Windows 10 kommer i fuld udgave til ARM-processorer - med Win32-emulering

Microsoft er ikke færdig med at forsøge at lave en fuld desktop-udgave af Windows, der kan køre på ARM-processorer.

Windows 10 kommer til ARM-processorer i 2017. Det har Microsoft netop annonceret i forbindelse med konferencen WinHEC. Det er ikke selskabets første forsøg, men denne gang bliver det lidt anderledes.

Baggrunden er den samme som for Windows RT, der udkom samtidig med Windows 8, men ikke opnåede nogen nævneværdig udbredelse, og Microsoft fik ikke mange hardwareproducenter med på vognen.

Microsoft vil gerne udbrede Windows-platformen til mobile enheder med lavt strømforbrug, men det er vanskeligt med x86-arkitekturen, hvor Intels forsøg på lavenergiprocessorer ikke har formået at få processorkraften til at følge med i tilstrækkelig grad til at skabe et reelt alternativ til de platforme, der fra starten er født til lavenergi-processorer baseret på ARM.

Microsoft holdt i forbindelse med lanceringen fast i, at selskabet ikke var færdig med ARM, og det kommer altså nu til udtryk i, at selskabet i løbet af 2017 vil være klar med Windows 10 til mobile pc'er, der kører på Qualcomms Snapdragon og dermed ARM.

Det specielle i forhold til Windows RT er først og fremmest, hvilke applikationer der kan køre. Windows RT kunne kun afvikle applikationer skrevet til det, der nu er blevet til Windows Universal Apps. Almindelige, klassiske Windows-programmer kunne ikke køre.

Det betød, at platformen var afhængig af nye applikationer, og her var interessen fra udviklere begrænset i forhold til eksempelvis Android og iOS, der var de direkte konkurrenter.

Til den nye ARM-udgave af Windows 10 bliver det ud over Windows Universal Apps også muligt at køre klassiske Win32-programmer. Ifølge Ars Technica vil det ske gennem emulering.

Win32 er den helt traditionelle Windows-platform, og det vil altså betyde, at man vil kunne køre eksempelvis Adobe Photoshop, hvis man ønsker det, på den nye ARM-udgave.

Ny Windows 10 til cellular pc's.

Microsoft placerer den nye Windows 10-udgave i en kategori, som selskabet kalder 'cellular pcs'. Det skal være en pc, der er en ægte mobil enhed med lang batteritid og en mobil internetforbindelse.

Ifølge Windows Central vil det være Qualcomms Snapdragon 835-processor, der bliver grundlaget for de første udgaver. Ifølge Windows Central vil afviklingen af Win32-programmer også kunne lade sig gøre uden nogen form for modifikationer. Det vil altså ikke være et krav, at firmaerne bag applikationerne leverer en særligt indpakket udgave, før de kan installeres.

Nedenstående video fra Microsoft demonstrerer, hvordan ARM-udgaven kan køre Photoshop og World of Tanks:

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk

Kommentarer (2)

Knud Larsen

Det lyder fuldstændig tåbeligt at putte dette overordentligt komplicerede og lagergerrige system på en svag maskine.
Sæt dog Linux på.
Ikke fordi jeg mener ARM er dårligt tvært imod. men selv fuldpowered i7 bliver stadig langsommere med W10, google spam, og virus beskyttelse. jeg bruger konstant to maskiner for bare at lidt performance

Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer