Windows 10 S: Endnu et forvirrende navn fra Microsoft

Illustration: Microsoft
Microsoft prøver på ny at lancere en særlig version af Windows, som er sikker og har en forenklet distribution af applikationer. Men navnet kan skabe forvirring.

Windows 10 Home. Windows 10 Pro. Windows 10 S. Det er ikke lige til at gennemskue, at kun to ud af tre af de nævnte versioner opfylder en klassisk Windows-dyd: Bagudkompatibilitet.

Windows 10 S er beregnet til den slags pc'er og brugsscenarier, hvor Googles Chrome OS og Chromebooks har fundet fodfæste. På sin vis er det fint, at der er konkurrence på det punkt, for det er it, som bruges i mange skoler, og konkurrence mellem Google og Microsoft kunne give bedre kvalitet for færre penge.

Men navnet kan være et problem, når der på et tidspunkt kommer til at stå en pc med Windows 10 S side om side med en pc med Windows 10 Home.

Windows RT igen

Nu skal Microsofts forhandlere igen til at forklare forskellen på de to Windows-versioner. Det var blot ét af flere problemer med Windows RT, som på mange måder var det tilsvarende blot parret med Windows 8.

Den største forskel er, at du ikke kan installere en klassisk Win32-applikation. Alle applikationer skal installeres via app-butikken Windows Store, og det sætter nogle begrænsninger.

Læs også: Windows 10 S tillader ikke Chrome eller Firefox

På sin vis er det fint. Windows Store indeholder Universal Windows Platform-applikationer, som bygger på en version af .Net med tilhørende frameworks, som giver en høj grad af sikkerhed - flere størrelsesordner bedre end Win32 - og giver mulighed for at skrive applikationer i eksempelvis HTML og JavaScript, som kan porteres mellem andre platforme såsom Android og iOS.

Men det betyder også, at en almindelig forbruger kan komme hjem med en pc med Windows 10 S og derefter finde ud af, at den ikke kan køre en bestemt applikation.

Læs også: Umuligt at udskifte Edge som standard-browser i Microsofts svar på Chrome OS

Win32 lever endnu

Det kan argumenteres, at applikationer skrevet til Windows, som ikke kan køre på Windows 10 S, måske har overskredet deres levetid. Man kan stadig afvikle applikationer skrevet til Windows 95 på Windows 10, og det var ikke en tid, hvor sikkerhed var førsteprioritet. Det problem har blogger Jason Perlow hos ZDNet også påpeget.

Ikke desto mindre er disse applikationer stadig en del af virkeligheden. Et eksempel er spildistributionsplatformen Steam, som i sig selv egentligt er en gevinst for sikkerheden, fordi der er en vis kontrol med de distribuerede filer, og fordi den giver en central platform for opdateringer. Men Steam vil ud fra vores nuværende oplysninger ikke kunne køre på Windows 10 S. Det samme gælder alle de andre tilsvarende distributionsplatforme for spil.

Derfor kommer Microsoft til at stå med en udfordring, når det gælder om at undgå, at kunderne kommer hjem med en Windows-pc, som ikke var det, de regnede med.

I princippet kunne Microsoft have kaldt det nye styresystem hvad som helst. Men Microsoft har haft en tendens til at holde fast i en overbevisning om, at Windows er så elsket et varemærke, at ingen andre forslag kunne være bedre. I en periode skulle alle nye applikationer eller tjenester fra Microsoft hedde noget med Windows.

Et vilkårligt andet navn

Problemet er, at Windows nok ikke er så stærkt et varemærke i den brede befolkning, som Microsoft måske gerne ville have det. Og det bliver ikke bedre, hvis der opstår en fortælling om, at Windows 10 skal man holde sig fra, fordi det ikke kan køre de programmer, man gerne vil - alene fordi en bruger er endt med Windows 10 S i stedet for Windows 10 Pro.

