Wikileaks er husvild på internettet: Sparket ud af Amazon og DNS-udbyder

23 kommentarer.  Hop til debatten
Den kontroversielle hjemmeside Wikileaks er i øjeblikket svær at nå, efter DNS-udbyderen har lukket for domænet, fordi DoS-angrebet generede de øvrige kunder.
3. december 2010 kl. 11:26
errorÆldre end 30 dage

Den kontroversielle hjemmeside Wikileaks er lige nu noget nær hjemløs på internettet. Angiveligt er hjemmesiden i øjeblikket i drift på Wikileaks' server, der står i en atomsikret bunker hos svenske Bahnhof, men domænet wikileaks.org er utilgængeligt, efter DNS-udbyderen EveryDNS.net har lukket for tjenesten.

Det kommer, efter Wikileaks i løbet af weekenden og i denne uge har været udsat for mindst to denial-of-service-angreb.

I første omgang forsøgte Wikileaks at imødegå angrebene ved at flytte hjemmesiden over på Amazons cloud computing-platform, men onsdag valgte Amazon at stoppe hostingen af Wikileaks.

Det udløste skarp kritik fra Wikileaks på organisationens Twitter-konto, som ud over hjemmesiden er organisationens eneste officielle kommunikationskanal:

Artiklen fortsætter efter annoncen

»Hvis Amazon har det så skidt med ytringsfriheden, så skulle de holde op med at sælge bøger,« skrev Wikileaks.

Amazon har siden udsendt en officiel kommentar, hvor selskabet begrunder lukningen med, at Wikileaks overtrådte Amazons regler. Tidligere var Amazon mere eller mindre direkte blevet beskyldt for at have lukket for Wikileaks efter pres fra de amerikanske myndigheder.

»Der har været rapporter om, at en henvendelse fra myndighederne fik os til at stoppe med at betjene Wikileaks. Det er ikke korrekt. Amazon Web Services sorterer ikke i kunderne, men der er visse betingelser, som skal overholdes. Wikileaks overholdt dem ikke,« skriver Amazon på hjemmesiden for Amazon Web Services.

Amazon påpeger blandt andet, at Wikileaks ikke har rettighederne til det materiale, som blev offentliggjort på hjemmesiden, hvilket er i strid med Amazons regler. Samtidig vurderer Amazon, at der er en risiko for, at de offentliggjorte dokumenter kan være til fare for enkeltpersoner, hvilket også er i strid med Amazons regler.

Efter bruddet med Amazon gik Wikileaks tilbage til traditionel hosting, men også her gik der ikke længe, før adgangen til hjemmesiden igen blev blokeret.

Fredag morgen dansk tid var wikileaks.org ikke tilgængelig. Det skyldes, at DNS-udbyderen EveryDNS.net valgte at fjerne domænet fra dets navneservere. EveryDNS.net er en gratis DNS-tjeneste, som blandt andet kan benyttes af organisationer som Wikileaks.

Men EveryDNS.net valgte alligevel at stoppe tjenesten for Wikileaks med den begrundelse, at denial-of-service-angrebene mod Wikileaks truede med at blokere for adgangen til den tæt ved en halv million andre websteder, som anvender EveryDNS.net.

»Servicen blev stoppet efter overtrædelse af den bestemmelse, der siger, at en bruger ikke må forstyrre en anden brugers brug af tjenesten. Angrebene og fremtidige angreb truer stabiliteten af EveryDNS.net-infrastrukturen,« skriver EveryDNS.net på dets hjemmeside.

Som reaktion på lukningen af wikileaks.org flyttede Wikileaks fredag til et schweizisk domæne wikileaks.ch.

23 kommentarer.  Hop til debatten
Debatten
Log ind for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger