Hvis du har bøvl med at installere prøveversionen af maj 2019-opdateringen til Windows 10, så kan det være, fordi du har eksternt storage sat i din computer, mens du forsøger at opdatere.
Det fremgår af et indlæg hos Microsoft, som The Register har fået øje på.
Microsoft har valgt at sætte opdateringen i bero med en fejlmeddelelse, såfremt der i forbindelse med installationen er sat eksterne drev til computeren via eksempelvis USB eller som SD-kort.
Årsagen er, at opdateringen indeholder en fejl, der ifølge Microsoft kan bevirke, at eksempelvis et USB-drev, der har drev-bogstavet G, efter maj-opdateringen kan få tildelt bogstavet H.
Og måske endnu mere kritisk så bemærker Microsoft i indlægget, at også interne drevs bogstaver kan blive påvirket.
Maj-opdateringen er foreløbig ikke rullet bredt ud. Efter planen sker det ifølge The Register sidst i maj måned, hvor problemet formentlig er løst.
Maj-opdateringen kan allerede nu kunne tilgås via blandt andet Windows Insider-programmet. Her skulle bug'en blive løst med build 18887.
Kan man ikke vente, så skulle opdateringen i dens nuværende form kunne installeres, hvis brugeren fjerner eventuelt tilkoblede eksterne lagringsenheder.