Windows 10 skal forene platformene - men Microsoft er sin egen største modstander

Analyse: Windows 10 er andet forsøg fra Microsofts side på at gennemføre en ambitiøs vision om ét styresystem til alle platforme. Det er dog stadig usikkert, om det er dét, Windows-brugerne ønsker.

En milliard. Det er rundt regnet det antal Windows-pc’er, som Microsoft selv har skabt, men som nu står som en kæmpe udfordring for softwaregiganten. Lanceringen af Windows 10 29. juli er nemlig mere end blot en opdatering af det velkendte styresystem.

Det er også endnu et forsøg på at løse det problem, Windows 8 skulle have løst, men ikke formåede at løse. Og derfor tilbyder Microsoft Windows 10 som en gratis opgradering til alle med Windows 7 eller nyere.

Windows 8 var på den ene side en oprydning i det gamle dna i Windows, som havde fulgt med siden Windows 2000. På den anden side var Windows 8 Microsofts første bud på at gøre Windows til et styresystem, der rakte ud over den almindelige pc. På daværende tidspunkt stod Microsoft over for ikke mindst Apples iPad, som var den første alvorlige trussel mod Windows’ dominans i 20 år.

Modtagelsen var blandet. Microsoft kom ikke i mål med den erklærede ambition om, at Windows skulle kunne bruges på både tablets, mobiltelefoner og almindelige pc’er. Windows Phone var stadig lidt for meget for sig selv, og den amputerede Windows RT ser ud til at være lagt på is, måske endda i graven.

Windows 10 ligner lidt en gentagelse af opskriften. Windows 10 skal være den samme oplevelse på alle enheder. Forskellen er imidlertid, at det denne gang ser ud til at være lidt tættere på at være en realitet, og for forbrugerne er især integrationen til spilkonsollen Xbox spændende.

Svært at overbevise brugerne

Men Microsoft er denne gang ikke kun oppe mod Apple eller Google. Microsoft er også Microsofts egen værste konkurrent, for trods et tilbud om gratis opgradering kan det blive svært at overbevise Windows 7-brugerne om at slippe en Windows-version, som de opfatter som den ægte vare. Windows 8 formåede i hvert fald ikke at gøre et stort indhug i udbredelsen af Windows 7.

Windows 8 løste delvist problemet med, at Windows var uegnet til at blive betjent via en touchskærm, men det skete på bekostning af desk¬top-oplevelsen. Windows 10 er et kompromis mellem de to verdener, og det er en udfordring, som ingen af Microsofts konkurrenter har formået at løse. Apple har således både iOS og Mac OS X til de to formål, og Google har Android og Chrome OS.

Det rejser derfor spørgsmålet om, hvorvidt det er klogt af Microsoft endnu en gang at forsøge at løse sit problem med at komme ind på markedet for tablets og smart¬phones ved at insistere på at skulle have en ensartet brugeroplevelse på tværs af enhedstyper.

Det er de mobile enheder, der er Microsofts svage side. Det er derfor, Microsoft har blødt op og nu gør Office-applikationer til eksempelvis iPad til fuldgyldige medlemmer af Office-familien. Derfor er det også usikkert, hvor længe Microsoft kan blive ved med at pumpe ressourcer i Windows til smartphones.

Konkurrenterne skal også med

Microsoft satsede med Windows 8 på tre forskellige varianter af Windows, som skulle gøre Windows i stand til at køre på nye hardwareplatforme. Problemet var, at de tre ikke kunne dele applikationer, og således havde de mest navnet og de tilhørende cloud-tjenester til fælles.

Med Windows 10 er kernen den samme i Windows til både smart¬phones, tablets og pc’er. Det svageste led er stadig applikationerne. Microsoft har lanceret ‘universal ¬apps’, som skulle gøre applikationer i stand til at køre på alle Windows-enheder, og udviklerne har fået lettere ved at konvertere apps mellem Windows, Android og iOS – hvis de vel at mærke bruger Microsofts udviklingsmiljø.

Tilbage står alle de applikationer, der er lavet til gamle versioner af Windows og er uden for Microsofts kontrol. Microsoft skal have konkurrenter som SAP og Oracle til at støtte den nye universelle applikationsplatform, hvis visionen skal i mål.

Windows 10 gør mange velkendte ting på en ny måde, og det er vel at mærke ikke den enkelte bruger, som vil opleve den største forbedring i forhold til tidligere versioner. Det er derimod Microsoft selv. Med Windows 10 vil Microsoft sætte punktum for de store versionslanceringer og i stedet rulle forbedringer ud i mere overkommelige bidder. Det meste af indmaden er skiftet ud og moderniseret, så det er lettere for Microsoft at vedligeholde.

