Ny langtrækkende wifi-standard til internet-of-things som parkometre og røgdetektorer

Wi-Fi Alliance har netop lanceret en ny wifi-standard, som er møntet på internet of things-udviklingen. Den nye standard, kaldet Wi-Fi halow, er både strømbesparende og langtrækkende.

En ny type wifi, som er energibesparende, og langtrækkende og dermed særlig møntet på internet of things opkoblinger blev afsløret af Wi-Fi Alliance i går på den store CES 2016-messe i Las Vegas. Det skriver CIO.com

Wi-Fi Alliance er et 17 år gammelt verdensomspændende netværk for virksomheder, der udvikler produkter og services til wifi.

Det nye wifi standard er døbt Wi-Fi halow.

»I smart cities vil der eksempelvis være behov for at koble intelligente parkometre op på nettet. Med den nye mere energibesparende standard vil IoT-enheder kunne holde længere uden vedligehold, hvilket er vigtigt for røg- eller lækagedetektor. Med Wi-Fi halow kan sådanne enheder klare sig i måneder eller år på de samme batterier,« siger Kevin Robinson, vice president for marketing i Wi-Fi Alliance, i et interview med CIO.com.

Wi-Fi halow er baseret på den eksisterende IEEE 802.11ah standard. Den forventes i de kommende år at blive implementeret i bl.a. intelligente hjem, wearables, smart cities samt internetopkoblede biler, som typisk har tusindvis af sensorer tilsluttet et trådløst access point.

Ny wifi certificering i 2018

Wi-Fi Alliance, som omfatter omkring 700 leverandører, forventer også at lancere en certificering for Wi-Fi halow produkter i 2018.

Det er dog sandsynligt, at der tidligere vil komme produkter på markedet, som understøtter standarden.

IEEE 802.11ah er langt fremme i udviklingen og derfor i hvad alliancen kalder 'den tekniske fase'.

Wi-Fi halow gør brug af frekvenser under 1 GHz, hvilket sikrer større gennemtrængelighed af mure.

Rækkevidden vil være næsten dobbelt så lang i forhold til nuværende wifi - enkelte skøn lyder på op til 1 kilometer.

Ulempen ved den lange rækkevidde og et lavt strømforbrug er, at kapaciteten i 802.11ah vil ligge en del under det maksimale som kan opnåes i Wi-Fi-802.11ac, nemlig 7Gbps.

Wi-Fi halow udstyr vil i første omgang blive certificeret til op til 18Mbps som den højeste datahastighed, Wi-Fi Alliance sagde forud for dagens meddelelse.

Det er dog næppe et problem for IoT-devices, fordi de kun har brug for datatransmission i mindre sekvenser i modsætning til f.eks. video og online applikationer med et stort dataflow.

Kommentarer (2)

Palle Simonsen

Lidt OT: Idag bruger man fortrinsvis alm. wifi hotspots til indendørs navigation på mobile enheder. Med større rækkevidde og støre gennemtrængelighed kunne HaLow give nye muligheder også på den front.

Christian Nobel

.. ikke kun af udstyr, men også installation.

802.11ah vil (formodentligvis, afhængig af lokal regulering) have 26 kanaler med 1MHz båndbredde, som hver især vil muliggøre en transmissionshastighed på 150 kbps.

150 kbps er mere end rigeligt til IoT, men faren ligger i når der ukritisk klaskes netværk op hvor der laves kanalbundling, hvilket vil være muligt helt op til 16 MHz, hvorved stort set al kapacitet ædes.

Vi kan hurtig risikere at ende med en situation svarende til n og ac, hvor der laves æterforurening over hele det til rådighed værende spektrum.

Og endnu en gang, radiobårne netværk er altså ikke switchede!

Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

JobfinderJob i it-branchen