Windows 10 S kunne have heddet Edge OS, hvis det nu skulle være en direkte konkurrent til Chrome OS, men ovenstående argument kunne også overføres til Googles navnevalg. Det er forvirrende, at Google har en browser og et styresystem med samme navn, uanset hvor stort overlappet er.

Det er en svær sag. Microsofts argument er sådan set godt nok, set fra deres synspunkt. Windows 10 S er en rigtig Windows, men kun hvis man tænker Windows som den moderne platform fra Windows 8 og frem.

Tænker man Windows som det bagudkompatible styresystem, så kan det bringe Microsoft i uheldige situationer, når selskabet skal forklare, at Windows 10 S er Windows 10, men ikke den fulde pakke - og den fulde pakke kan være vigtigt udstyr for mange.

De brugere, som måtte finde Windows 10 S lige skrabet nok, vil dog kunne opgradere for 49 dollars til Windows 10 Pro.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (9)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Thomas Nielsen

En del Tech giganter bruger mange penge på deres brand. Microsoft er ingen undtagelse. Hvis man arbejder i IT industrien og siger at Windows er et svagt brand. Så tror jeg at man skal overveje et karier skifte... At skifte windows brandet ud giver ingen mening i min verden. En detalje med Windows S. Versionen kan opgraderes til Windows 10 pro og kan dermed alt det man normalt kan. Det er som jeg har hørt det gratis resten af 2017.... Jeg er ikke 100% sikker men derefter koster det 50$ USD. Microsoft tester markedet for denne version som fundamentalt er mere sikker. De giver adgang til den normale version på samme stykke jern. Det fremgår overhovedet ikke af artiklen. PS mine data kommer fra Windows weekly.

  • 3
  • 2
Bjarke I. Pedersen

Artiklen glemmer meget belejligt at nævne, at normale desktop applikationer kan pakkes ned som APPX pakker og submittes til deres store.

Derved opnår man mange af de fordele som UWP applikationer har, så som clean uninstall, virtualisering af filsystemet, så filer ikke bliver droppet i System32 mappen m.m.

Kan anbefale at se deres session om det fra Build 2017 som kører i de her dage.

Man fristes lidt til at tænke, at de ting er undladt for at skabe en flamewar i debatten for folk der ikke undersøger tingene, men blot antager at Version 2's artikler er af højere kvalitet end Ekstrabladets... Men det er nok bare mig skal I se...

  • 3
  • 1
Bente Hansen

Jeg tror udgaven er fin til brug i skoler, hvor der skal lidt mere styr på hvad der installeres.


Problemet er mere, at selv om denne version kan køre på Intels CPU'er. Så fungere OS, mere som en mobil eller RT version. Da de færrest normale programmer, som de fleste mennesker forbinder med Windows Desktop, er at finde i store.

Så mange mennesker vil nok føle sig snydt, over at de skal betale 600-800 kr. i dummebøde til for at installere en Pro version, i stedet for denne neddrosle S. For at få lov til at spille på steam, battel.net , eller bruge Chome/Firefox, VLC, Spotify,..
At windows forsvare det med at det er på grund af sikkerhed, synes personlig ikke holder, når man kender MS normale holdning til sikkerhed, samt at alle nye version af software, per definition er mere usikker, indtil det modnes.

Synes mere det virker som en mulighed, for at producenterne kan sælge noget billigere, hvor brugeren først efter købet opdager, at de reelt ikke kan bruge produktet til ret meget. Ligesom med Windows Phone, RT og CE.

Men det er selvfølge MS eget valg, men personlig tror jeg at dette mismask af version, som ikke er kompatibel, ikke er en fordel for det ene af de 3-4 brandt som har rigtigt værdi ved MS. OfficePakken, Xboks, DESKTOP.
Forsøget på at byde ind på Mobilmarkedet endnu en gang, hvor de satset deres
deres (desktop)gås. Har været dyr, især i omdømme og "væmmelse" over tvangs opdateringer, til version hvor driver ikke findes. Eller som brugeren ikke bryder sig om. Ville nok tænke mere på, at passe på det som stadig have værdi.