Derfor er Microsoft interesseret i at få alle til at opgradere hurtigst muligt, så Microsoft ikke skal bruge kræfter på at vedligeholde gammel software. Men der er milliarder af dollars bundet op i gammel software, som stadig skal virke i Windows. Derfor kan der gå lang tid, før Microsoft for alvor kan kappe forbindelsen til dele af Windows, der stammer fra en helt anden it-tidsalder.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (22)
Christian Nobel

Windows 8 løste delvist problemet med, at Windows var uegnet til at blive betjent via en touchskærm, men det skete på bekostning af desk¬top-oplevelsen. Windows 10 er et kompromis mellem de to verdener, og det er en udfordring, som ingen af Microsofts konkurrenter har formået at løse. Apple har således både iOS og Mac OS X til de to formål, og Google har Android og Chrome OS.

Jeg forstår ikke MS' forhippelse på at prøve at lave en one-size-fits-all løsning, i stedet for at erkende at en mobiltelefon er og bliver noget andet end en desktop pc.

Advarsel, bilanalogi:

Hvis man skal hurtigt afsted tager man (i fald man har en) Ferrarien, men hvis man skal have flyttet et flygel, så bruger man en lastbil.

Begge dele er glimrende valg til det de er beregnet til, men et elendigt valg til det modsatte.

Uffe Seerup

Hvis man skal hurtigt afsted tager man (i fald man har en) Ferrarien, men hvis man skal have flyttet et flygel, så bruger man en lastbil.

Hvilket glimrende illustrerer Microsofts pointe: Bilerne bruges til forskellige formål og de skal køres lidt forskelligt, men speeder, bremse, styretøj, signaler virker på samme måde. Når du kan køre én kan du køre de andre med minimal øvelse.

Bemærk, at microsoft ikke bilder nogen ind, at applikationer kan have samme brugersnitflade på tværs af enheder. De skal lige netop tilpasse sig enheden, men paradigmerne (speeder, bremse, rat) må meget gerne være de samme - så du med minimal øvelse kan skifte rundt mellem enhederne.

Rigtig godt bliver det så når data følger med - svarende til at når du springer fra Ferrarien op i lastbilen og tænder musikanlægget så følger din musik med.

Rasmus Elmelund Nielsen

Advarsel, bilanalogi:

Hvis man skal hurtigt afsted tager man (i fald man har en) Ferrarien, men hvis man skal have flyttet et flygel, så bruger man en lastbil.

Begge dele er glimrende valg til det de er beregnet til, men et elendigt valg til det modsatte.

Og så lige den RIGTIGE bilanalogi.

Platformsteknologien: Du kan ved kløgtig udformning af en platform spænde fra "lederapiranten" med Audien over "Kvalitetssnobben" i VWén via pragmatikeren i Skodaen til den "prisbevidste" SEAT køber.

One size DOES fit all: Det afhænger af eksekveringen.

R

I øvrigt en artikel der IGEN glimre ved totalt fravær af aktualitet og nyhed. Hvad ER historien egentlig? At Win 10 er X-platform? Det har alle vidst i et år nu??

Christian Nobel

Når du kan køre én kan du køre de andre med minimal øvelse.

Minimal øvelse - javel ja, imo har vi her den perfekte opskrift på en trafikulykke.

Og det var ikke for at klandre MS, for jeg mener også at Ubuntu som er på vej ud af samme spor gør en fejl, men en konstatering af at der er forskel - og når Apple ikke begiver sig ind på den sti, så vil jeg også sige at det kan tages som en meget god indikation.

Martin Ipsen Pedersen

at der følger positive kommentarer med... helt personligt vil jeg da gerne have den samme brugergrænseflade, men med forventelige forskelle i ydeevne når jeg skifter mellem pc, tablet, telefon m.m.

Lidt ligesom jeg sætter pris på at måden at køre bil, varevogn, lastbil på i alt væsentligt er ens uanset bilmærke... men med forventelige forskelle i ydeevne...

At Apple ikke har formået at gøre det eller se ideen i det skal da ikke skal afskrække andre fra at udvikle noget der gør livet nemmere for os som brugere.

Hvis nogen foretrækker at man skal lære en ny brugergrænseflade for hver device man får i hånden skal jeg være den sidste til at forhindre dem i det... jeg forventer mig bare mere af visionære OS-udviklere.

Jesper Pedersen

Efter hvad jeg har set, og prøvet, så ser det ud til at blive helt vildt fedt. Spørgsmålet er jo så bare, om de kan fjerne de bugs og ustabilitet, som der er i de builds nu, til release. Men mon ikke nok det sker.

Derudover, så skal der jo nok sidde nogle og sige: "Jeg kan gøre denne handling 2 mikrosekunder hurtigere i Win 7" eller lignende, og fred være med. Jeg synes vitterligt bare det spiller lige nu. Dog kunne jeg godt ønske lidt mere kælen for touch interfacet. Der mangler stadig lige lidt synes jeg. Men ellers er jeg ret spændt på at se hvad det bliver til.

Svend Nielsen

Bil analogien er ikke specielt god til at trække forskellene mellem mobile og stationære enheder frem. Touch interface på en stationær PC er ganske vanskeligt at anvende (ikke teknisk, men praktisk). Det er derimod den eneste fornuftige grænseflade når du holder den mobile enhed i hånden.

Jeg kan ikke forstå, hvorfor MS vil prøve at gøre de to grænseflader ens, når brugerens situation er så komplet forskellig. Dvs. jeg forstår det godt hvis man ser det med MS øjne. Så er logikken formodentlig at man kan spare på udviklingsomkostningerne. Så det er nok mest til glæde for MS at man samler interfacet.

Jeg prøver lige med en anden analogi: Kaffekopper.
1)Du er på joggetur og vil drikke kaffe samtidig, contra 2) du vil drikke kaffe hjemme ved skrivebordet. Hvordan skal koppen se ud?
I tilfælde 1) skal koppen have låg og sugerør, i tilfælde 2) åben kop, krus, glas osv.

Forbrugerne ville nok undres, hvis en smart designer kommer op med ideen om at gøre kaffekop interfacet ens i de to situationer. Men bevars - det sparer selvfølgelig udviklingen af to forskellige kopper. Så skal man blot overbevise alle kunder om at det er smart at sutte kaffe af et rør når man sidder i sofaen. I få situationer er det sikkert rigtigt, men næppe noget som sælger på den lange bane.

Carsten Kanstrup

Bil analogien er ikke specielt god til at trække forskellene mellem mobile og stationære enheder frem. Touch interface på en stationær PC er ganske vanskeligt at anvende (ikke teknisk, men praktisk). Det er derimod den eneste fornuftige grænseflade når du holder den mobile enhed i hånden.

Jo, bilanalogien er faktisk rigtig god, for det vil være træls at skulle betjene f.eks. en lastbil og en personbil forskelligt, så jeg forstår godt, at Microsoft vil skabe den samme brugergrænseflade - både af hensyn til dem selv (lavere udviklingsomkostninger og flere solgte Windows mobiler), men faktisk også af hensyn til brugeren.

Selvfølgelig vil det være hamrende upraktisk og anstrengende at touch-betjene skærmen på en stationær PC, hvis det i det hele taget er muligt; men her har man jo så til gengæld musen. Det eneste problem, som samtidig er meget let at rette, er bare, at Microsoft's mussebetjening aldrig har været særlig smart - specielt ikke til mere avanceret brug, hvilket så mere eller mindre har tvunget alle leverandører af f.eks. CAD software til at lave deres egen betjening, som så netop kan virke upraktisk og/eller forvirrende, fordi den ikke er ens fra produkt til produkt. Her er mit forslag til, hvordan det kunne gøres meget bedre og mere intuitivt: http://www.innovatic.dk/knowledg/HMI/mouse.htm .

Svend Nielsen
Henning Hansen

Hverken Microsoft eller brugerne ønsker vel samme interface i form af samme brugeroplevelse. Fidusen ligger i at have samme underliggende implementering og koncepter, hvilket for producenten giver færre platforme at vedligeholde (svarende til når bilfabrikkerne deler chassis og motor), og for brugerne, at samme værktøjer er tilgængelige og kompatible på tværs af versioner.

Christian Nobel
Martin Jünckow

Jeg kan ikke forstå, hvorfor MS vil prøve at gøre de to grænseflader ens, når brugerens situation er så komplet forskellig. Dvs. jeg forstår det godt hvis man ser det med MS øjne. Så er logikken formodentlig at man kan spare på udviklingsomkostningerne. Så det er nok mest til glæde for MS at man samler interfacet.

Developers, Developers, Developers.

Det handler om meget mere end at det blot holder udviklingsomkostningerne nede for MS - pointen er at det holder udviklingsomkostningerne nede for alle der udvikler til Windows platformen.

Det kan let gå hen og blive en stor konkurrence-parameter for MS - især i forhold til erhvervslivet hvor det vil blive markant billigere at udvikle applikationer medarbejderne skal kunne bruge både fra mobile enheder og fra stationære til at udføre deres opgaver. Her betyder det også mindre om man skal invistere i MS telefoner eller tablets til virksomhedens medarbejdere, det handler i meget højere grad om mindre udviklingstid, mindre vedligeholdelse etc.

