kommandoerne i Stifinder brugt på alle andre måder, end via den primære brugergrænseflade, altså de lettilgængelige knapper i Stifinder-vinduet. Det betyder, at der er plads til forbedringer.

Microsoft har indsamlet data om brugen af Stifinder blandt brugere af Windows 7, som har givet tilladelse til det. Over halvdelen af alle kommandoer kommer fra kontekstmenuen, der kommer frem, når man højreklikker. En tredjedel af kommandoerne kommer fra genveje på tastaturet, mens kun en tiendedel kommer fra kommandobaren med knapper, der er det mest synlige brugergrænsefladeelement i Stifinder i Windows 7. Resten af kommandoerne kommer fra menuen.

Et bredere Windows

Ligesom Microsoft har indsamlet data om brugen af Stifinder, har firmaet også indsamlet data om skærmstørrelser blandt brugere af Windows 7. Datasættet viser tydeligt, at widescreen er det mest udbredte blandt brugerne. Ud af de 20 mest anvendte skærmopløsninger, er 17 widescreen, og de repræsenterer 83 procent af Windows 7’s brugere.

Derfor bliver brugergrænsefladen i Windows 8 også målrettet de brede skærme, og trods Ribbon i toppen, vil der være mere plads til at vise indholdet af disken, end der er i Windows 7, skriver Windows 8-teamet. I et eksempel er der således plads til 24 linjer, mod 22 linjer i Windows 7-stifinderen, og der er også mulighed for at klappe Ribbon-båndet sammen, så der bliver mere plads.

Stifinder - fra Windows 1.0 til Windows 8

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (23)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Emil Moe

Har de overhovedet overvejet, om folk bruger kontekstmenu og tastaturgenveje fordi de IKKE gider bruge knapper i toppen? Jeg hader at fedte rundt i en menu, musen er jo somregel lige der, hvor det er relevant og fingrene er helt sikkert ved tastaturet.

  • 3
  • 1
Venligst Slet Min Bruger

Er heller ikke fan af Ribbon. Jeg så hellere, at de inkorporerede flere elementer fra Metro UI'et, ligesom de har gjort i det nye xbox dashboard.

Jeg synes dog det er sjovt, at der bliver foreslået, at de burde copy/paste OSX' UI'et (går ud fra det er Finder, der menes?). Finder er da om noget essensen af dårligt design. Den er værre end Stifinderen i XP, og det kræver alligevel en hel del.

  • 2
  • 0
Thomas Vestergaard

Jeg må vist være den eneste herinde, der faktisk (godt nok efter nogen tids tilvending) er blevet glad for Ribbon i Office. Det der virvar af forskellige ikoner/værktøjslinjer, der var der før var et mareridt! Så dengang brugte jeg alligevel ofte menuerne til de ting, som jeg ikke lige kunne genvejen for... I den sammenhæng er Ribbon et velfungerende kompromis mellem de to. Det ville dog ikke fungere, hvis der ikke var den lille "in-place toolbar" med de mest almindelige funktioner.

Når det så er sagt, så undrer det mig lidt, at det overhovedet er nødvendigt med knapper i Stifinder, hvis de ikke samtidig har pakket noget mere funktionalitet ind i den. Jeg tror aldrig, at jeg har brugt knapperne "Move to", "Copy to", "Delete" og "Undo" i den gamle Stifinder, så det virker mistænkeligt dogmatisk at tvinge Ribbon ind her. Men jeg synes langt fra, at det er en show-stopper - man kan jo bare installere et andet program til filhåndtering...

  • 2
  • 0
Michael T. Jensen

Jeg læser ikke at de fjerner højrekliksmenuer eller genveje. Jeg hører at de laver om på menuen. Det kan jeg ikke have det fjerneste imod!

Personligt kan jeg ikke huske, at jeg har brugt de eksisterende menuer til noget nævneværdigt, men hvis det kan hjælpe nogle "novice"-brugere til selv at kunne finde ud af tingene, så for min skyld ingen alarm... Er ribbon ikke lidt lettere at sætte sig ind i end de eksisterende menuer?

  • 3
  • 0
Anders Hessellund Jensen

Jeg synes et ribbon-UI til Stifinder giver god mening. Der ofres selvfølgelig lidt screen estate, men til gengæld synes jeg det ser ud til at funktioner bliver nemmere at finde.

På den anden side er det svært at vurdere et UI man ikke har prøvet. Jeg synes i andre virker meget skråsikre i jeres negative vurdering af det nye UI, samtidig med at der ellers er bred enighed om at det gamle UI er håbløst.

  • 1
  • 0
Kristian Dalgård

Efter lidt brokkeri og tilvænning, synes jeg ribbon fungerer udmærket i Office (og Paint, fx), men det tager godt nok meget - dyrebar - vertikal skærmplads.

Stifinderen i Windows 7 er efter min mening nærmest forbilledlig. I alle fald er mit workflow i den meget strømlinet, og jeg har lyst til at bruge den (- med Finder i OSX har jeg det lige omvendt, men jeg er heller ikke den eneste, der synes den er en akilleshæl i Apples styresystem...).

I Windows 7 udnyttes pladsen optimalt uden at gå på kompromis med et indbydende design - ribbon ville ødelægge det. Jeg vælger dog at gå ud fra, at området kan minimeres til noget, der ligner Windows 7.

  • 0
  • 0
Andreas Bjørn Hassing Nielsen

Det er sikkert meget smart til nye brugere af Windows, eller brugere der generelt ikke bruger de sidste 90% af deres Windows funktionalitet.

Og desuden er jeg ganske sikker på, at det kan fravælges i Windows 8, især nu da det har fået så meget kritik.

Således vinder alle, og brugere med widescreen's der er vendt 90°, bliver overlykkelige :)

  • 1
  • 0
Mogens Hansen

Det er sikkert meget smart til nye brugere af Windows, eller brugere der generelt ikke bruger de sidste 90% af deres Windows funktionalitet.

Jeps. Ribbon er genialt til nye brugere. Men for brugere der er vant til at sætte knapper og genveje efter behov og projekt, så har det ødelagt rigtig meget. Så meget, at jeg ofte redigerer min dokumenter i O2k3.

Og desuden er jeg ganske sikker på, at det kan fravælges i Windows 8, især nu da det har fået så meget kritik.

Det ville være en drøm. Desværre har Office ikke vist nogen god track record i denne henseende, så jeg ville ikke sætte mine penge på det.

  • 0
  • 0
Andreas Bjørn Hassing Nielsen

Det ville være en drøm. Desværre har Office ikke vist nogen god track record i denne henseende, så jeg ville ikke sætte mine penge på det.

Ctrl + F1 skulle kunne klare tricket for 2007 og 2010 udgaven af office? Jeg bruger selv OpenOffice eller Libre, så jeg kan ikke teste det, men med lidt google magi og sukker, så fandt jeg frem til den genvej.

Om det virker eller ej, så er der ihvertfald tilføjet en knap i Office 2010, så du kan fjerne Ribbon med et enkelt tryk. Mere om det her:

Hvordan fjerner/skjuler man Ribbon i Office 2007/2010?

  • 0
  • 0
Andreas Andersen

Har microsoft slet ikk lært at webbrowser markedet for alle browsere fylder mindre og mindre netop fordi det er et problem på widescreen. Stifinder skal være minimal. Synes allerede der er meget spildplads i win7, når man tænker på hvad det kunne have fyldt.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere
IT Company Rank
maximize minimize