  • 3
  • 4
Kasper Hovgaard

Microsoft har på ingen måder glemt den ballade, de fik pga. Windows RT tilbage i 2012-2013, da kunderne fandt ud af, at de var endt i en blindgyde, som Microsoft ikke engang selv gad holde liv i.
Rent moralsk er lektien klar: Lad være med at kalde noget "Windows", som funktionelt slet ikke er det Windows, folk kender.
Når Microsoft alligevel vælger at gentage "succesen", er der kun én forklaring: Det kan betale sig. Skiderikker.

  • 4
  • 0
Nicholas Colding

Jeg benytter privat en iMac og en Chromebook fra Dell (opstart og online = ca 5 sek).
Den dag Adobe Lightroom kan afvikles fra skyen på en Chromebook, ligesom de har åbnet op for at man kan i nord Amerika, så bliver det nok kun Chrome OS frem over.

Windows har jeg droppet for mange år siden - det er for tungt og bøvlet til mig.

  • 1
  • 0
Bente Hansen

Microsoft har på ingen måder glemt den ballade, de fik pga. Windows RT tilbage i 2012-2013, da kunderne fandt ud af, at de var endt i en blindgyde, som Microsoft ikke engang selv gad holde liv i.

Det er netop en af grundene til at MS aldrig fik bare lidt succes med deres mobil version. De har gentagende gange lagt deres gamle versioner i graven, hvor hver nye version, ikke har været det mindste bagud kompatibel, hardware eller software mæssigt. Mange af dem som skulle være first mover have brændt sig så meget på CE og lignende produkter fra MS, at de ikke hoppet på den vogn.
En levetid på enheder og software på under 2 år, er ikke langt tid.

Når man tænker på at hvor meget brog de får, når deres 10 år understøttelse på deres desktop udløber. Hardware og software lever bare meget længere i dag, da det meste jo bare er en platform til skyen.

MS skal også huske at hvor de før, med deres opdateringer "tvang" bruger til at købe nyt hardware. Så vil udskiftningen i dag, fra et ældre Windows desktop, ikke være til en ny Windows. Men snarere til en Mac eller Tablet.
Det er der også sund fornuft og økonomi i. have en privat kunde som altid have en gamle PC stående tændt på grund af Mail, det blev udskiftet til en Ipad.
Deres husstands el udgifter faldt fra 4500 til 3000 Kw årligt.

Så et skifte fra Microsoft er godt for miljøet, på mange måder :-)

  • 2
  • 4
Henrik Winther Jensen

Microsoft forsøger ganske enkelt at overføre så mange penge som muligt fra deres kunder til deres aktionærer. At beskylde dem for kynisme har ingen gang på jorden. De har aldrig påstået at de er til for kundernes skyld, altruisme er ikke og har aldrig været en del af konceptet. Når Bill Gates arbejder på at forære nogen af pengene væk må man spørge sig selv om det ikke havde været nemmere at lade være med at tage pengene fra kunderne i første omgang. Men sådan er der så meget.......

  • 0
  • 0
Kasper Hovgaard

At beskylde dem for kynisme har ingen gang på jorden. De har aldrig påstået at de er til for kundernes skyld, altruisme er ikke og har aldrig været en del af konceptet.


Artiklen rejser spørgsmålet, om hvorvidt det markedsføringsmæssigt er klogt at misbruge Windows-varemærket til at sælge et produkt, som de færreste forbrugere formentlig vil acceptere og anerkende som et Windowsprodukt. Netop fordi Microsoft tidligere har tabt store penge på at oversælge tvivlsomme (ikke-levedygtige) produkter, tænkte jeg, at formuleringen (kortsigtet) kynisme var på sin plads. Men det er bare dumt, for det skræmmer kunder væk fra det ellers nogenlunde velrenommerede Windows 10.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere