I princippet er der 'livsvarige' opdateringer til pc'er, der kører Windows 10. Men løftet fra Microsoft kommer med den lille betingelse, at det forudsættes, at hardwaren stadig kan understøttes af styresystemet. Og det er den første generation af de pc'er, der kunne opgraderes gratis, nu løbet ind i, skriver ZDNet.
Det drejer sig om pc'er baseret på Intels Atom-processorer, helt bestemt fra Clover Trail-serien, som omfatter Atom Z2520 til Atom Z2760.
Disse processorer blev især brugt i 2-i-1-enheder, altså en tablet, som kunne kobles sammen med et tastatur. Pc'erne udkom i 2013 og var altså oprindeligt med Windows 8.
Microsoft tilbød i forbindelse med lanceringen af Windows 10 i 2015, at næsten alle pc'er, som kunne køre Windows 8 eller Windows 8.1, kunne opgraderes gratis til Windows 10.
Creators Update
Men hvis man har opdateres én af disse pc'er med en Intel Atom Clover Trail-processor til Windows 10, så er det ikke muligt at installere den store opdatering til Windows 10, som udkom i foråret. Microsoft kalder denne opdatering 'Creators Update', og den er væsentlig, fordi garantien for fortsatte opdateringer af Windows 10 hænger sammen med de store opdateringer.
Creators Update er nemlig en såkaldt feature-update, som Microsoft har et par stykker af siden lanceringen af Windows 10. Betingelsen for fortsat support til Windows 10 på en pc er, at man løbende opdaterer med disse feature-updates. Microsoft garanterer ifølge ZDNet nemlig kun opdateringer i 18 måneder efter en feature-update, hvis der er kommet en ny feature-update i mellemtiden.
Da den forrige feature-update til Windows 10 udkom i august 2016, så vil supporten på denne feature update udløbe i begyndelsen af 2018, hvis man ikke opdaterer til Creators Update, der udkom i april 2017.
Det fremgår ikke klart, hvorfor lige netop denne generation af Intel Atom-processorer ikke kan afvikle den nyeste udgave af Windows 10, men det hænger formentligt sammen med hardwareunderstøttelse af visse funktioner i Windows 10, som er blevet introduceret i Creators Update.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.