Windows 10 skal forene platformene - men Microsoft er sin egen største modstander
En milliard. Det er rundt regnet det antal Windows-pc’er, som Microsoft selv har skabt, men som nu står som en kæmpe udfordring for softwaregiganten. Lanceringen af Windows 10 29. juli er nemlig mere end blot en opdatering af det velkendte styresystem.
Det er også endnu et forsøg på at løse det problem, Windows 8 skulle have løst, men ikke formåede at løse. Og derfor tilbyder Microsoft Windows 10 som en gratis opgradering til alle med Windows 7 eller nyere.
Windows 8 var på den ene side en oprydning i det gamle dna i Windows, som havde fulgt med siden Windows 2000. På den anden side var Windows 8 Microsofts første bud på at gøre Windows til et styresystem, der rakte ud over den almindelige pc. På daværende tidspunkt stod Microsoft over for ikke mindst Apples iPad, som var den første alvorlige trussel mod Windows’ dominans i 20 år.
Modtagelsen var blandet. Microsoft kom ikke i mål med den erklærede ambition om, at Windows skulle kunne bruges på både tablets, mobiltelefoner og almindelige pc’er. Windows Phone var stadig lidt for meget for sig selv, og den amputerede Windows RT ser ud til at være lagt på is, måske endda i graven.
Windows 10 ligner lidt en gentagelse af opskriften. Windows 10 skal være den samme oplevelse på alle enheder. Forskellen er imidlertid, at det denne gang ser ud til at være lidt tættere på at være en realitet, og for forbrugerne er især integrationen til spilkonsollen Xbox spændende.
Svært at overbevise brugerne
Men Microsoft er denne gang ikke kun oppe mod Apple eller Google. Microsoft er også Microsofts egen værste konkurrent, for trods et tilbud om gratis opgradering kan det blive svært at overbevise Windows 7-brugerne om at slippe en Windows-version, som de opfatter som den ægte vare. Windows 8 formåede i hvert fald ikke at gøre et stort indhug i udbredelsen af Windows 7.
Windows 8 løste delvist problemet med, at Windows var uegnet til at blive betjent via en touchskærm, men det skete på bekostning af desk¬top-oplevelsen. Windows 10 er et kompromis mellem de to verdener, og det er en udfordring, som ingen af Microsofts konkurrenter har formået at løse. Apple har således både iOS og Mac OS X til de to formål, og Google har Android og Chrome OS.
Det rejser derfor spørgsmålet om, hvorvidt det er klogt af Microsoft endnu en gang at forsøge at løse sit problem med at komme ind på markedet for tablets og smart¬phones ved at insistere på at skulle have en ensartet brugeroplevelse på tværs af enhedstyper.
Det er de mobile enheder, der er Microsofts svage side. Det er derfor, Microsoft har blødt op og nu gør Office-applikationer til eksempelvis iPad til fuldgyldige medlemmer af Office-familien. Derfor er det også usikkert, hvor længe Microsoft kan blive ved med at pumpe ressourcer i Windows til smartphones.
Konkurrenterne skal også med
Microsoft satsede med Windows 8 på tre forskellige varianter af Windows, som skulle gøre Windows i stand til at køre på nye hardwareplatforme. Problemet var, at de tre ikke kunne dele applikationer, og således havde de mest navnet og de tilhørende cloud-tjenester til fælles.
Med Windows 10 er kernen den samme i Windows til både smart¬phones, tablets og pc’er. Det svageste led er stadig applikationerne. Microsoft har lanceret ‘universal ¬apps’, som skulle gøre applikationer i stand til at køre på alle Windows-enheder, og udviklerne har fået lettere ved at konvertere apps mellem Windows, Android og iOS – hvis de vel at mærke bruger Microsofts udviklingsmiljø.
Tilbage står alle de applikationer, der er lavet til gamle versioner af Windows og er uden for Microsofts kontrol. Microsoft skal have konkurrenter som SAP og Oracle til at støtte den nye universelle applikationsplatform, hvis visionen skal i mål.
Windows 10 gør mange velkendte ting på en ny måde, og det er vel at mærke ikke den enkelte bruger, som vil opleve den største forbedring i forhold til tidligere versioner. Det er derimod Microsoft selv. Med Windows 10 vil Microsoft sætte punktum for de store versionslanceringer og i stedet rulle forbedringer ud i mere overkommelige bidder. Det meste af indmaden er skiftet ud og moderniseret, så det er lettere for Microsoft at vedligeholde.
Derfor er Microsoft interesseret i at få alle til at opgradere hurtigst muligt, så Microsoft ikke skal bruge kræfter på at vedligeholde gammel software. Men der er milliarder af dollars bundet op i gammel software, som stadig skal virke i Windows. Derfor kan der gå lang tid, før Microsoft for alvor kan kappe forbindelsen til dele af Windows, der stammer fra en helt anden it-tidsalder.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.