Det handler om meget mere end bare interfacet, det her handler i høj grad om det der har været kaldt Metro Apps, Universal Apps og nu Windows Apps (kært barn har mange navne :-)

Rasmus Elmelund Nielsen

er en komplet sømløs transition mellem dine devices.
Jeg tror de satser på at du har de samme apps kørende på maskinparken så du uden yderligere handlinger (åbne/lukke/save etc.) kan gå fra din telefon eller tablet til din PC

og efter at min datter har fået en touch vivobook med 8.1 her i weekenden må jeg sige at de HELT sikkert har fat i noget rigtigt her.. Der er bare ingen slinger i valsen hos "tablet generationen", hun bruger touch og metro på startskærmen til at navigere rundt.
Jeg havde et par timer med maskinen søndag hvor jeg clean installerede Win 8 for at slippe for Asus'es "enhancements". og jeg må sige at jeg ret hurtigt og uden at tænke over det gled over i en hybrid mellem mousepad og touch.

R

Rune Jensen

pointen er at det holder udviklingsomkostningerne nede for alle der udvikler til Windows platformen.

Mjoh. Men hvor mange udvikler native til Windows platformen?

De sidste meldinger fra udviklerne var ret nedslående for Microsoft.

Uanset om udviklerne så rent faktisk gerne ville udvikle til Metro, så er det ikke dér, fremtiden ligger hos brugerne.

Det var i hvert fald den sidste tendens.

Når Windows10 kommer ud, og når det har fået lidt tid til at fæstne sig, så kan man jo se på, om det gør synderlig forskel ifht. moble APPs. Eller om folk vælger Windwos til desktop udelukkende og så bruger Android iOS på mobil stadig.

Desktop er jo døende, mens mobil er i vækst. Det kan kun gå ud over MS, hvis de ikke får fodfæste på mobil.

Jeg har lidt svært ved at se, hvor det skulle ske. Måske er MS' idé om én platform til det hele genial. Men det hjælper intet, hvis timingen er forkert. Og de er altså ganske meget bagud på mobil. Ikke mindst takket være den storbrovtende og selvjublende mr, Balmer, som i dén grad misforstod samtlige tendenser i markedet, og vel i virkeligheden satte Microsoft 4-5 år bagud på nærmest alt (ja - han skulle ALDRIG være blevet ansat, MS ender som IBM pga. ham alene). Folk har allerede knyttet sig til én platform, og ikke mindst, dens APPs. Og det lader ikke til at være Windows Phone APPs.

Det vil koste MS uanede summer at komme derop. Folk er ikke kun ude efter APPs med en bestemt funktion. De vil have de RIGTIGE APPs. Og de skal være native, ikke ports og allerhelst exclusive eller i det mindste de første til at få de APPs.

Rune Jensen

Jeg har kun opdateret kendskab til få arbjedspladser, hvor den ene er der hvor jeg selv arbejder. Men begge er man ret tidligt opgraderet til Window8. Hvor jeg arbejder er vi så også begyndt at bruge APPs. Eller... vi er blevet tvunget til det. Jeg kan simpelthen ikke se gevinsten i de her APPs.

Jeg er også ret sikker på, det ikke er Metro, som har gjort succesen hos virksomhederne. Måske er det en bedre understøttelse af Citrix i Windows8 end i Windows7. Det ville jeg synes mere logisk hvis det var noget i den retning, end at Metro skulle være et salgsparameter.

Men summasummarum er, dem som beslutter styresystemet eller i hvertfald budgettet til det, de elsker Windows8 overalt på jorden. Hos brugerne er det lidt anderledes og jeg selv er ikke ligefrem beundrer af Windows8 og alle de ekstra steps man nu skal igennem for at lave det samme som før. Men ser man på, hvordan Windows8 klarer den hos virksomhederne, så lyder det for mig som en ren sællert.

Rune Jensen

Derudover, så skal der jo nok sidde nogle og sige: "Jeg kan gøre denne handling 2 mikrosekunder hurtigere i Win 7" eller lignende,

Det er ikke kun performance, det handler om. Det er fokus på arbejdet. Som i Windows8 er et enormt problem.

Et OS skal ikke gøre opmærksom på sig selv konstant og hele tiden ved at hyle og skrige og blinke og regere.

Der skal være diskrete vejvisere når nødvendigt, men ellers skal det holde sin kæft.

Men ja, der er ganske meget man kan gøre hurtigere i nok alle andre systemer end windows8.

Log ind eller Opret konto for at kommentere
Pressemeddelelser

Welcome to the Cloud Integration Enablement Day (Bring your own laptop)

On this track, we will give you the chance to become a "Cloud First" data integration specialist.
15. nov 2017

Silicom i Søborg har fået stærk vind i sejlene…

Silicom Denmark arbejder med cutting-edge teknologier og er helt fremme hvad angår FPGA teknologien, som har eksisteret i over 20 år.
22. sep 2017

Conference: How AI and Machine Learning can accelerate your business growth

Can Artificial Intelligence (AI) and Machine Learning bring actual value to your business? Will it supercharge growth? How do other businesses leverage AI and Machine Learning?
13. sep 2017